Note
Læsetid: 1 min.

Bogfolk

Kultur
26. marts 2016

Gilles Deleuze

Bogen, Folden – Leibniz og Barokken, af den franske filosof har været fast pensum hos alle litterater siden den udkom på fransk i 1988. Nu udkommer den så på dansk i Peter Borums oversættelse på Billedkunstskolernes Forlag. Deleuze prægede ikke mindst hele den dekonstruktive tænkning fra slutningen af 1980’erne og den nye måde at læse litteratur på, sådan som han selv eksempelvis gjorde det i forhold til Kafkas værker. Bogen om Leibniz har også haft stor indflydelse på en ny forståelse af barokken som en form for visuel fornuft. Så nu er der chance for et comeback til Deleuzes tænkning.

Jean Baudrillard

Deleuze-bogen kommer samtidig med at Baudrillards De Fatale Strategier udkommer igen på dansk efter 30 år. Bogen landede lige midt i et endnu ungt postmoderne opbrud i 1983 og præsenterede for første gang en vigtig kunstner som Sophie Calle og tænkere som den italienske filosof Giorgio Agamben og hans syn på varer og mode. Derudover rummer bogen en central feministisk tekst om moderdrabets antropologiske og psykoanalytiske betydning frem for det traditionelle freudianske fadermord, med afsæt i Monique Schneiders Freud og lysten. Den bog kan erhverves fra Billedkunstskolernes Forlag.

Marguerite Duras

Det nærmest vælter ud med udgivelser af den franske kultforfatter på dansk i disse år. Nu gælder det bogen Fartøjet Night, som er hovedværket blandt de filmtekster, som Duras udgav op gennem 1970’erne og 80’erne. Teksterne er skrevet som udgangspunkt for film, Duras selv instruerede. Der er ikke tale om filmmanuskripter, men poetiske tekster i deres egen ret, som skal høre til de formmæssigt mest eksperimenterende i forfatterskabet. Eksempelvis er titelhistorien en kærlighedshistorie, der kun udspilles via telefonsamtalen og gennem stemmerne. Det er forlaget Arena, der står bag udgivelsen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her