Baggrund
Læsetid: 7 min.

Den diskrete mand i baggrunden

George Martin er død, 90 år gammel. Han producerede næsten alle udgivelser med The Beatles, og redefinerede i processen musikproducerens rolle og status
Kultur
12. marts 2016
I modsætning til sine producerkolleger stræbte George Martin altid efter at kommunikere med og forstå sine kunstnere. Og måske netop derfor spillede han en nøglerolle i den utrolige udvikling, The Beatles gennemgik op gennem 1960’erne. Foto: Statstock/Photoshot

I modsætning til sine producerkolleger stræbte George Martin altid efter at kommunikere med og forstå sine kunstnere. Og måske netop derfor spillede han en nøglerolle i den utrolige udvikling, The Beatles gennemgik op gennem 1960’erne. Foto: Statstock/Photoshot

En af de allerførste plader, jeg havde den glæde at eje, var en single med Liverpool-kvartetten The Beatles. Jeg var en 8-9 år, og året hed 1964, måske ’65, det står lidt uklart. Bandet var den store sensation blandt de lidt ældre drenge og piger på vejen, og det føltes, som om jeg steg et niveau i selve livet, da jeg sad med pladen i mine små fedtede drengehænder. Nummeret hed »Please Please Me« (udsendt i 1963), og jeg spillede den så mange gange på grammofonen inde i stuen, at jeg ødelagde pickuppen. Det er kropumuligt over for jer, der ikke var til stede, at formidle den stemning, der herskede omkring stort set alt Beatles-relateret i det tiår, men det er ikke for meget sagt, at hver en udgivelse fra den kant blev gransket med en iver og interesse, der, hvis den var blevet overført til skolearbejde, ville have udløst svimlende høje karakterer.

Under granskningen af pladeomslagene stødte man igen og igen på det faktum, at de var »produced by George Martin«. Hvem han var, og hvad hans jobbeskrivelse egentlig indebar, anede vi intet om. Ikke mindst grundet vores faste overbevisning om, at de fire beatler ikke blot kunne, men også vidste alt, så hvorfor skulle de have brug for assistance fra nogen kant? Gruppen skrev (de fleste af) sine sange, sang som beskidte engle, spillede forbilledligt og fremstod på alle planer autonome. Ikke mindst efter filmen A Hard Day’s Night, hvori ’voksne’ og andre myndighedspersoner virkede både latterlige og overflødige.

Ikke desto mindre stod det hurtigt klart, at denne George Martin var en nøglefigur i forbindelse med den magi, de fire unge mænd fra Liverpool spandt. For eksempel blev førnævnte »Please Please Me« undfanget som en ballade, inspireret af ingen ringere end Roy Orbison. Det var Martin, der opfordrede Lennon til at skrue sangens tempo i vejret og arbejde grundigere med dens harmoniske muligheder. Resultatet blev glædesfyldt og swingende rock’n’roll samt gruppens gennembrudshit i England, da det udsendtes i januar 1963 og dermed indledte den Beatlemania, der de følgende år greb det meste af verden. De store årgange blev voksne til lyden af de 10 album, gruppen indspillede og udsendte i årene 1963-1969, alle produceret af George Martin. Svanesangen Let It Be udsendtes efter gruppens opløsning i 1970 og produceredes (ikke synderligt godt) af legendariske Phil Spector.

Forståelse for den nye musik

At en mand som George Martin ikke blot var i stand til at producere, men også i så høj grad både værdsætte og vejlede The Beatles, som tilfældet var, er et af populærmusikkens store lykketræf for ikke at sige mirakler. Uden at ville forklejne sangskriverparret John Lennon og Paul McCartneys (eller George Harrisons, for den sags skyld!) genialitet eller gruppens tætte sammenspil og instrumentale kunnen, er det stadig et under, at en mand på Martins alder (han var 37 i ’63) og med hans erfaring og baggrund var i stand til at udvise så stor forståelse for en musik, som i klassisk forstand fremstod ukultiveret og i populærmusikalsk sammenhæng gnistrende ny. Han ikke blot accepterede, men plejede gruppens særheder, fordi han var i stand til at høre, hvorledes de kunne forbedre resultatet. Igen og igen fremsatte gruppen ønsker, som trænede musikere aldrig ville have drømt om, og hver gang gjorde Martin sit bedste for at føre dem ud i livet. Som regel tilmed så strålende, at resultaterne stadig fryder og forbløffer.

Der er opstået en skole inden for Beatles-forskningen, der hævder, at det sande geni i gruppen netop var … George Martin. En påstand, han selv afviste som det rene vrøvl (»Jeg var blot fortolkeren. Hvad der var i spil af genialitet, tilhørte 100 procent dem.«). Ikke desto mindre fandtes der næppe nogen anden i samtiden, der i samme grad havde været i stand til at håndtere bandet uden at gøre skade på det. For ikke at tale om at passe og pleje dem på den der elskværdige, åbensindede og omstillingsdygtige facon, der gjorde George Martin så respekteret af alle, der kom i kontakt med ham.

Ikke førsteprioritet

Det stod ellers ikke skrevet i stjernerne, at dette omgængelige middelklassemenneske skulle komme til at ændre populærmusikkens retning, da han fødtes i 1926 i London. Hans hjem var ikke specielt musikalsk, så han lærte at spille klaver på gehør i otteårsalderen. Den store åbenbaring i den tidlige pubertet var en koncert med et symfoniorkester, men musikken havde ikke førsteprioritet. Under krigen arbejdede han som kontorassistent inden for luftvåbenet, idet han drømte om at blive flyvemaskinedesigner. Efter at have forladt hæren i 1947 kom han på Guildhall School of Music, hvor han lærte at komponere, dirigere, orkestrere med samt en masse musikteori. Ved siden af klaveret valgte han oboen som sit sekundære instrument.

Færdiguddannet i 1950 blev han producerassistent for Oscar Preuss, der ledede Parlophone Records, et lidet prestigiøst underselskab til giganten EMI. Her oplevede han på nært hold det teknologiske jordskred, magnetbåndet betød, da det muliggjorde overdubbing, hvilket åbnede for en række nye muligheder, som han blev ferm til at udnytte. I 1955, kun 29 år gammel, blev han daglig leder af Parlophone, som han prægede ved at tilknytte selskabet en række af tidens store komikere ud over dets faste repertoire af klassisk, underholdning og folkemusik. Iblandt komikerne ikke mindst Peter Sellers, med hvem Martin indspillede flere populære plader. Men der var tale om en begrænset succes, og Martin begyndte at kigge sig om efter et rockorkester for at mætte behovet på det dengang ekspanderende ungdomsmarked. Og for helt pragmatisk at score nogle hits.

Skæbnen ville, at en manager fra Liverpool ved navn Brian Epstein henvendte sig i foråret 1962 med henblik på at få Parlophone til at tegne kontrakt med det orkester, han repræsenterede. Gruppen havde fået en kurv af Decca, men med i bagagen havde Epstein dog et demobånd, indspillet sammesteds. Hverken begejstret eller imponeret over helheden var der dog noget ved Lennon og McCartneys sangstemmer, Martin kunne høre muligheder i. Gruppen kom til prøveoptagelse hos Parlophone i sommeren 1962, hvilket medførte at trommeslageren Pete Best på Martins opfordring blev fyret til fordel for Ringo Starr. Nu var brikkerne faldet på plads.

Der var til en begyndelse indkøringsvanskeligheder, thi det var på den tid producerens rolle at udvælge repertoire, men selv om The Beatles indspillede det nummer, Martin kom med, stod de stejlt på hellere at ville indspille deres eget materiale, og mirakuløst nok gav den garvede producer sig. Resultatet blev »Love Me Do«, gruppens første og en lille smule forkølede single, der dog opnåede en 17.-plads på hitlisterne og lagde grunden til den rasende popularitet, gruppen nød årtiet ud og frem til den dag i dag.

En grund til, at The Beatles stadig fascinerer, er den rasende udvikling, gruppen gennemgik på bare syv år. Selv om sangskrivningsniveauet fra starten var højt, er de tidlige indspilninger relativt primitive, men udviklingen i de år, hvor man gik fra at indspille på to spor til at have otte til rådighed, og fokus flyttedes fra mono til stereo, var helt enkelt eksplosiv. På samme måde som Lennon og McCartneys sangskrivning blev mere og mere avanceret, musikalsk som tekstligt. At det orkester, der i 1962 debuterede med »Love Me Do«, blot fem år senere stod fadder til sange som »Strawberry Fields Forever«, »Penny Lane« og »A Day in the Life«, er stadig en hjernefræser. Og den var næppe gået uden Martin, when all is said and done.

Solidarisk med kunstnerne

Gruppens held var, at de i Martin havde fået en producer, der stræbte efter både at kommunikere med og forstå sine kunstnere. Tidens producere var vant til at herske enevældigt, hvor Martin solidarisk lagde sig på samme bølgelængde og ikke forsøgte at påtvinge sine klienter noget. Han lod dem selv spille under optagelserne og lavede aldrig overdubs uden at konsultere kunstneren. Til gengæld var han ikke bleg for at udvide bandets musikalske horisont.

Berømt er historien om hans forslag til at lægge en strygekvartet på McCartney-kompositionen »Yesterday«, hvad komponisten følte sig noget utryg ved. »Hvorfor prøver vi det ikke bare?« spurgte Martin. »Hvis ikke du bryder dig om resultatet, beholder vi bare den oprindelige version.«

Det blev ikke nødvendigt – McCartney elskede George Martins arrangement, og der skrev parret så lige (lidt mere) historie. Intet under, at han blev kendt som ’den femte beatle’. Men han forblev hele vejen igennem den diskrete mand i baggrunden.

Selv om George Martin til evig tid vil blive forbundet med The Beatles, producerede han i løbet af sin lange karriere dusinvis af kunstnere, fra Cilla Black til Jeff Beck. Med større eller mindre succes. Han var også pioner, hvad angik den uafhængige producer, der ikke tilknyttes et fast pladeselskab, men hyres til specifikke opgaver. Til en ordentlig betaling! Han arbejdede endvidere som arrangør, skrev både filmmusik og sine erindringer (All You Need is Ears) samt grundlagde det stadig meget benyttede verdensberømte indspilningsstudie AIR i hjertet af London i slutningen af 60’erne.

Nu er han død. 90 år gammel. Hans navn og ry vil leve længe efter, at mange af tidens store politikere og finansmænd er reduceret til fodnoter. Må han hvile i fred.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her