Læsetid: 5 min.

Dukker skubber til os

Amerikanske Charlie Kaufman er kendt for sine på én gang underholdende og udfordrende film, der udforsker det at være menneske. I sit nye værk, den stop motion-animerede ’Anomalisa’, fortæller Kaufman indfølt og originalt om en midaldrende mands ensomhed og manglende evne til at relatere til sine omgivelser
En del af ’Anomalisas’ otte millioner dollar store budget er samlet sammen via crowdfundinghjemmesiden Kickstarter. Blandt andre har denne anmelder spædet i kassen. Fotos: United International Pictures
4. marts 2016

»Hvad vil det sige at være menneske? Hvad vil det sige at længes? Hvad vil det sige at være i live?«

Det er nogle store spørgsmål, og i samme øjeblik, han stiller dem, går det op for Michael Stone, hovedpersonen i Charlie Kaufman og Duke Johnsons Anomalisa, at han ikke selv har svarene. Faktisk er det et sammenbrud af de større, vi er vidne til i den mildest talt usædvanlige animationsfilm, der på ingen måder er for børn, men er møntet på et voksent publikum.

Vi møder første gang den midaldrende, nedtrykte Michael, en forfatter og foredragsholder, der er født i England, men nu bor i Los Angeles, da han er på vej med fly til en konference i Cincinnati for at holde et oplæg om sit speciale, kundepleje. Med sig har Michael et 11 år gammelt brev fra en ekskæreste, som han pludselig forlod, og som nu hjemsøger hans tanker. Hun, Bella, bor i Cincinnati, og da han ankommer til sit hotel, ringer Michael – som ellers er gift og har barn – til hende i håbet om et lykkeligt gensyn og en følelsesmæssig vækkelse. Men genforeningen er en mindre katastrofe.

Bella, der stadig er vred på Michael, taler nemlig med den samme stemme som alle andre, og hendes ansigt ligner alle andres, det gælder også Michaels kone og søn, og det er en af de små og geniale audiovisuelle finter i Anomalisa, som virkelig sætter Michaels midtvejskrise og depression i relief: Alt og alle udgør den samme grød af intetsigende monotoni. Det er et mindre mareridt, og Michael er ved at gå op i limningen.

Michael bor på Hotel Fregoli i Cincinnati, og lider man af Fregoli-syndrom, tror man netop, at alle andre mennesker er én og samme person. Francis Fregoli er desuden det navn, Kaufman brugte, da han skrev teaterstykket, som filmen er baseret på.

Men så hører Michael en stemme ude på hotelgangen. En stemme, der ikke er som alle de andres, og som tilmed tilhører et ansigt, der heller ikke ligner alle andres. Michael liver op og falder med et brag for Lisa, som kvinden hedder, og hun falder for ham – han er jo den berømte Michael Stone, som hun selv er kommet til Cincinnati for at høre.

Men spørgsmålet er så, om det er nok til at redde Michael, om han i Lisa kan finde den menneskelige kontakt, smertelindring og kur mod ensomhed, som han har brug for – om hun er en vej ud af hans eksistentielle lede.

Komplekse Kaufman

Inden jeg skriver mere om, hvad jeg synes om Anomalisa, synes det på sin plads at afsløre, at jeg har været med til at finansiere filmen. Nej, jeg er ikke en af dens producenter eller storinvestorer, men af filmens budget på otte millioner dollar er 400.000 dollar samlet sammen via crowdfundinghjemmesiden Kickstarter. Her har jeg og ca. 3.000 andre filmfans, der holder af Charlie Kaufmans begavede, morsomme, dybt humanistiske og sjælesørgende film, bidraget med små og lidt større beløb for at sikre filmens tilblivelse.

Mit navn står således på rulleteksterne, men jeg får ikke noget økonomisk ud af Anomalisas eventuelle succes – og den er vist endnu til at overse – og jeg føler mig på ingen måder forpligtet til at skrive noget pænt om filmen. Jeg har dog været positivt indstillet på forhånd, og heldigvis er det også en god film af den komplekse slags, man forventer af Kaufman.

Being John Malkovich, som Kaufman skrev for Spike Jonze, handler om en dukkefører, der bogstavelig talt finder vej ind i skuespilleren John Malkovichs hoved, men har svært ved at finde ud af, hvem han selv er. I Orkidé-tyven, som Jonze også instruerede, spiller Nicolas Cage en sky og usikker manuskriptforfatter, hvis mere udadvendte tvillingebror går ham i bedene, mens han arbejder på at forvandle en bog til et filmmanuskript. Michael Gondrys Evigt solskin i et pletfrit sind handler om kærlighed og muligheden for at slette ekskæresten af sine erindringer – for så at fortryde midt i processen. Og i Synecdoche, New York, som Kaufman selv instruerede, bliver en ambitiøs dramatikers selvbiografiske teaterstykke til et både fysisk og psykologisk monsterprojekt, der er så fuld af selvspejlende, autonome lag, at han mister kontrollen og følingen med, hvad der er virkelighed og fiktion.

United International Pictures

Skubber til publikum

Alle fire film er underholdende og tankevækkende affærer, der beskæftiger sig med jagten på identitet, samhørighed og en mening med livet – de selvsamme ting, som Michael Stone har mistet i Anomalisa, hvilket er ved at tage pippet fra ham. Og alle fire film benytter sig af en art verfremdungseffekter og metalag, der burde skubbe publikum ud af fortællingen, men som i stedet skaber en følelse af surrealisme og ender med at tage os med på fascinerende og dybt originale rejser ind i det menneskelige sind og følelsesmæssige irgange.

Anomalisa er en stop motion-animeret dukkefilm, men det varer ikke mange minutter fra filmens begyndelse, før man er lige så engageret i Michael Stones eksistentielle krise, som man ville have været, var rollerne blevet spillet af mennesker.

Måske er man endda mere engageret. Den abstraktion, der ligger i at se på dukker, arbejder med fortællingen og hele forestillingen om de facader, vi alle gemmer os bag til daglig. Dukkerne giver desuden Charlie Kaufman og hans medinstruktør, Duke Johnson, mulighed for på forskellig vis at visualisere Michael Stones manglende evne til at relatere til andre mennesker: David Thewlis lægger stemme til Stone, Jennifer Jason Leigh til Lisa og Tom Noonan til alle andre, mænd, kvinder, børn, hvis ansigter som sagt ligner hinanden til forveksling.

Charlie Kaufman gør det ikke nemt for sig selv eller for publikum – han vil gerne eksperimentere og samtidig skubbe til os – og derfor er det også så meget desto mere tilfredsstillende at se og opleve hans film og blive nødet til at stille sig selv et par spørgsmål eller tre om tilværelsen og det at være menneske.

’Anomalisa’. Instruktion: Charlie Kaufman og Duke Johnson. Manuskript: Charlie Kaufman. Amerikansk (Grand Teatret i København og Øst for Paradis i Aarhus)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Kurt Nielsen
Kurt Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu