Baggrund
Læsetid: 5 min.

Vi har elsket true crime siden oplysningstiden

Den amerikanske streamingtjeneste og tv-producent Netflix havde i december 2015 premiere på tv-serien Making A Murderer – en såkaldt true crime-fortælling i 10 episoder, som fortæller den utrolige historie om Steven Avery
Kultur
4. marts 2016
Journalist og forfatter Truman Capote udgav i 1966 true crime-bogen ’In Cold Blood’ (’Med koldt blod’), en nonfiktion om det brutale mord på Clutter-familien i Kansas i 1959. Med hjælp fra sin barndomsveninde Harper Lee brugte Capote fem år på at undersøge sagen ned til mindste detalje og interviewede venner og bekendte af de myrdede – men også de to morddømte, Perry Smith og Richard Hickock.

Den amerikanske streamingtjeneste og tv-producent Netflix havde i december 2015 premiere på tv-serien Making A Murderer – en såkaldt true crime-fortælling i 10 episoder, som fortæller den utrolige historie om Steven Avery. Efter at have siddet i fængsel i 18 år uskyldigt dømt for et brutalt overgreb bliver Steven Avery løsladt, men der er malurt i bægeret, for efter blot et par år på fri fod bliver Avery sigtet og dømt for mord.

Om han er uskyldig eller ej, står ikke lysende klart ved seriens afslutning, men den leverer under alle omstændigheder den sympativækkende historie om den lille mand mod et amerikansk retssystem, der lider under fejl og mangler. Og med tv-serieæstetikkens bedste dramaturgiske greb og fiktionskoder får vi suspense for alle pengene. Allerede i seriens åbningssekvens lyder en slægtnings skæbnesvangre ord:

»Han var glad. Han smilede. Men jeg sagde, at han skulle passe på. Jeg havde det på fornemmelsen: Myndighederne i Manitowoc er ikke færdige med dig.«

Herefter ser vi gråtonede billeder af et råt og sneklædt landbrugsland, en bilkirkegård og t gammelt portrætbillede af hovedpersonen, akkompagneret af seriens kendingsmelodi på skinger og insisterende violin.

Making A Murderer var blot en af flere amerikanske true crime-fortællinger i 2015. Der var også radio-podcasten Serial og HBO’s tv-serie The Jinx blot for at nævne de mest kendte. I Danmark præsenterede Politiken i samarbejde med Third Ear podcasten Ringbindsattentatet i efteråret, og for nylig fortalte DR historien om en anonym kvindelig stønner, der siden sluthalvfemserne jævnligt har ringet til slagtøjsspillere i det klassiske musikmiljø, i podcasten Nattens dronning.

Forbrydelser for en skilling

Men true crime er i virkeligheden en gammel sag. Faktisk går genrens rødder helt tilbage til krimiens oprindelse.

»Man har en tendens til at sige, at krimigenren startede med opfindelsen af detektivromanen og med Edgar Allan Poe (i 1840’erne, red.), men der har været en optagethed af forbrydelsen, som går forud for detektiven,« fortæller Ulrik Lehrmann, der er lektor i medievidenskab ved Syddansk Universitet.

Han har netop udgivet bogen Den daglige mordforsyning: Kriminalitet, journalistik og litteratur, som behandler grænsefeltet mellem journalistik og fiktion.

Skildringen af den autentiske forbrydelse har rødder i 1700-tallets England, hvor levnedsskildringer af forbrydere i det berygtede New Gate-fængsel i London blev offentliggjort i et månedligt tidsskrift, New Gate Calendar. Det var moraliserende historier, ment som skræk og advarsel.

I Danmark havde vi skillingsviserne, fortæller Ulrik Lehrmann, hvor ord fra Kingo-salmer f.eks. blev lagt i munden på forbryderen og på den måde gav viserne en moralsk retledningsfunktion: »Langt op i tiden fandtes der præster, som havde samtaler med folk, inden de skulle henrettes, hvor forbryderen bekendte deres synd og skyld. Efterfølgende udgav præsterne det så som skrifter.«

Skellet mellem virkelighed og fiktion blev siden hen mere og mere udvisket – bl.a. i de populære penny dreadfuls, der cirkulerede i 1800-tallets London. For en penny kunne man købe sig en blodig beretning om mord eller andre kulørte og hårrejsende skildringer af forbrydelser på billigt papir. Men selv om virkeligheden som udgangspunkt leverede plottet til de små publikationer, sneg fiktionen sig også ind, bl.a. i historien om Sweeney Todd – den djævelske barber – som aldrig har eksisteret.

Ifølge Bo Tao Michaëlis, krimianmelder ved Politiken, er det naturligt, at krimien bevæger sig i grænsefeltet mellem virkelighed og fiktion. Han peger på, at krimien fra start er »en realistisk genre, der gerne vil afspejle en genkendelig virkelighed«.

Allerede i oplysningstiden interesserede man sig for forbrydelser som felt, og krimien blev i høj grad formet af tankegangen om, at der lå sociale årsager til grund for forbrydelser. Man blev ikke født som tyv, som man havde troet i middelalderen.

Virkeligheden som roman

I 1930’erne og 1940’erne fik true crime en popkulturel renæssance i USA med de glittede True Detective-magasiner. Men det var først med Truman Capotes Med koldt blod fra 1965, at genren forlod den smudsede og underlødige ende af genreskalaen og blev hilst velkommen i finkulturen. Over en årrække havde Capote researchet en blodig mordsag i den lille by Holcomb i Kansas, hvor en familie brutalt blev myrdet i deres eget hjem.

»Bogen går bagom det her skræmmebillede af de primitive og monstrøse tabere, det vil sige et forsøg på at humanisere nogle forbrydere, som man umiddelbart – i avisernes dækning af sagen – vil sige, er nogle scums«, siger Bo Tao Michaëlis og fortæller videre, at romanen som både reportage og socialt signalement af det amerikanske land var en del af hele new journalism-bølgen i 1960’ernes USA:

»Man forholdt sig i stigende grad kritisk til den polerede forestilling om USA som et velfærdssamfund, hvor alle havde bil og drak Coca-Cola.«

New Journalism ønskede ifølge Ulrik Lehr-mann at skrive virkeligheden som en roman og på den måde »få mere åndedræt ind i journalistikken«.

Det var en institutions- og systemkritisk måde at bedrive journalistik på, idet man stilede efter at grave undertrykte erfaringer i samfundet frem. På baggrund af grundig research ville man fremstille de socialt udsattes verden indefra på deres egne betingelser.

Kvalitetsstemplingen af true crime-genren kommer, i det øjeblik virkeligheden forsøges gengivet i al dens kompleksitet, mener Ulrik Lehrmann:

»Den litterære kvalitet i Truman Capotes bog er først og fremmest dens humane forståelse af mennesket – at den prøver at forstå, hvordan mennesker kan komme helt derud, blive klogere på, hvordan verden fungerer. Som de på et tidspunkt sagde i Rejseholdet: Man jager et væsen og finder et menneske.«

True bliver mere true

Men hvorfor fascineres vi overhovedet af den ægte forbrydelse?

»Fordi den er ægte.«

Så prompte lyder svaret, hvis man spørger Bo Tao Michäelis:

»Det er den gamle jagt efter det autentiske, som åbenbart stadig er interessant.«

Han uddyber, at true crime i høj grad er en bølge, som er skyllet ind i kølvandet på realitygenren:

»I true crime følger du forbrydelsen og forbryderen helt ind i detaljen, ligesom i De unge mødre og Familien på Bryggen. Med de medier vi har i dag, er der ikke længere nogen distance. Man kan gå på Facebook og Twitter og følge sagen – true bliver endnu mere true – og man bliver selv dommer og bøddel i sagen.«

Ligesom Bo Tao Michaëlis mener Ulrik Lehrmann, at det er forestillingen om det autentiske, der fascinerer os i true crime-fortællinger, fordi det bidrager med en ekstra oplevelsesintensitet. Der eksisterer en realitetskontrakt mellem læser og forfatter, hvor læseren har tillid til, at det fortalte ikke er opfundet, og det giver fortællingen »et ekstra kick« – en virkelighedseffekt.

Desuden ligger fascinationsværdien ifølge Ulrik Lehrmann på et eksistentielt plan. På sikker afstand kan vi iagttag, hvordan gruen og ondskaben pludselig kan dukke op i normaliteten:

»Jeg plejer at kalde det for det eksistentielle bungy jump, for når man kaster sig ud i et elastikspring, er det for at få en rus, men samtidig ved man jo godt, at man overlever.«

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her