Læsetid: 9 min.

Færgeforliset, der ikke må tales om

På Danwon Highschool syd for Seoul står klasseværelser tomme til minde om de 250 elever, der omkom i et færgeforlis for knap to år siden. Katastrofen er så politisk betændt, at det kostede direktøren for Sydkoreas prestigefulde filmfestival jobbet, da han nægtede at fjerne en dokumentarfilm om katastrofen fra programmet
Et tomt klasselokale i bydelen Danwon. Mere eller mindre hele klasser gik tabt i et stort færgeforlis. Af 325 elever vendte kun 75 tilbage fra en rejse, og familierne mangler stadig svar på, hvordan det kunne gå så galt.

Lee Jin-man

Kultur
4. marts 2016

Kun det yderste af stævnen på den store færge Sewol er synlig, da dykkereksperten Lee Jong-in kommer frem til forlisstedet med sin dykkerklokke. Han er overbevist om, at nogle af de flere hundrede skoleelever, der er fanget i kahytterne, stadig er i live, og han har en plan for, hvordan de kan bjerges. Men kystvagten vil ikke lade ham komme til. Heller ikke selvom der hverken ser ud til at være sat en plan a, b, eller c i værk.

Dokumentarfilmen Diving Bell følger Lee Jong-ins kamp for at råbe kystvagten op i dagene efter en af de værste katastrofer i nyere sydkoreansk historie. I efteråret 2014 viste den prestigefulde Busan International Filmfestival dokumentaren, selvom myndighederne havde krævet at få den taget af programmet. Det kom i sidste uge til at koste filmfestivaldirektøren jobbet. Undertitlen på Diving Bell er de efterladtes parole: The truth shall not sink with Sewol. Det er imidlertid netop, hvad de koreanske myndigheder ønsker. At lade sandheden blive på havets bund.

Tomme klasseværelser

Sewols forlis har lammet en hel bydel i Ansan syd for Seoul, hovedstaden i Sydkorea. Det er knap to år siden, at færgen kæntrede med 476 passagerer, heraf 325 elever fra Danwon Highschool, som skulle på deres livs skoleudflugt til øen Jeju. Blot 75 af dem vendte hjem, og på skolen står klasseværelser nu tomme hen som mindesmærker, mens mange efterladte har slået sig ned i en protestlejr i Seouls centrum for at kræve svar på, hvordan det kunne gå så galt. Modsat Scandinavian Star-forliset var der ingen brand. Sewol var ganske vist væltet, men lå roligt oven vande i mere end en time, før den sank. Alligevel var dødstallet ubegribeligt.

De første, der blev reddet, var kaptajnen og besætningen, mens skoleeleverne fik besked på at blive i deres kahytter. Hvorfor er der ikke kommet nogen fornuftige forklaringer på.

Diving Bell gør det, Sydkoreas regering nægter: Stiller spørgsmålstegn ved den såkaldte redningsaktion i timerne og dagene efter forliset. Da det forrige år kom frem, at Busan International Filmfestival (BIFF) – en af Asiens mest betydningsfulde filmfestivaler – havde tænkt sig at vise filmen, forsøgte Busans borgmester Seo Byeong-soo, der sidder i BIFF’s bestyrelse, at tvinge festivaldirektør Lee Yong-kwan til at tage den af programmet. BIFF er internationalt kendt og respekteret for sin kunstneriske integritet, og Lee Yong-kwan nægtede da også at rette ind. Siden visningen på BIFF 2014 har myndighederne arbejdet på at få fjernet Lee Yong-kwan.

»Regeringen forsøger med alle midler at undertrykke enhver form for politisk manifestation omkring Sewol-forliset,« siger Kim Soyoung, der er professor i filmstudier ved Korean National University of Arts og selv instruerer dokumentarfilm under navnet Kim Jeong.

Undertrykkelsen af politisk dissens været stigende over de sidste par år, og det rammer også Sydkoreas ellers blomstrende filmindustri. Men særligt Sewol-forliset har »bragt den herskende ordens værste sider frem«, siger Kim Soyoung.

Diving Bell viser, hvordan ordrer fra præsident Park Gyen-hyes kontor fik de landsdækkende medier til først at påstå, at samtlige 476 passagerer på Sewol var blevet reddet inden for to timer efter forliset, og siden at rapportere om storstilede redningsaktioner, der aldrig fandt sted. I alt omkom 304 mennesker. Flertallet af de 75 skoleelever, der overlevede, blev reddet af lokale fiskerbåde, som kystvagten i øvrigt forsøgte at forhindre i at komme frem til den kæntrede færge.

Kræver svar

Sewol forliste ud for havnebyen Paengmok på vej mellem Incheon ved Seoul og Jeju Island i det sydlige Sydkorea om morgenen 16. april 2014. En far til en af de omkomne skoleelever fortæller i Diving Bell, at han havde givet sin søn besked på at lytte til de ordrer, der blev givet, da sønnen ringede desperat fra den forliste færge.

»Hvis jeg ikke havde sagt sådan, ville han ikke være druknet,« siger den grædende far. Kun dem, der trodsede besætningens besked om at blive i kahytterne, overlevede. Hvorfor den officielle redningsaktion gik så galt, kræver de efterladte fortsat svar på. Det har påkaldt myndighedernes og højrefløjens vrede, at de efterladte ikke vil give op, siger Kim Soyoung.

»Der er ultrahøjregrupper, som skælder ud på de efterladte for at kritisere myndighederne, og som håner familierne, når de forsøger at skabe opmærksomhed om deres sag. Da de efterladte gik i sultestrejke som reaktion på, at regeringen endnu ikke havde iværksat en undersøgelse af forliset, stillede højrefløjsgrupper sig op ved siden af og spiste nudler,« siger hun.

Det afspejler et stærkt polariseret politisk klima i landet, fortæller Kim Soyoung, hvor alle, der kan tolkes som regerings- eller systemkritiske, bliver lagt for had og fremstillet som Nordkorea-sympatisører.

Det står efterhånden klart, at en af årsagerne til forliset var, at skibet fragtede langt større last end tilladt. Ifølge New York Times bliver der desuden spekuleret i, at kystvagten gennem længere tid havde set gennem fingre med rederiets lemfældige omgang med sikkerhedsprocedurer, og at rederiet havde sendt myndighedspersoner på resorts med alt betalt forud for godkendelsen af en større renovation af færgen. Det er muligvis også i forbindelserne mellem myndigheder og rederi, at årsagen til redningsaktionens mystiske forløb skal findes. Selv efter færgen var sunket, kunne overlevende formentlig have været reddet ud, da der på så stor en færge vil være luftlommer, der kan vare flere dage. Lee Jong-in, dykkeren i titlens dykkerklokke, var en af de mange professionelle dykkere, der meldte sig som frivillige til redningsaktionen efter forliset. Han fortæller i filmen, at dykkerklokken vil gøre det muligt at arbejde under vand i op til 20 timer. Men Lee Jong-in bliver systematisk forhindret i at komme frem til forlisstedet, angiveligt fordi det vil forstyrre den igangværende redningsaktion.

På pressemøder undervejs fortæller myndighederne, at redningsbåde, helikoptere og hundredevis af professionelle dykkere er i fuld gang på havet, men på havnen, hvorfra forlisstedet er synligt, kan man konstatere, at der snarere ingenting sker. Og alle de mange frivillige dykkere bliver holdt på land. Imens samler stadigt flere familier til skoleeleverne om bord på Sewol sig i havnebyen og kræver handling. Præsident Park Gyen-hye dukker op i egen person og lover, at de ansvarlige for forliset vil blive straffet hårdt. De pårørende reagerer med forargelse og raseri over præsidentens snak om straf; de vil bare have bjerget alle dem, der er fanget på færgen. Tiden går og går, og flere forældre besvimer af frustration over myndighedernes manglende handling og må bæres væk på bårer.

’Det stinker’

Dokumentarfilm som Diving Bell og f.eks. Golden Time for SEWOL ferry – There was no State, der ligger på den internationale kampagneside sewoltruth.com, udgør en alvorlig trussel mod de officielle udlægninger af forløbet omkring Sewols forlis. Begge dokumentarfilm giver det indtryk, at katastrofens omfang skyldes en kombination af inkompetence og bevidst forhindring af en effektiv redningsaktion. Mens medierne f.eks. rapporterede, at vejrforhold forhindrede, at de frivillige dykkere kunne sættes ind, fortæller dykkere i dokumentarfilmene, at det var kystvagten, der gav dem ordrer til at holde sig på land.

I en scene i Diving Bell er dykkeren Lee Jong-in sejlet tilbage på land efter at have været under fire øjne med en ledende person fra kystvagten på havet. Pludselig vil Lee Jong-in pakke sit udstyr – der har kostet 150.000 dollar at få frem – og forlade stedet.

»Regeringen gør et godt stykke arbejde,« siger han noget overraskende til journalisten bag dokumentaren. »Vi skal ikke gå i vejen for dem«.

Lee Jong-in ser væk fra kameraet. Journalisten går ham på klingen et par gange uden held. Til sidst spørger han: »Vil du ikke nok sige et sidste ord om det her?«

Lee Jong-in kigger ud over havet en stund og vender så ansigtet mod kameraet igen.

»Et ord? Det her stinker,« siger Lee Jong-in og begynder at græde. »Jeg ved ikke, om dem, som stopper det her [redningsforsøgene, red.], har nogen samvittighed. Men det stinker virkelig. Jeg bør ikke tale sådan på tv. Men de kan ikke gøre det her. Hvilken ære og hvilket omdømme kan være så vigtigt? Kan man bevare magten for evigt? I kan ikke gøre det her. Det her burde ikke foregå.«

Opråb fra filmverdenen

Det er vanskeligt som lægmand at afgøre, hvorvidt Lee Jong-ins idé med dykkerklokken kunne have reddet liv, eller om det faktisk primært forstyrrede redningsarbejdet. Det er imidlertid et faktum, at regeringen og kystvagten både løj og spredte misinformation om redningsaktionerne under hele forløbet. Ligesom det er et faktum, at myndighederne forsøgte at forhindre Busan International Filmfestival i at vise Diving Bell.

I det forløbne år har festivaldirektør Lee Yong-kwan været indkaldt til møder med Busans bystyre, der har krævet hans afgang, og der er bl.a. dukket anklager op mod Lee Yong-kwan om ulovlig omgang med sponsorater; anklager, som mange i den internationale filmverden anser for at være fabrikerede.

Da det ikke lykkedes myndighederne at presse Lee Yong-kwan til selv at trække sig, skiftede strategien tilsyneladende til at forhindre en forlængelse af hans kontrakt, der udløb i fredags. I et åbent brev sendt 18. februar 2016 til Busans borgmester, underskrevet af bl.a. Thierry Fremaux fra Cannes-filmfestivalen og repræsentanter fra internationale filmfestivaler i bl.a. Berlin, Rotterdam, Toronto, Mumbai, Sydney og Udine, står der:

»Vi har med voksende bekymring fulgt de eskalerende konflikter mellem din by og filmfestivalen. På blot tyve år, de første nitten uden politisk indgriben, er BIFF ikke blot blevet en kilde til stolthed for Busans indbyggere, den er blevet en hjørnesten for filmindustrien i Korea og hos landets asiatiske naboer. (…) En af de afgørende årsager til det er, at den har bevaret sin uafhængighed og været en fortaler for ytringsfriheden (…) Vi beder dig om ikke at skade festivalen eller dens uafhængighed, og om at stoppe med at udøve politisk pres på festivalens ledere og tilrettelæggere.«

Undtagelsestilstand

I sidste uge tilbød borgmester Seo Byeong-soo at trække sig fra BIFF’s bestyrelse på grund af anklagerne om politisk indgriben. Men samtidig gjorde han i udtalelser til Korea Herald klart, at han ville arbejde for at ændre BIFF’s rammer, »så der fremover kommer flere folk fra den private sektor ind i ledelsen af den internationale filmfestival«.

Borgmesteren mindede samtidig om, at Lee Yong-kwans kontrakt snart ville udløbe. På bestyrelsesmødet 25. februar, hvor der skulle have været truffet beslutning om Lee Yong-kwans fremtid i BIFF, valgte Seo Byeong-soo – der ikke havde gjort alvor af sit tilbud om at trække sig fra bestyrelsen – at slutte mødet, før dagsordenen var tilendebragt, og dermed før det overhovedet var blevet diskuteret, om Lee Yong-kwans kontrakt skulle forlænges. Siden har der været tavshed fra alle kanter, og det står derfor ikke klart, om Busan International Filmfestival stadig har en direktør.

Det store pres, der er blevet lagt på Lee Yong-kwan for at have vist Diving Bell, er et alvorligt slag mod Sydkoreas uafhængige filmscene.

»Koreansk film har længe spillet en væsentlig rolle i at beskrive, hvad der foregår i samfundet. Men man skal forstå, at Korea stadig er et delt land, der befinder sig i en vedvarende atmosfære af diktatur, en vedvarende undtagelsestilstand. Derfor udløser denne bølge af systemkritik, som socialt følsomme dokumentarer som Diving Bell er en del af, stærk bekymring fra myndighedernes side,« siger Kim Soyoung og tilføjer: »Sewol-forliset startede som en katastrofe og er endt som en af de mest betændte politiske sager i nyere tid. Det skyldes de helt uforståelige ting, myndighederne gjorde undervejs, og ikke mindst hvad de ikke gjorde. Vi ved endnu ikke, hvor højt oppe i det politiske system forklaringen på det uforklarlige skal findes.«

’Diving Bell, the truth shall not sink with Sewol’ og ’Golden Time for SEWOL ferry – There was no State’ er tilgængelige på YouTube. Familierne til de druknede laver også deres egne film på 416tv.net

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Alle artikler, hvis indhold kan sammelignes med den løbende kritik af skandinaviske myndigheders forsømmelser i forbindelse med: "Scandinavian Star Forbrydelsen" hilses velkommen.

Sydkorea har dog retsforfulgt og dømt besætningen og ejerkredsen (hovedaktionæren blev fundet død).

Men ganske som i Norden, beskytter magteliten i Sydkorea sig selv.

Fortæl endeligt mere om filmene og den modige Lee Yong-kwan.