Læsetid: 9 min.

»Jeg forstår, hvorfor de udnyttede mig«

’Homoseksualitet eksisterede ikke officielt i Marokko. Derfor kunne de gøre med mig, som de ville. Så de voldtog mig.’ Det fortæller forfatteren Abdellah Taïa, der nu bor i Paris og har skrevet om sin opvækst
Alle de idéer vi i de vestlige samfund har om arabiske mennesker, kvinder og mænd, islam, koranen og særligt sex, er forsimplede, mener Abdellah Taïa.

Tor Birk Trads

26. marts 2016

Abdellah Taïa lever mellem to verdener. Barndommens Marokko og voksen-livets Paris. Men de to steder er knyttet sammen. I hans liv, i hans kultur og i hans seksualitet.

De sidste femten år har han brugt på at forstå deres komplicerede indbyrdes forhold. Og skrive bøger om det. Homoseksualiteten, der tog form i hjemmet og på gaderne i Salé, men kun kan leves åbent i Paris.

Han er vokset op i den lille by Salé, i det nordvestlige Marokko i et lille hus med kun tre værelser. De ni mennesker i familien var fordelt efter marokkansk tradition. Abdellah sov i det ene værelse sammen med sin mor, sine seks søstre og sin lillebror Mustapha. Hans far var i eksil i et andet rum. Og i det tredje boede storebroderen Abdelkébir, som alle elskede lidt højere end de andre i familien.

»Min storebror var kongen i vores familie. Derfor havde han sit eget værelse. Jeg boede i det rum, som jeg delte med min mor og syv af mine søskende. Det var her mit liv foregik. Og det var et meget intimt liv. Jeg sov og spiste og var syg og var nøgen sammen med alle disse mennesker. Blandt alle lydene og alle lugtene. I det rum var det levede liv. Og det er deraf jeg kommer.«

Alle de idéer vi i de vestlige samfund har om arabiske mennesker, kvinder og mænd, islam, koranen og særligt sex, er forsimplede, mener han. »Mennesker og deres seksualitet er i mine bøger fremstillet lige så komplicerede, som de er i virkeligheden.«

I Abdellah Taïas barndomshjem var seksualitet ikke et tabu, men en naturlig del af hverdagslivet.

»Uge efter uge var jeg vidne til mine forældres sexliv. Hver torsdag kom min far på besøg i vores værelse. Han satte sig tavst i et hjørne med armene slynget helt tæt om knæene. Og der sad han så med sin liderlighed.«

»Var min mor med på den, fyldte hendes historier og latter rummet hele aftenen. Var hun ikke, blev hun også tavs. Og min far luskede så tilbage til sit eget værelse.«

I fjorten år var han vidne til den samme rutine, de samme sexlyde og de voldsomme skænderier bagefter.

»Det var helt sikkert alt for intimt at leve i. Men det er nu engang det rum, jeg kommer af, og alt det liv, der blev levet der, er meget smukt for mig. Og er stadig i mig i dag,« fortæller han og fortsætter: »Mine bøger handler alle sammen om at finde det næste rum. Det, der kommer efter det lille rum, hvori jeg voksede op i Marokko. Det har jeg ikke fundet endnu.«

I dag er Abdellah Taïa en del af det kosmopolitiske liv i den multietniske pariserbydel Belleville, hvor mange af byens forfattere og kunstnere flyttede til i 80’erne, og hvor historien går, at Edith Piaf blev født på byens hovedgade under en gadelygte.

Som ung teenager skrev han dagbog for at øve sig på det franske sprog, og stakken af dagbogsoptegnelser er siden vokset til et forfatterskab med seks romaner og to novellesamlinger, hvoraf to er oversat til dansk.

Englene fra Frelsens Hær fra 2006 er brudstykker fra en barndom som homoseksuel og en rejse til Genéve for at studere fransk på universitet, og Arabisk vemod fra 2008, der udkom herhjemme i sidste uge, beskriver livet i Paris som voksen.

I de her dage besøger Abdellah Taïa Aarhus for at skrive en tekst om byen. Han bor på den gamle Godsbane i en af de små gæsteboliger.

Homoseksuel på trods

For otte år siden sprang han ud som homoseksuel i et interview med det marokkansk-franske tidsskrift TelQuel, da journalisten spurgte, om hun måtte skrive portrættet med fokus på hans seksualitet. Svaret var ja, også selvom han var klar over de mulige konsekvenser. Et par dage senere ringede hans mor og skreg i røret: »Hvorfor fortalte du dem sådan noget. Vi er ikke sådan nogle.«

Taïa var den første forfatter til at stå frem som homoseksuel på det tidspunkt i Marokko. Han boede i Paris, da bladet kom på hylderne, men var tilbage i hjemlandet for at promovere sin nye bog. Og han taler ofte i interview om, hvordan han barrikaderede sig på sit hotelværelse i det første døgn af bar frygt for, at det hemmelige politi ville komme og hente ham.

Men at være homoseksuel har ikke altid været forbundet med frygt. Det var ikke hårdt at være et homoseksuelt barn i Marokko, fortæller han. Der var drillerier fra hans søstre og øgenavne indimellem. Brutaliteten og skammen begyndte først i teenageårene.

»Fordi jeg var en feminin, ung mand, kunne de andre mænd i vores kvarter se, at jeg var homoseksuel. Men fordi homoseksualitet ikke eksisterede officielt i Marokko og aldrig var noget, man talte om, kunne de gøre med mig som de ville. Så de voldtog mig. Alle lod som om, det ikke skete. Også min familie. Man kan sige, at samfundet ofrede mig for at opretholde den generelle orden.«

»Jeg bebrejder mine forældre, men jeg elsker dem også.«

Det gælder også de mænd, der voldtog ham. »Jeg forstår, hvorfor de udnyttede mig. De var jo underlagt det samme tavse system som mig. Men det var også kompliceret, for jeg var jo også tiltrukket af disse mænd, fordi jeg var homoseksuel. Men til sidst skete det næsten hver dag, og jeg begyndte at frygte for mit liv.«

Bøgerne

Abdellah Taïa blev født på det lokale bibliotek i Rabat. Ikke blandt alle bøgerne, men i en lille lejlighed, der lå inde i bygningen, hvor han boede sammen med sin familie, indtil han blev to år, fordi hans far arbejdede på biblioteket som pedel. Men man kan måske alligevel godt sige, at Abdellah er født med litteratur i blodet. På hans storebrors værelse lå stakkevis af bøger, og moderens mantra var altid ’Læs, læs, læs’.

»Mine bøger begyndte med det franske sprog. I begyndelsen skrev jeg dagbog for at øve mig på sproget. Da jeg var omkring 13 eller 14, startede jeg en skrivegruppe sammen med tre andre drenge. Og jeg kan huske, at de ikke kunne lide mine tekster, fordi de altid handlede om min familie. Og det var jo en hverdag i Marokko, som de selv kendte til.«

Migrantens paradoks er til stede, i alt hvad Abdellah taler om. Det at høre hjemme et sted, der ikke vil have ham, men ikke selv at synes, at man hører til i det nye land. Et nyt land og en ny kultur, som han med tiden alligevel pludseligt har taget til sig, og som har fået lov at forme og omforme ham hen ad vejen. Og gjort ham til en anden. Det er også et paradoks, der altid er i de bøger, han skriver.

»Det franske sprog er det eneste litterære sprog, jeg kender. Og det eneste sprog, jeg kan skrive på. Det giver mig muligheden for at træde et skridt tilbage og skrive om det Marokko, jeg voksede op i. Det kan jeg ikke på arabisk. Men jeg bliver aldrig teoretisk ligesom franskmændene. Min litteratur begynder med støvet på mine bare fødder. Fra de små gader i Salé, hvor jeg løb og legede med mine venner. Og med det lille rum, jeg voksede op i.«

I Frankrig diskuterer man – ligesom herhjemme – i disse år, om litteraturen er for selvoptaget. Om der er for meget autofiktion, elegante eksperimenter, hvor forfatteren bruger sit eget liv i bøgerne. Og lader det være tydeligt i fortællingen. Og det er også den genre, man normalt ville placere Taïas bøger indenfor. Jeg spørger ham, om der er en forskel på fiktion og biografi.

»Nej«, er svaret kort og godt. »Når jeg skriver om en homoseksuel person, så er det mig. Men det betyder jo ikke, at det er sandheden. For hvad er det? Men det er, som jeg husker det. Jeg tror ikke på litteratur, der forklarer. Læseren skal hoppe ind i den levede oplevelse med mig.«

En eksotisk frugt

Abdellah Taïa er en smuk mand. Meget smuk. Det er ikke til at komme udenom. Når han beskriver sig selv med franskmændenes blik på sin marokkanske krop, er det som »en eksotisk frugt, de alle sammen har lyst til at tage en bid af«. Paris blev for ham mulighedernes by, ytringsfrihedens, en livsnødvendighed for at leve et homoseksuelt liv. Men reddede den hans liv?

»Jeg vil ikke sige, at Paris reddede mig. Jeg elsker Paris. Jeg elsker Louvre. Jeg elsker metroen. Jeg elsker filmene og byens swimmingpools. Men jeg elsker ikke deres blik på mig som araber. Du finder ikke frihed, når du kommer til Vesten, du skal kæmpe for den. De putter dig bare i endnu et bur. Og du skal selv kæmpe dig ud igen. Det gør du ved at genopfinde dig selv.«

Fra 1912 til 1956 var Marokko fransk koloni, og fransk var det officielle sprog i statsinstitutioner og skoler. Og i høj grad elitens sprog. Abdellah Taïa har som mange migranter et ambivalent forhold til koloniherrens kultur.

»Jeg synes, fransk er et grimt sprog, fordi jeg forbinder det med undertrykkelse. Men jeg kan også se, at det er smukt. Mit forhold til det franske er kompliceret. Paris var frihed, men det har også været et brutalt sted for mig. De accepterer mig, fordi de synes, jeg er god til fransk, og fordi jeg er forfatter. Men det betyder bare, at de synes, jeg er speciel af en araber at være.«

»Og jeg kan simpelthen ikke forstå, at de samme mennesker, der opfandt Den Franske Revolution, ikke kan komme på mere intelligente spørgsmål, når de møder mig, end at spørge, om jeg spiser svinekød. Og om jeg kan tilberede couscous. Jeg kender alt til den franske kultur. Alt. Og franskmændene ved ingenting om den arabiske. Ingenting.«

En kompliceret debat

»Du må spørge mig om alt, jeg skal nok svare på det hele,« siger Taïa, da jeg lægger optageren foran ham på bordet. Og det gør han: »Når jeg onanerede som barn, fantaserede jeg om min storebror«, »jeg vil altid være den lille dreng, der slog katte og hunde ihjel sammen med mine venner«, »min mor var ikke et rart menneske«, »Jeg elskede også de drenge og mænd, der voldtog mig.«

Abdellah Taïa fortæller åbent, fabulerende og ligefremt. Den eneste gang han tøver, er da jeg spørger ham, om hans tanker om overgrebene i Køln nytårsnat.

»Det, der skete i Køln, er helt sikkert meget chokerende. Ingen mennesker skal opleve seksuelle overgreb. Men problemet er meget mere kompliceret, end hvordan det fremstilles i medierne. Som de her vilde, der kommer og forgriber sig på hvide kvinder. Du kan ikke tage sådan et enkeltstående eksempel og generalisere ud fra det. Om arabiske mennesker og seksualitet.«

I Frankrig har fronterne de sidste par måneder været trukket skarpt op i debatten om arabisk seksualkultur. Det hele begyndte i slutningen af januar med en kommentar i aviserne La Repubblica og Le Monde, hvor den algeriske forfatter og journalist Kamel Daoud advarede mod den kultur, flygtninge og migranter bringer med sig fra hjemlandet.

Prompte svarede 19 franske intellektuelle igen i en artikel i Le Monde med beskyldninger om en islamofobi, der understøtter allerede herskende klichéer om islam.

»Det er meget mere kompliceret end det,« gentager han.

Femten gange i løbet af vores halvanden time lange interview bruger han ordet ’kompliceret’. Syv gange, da vi taler om Køln. Og han fortsætter:

»Europa har helt sikkert et problem med migranter, immigranter og muslimer. Men den måde, de taler om det, og de ting, de siger, der bliver værre og værre. Og de taler jo også om mig. Selvom jeg er en forfatter, har jeg stadig mange ting til fælles med migranter, der kommer fra for eksempel Senegal. Og bare fordi de ikke ville acceptere mig som homoseksuel i Marokko, betyder det ikke, at jeg ikke stadig har meget til fælles med dem. Og som jeg altid siger, så er tingene altid meget mere komplicerede, end vi umiddelbart tror.«

»Det arabiske samfund er ved at ændre sig. Og Det Arabiske Forår var den vigtigste politiske begivenhed i mit liv. Her så vi, at unge, arabiske mennesker kunne gøre utrolige ting. Folk siger, at det var fejlslagent, men det var det overhovedet ikke. Og det, jeg altid siger, er, at vi ikke skal glemme de fantastisk modige, unge mennesker. Og at tingene er ved at ændre sig. Vi skal ikke putte dem tilbage i deres bure.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Niels Duus Nielsen
  • Marianne Rasmussen
  • ingemaje lange
  • Sören Tolsgaard
  • Steffen Gliese
Niels Duus Nielsen, Marianne Rasmussen, ingemaje lange, Sören Tolsgaard og Steffen Gliese anbefalede denne artikel

Kommentarer

Sören Tolsgaard

Det er vel forhåbentlig ikke alle muslimer, der har været udsat for sådanne gedulgte oplevelser, og tilpasset sig dem i en grad, der minder om det såkaldte Stockholm-syndrom.

Også hos os finder barske tildragelser sted, i miljøer de fleste opfatter som afsporede, om end grænserne for, hvad børn og unge bør udættes for, langtfra opfattes ens af alle.

Vores højere levestandard gør det umiddelbart lettere at respektere børns blufærdighed, og vore børne- og ungdoms-institutioner har stor opmærksomhed på at undgå mobning og vold, men overgreb forekommer dog fortsat i mange forklædninger.

En praksis, vi også har kendt til, er favorisering af den ældste søn, hos os især som hovedarving af ejendom og privilegier, hvilket tidligere havde store sociale konsekvenser og kunne give sig udslag i sexuelt misbrug, men heldigvis ikke længere har nær så stor betydning.

I muslimske traditioner synes der ofte at være store rettigheder til magtudøvelse hæftet op på positionen som den ældste søn, idet yngre brødre og søstre befinder sig i bunden af et magtfuldt hieraki, hvor den underkastelse og lydighed, de bliver påtvunget, kan omfatte voldtægt og andre ydmygelser, begået mere eller mindre åbenlyst af de priviligerede familie- og klanmedlemmer, som oven i købet skal respekteres og tilbedes.

Og som det gentages i artiklen, er konsekvenserne af disse kulturelle mønstre så komplicerede, at vi næppe umiddelbart kan overskue det. Beskrivelsen minder mig om, hvorfor jeg på mange måder påskønner vores almengældende respekt for blufærdighed, som, om end også den kan overdrives og perverteres, bygger på respekten for det individuelle liv.

Touhami Bennour

Jeg siger det som Abdelallah " sdet er kompliceret". Der er kun de økonimiske der gør forskel. Den ældtste søn bliver trænet ( I økonomi og styring) til at afløse ham I tilfælde af sygdom eller død, og det er faderen der bestemmer I det hele så længe han lever. Der mangler velfærdstat I landet, og jeg tror de tvil efter hånden forsvinde den rolle den ældste søn har I dag. Og jeg tror der finds ikke mere I Golflandene.

Touhami Bennour

Havad angår blufærdighed det er et område som er knyttet til traditioner og skikke, og det er meget kendt at araberne har mere af den slags blufærdighed end andre, og ville selv ønske mig mindre af det. Tænk bar på forhæng til muslimske pige, og at går nøgn I badanstalt osv. Der er meget blufærdighed de arabiske lande fysisk og verbal.Men der findes sladder, men det er ikke aksepteret af flertallet.

Sören Tolsgaard

Touhami Bennour: Jo, en ekstrem offentlig blufærdighed i de muslimske lande, men i dette tilfælde overhovedet ingen blufærdighed indenfor hjemmets fire vægge - tværtimod. Hvorfor tager manden ikke sin kone med ind på sit eget rum? Han og den ældste søn har som de eneste mulighed for "privatliv", men måske vil han ikke have konen ind i sit private rum og boller hende derfor i børneværelset?

I artiklen er det tilsyneladede her, de priviligerede (far/ældste søn) begår de grundlæggende psykiske overgreb på familiens yngre børn, der herudover siden i det skjulte udsættes for socialt accepterede overgreb i nabolaget, som de også er nødt til at underkaste sig.

Touhami Bennour

Søren Tålsgård
Du havner helst galt, du har ikke engang respect for sin mor. der skældte ham ud for det han skriver om familien, jeg vil give hans mor ret , Han var også barn og sige selv han skriver fra hukommelse, han mener det er "kompliceret" det han skriver fordi meget kan være projection og har behov for at overskride nogle grænser. Han taler om sin store bror med respect, og det som jeg sagde om rollen for den ældste søn. Du vil altid sige noget dårligt om araber, hvornår har du sagt noget positive om dem, men måske de har heller ikke brug for dig. Jeg synes han beklage noget af sit liv og vil gøre det om, og især han er interesseret I politik, det er mægtig synes jeg. PS. Jeg har selv aldrig været I min forældre sove værelse og mener der er det samme for de fleste. Han kan have haft interesse at tale om den bibliotek han er født I ikke mere.Det er litteratur ikke andet.

Touhami Bennour

PS: Jeg har været længere end ham, TAIS, I Europa kan jeg se, Og det er sket stor forandring her, I Halvfjersene kunne man få kontakt med dansker ved at tale om for ex. Sartre eller H.C, Anertsen men senere éfter murensfald blev noget andet. Sex var en slags (passeport) hvor man kan få masser kontakt. Jeg gjorde selv og fik både kontakt og sex I masse vis. Jeg kender en anden forfatter også fra Marocco, han skriver også sex I hans bøger, og de sælges også I Danmark, Jeg synes selv det er ikke nødvendigt, ´men hvad vil du vi skal gøre , vi skal også leve. Det er det han siger det er "kompliceret": Jeg tror du kender ikke Danmark ligeså godt som mig.. Idag er noget andet, men sex kører stadig .

Sören Tolsgaard

"Homoseksualitet eksisterede ikke officielt i Marokko. Derfor kunne de gøre med mig, som de ville. Så de voldtog mig."

Det er velkendt indenfor psykologien, at ofre for frihedsberøvelse og voldtægt kan nære respekt og beundring for voldsudøver (-ne).

Jeg kan ikke nære beundring for patriarkalske familieoverhoveder, der udnytter deres magt til at udøve et sådant voldsregimente, hvad enten det udøves af muslimer eller nogen som helst andre. Det accepteres hverken i dansk retspleje eller af den danske befolkning i almindelighed, heller ikke, når det foregår i det skjulte.

Demokratiets retsprincipper tilstræber at gøre op med sådanne voldsstrukturer og respektere den personlige integretet, inklusive kvinders og børns.

Der var angiveligt "ni mennesker i familien". Abdellah, hans mor, seks søstre, lillebror Mustapha, hans far plus storebroderen Abdelkébir. Jeg får antallet til elleve (11). Men måske skal artiklen læses lidt hurtigere, end jeg har gjort ;-)

Touhami Bennour

Det drejer sig her om Tais familie og arabisk familie generelt og ikke og om samfundet;det hverken dig eller ham kan løse. . I øvrig er han politsk bevidst og talte om arabisk forår, men det interesserer dig ikke. For dig er alle lige men nogle er mere lige. Jeg kender den sang.

Touhami Bennour

Jeg kan måske tilføje at skilsmisse procent 50% eller mere er ikke med iprogrammet for det arabiske forår. desværre, og måske bliver det aldrig.Araber holder alligevel på at kende deres far. Basta.

Touhami Bennour

Det drejer sig her om Tais familie og arabisk familie generelt og ikke og om samfundet;det hverken dig eller ham kan løse. . I øvrig er han politsk bevidst og talte om arabisk forår, men det interesserer dig ikke. For dig er alle lige men nogle er mere lige. Jeg kender den sang.

Touhami Bennour

Jeg har forespurgt en blog der hører til anmelderen til bogen arabisk vemod. Jeg fik dette svar. Se "Connaissances , Abdellah Taia"
Der er ikke noget med promiscuitet (kønslig omgang i familien Taia)

Jacob Lorensen

"Fordi jeg var en feminin, ung mand, kunne de andre mænd i vores kvarter se, at jeg var homoseksuel. [...] Så de voldtog mig."

Hvordan kan det kun være den voldtagede, der er homoseksuel - dem, der voldtager ham, er det vel også? Eller hvordan?

Touhami Bennour

forfatteren er heller ikke homoseksuel, men nogle andre tror han er og blev så man sige voldtaget som straf. I tortur verden foregår den slags voldtægt, som ikke lyder som homoseksualitet men det er bar straf mod seksualitet. Hvad er tortur?det er kendt fra krigen i Irak. Nej du har ikke været der.