Allerede inden vores interview advarer Ane Riel mig om, at hun intet ved om krimier: »Jeg kender ikke en pind til genren. Jeg er håbløs,« skriver hun i sin mail. Det er ironisk, for selv om hun ingen yndlingskrimier eller krimiidoler har, har hun med sin seneste roman Harpiks (2015) netop vundet Harald Mogensen-prisen for årets danske spændingsroman.
»Jeg er først og fremmest meget overrasket og utroligt glad,« siger hun, da jeg spørger, hvordan hun har det med at have vundet den.
»Jeg synes, det er vidunderligt at konstatere, at krimigenren er så rummelig.«
Det er ikke første gang, hun vinder en pris fra Det Danske Kriminalakademi. I 2013 modtog hun Debutantprisen for sin første roman Slagteren i Liseleje, og også dengang kom det som en overraskelse. Ingen af hendes bøger har været tænkt som krimier, og de følger heller ikke krimigenrens konventioner. I Slagteren i Liseleje er det spændende ikke, hvem der er morderen, men derimod hvem der skal myrdes. Og i Harpiks gælder spændingen en families langsomme kvælning – i angst, og mere konkret i al det ragelse, som faren samler sammen.
Nysgerrighed
Ane Riel er ikke selv den store krimilæser – hun mister alt for let tråden i plottet og glemmer detaljerne. »Jeg kan godt lide at blive båret med af en spændende handling, det overrumplende og det uforudsigelige, men ikke når det bliver for meget tænkearbejde og puslespil,« siger hun. Af nysgerrighed og måske også en smule pligtfølelse har hun netop læst Jo Nesbø, men handlingen fangede ikke rigtigt – det gjorde sproget til gengæld. Hun betegner sin egen stil som mere i tråd med Stephen King, end Arthur Conan Doyle. Den psykologiske spænding og uhygge, frem for opklaringsarbejdet.
Når hun skriver, er det heller ikke med tusind gule lapper på væggene, der guider hende frem i et allerede planlagt plot. Skriveprocessen er nærmere en form for improvisering med en tillid til, at fortællingen allerede er der – det er bare et spørgsmål om at opdage den.
»Jeg ser altid fortællingen som en organisk figur – en »skovkartoffel« – som jeg skal afdække. Jeg ved ikke, om det er et stort eller lille legeme, men jeg ved, at det er,« forklarer hun. »Det er min egen nysgerrighed, der driver mig, når jeg skriver. Researcharbejdet foretager jeg gerne sideløbende, netop for at jeg kan bevæge mig i alle retninger. Jeg vil gerne overrumples af ideer, der kommer farende, for hvis jeg selv kan blive nysgerrig og overrumplet af det, jeg finder på, sidder der måske også en læser i den anden ende, som bliver det.«
Om hendes næste bog bliver en krimi, ved Ane Riel ikke. Hun vil i hvert fald ikke lade sig binde af bogbranchens opdeling mellem krimi og roman: »Det vigtigste for mig er at skrive uden hensyn til, hvad andre forventer, for ellers bliver det mekanisk eller uærligt for mig. Så om den næste bog bliver en gyser eller en kogebog – det er ikke til at sige.«
’Harpiks’ er udkommet på Tiderne Skifter. Bogen modtager årets Harald Mogensen-pris
