Fortællingens flyttemand

Variationen er det vigtigste for Håkan Nesser, så den svenske forfatter er rejst fra Sverige til New York, London og Berlin bare for bøgernes skyld. I sit forfatterskab bevæger han sig konstant og krydser grænser fra krimier til dramaer, hybrider og til eventyr. Det er variation, han vil have. ’Hver bog skal være anderledes end de andre,’ siger han
Når Håkan Nesser skriver, skal stedet  være der fra begyndelsen, for ved siden af hovedpersonerne er stedet næsten en karakter i sig selv, siger han. Men ligesom med alt andet i forfatterskabet skal der være variation. Nye bøger kræver nye steder.

Når Håkan Nesser skriver, skal stedet være der fra begyndelsen, for ved siden af hovedpersonerne er stedet næsten en karakter i sig selv, siger han. Men ligesom med alt andet i forfatterskabet skal der være variation. Nye bøger kræver nye steder.

Anders Birch
4. marts 2016

B læsten suser lige ind i telefonens højttalere, da Håkan Nesser siger hej på det varmeste svensk. Han er ude at gå tur i den svenske februarfrost og må ringe tilbage senere. Efter flere år i New York, London og Exmoor er forfatteren atter bosat i det nordiske hjemland med sin kone Elke. Da han igen tager telefonen, sidder han trygt inden døre. Hans bøger har taget ham vidt omkring, men nu er han hjemme. Snart fylder han 66 år, og hans store forfatterskab bliver ved med at vokse. Selv husker han ikke det præcise antal bøger, han har skrevet, men hans hjemmeside siger 28 med den 29. på vej i Sverige til efteråret. Den 28. bog hedder Elleve dage i Berlin og udkommer i dansk oversættelse til april.

For dem, der kender Håkan Nessers forfatterskab, er det en ret usædvanlig bog, for selv om der både er spændingselementer og død, så kunne den næsten klassificeres som et eventyr.

»Jeg har aldrig skrevet noget som det her. Problemet er, at jeg bliver ældre, og jeg tror, jeg har skrevet næsten 30 bøger, og så er det svært at finde en ny historie hver gang. Og det skal det være, ellers ville jeg kede mig, og det samme ville læserne,« siger Håkan Nesser.

Rejser for bøgernes skyld

Stemmen er lun, og Håkan Nesser lyder som et menneske, der kan lide at fortælle eventyr og andre gode historier. Hans bøger er oversat til flere end 30 sprog og solgt i omkring 15 millioner eksemplarer, men selv værdsætter han læsningen mere end noget andet. Derfor er han bevidst om kun at skrive bøger, som han selv ville nyde at læse.

De gængse rammer for, hvad en genre skal indeholde, har han ikke meget respekt for, og Håkan Nesser skriver gerne en krimi, hvor detektiven først præsenteres sidst i bogen, som i Barbarotti-kvartetten, eller hopper fra krimier over blandingsromaner til en form for eventyr.

»Det er variation, jeg vil have. Jeg vil have, at hver bog skal være anderledes end de andre, og det gør det kompliceret,« siger han.

Derfor ynder han at blande. Han skriver kronologisk, men vil gerne overraske sig selv undervejs, og derfor drejer han gerne handlingen eller introducerer fremmede elementer for ikke at kede sig.

Anderledes er det med stedet. Det skal være der fra begyndelsen, for ved siden af protagonisterne er stedet næsten en karakter i sig selv. Men ligesom med alt andet i forfatterskabet skal der være variation. Nye bøger kræver nye steder. For nogle år siden fik han lyst til at skrive en bog fra New York, en fra London og en fra Berlin. Børnene var flyttet hjemmefra, og forfatteren havde pludselig muligheden for at være mere mobil. Det betød, at han og hustruen kunne flytte til New York i to år, London i fire, og at han senere kunne tage et par måneder i Berlin for at lave research til den nyeste bog. For at skrive den bedst mulige bog rykker Håkan Nesser gerne hele sin hverdag til et nyt sted, for at »åbne sindets døre og vinduer« mod verden.

»Bare ved at være i New York indser du, hvor mange forskellige historier du kan skrive fra byen, den her blanding af mennesker og bare størrelsen. Du får så mange indtryk.«

Nye steder gør det lettere at skrive nye bøger, fordi verden bliver større, og det bliver muligt at se tingene fra nye perspektiver. Derfor er Håkan Nesser overbevist om, at det er sundt for en forfatter at flytte sig. Ikke bare geografisk, men også i sine bøger.

Døden er essensen

Det er særligt serien om kriminalkommissæren Van Veeteren, som har været en storsælger og succes for Håkan Nesser. En række bøger, som bedst kan beskrives som krimier. Alligevel er det netop den genre, han finder mest triviel i dag.

De rene kriminalhistorier synes han ofte er kedelige, særligt hvis det drejer sig om politifolk, som efterforsker en sag.

»Jeg har skrevet nok af dem og læst for mange nu,« siger han.

Problemet er først og fremmest, at krimien er blevet offer for sin egen succes. Krimier kan være gode, men det kræver, at de fjerner sig fra stereotyperne om et politihold, som snakker med hinanden, mens de drikker sort kaffe og ryger smøger, siger han.

»Alle forsøger at surfe på bølgen af det skandinaviske krimiboom, alle vil være den nye Jussi Adler-Olsen, Jo Nesbø eller Stieg Larsson, og jeg synes, det er dumt, men det er sådan, det fungerer. Det er marketing og økonomi, og man prøver hele tiden at finde et nyt hit.«

Mest af alt synes han, det er ærgerligt, at der publiceres så store mængder, for nogle af bøgerne er gode nok, men inflationen skader genrens kvalitet.

»Måske trænger genren til at blive glemt. Glemt – og så genopfundet!«

Som historiefortæller har han dog en forkærlighed for essensen af den gode krimi, uanset at hans mæthedsgrænse er nået. De eksistentielle spørgsmål opstår nemlig automatisk, fordi nogen er død, og vi tvinges til at undersøge detaljerne i deres liv, og hvorfor de måtte dø.

»I dødens spejl kan vi se vores liv tydeligere, så døden er til stede i alle gode romaner, der handler om den menneskelige tilstand.«

En falsk by i Holland

Selv synes Håkan Nesser, at han har undgået de værste stereotyper i sine krimier og nævner som eksempel romanen Levende og døde i Winsford, der vandt den danske Palle Rosenkrantz-pris for bedste krimi i 2014. Fortællingen indeholder nemlig ingen beskrivelser af politiarbejde eller depressive, småalkoholiske kommissærer. I stedet er bogen præget af stedet, området omkring Exmoor i det sydvestlige England, hvor forfatteren selv har været flere gange i længere perioder. Naturen, det tågede landskab og de vilde heste, der løber hen over heden, er derimod så dominerende, at den i sig selv er en karakter. Romanen er rig på sanselige og detaljerede beskrivelser af vejrets nuancer og dufte, hvilket ellers er atypisk for Håkan Nessers minimalistiske scener, som han foretrækker, fordi det giver plads til læserens fantasi. Men i Exmoor-romanens tilfælde blev forfatteren overvældet af naturen, som krævede sin egen plads.

Sådan er det med stederne. De former skriverierne og skaber en helt distinkt stemning. I den populære tibogsserie om kommissær Van Veeteren udspiller handlingen sig i Maardam, et mystisk sted, som kunne være Holland, Belgien, Polen eller Danmark og måske er en blanding og samtidig ingen af delene.

På et amerikansk Van Veeteren-bogcover stod Maardam beskrevet som »en typisk svensk by«, selv om de fleste europæere vil sige, at det umiskendeligt minder mere om Holland, men Håkan Nesser foretrækker forvirringen.

Det er ikke virkeligt, men det kunne være virkeligt, og litteraturen bliver netop skabt, når virkeligheden og fiktionen forenes, og man begynder at lyve, mener han.

Læseren placeres et ukendt sted med nogle stednavne, som minder om de velkendte, men alligevel er forkerte og ukendte. Sådan fungerer det med sagaer, hos J.R.R. Tolkien og i nogle af Håkan Nessers egne bøger, og man tvinges til at spørge sig selv, hvor man befinder sig, førend man selv må danne et billede af den nye verden.

Forfatteren foretrækker at tegne få detaljer af universet, resten må man selv bygge op. Sådan bliver læseren mere involveret, selv om det kan være irriterende i begyndelsen, når man famler efter tegn.

Selv om Håkan Nesser ynder at lege med løgnen, er det svært at opbygge en helt fiktiv verden, for hvordan skaber man et land, der synes virkeligt uden at være det? Skal gaderne hedde straße, street eller ulica? Og hvilken møntfod bruger man?

»Så i Maardam-bøgerne besluttede jeg at bruge straat, men stavede det forkert. På den måde blev stedet en form for falsk Holland,« siger Håkan Nesser og griner lidt.

Realisme og tyske tidsrejser

Når den nye roman Elleve dage i Berlin udkommer på dansk til april, får læseren en ny mulighed for at blive forvirret over, hvor i alverden man befinder sig. Den atypiske helt hedder Arne, og han rejser fra den svenske by K. til Berlin, men han rejser også tilbage i tiden, og selv om de tyske gadenavne er ganske ægte, så er begivenhederne sommetider overnaturlige. I begyndelsen af bogen skriver Håkan Nesser, at: »visse detaljer på gaderne Fasanenstrasse, Knobeldorffstrasse og Kyffhäuserstrasse passer ikke med virkeligheden. De er produkter af forfatterens fri fantasi – ved nærmere eftertanke gælder det hele den foreliggende bog.«

Og netop denne hybrid mellem virkelighedens kendte landkort og fantasiens muligheder er essensen af Håkan Nessers skrift.

»Hvis jeg ikke selv havde skrevet den, ville jeg nyde at læse den, tror jeg,« siger han.

Selv når han bruger sin egen hjemby, Kumla, som forlæg, åbner han for et større rum, når han kalder byen for K. Sådan kan det nemlig både være Kumla, men også enhver mindre by i hele Sverige. Det partikulære og generelle i et anonymiseret stednavn.

I den nye roman rejser den halvretarderede Arne altså fra denne velkendte by ved navn K. til store, ukendte Berlin. Han har aldrig rejst på egen hånd og har næsten intet oplevet i sit mere end 30 år lange liv. Det er en sær og naiv hovedperson, vi har med at gøre, men det er netop hans godtroende gemyt, som forfatteren selv er interesseret i. Håkan Nesser har nemlig aldrig oplevet verden være så fuld af angst som lige nu.

»Min baggrund for at skrive den her bog var, at vi hele tiden læser, hvor dysfunktionel verden er. Vi har krig, IS, Boko Haram, Putin, og der er så meget frygt i verden, men Arne frygter ingenting.«

Arnes perspektiv er nemlig begrænset og optimistisk. Han oplever ikke de farer, der findes, for han er overbevist om, at verden er god og vil ham det bedste.

Så selv om bogen både indeholder sygdom, svigt, modstand og død, så er stemningen næsten altid let, energien altid god, fordi karaktererne tror på det gode.

»Vi må huske, at mennesker dybest set er gode mod hinanden, og hvis du ankommer et fremmed sted og beder om hjælp, vil du højst sandsynligt få hjælp.«

Således har Håkan Nesser i sin nyeste bog bevæget sig langt væk fra de dystre mordmysterier, som han sommetider skriver, og i denne omgang skrevet sig frem til et meget lysere sted.

 

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Håkan Nesser bor i dag på den lille ø Furillen ved Gotland med sin familie, sine heste og sin hund. Hver sommer overvejer han at skrive om sin idylliske tilværelse, men hvordan skulle han kunne det, når verden synes på kanten af et sammenbrud?

Foto: 
Tuukka Ervasti

Forsiden lige nu

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu