’Hele mit liv har jeg frygtet at blive stemplet som morderens søn’

Aydin Soei har det meste af sit liv fortiet opvæksten under sin dybt voldelige og psykotiske far, der endte med at dræbe faderen til en af Aydins klassekammerater. I sin nye bog 'Forsoning' skriver forfatteren hudløst ærligt til sin søn om frygten for at give familiens forbandelse videre
Aydin Soeis bog er skrevet direkte henvendt til hans egen søn, der i dag er knap fire år gammel, for at tilbyde en forklaring. Men bogen er også en slags terapi, et forsøg på at forsone sig med fortiden og bryde Aydin Soies fars forbandelse. Om dette foto, fortæller Aydin Soei: »Jeg tror, billedet er taget i et beboerlokale i Bymuren til det iranske nytår, som fejres i marts. Jeg sidder på skødet af min far med en Jolly Cola, og der er øl på bordet. Derfor tror jeg, det var til nytår.«

Aydin Soeis bog er skrevet direkte henvendt til hans egen søn, der i dag er knap fire år gammel, for at tilbyde en forklaring. Men bogen er også en slags terapi, et forsøg på at forsone sig med fortiden og bryde Aydin Soies fars forbandelse. Om dette foto, fortæller Aydin Soei: »Jeg tror, billedet er taget i et beboerlokale i Bymuren til det iranske nytår, som fejres i marts. Jeg sidder på skødet af min far med en Jolly Cola, og der er øl på bordet. Derfor tror jeg, det var til nytår.«

Privatfoto
5. marts 2016

Syvårige Aydin Soei har udviklet strategier for at undgå slagene fra sin far, der rammer stadig mere vilkårligt og uden forklaring. Bestemte måder at åbne og lukke døre på, så de larmer mindst muligt. Aldrig invitere klassekammerater hjem, for de kan være spioner. Men også mentale strategier, så slagene, der kommer – og de kommer altid – ikke knuser illusionen om at være en 'normal familie'.

En dag er Aydin på vej op ad trappen til første sal i rækkehuset i Avedøre, da han stopper op ved en »tyk og ubestemmelig« lugt. Pludselig tårner faderen over ham, den lydløse kæmpe:

»Synet ville muligvis have imponeret mig mere, hvis det ikke var for det vanvittige udtryk i hans øjne, som fik mig til at krympe mig. Det så ud, som om nogen havde tegnet det hvide i øjnene over med rød tusch.« 

Faderen gør et pludseligt udfald, og Aydin mærker luften suse ved venstre øre, mens han vrider overkroppen bagom i en skruetrækker-vending og spurter ned af trappen og ud mod legepladsen i Avedøre Stationsby.

Flere af kapitlerne i 'Forsoning' har Aydin Soei skrevet direkte til sin søn Adam. Det er næsten pinligt ærlige fortællinger om det skrantende parforhold til Adams mor, og ikke mindst om den forbandelse, Aydins far mener at have pålagt familien.

Ulrik Hasemann

»I løbet af de næste timer efter episoden på trappen forsøgte jeg endnu en gang at tolke min far. Havde han virkelig forsøgt at sparke mig ned ad trappen, eller var det blot indbildning? Jeg havde jo set benet, og mærket sparket på øreflippen, men hvordan kunne jeg vide, at han ikke bare lod, som om han ville sparke, fordi han var blevet irriteret over at blive vækket,« skriver voksne Aydin Soei om optrinet. Syvårige Aydin får efter et par timer i gyngestativet genoprettet logikken i sin livsverden:

»Da jeg travede hjemad på grusstien, havde jeg overbevist mig selv om, at sparket ikke var et spark som dem, man så i karatefilmene. Det var en løftet fod, der ikke havde til hensigt at gøre skade, en ufarlig advarsel. Og nu var min mor desuden hjemme.«

Kognitive krumspring

Episoden er en af mange voldelige scener i Aydin Soeis nye bog Forsoning, der udkommer torsdag på forlaget Tiderne Skifter. Bogen skildrer den autentiske historie om Aydin Soeis opvækst i 1980'erne under en dybt voldelig og tiltagende psykotisk far, men den er skrevet som autofiktion. Blandingen af virkelighed og fiktion begrunder forfatteren med, at bogen er stykket sammen af hans egne barndomsminder, såvel som moderens og barndomsvenners hukommelser. Og de er alle præget af det, den voksne Aydin Soei kalder for »kognitive krumspring«:

»Sparket på trappen er et godt eksempel på, hvordan du kognitivt laver alle mulige krumspring for at undskylde dine forældre. For han sparkede jo ud efter mig. Han havde drukket en flaske vodka – det står ikke i bogen – men jeg gik op på hans arbejdsværelse, da jeg kom hjem, og der stank af sprit,« fortæller Aydin Soei til Information.

»Det er et familiefoto, som jeg tror er taget i vores eksil i Usbekistan, efter at vi flygtede fra Iran. Min mor og far var aktive kommunister, hvilket var livsfarligt i Iran efter revolutionen i 1979. Jeg er meget lille, måske to år gammel, og kan ikke huske, at fotoet blev taget. Min far er ved at vise eller forklare mig noget, mens min mor står i baggrunden.«

Privatfoto

Forsoning genfortæller scener fra virkeligheden gennem erindringens prisme, og flere gange husker Aydin og hans mor den samme episode forskelligt, eller den ene part har måske helt fortrængt den. Der er få objektive sandheder i bogen, som i stedet bygger på fortællinger af den slags, mennesker bygger op om sig selv, forklarer han:

»Som barn opbyggede jeg en eventyrfortælling om mig selv for at overleve, en idé om at jeg var særligt hård og iskold. Når han smed mig på badeværelsesgulvet og slog og slog og slog, lærte jeg at glide ud af min egen krop og ikke græde. Det var et magtspil for mig. Jeg ville ikke lade mig knække. Jeg ved ikke, om det også var et magtspil for ham. En stor del af bogen handler om at finde ud af, hvorfor han var sådan.«

Blussende kinder

Aydin Soeis tidligste minder er fra badeværelset i Avedøre Stationsby, kort efter hans familie flygtede til Danmark fra Iran, hvor hans far og mor var kommunistiske revolutionære i partiet Fadaian Aksariat. En del af det »630 siders monster af et værk«, som forfatteren selv omtaler bogen, krydser frem og tilbage mellem opvæksten i Danmark og forældrenes ungdom i Iran, fortalt ud fra moderens hukommelse.

Som små flashbackglimt i mørket beskriver hun mødet i storbyen Ardebil. Hun, Farideh, som tilflytteren; landsbyens kloge pige, der fik lov at læse på gymnasiet. Han, Amin, er den progressive og barberede partileder, der med blussende kinder stirrer ned i tæppet, mens han nervøst spørger sin kommende hustru på stævnemøde. Det er svært at begribe, at den bløde mand skal blive til den hårde, sandsynligvis direkte sindssyge patriark i Danmark. Og til en drabsmand.

»Vi skaber fortællinger, der giver mening for os, som retfærdiggør vores valg i livet, selv om de var forkerte. Jeg kan se, at min mor i højere og højere grad har holdt fast i den her krampagtige fortælling om, at da hun blev en del af hans familie i Iran, blev hun for første gang anerkendt som politisk menneske og kvinde. Det er en meget vigtig fortælling for hende i forhold til hendes selvbillede,« siger Aydin Soei og stirrer ud i det fjerne.

»Billedet er taget kort efter, vi ankom til Danmark, hvor mine forældre er rundt på sightseeing i Danmark. Det er min far, der poserer ved den lille havfrue.« 

Privatfoto

»Da jeg så kom til Iran for første gang med min mor som voksen mand, begyndte mine to fætre at tudbrøle, da de så hende. Da jeg spurgte, hvad det handlede om, sagde hun: 'Jamen det er fordi, jeg lagde mig imellem, når deres far tævede dem.' Det viser sig, at volden var udbredt i den familie. Det opstod ikke i Danmark. Den ældste slog den næstældste, og sådan gik det bare dernedad, slag i slag.«

Fortielsen

Der dufter tungt af kaffe og solskin og bøger i Aydin Soeis Nørrebro-lejlighed. Sådan en intellektuel eau de auteur, der akkompagnerer synet af en gammeldaws hipstergrammofon med valdhorn på reolen. Her bor den snakkende klasse, kunne man tænke – og når Aydin Soei tager sin 'sociolog-kasket' på, snakker han som et vandfald. Om integrationsproblemer, utilpassede unge, Yahya Hassan – you name it – bare smid en mønt i maskinen.

Sociologen Aydin Soei kan også nemt lægge en færdigstrikket analyse ned over unge Aydins opvækst og handlemønstre. Men når Aydin skal tale om Aydin, bliver han nervøs og usikker.

»Hvor jeg befinder mig i dag ... Det er så langt fra opvæksten i Avedøre Stationsby, som man kan komme. Det er næsten større end mine forældres rejse fra Iran til Danmark. Jeg føler mig nogle gange som en bedrager. Når jeg tjener penge på at holde foredrag og snakke. Og deltager i interviews, hvor jeg snakker. Når jeg får ros for at være god til at snakke, bryder jeg mig ikke om det. Jeg føler, det er fake. At jeg på et tidspunkt bliver afsløret som ham perkerdrengen fra Avedøre.«

Lang pause

Lyden fra radioen overdøves i rytmiske, dybe hjerteslag fra Bilkas parkeringsplads rundt om hjørnet, som er ved at blive flået op af tonstunge maskiner. 

Forfatteren hører det ikke, og han interesserer sig ikke for, hvad der skal bygges derovre på nabogrunden. Hans fingre niver på skift i hver håndflade, mens han vender og drejer konsekvenserne af at udgive Forsoning. Kun de allernærmeste ved, at Aydin Soeis far var voldelig, endsige drabsmand. Ved spørgsmål om faderens udvisningsdom har Aydin Soei altid pareret med forklaringen, at »han ikke kunne tilpasse sig Danmark. Hvilket hverken er helt forkert, eller hele sandheden«.

På mange måder flår bogen i det panser, han udviklede som barn over for omverden, og som han her, få uger før publiceringen, stadig har svært ved at bryde ud af:

»Jeg har fortiet min barndom over for omverdenen i så mange år. Når mine venner spørger ind til, hvad bogen handler om, tager jeg stadig mig selv i at lyve. Det er jo absurd, for om lidt er det hele ude,« siger han og griner ad sig selv og hele situationen:

»Hele mit liv har jeg frygtet at blive stemplet som morderens søn. Nu skriger jeg det ud til hele verden.« 

Drabet

I Aydins barndomsminder er manden Babaali antitesen til Aydins egen far. I Forsoning beskrives Babaali som charmerende og snakkesalig. Den gode familiefar, der suger opmærksomheden til sig i ethvert rum, han befinder sig i. Babaali er samtidig far til Siamak og Babak, Aydins barndomsvenner og skolekammerater i Avedøre Stationsby. Indtil den dag, Aydins far trækker en kniv og skærer halsen over på Babaali i mørket på Københavns Havn.

Årsagen til drabet er et mysterium og det naturlige omdrejningspunkt i Forsoning. Faderen melder sig kort efter til politiet og frisætter dermed 12-årige Aydin og moderen fra deres fængsel. Men drabet frarøver også Siamak og Babak deres far. Gerningen bliver et kainsmærke, som har revet i forfatterens bevidsthed lige siden.

»Min mor holder min lillebror, mens jeg står med en ballon i hånden. Det er min far, der tager fotoet. Vi er til 1. maj i Fælledparken 1988, hvor alle iranerne mødtes og festede. Det stoppede, da Muren faldt. I baggrunden kan man ane min lillebror barnevogn, som min mor fik gennem sprogskolen. Det ene hjul faldt hele tiden af.« 

Privatfoto

»Da min far blev udvist fra Danmark, sagde han, at han ville kaste en forbandelse over sine børn og børnebørn. Hele mit liv har jeg frygtet, at jeg ville vokse op og blive som ham. At jeg ville give forbandelsen videre,« siger Aydin Soei.

Forsoning er derfor skrevet direkte henvendt til Aydin Soeis egen søn, der i dag er knap fire år gammel. Ifølge forfatteren for at tilbyde en forklaring. Men bogen er også en slags terapi, et forsøg på at forsone sig med fortiden og bryde forbandelsen:

»Mit største ønske er, at min søn kun skal føle ansvar for sine egne handlinger. Jeg tror aldrig selv, jeg kan slippe følelsen af, at jeg skal betale en regning for min fars handlinger, selv om skylden er irrationel. Det kan jeg sagtens se udefra,« fortæller Aydin Soei og fortæller om det skyldsregnskab, han altid tumler med oppe i hjernen:

»Skylden ligger i alt, jeg gør. For eksempel laver jeg udregninger oppe i hovedet: 'Okay, hvor mange skattekroner har min far kostet den danske stat ... Hvor meget betaler min mor og jeg i skat ... Går det i nul, når jeg en dag dør?'. Det er fuldstændig åndssvagt.«

At skrive direkte til sin søn har også medført en række moralske overvejelser. Aydin Soei skriver for eksempel detaljeret om sit manglende sexliv med sin ekskæreste – og er det noget, en søn har lyst til at læse om sin mor i teenagealderen?

»Fiktionsbegrebet gav mig muligheden for at udelade det fra historien, men jeg synes, det er vigtigt, fordi mange af konflikterne med moderen til min søn kom af, at jeg gik i forsvarsposition, når hun kritiserede min måde at opdrage vores barn. Det hænger tæt sammen med mit ønske om ikke at blive som min far, og derfor er koblingen vigtig,« siger Aydin Soei og fortsætter: 

»Men scenerne er også med, fordi bogen ikke skal stemples som et integrationsskrift. For mig er det en fortælling om arv og synd, fædre og sønner. Det at blive til i verden og skabe sine egne fortællinger. Det er universelle temaer, og ved at beskrive et helt normalt parforhold og dets problemer, håber jeg, at det skaber en genkendelighed hos læseren, så de ikke bare ser mig som en brun mand.«

Berøringsangst ved Bymuren

Forsoning kan sagtens læses som en urfortælling om fædre og sønner og parforhold. Men det er også en fortælling befolket af 'brune mænd', der udspiller sig midt i de store integrationsår i 1980'erne, hvor Avedøre Stationsby i en årrække var »danmarkshistoriens hurtigst voksende by«, fortæller Aydin Soei.

I 80'erne blev størstedelen af indvandrerne i Hvidovre Kommune placeret i 'Bymuren' – de rødbrune lejlighedsblokke, der afskærmer Avedøre fra omverdenen. Det var i ly af Bymurens betonbrutalisme, at lille Aydin legede med de jugoslaviske, pakistanske og tyrkiske børn, såvel som de hvide arbejderklassebørn, mens denimklædte drankere så til og en gang imellem gav den som integrationskonsulenter: »KAN DU SIGE ØL? Ø-L!« Stort bifald fra bænken.

Ulrik Haseman

En dag spørger Siamak, Babaalis søn, de andre børn: »Min far har kun slået mig én gang. Det var bare en lille lussing, og bagefter begyndte han at græde. Hvad med jer, slår jeres far jer?«

Spørgsmålet får noget til at dirre i børneflokken, husker Aydin Soei. »To af de andre drenge rejste sig fra deres pladser og så ud, som stod de på fjedre. Siamak smilede som den eneste. Kort efter gik vi hver til sit. Episoden bidrog til en allerede eksisterende usikkerhed, når det gjaldt vores venskab. Jeg kunne ikke lade være med at spekulere på, om hele hans familie havde snakket om, hvad der foregik inden for de fire vægge i mit hjem.«

Den voksne Aydin Soei ved, at stort set alle børnene blev slået, ikke bare ham selv. Men selv syvårige fornemmer instinktivt, at de skal forholde sig tavse om vold. Til gengæld undrer han sig over, at der aldrig var nogen af de voksne, der sagde noget:

»De kunne se det på os i idrætstimerne, når vi tog tøjet af. Og i mit tilfælde var jeg væk en helt måned fra skolen, fordi vi flygtede til et krisecenter. Da vi kom tilbage, var der ikke én skolelærer, som nævnte det eller spurgte, hvordan det gik derhjemme. Nogle af mine etnisk danske kammerater blev også slået, men der var en større berøringsangst i forhold til den brune underklasse,« siger Aydin Soei. Måske med sociologhatten halvt på skrå.

Dermed rummer Forsoning også et budskab til det offentlige Danmark om ikke at gentage fejlene fra 1980'erne. »Hvis vi var blevet i Iran, var der blevet sat ind over for min far. Volden var ikke blevet tolereret af familien og lokalsamfundet. Når min onkel var på besøg fra Iran, slog far os aldrig. Han turde ikke, måske fordi han skammede sig,« tænker Aydin Soei højt.

»Billedet er lidt grynet, men det er min mor og jeg, der kigger ud i foråret. Jeg tror, det er i Avedøre omkring Vestfolden, men jeg er vist fire-fem år gammel på fotoet, og jeg kan ikke helt huske det.«

Privatfoto

»Men i Danmark var der ingen familie eller netværk, der greb ind, og lærerne og pædagogerne frygtede måske at blande sig i en kultur, de ikke forstod. Min far var ekstrem, men nogle af de andre børn kunne være blevet hjulpet, hvis de voksne havde blandet sig. Og der håber jeg, man har lært af historien, når det gælder de store flygtningestrømme, der kommer i dag.«

Tilgivelse?

Det har taget Aydin Soei to et halvt år at skrive Forsoning. Undervejs har han interviewet sin mor, samt gamle venner fra Avedøre Stationsby, han ikke har set siden barndommen. Som Babak, der blev faderløs på grund af Aydins far. Drabsmanden.

Ulrik Haseman

Aydin Soei udskød længe at mødes med Babak af frygt for at se ind i øjne optændt af had. Måske af frygt for at se sin egen fortid. Aydin Soeis egen skam. Men da de endelig mødtes, kunne Babak afsløre, at hans far Babaali ikke var en charmerende helgen, men en voldsmand. At nogle af de sindssyge ting, Aydins paranoide far beskyldte Babaali for, inden han dræbte ham, måske slet ikke var så sindssyge igen. Sandheden knuste glansbilledet af den kernefamilie, lille Aydin havde set op til i Avedøre Stationsby.

At kaste nyt lys over patriarkens formørkede sind har dog ikke været nok til, at Aydin Soei kan tilgive, endsige forsone sig med sin far, der døde for tre år siden i Iran:

»Det mest naturlige ville være at sige, at arbejdet med bogen har nuanceret eller ændret mit blik på min far. Det burde det, men det har det grundlæggende ikke. Min mors fortælling er med i bogen for at undgå at dehumanisere min far – så han ikke fremstår som en entydigt ond og firkantet figur,« forklarer Aydin Soei.

»Men for mig er han en firkantet figur. Jeg kan ikke slippe det gamle billede af min far. Jeg har ikke lyst til at slippe det, for billedet af ham gør mig til den, jeg er. Jeg er bange for, hvad der vil ske med mig, hvis jeg først begynder.«

Bogen 'Forsoning' af Aydin Soei udkommer 10. marts på forlaget Tiderne Skifter

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Blå bog: Aydin Soei

Født 1982. Er uddannet journalist og sociolog. Han deltager hyppigt i debatten om unge etniske minoriteter og har tidligere udgivet bøgerne ‘Skyld – historien bag mordet på Antonio Curra‘ (2007) og ‘Vrede unge mænd – optøjer og kampen for anerkendelse i et nyt Danmark‘ (2011). 

Forsiden lige nu

Kommentarer

Brugerbillede for René Pedersen

Mest af alt siger noget om en vanvittig indvandringspolitik, hvor uansvarlige politikkere har sat umulige kultur konstellationer op mod hinanden - uanset "integrations måde" der er blevet afprøvet i europa, fra Italien til Sverige har det været en katastrofal fiasko, som vil få meget alvorlige konsekvenser for europa

anbefalede denne kommentar