Analyse
Læsetid: 6 min.

Hvorfor kan vi ikke høre, hvad Fukushima-katastrofen siger?

Fukushima er både naturkatastrofe og teknologisk nedsmeltning. Den er perfekt, unik og helt historisk som katastrofe. Men det ser ud til, at den i dag, fem år efter, ikke har sat det mærke på os og verden, som dens størrelse egentlig indbyder til. Hvorfor? Er Fukushima stadig for kompliceret, for japansk og for farligt levende til, at vi vil røre ved den?
Naraha Kita Elementary School i Naraha ved Fukushima. Byen blev sidste efterår den første af de syv byer, der har været fuldstændig evakueret efter katastrofen i 2011, til at åbne igen.

Koji Sasahara

Kultur
11. marts 2016

Store katastrofer sætter store mærker. Ligesom de sætter helt konkrete og fysiske mærker i Jorden, får bjerge til at vokse og byer til at forsvinde, så sætter de også mærker i os og vores forestillinger om, hvordan det hele nu hænger sammen. Og når de er store nok, så kan de forandre måden vi tænker og organiserer os på.

Hvor nogle katastrofer bliver ved med at interessere kunstnere, politikere og tænkere, så bliver andre overset. Fukushima-katastrofen den 11. marts 2011 er én af de mere oversete katastrofer. Den står i dag stadig, fem år efter, og væver lidt. Det er som om, vi ikke rigtig kan få greb om den.

Anderledes står jordskælvet i Lissabon i 1755 i dag stadig som den absolut største katastrofe på det europæiske kontinent. Som en art urkatastrofe, som enhver katastrofes moder, der førte til et historisk vendepunkt for det gudstro menneske og samfund anno 1755: Måske var Gud hverken retfærdig eller almægtig? Måske fandtes der naturkræfter selv ikke Gud beherskede?

Den slags spørgsmål og tanker fik både Roussau og Voltaire til pennen, ligesom også Goethe senere beskrev Lissabon-skælvet som verdens virkelige møde med »det dæmoniske«.

Også nedsmeltningen af atomkraftværket i Tjernobyl i 1986 rystede os i vores grundvold. Både vores konkrete forhold til atomenergi og -teknologi, men også vores mere overordnede idé om, at vi som mennesker har styr på det. At vi da godt kan jonglere med radioaktivitet og den slags ting.

Hvor jordskælvet i Lissabon og ulykken i Tjernobyl fik fast form som ikoniske katastrofer og stærke kulturelle symboler, så er Fukushima ganske anderledes udefinerbar og tredelt og besværlig.

Den er både naturkatastrofe og teknologisk katastrofe: Først ramte et jordskælv, så rejste en serie af tsunamibølger sig, da de så ramte Japans nordøstlige kyst og atomkraftværket i Fukushima nedsmeltede hele tre reaktorer. En katastrofal kædereaktion – i bogstaveligste forstand – der gør Fukushima historisk særegen og unik. Den var the perfect storm. Men altså også en svær storm.

Så blev der stille

Selv om hele tre reaktorer nedsmeltede i Fukushima, så er det stadig Tjernobyl-ulykken, hvor kun én reaktor eksploderede, de fleste husker tydeligst. Det var Tjernobyl, der for alvor gav kraft til vores nærmest intuitive frygt for at alt det, der har med radioaktivitet at gøre.

Det var Tjernobyl, der blev moderne tiders vigtigste symbol på kampen mod atomenergi og -teknologi. Det var Tjernobyl, der for alvor fik filmskabere, kunstnere og forfattere til at sætte billeder, form og ord på atomare katastrofer.

Tjernobyl har fået sin egen hylde på flere større biblioteker fyldt med ikoniske værker af ikoniske forfattere som Christa Wolf, Svetlana Aleksijevitj og Don Delillo. David Bowie og Paul Simon dedikerede og skrev musik specifikt til Tjernobyl og katastrofens ofre.

I Danmark blev der skrevet støttesange, afholdt støttekoncerter og støttedemonstrationer ligesom ofrene for tsunamien i Det Indiske Ocean i 2004 også fik en sang. Og ofrene fra jordskælvet i Haiti 2010 fik også en. Men Fukushima fik ikke én. Fem år efter er det som om, katastrofen stadig ikke helt har fundet sin plads på boghylderne eller i pladebutikkerne eller i den europæiske bevidsthed. Det er som om, at de fleste stadig ikke helt er med på, hvad der egentlig skete dengang?

Made in Japan?

I denne weekend afholdes et symposium i Cambridge under titlen »Fukushima Five Years On – Legal Fallout in Japan, Lessons for the EU«. Her skal forskere fra en bred vifte af videnskabelige discipliner diskutere, hvorfor EU og verdenssamfundet ikke har kunnet få greb om Fukushima-katastrofen og dermed ikke har kunnet indløse det »læringspotentiale«, som Fukushimas prominente katastrofekarakter indbyder til.

Nogle forsvarer den udeblivende forståelse og lammelse, både politisk og kulturelt, med, at Fukukshima simpelthen er for japansk. At den simpelthen foregik i en alt for fremmed kultur og sammenhæng. Og at det japanske sprog simpelthen skulle være en uoverstigelig barriere, der hindrer verdenssamfundets indtrængen og indblanding.

Andre mener, at Fukshima er en såkaldt »disaster made of Japan«. At det var den japanske kultur, autoritetstro og samfundsnorm, der fik katastrofen til at eskalere helt enormt. At det var den japanske kultur, der gjorde, at landsbyerne omkring Fukushima Daiichi-værket blev evakueret alt for sent og længe efter strålingsniveauet var alt for højt.

At det var den japanske kultur, der gjorde at folk i dag skammer sig over at være fra Tohoku-området og dermed »radioaktive«. Det er derfor de er stille og forsigtige med at sætte ord og form på katastrofen. Men det kan vel ikke være derfor, at vi i resten af verden er så stille?

En helt tredje forklaring går på, at Fukushima-katastrofen »uheldigvis« kun ramte Japan. Hvor tsunamien i 2004 havde tusindvis af ofre fra USA, Europa og også Danmark, så havde Fukushima en så lille og alene japansk berøringsflade, at vi i resten af verden måske lettere kunne glemme den. For hvad har Fukushima egentlig med os at gøre? Vi er jo hverken i højrisikozonen for jordskælv eller afhængige af atomenergi?

Natur vs. menneske

Der er mange mere eller mindre plausible forklaringer på, hvorfor kunsten, kulturen og politikken i Europa er lidt tøvende og ufokuseret, når det handler om Fukushima.

Hvor Lissabon nemt lod sig katagoricere i naturkatastrofekassen, og Tjernobyl entydigt var en teknologisk katastrofe, så falder Fukushima lidt formløst og besværligt uden for kategori: Den er ikke alene ustyrlige naturkræfters værk, den er også teknologiens og dermed menneskets værk. Og spørgsmålet om det atomare og det radioaktive gør også altid alting svimlende svært og uforståeligt.

Men selv om tidsperspektiverne og problemstillingerne er ekstremt komplekse, så er det måske ikke bare et spørgsmål om, at vi ikke kan forstå det, men også at vi ikke vil forstå det? Måske ville det have alt for store konsekvenser for vores måde at se og ordne verden på, hvis vi forstod lidt mere?

Fukushima-katastrofen kunne have lært os, at det menneske-, kultur- og teknologiskabte ikke kan adskilles fra det naturlige. At modstillingen af kultur og natur er en illusion. Måske kunne Fukushima-katastrofen have været det sidste søm i kisten på ideen om, at vi har styr på det; at menneske og teknologi trumfer natur.

Men den idé er pokkers genstridig og sejlivet, som de sidste årtier håndtering af klimaforandringerne også har skåret ud pap.

Så vi prøver at pakke Fukushima ned i forskellige kontrollerbare kasser og undskylder os med sproglige, kulturelle eller geografiske forklaringer. På den måde kan Fukushima-katastrofen ikke få konsekvenser som jordskælvet i Lissabon i 1755 fik. På den måde kan vi lade som om, vi ikke har mødt »det dæmoniske«.

Problemet er bare, at Fukushima-katastrofen stadig udfolder sig. Den er stadig brandvarm og levende, og der er stadig brug for, at kunstnere og politikere sætter spot på den. Radioaktivt materiale driver lige nu i land på den amerikanske vestkyst. Folk flytter tilbage til landsbyer, hvor strålingsniveauerne stadig er alt for høje.

Først i 2045 regner de japanske myndigheder med at have helt kontrol over de ramte områder. Og det er endda et optimistisk bud. Der er altså al mulig grund til at håbe på, at Fukushima-katastrofen den 11. marts 2011 snart får sig en støttesang og bliver et ikonisk symbol på noget, vi skal tage rivende alvorligt – også selvom det er besværligt.

I dag i Cambridge præsenterer adjunkt i ret og katastrofer Kristian Lauta artiklen ’Lost in Translation: On what Europe failed to learn from 3.11’, som dele af denne artikel trækker på

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Hr.Atom whistleblower Arnie Gundersen, fra Fairewinds, har lidt, at sige om sagen.
https://vimeo.com/156421347
http://www.fairewinds.org/nuclear-energy-education/fukushima5

Jeg var ellers og er stadig mere begejstret for den udsendelse der for nylig var om atomulykken på Fukushima atomkraftværket.

Her sås tydeligt, at forskellen mellem statens og TEPCOs udmeldinger om skadernes voldsomhed ikke blev udstillet rigtigt, men også at netop de "NGO'er" eller hvad de nu kalder sig fortalte en langt mere sand historie om hvordan det udviklede sig på Fukushima, og som siden blev bekræftet var sandt.

Allerede meget tidligt såvel forudså disse ikke statslige organisationer at kernen/erne var nedsmeltet eller i færd hermed, hvilket blev benægtet gang på gang fra regeringen og TEPCOs side.

Den eneste sikre vej til sikker atomkraft er, at virksomhederne forpligter deres direktører og bestyrelser at være ude i forreste linje hvis der sker et uheld på deres atomkraftværker, ikke noget med at sidde tusinder af kilometre væk på deres fine kontorer og beklage det skete, - for på den måde går de fri, mens alle andre skal bøde for deres økonomiske grådighed over sikkerheden.