Læsetid 3.0857142857143 min.

En Ibsen eller Hamsun går rundt iblandt os

Eksperimenterne trives. Ja, de har sågar en betegnelse: Autofiktion
Den form Karl Ove Knausgård anvender i ’Min kamp’ er ligeså banebrydende litteraturhistorisk set som Joyces ’Ulysses’ – bare på en helt anden måde, mener Mads Bunch. 

Den form Karl Ove Knausgård anvender i ’Min kamp’ er ligeså banebrydende litteraturhistorisk set som Joyces ’Ulysses’ – bare på en helt anden måde, mener Mads Bunch. 

Niels Hougaard
26. marts 2016
Delt 292 gange

I sidste uges litteratursektion i Information skriver Peter Nielsen i artiklen »Sig mig, hvad blev der lige af eksperimenterne?« at »mange af ugens dage er det, som om nutidens forfattere har haft en kollektiv hjerneblødning og helt har glemt den eksperimentelle vildskab, de står på skuldrene af«, og at den meste nyere litteratur »er skrevet i en helt igennem traditionel prosa uden nogen lyst til at eksperimentere med formen. Eller tag de unge danske lyrikere, der skriver langdigte, der lyder som gennemtygget rugbrødspoesi.«

Han ringer efterfølgende til tre litterater for at blive ’modsagt’, og det gør han – men kun delvist – fordi ingen af de svar, han får, virkelig formår at udpege tidens nye, vigtigste formmæssige tendens: Autofiktionen (selvom Marianne Stidsen kort nævner den).

Denne hybrid, der ikke er genrehybrid mellem genrer, men mellem domæner: virkeligheden og fiktionens, er det 21. århundredes absolut formmæssige nybrud, som erstatter det 20. århundredes traditionelle sprogmodernisme, som jo klart er en tradition, ingen yngre forfattere gider skrive sig ind i.

Det gør de ikke, fordi den én gang for alle er passé, og de ikke ønsker at være epigoner: Som Mads Rosendahl Thomsen siger i artiklen: »Det at komme efter Proust, Joyce, Musil og andre synes at sætte en standard for andre, som det er svært at overgå.«

Modernismearkæologi

Her vil jeg dog være så fræk og tilføje, at ingen gider forsøge overgå dem, fordi den bane, der er kridtet op, ikke matcher det 21. århundredes virkelighed, so why bother?

Som litteraten og modernismeforskeren Peer E. Sørensen sagde på et modernismeseminar på KUA for noget tid siden (her løst citeret efter hukommelsen): »Jeg er ikke længere avantgardeforsker, som jeg var det i 1960’erne, jeg er arkæolog. Modernismearkæolog«. Og nye forfattere gider da ikke være arkæologer! Derfor går de andre veje.

Veje, der matcher et globaliseret samfund, hvor grænserne mellem privat og offentligt, virkelighed og fiktion er kollapset, og de er nødt til at give form til en helt anden virkelighed, end den deres fædrene modernismeavantgardister – der levede i en boble af radioer og biler, der kun kunne køre 30 km i timen – og derfor bliver formen også anderledes.

Kan man virkelig med rimelighed påstå at følgende nutidige forfattere, der befinder sig inden for autofiktionsparadigmet »helt har glemt den eksperimentelle vildskab« og skriver »helt igennem traditionel prosa« (eller lyrik og teater for den sags skyld): Claus Beck-Nielsen/Nielsen/Das Beckwerk, Bjørn Rasmussen, Pablo Llambías, Maja Lee Langvad, Hassan Preisler, Asta Olivia Nordenhof, Yahya Hassan, Caspar Eric, Karl Ove Knausgård og Christian Lollike (teater)?

Og kan man virkelig – helt uden at miste hovedet – påstå, at hverken Signe Gjessing (som Stidsen også nævner), Cecilie Lind, Lea Løppenthin, Olga Ravn, Theis Ørntoft, Lars Frost og Lars Skinnebach ikke leverer spændende og besnærende formeksperimenter (som tilmed har indhold!), selvom de ikke skriver autofiktion?

Handler artiklen i virkeligheden om, at Peter Nielsen blot vil have en bestemt type litteratur tilbage (Joyce, Kafka, Södergran) – en slags 20 århundredes Weltschmerz-modernisme – som han var glad for og identificerede sig med, da han var ung (dvs. af nostalgiske årsager). Og er det måske i virkeligheden det, der har gjort ham blind for tidens eksperimentelle tendenser og modernismens formmæssige afløser: autofiktionen? 

Eller er det blot, fordi han ikke kan lide den suppe, der bliver serveret for ham i dag (autofiktion), selvom den sådan set er formeksperimenterende nok, men bare smager anderledes end den suppe, han ellers har været vant til at sætte pris på?

Nielsen fortsætter: »Hvad er der sket med den modernisme, der vendte op og ned på det hele og gav os en ny måde at se verden på?« Og hvad var det så egentlig, den vendte op og ned på? Og hvad var det egentlig for nogle nye banebrydende måder, den gav os, at se verden på? Det virker efterhånden som en slidt myte …

Selvfortælling

For at vende tilbage til ideen om, at det er svært at overgå Proust, Joyce og Musil, så har vores norske ven, Karl Ove Knausgård, jo i den grad gjort det. Er det virkelig ikke gået op for nogen, at vi har en samtidsforfatter, der er lige så stor som de tre førnævnte? – at vi altså lever i en tid, hvor der går en lyslevende Ibsen eller Hamsun rundt?

Det, Knausgård har gjort, er ikke at slå Joyce på hans hjemmebane, men selv at kridte banen op. Den form, banen har fået, er autofiktion – eller nærmere betegnet den underkategori, der hedder ’Selvfortælling’, der opererer med navnesammenfald og lav grad af begivenhedsfiktion, men hvor det fiktive er til stede som udsigelsesfiktion.

Det forstået på den måde, at Knausgård ligesom 3. personsfortællere i traditionel fiktion formår at skrive om sig selv i 1. person, som om han var en karakter i en roman, dvs. at gå ned i sig selv i alle forskellige livsaldre og være tro mod øjnene og bevidstheden, der ser.

Et nyt paradigme

Den form Knausgård anvender i Min kamp er ligeså banebrydende litteraturhistorisk set som Joyces Ulysses – bare på en helt anden måde, men den har vel ikke mindre formmæssig værdi, hvis vi altså ser på det rent formelt, dvs. formmæssigt litteraturhistorisk? Der er for mig at se – modsat hvad Mads Rosendahl Thomsen siger i artiklen – altså her tale om et helt nyt paradigme.

Og Knausgård er jo – som allerede nævnt – ikke alene, men han har været en af de ledende figurer inden for det 21. århundredes formmæssige skandinaviske nybrud, hvor han bl.a. direkte har inspireret Yahya Hassan og Pablo Llambías (der i deres digtsamlinger på forskellig vis hylder ham) – og ellers har haft stor indflydelse i den stærke danske autofiktionsstrømning fra 2013 og frem. Knausgård er Skandinaviens Joyce – blot med omvendt fortegn.

Husk også, at der kun kommer én Kafka og én Joyce og én Knausgård pr. århundrede – at forlange, at det skal vrimle med dem i yngre dansk litteratur, er jo et krav, der pr. definition er umuligt at honorere.

Så har man allerede kastreret dem, det handler om – de yngre danske forfattere, hvis værker p.t. leverer masser af saftig og kraftig formeksperimenteren, domæne-kollapser, genrehybrider og jeg skal komme efter dig. Ingen grund til panik. Men måske snarere grund til selvevaluering i litteraturforskernes og litteraturskribenternes egne rækker. Det er for mig at se tid til at give svar i stedet for hele tiden at stille spørgsmål …

Mads Bunch er mag.art og ph.d. i nordisk litteratur og adjunkt ved Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab, Københavns Universitet.

Sammen med Poul Behrendt er han forfatter til antologien: Selvfortalt. Autofiktioner på tværs: prosa, lyrik, teater, film (Dansklærerforeningens Forlag, 2015).

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Michael Kongstad Nielsen
Michael Kongstad Nielsen

Lad os slå en streg i sandet. 1985 fx. Alt før det er oldtidskundskab, som vi moderne forfattere mener er passé, vi har derimod autofiktion, som slår Proust, Joyce, Hamsun af banen med flere længder, ingen skal vurdere os, det klarer vi selv. Vi er unge, det er vores kvalitet, og medier og presse plejer at give os ret deri. Autofiktion er en mærkelig hybrid, og formen er i sandhed ny, men hvad byder indholdet os af nyt? Er der noget i formen, der vil forandre verden? Er der noget i indholdet, der vil?

Brugerbillede for Maj-Britt Kent Hansen
Maj-Britt Kent Hansen

Med forbehold: Har kun læst de tre første bind af Knausgårds "Min kamp". Men så langt er værket umådelig letlæst litteratur. Udmærket. Med fine beskrivelser af ikke mindst drenge. De små og de større. Men det adskiller sig i høj grad fra Joyce, idet der intet mystisk, uforklarligt er deri. Man er ikke spor i tvivl om, hvem der taler, eller hvem der tales om. Og uanset at der springes frem og tilbage i tid, er man på intet tidspunkt fortabt.

Michael Kongstad Nielsen og Jørgen Steen Andersen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Trond Meiring
Trond Meiring

Kun de tre første bind? Det har jeg ikke tid til. Denne Knausgård er slet ikke i nærheden af nogen af de nævnte forfattere.

Brugerbillede for Trond Meiring
Trond Meiring

Jeg mener, han er da ikke på niveau med Ibsen, Hamsun, Kafka, Proust, Joyce og Musil. Har vi overhovedet forfatter idag, der kan tåle en sammenligning med de store klassikere, eller mer obskure mestre på Parnasset?

Brugerbillede for Trond Meiring
Trond Meiring

Jo, som jeg skrev, Ibsen er god nok. Han var en god dramatiker, i sin tid, og meget er stadig aktuelt.
Men der er også forskel på drama, og så poesi og skønlitteratur, også i hvad der kreves af litterære færdigheder.

Brugerbillede for Michael Kongstad Nielsen
Michael Kongstad Nielsen

Det er rigtigt. Men intet af det er autofiktion.
At skrive skuespil er en anden genre end digte og romaner, men fiktionen har de tilfælles. I modsætning til autofiktionen eller dokumentaren, hvor fortælleren ikke digter, forhåbentlig ikke i hvert fald, men man kan ikke vide sig helt sikker i dag.

Autofiktion er hverken eller. Man støtter sig til faktisk oplevet liv, men vil ikke nøjes med det. Man digter videre, uden dog at slippe taget i fakta. Efter min mening unfair.

De gamle digtere kunne slippe taget i fakta, så vidt jeg ved. Fx. Shakespeare, der både var dramatiker og skønlitterær, autofiktionær og bare fiktionær.

Brugerbillede for Maj-Britt Kent Hansen
Maj-Britt Kent Hansen

Det er ikke det store nye i, at forfattere skriver om deres eget liv. Tidligere benyttede man blot ikke personernes rigtige navne. Og genren hed ikke selvbiografi/autofiktion. Snarere roman. Dermed kunne meget bortforklares. Der kunne endog blive tale om stor kunst. Evt. blot en nøgleroman. "Lonni og Karl" af Rifbjerg om filmbranchen f.eks. De involverede kunne gennemskue, hvem der var hvem. Andre måtte nøjes med at gætte, men diskretionen var i et omfang opretholdt.

Knud Romer har også forsøgt sig i "Den der blinker, er bange for døden". Der var dem, der var utilfredse med at være omtalt - og så var der dem, der utilfredse med ikke at være omtalt.

For nylig faldt der dom ifm. "Forsoning" af Aydin Soei. Benævnt: En fortælling om en familie.

Svaret på spørgsmålet om, hvorvidt forfattere er moralsk forpligtede til at søge tilsagn fra de omtalte, udestår.

Brugerbillede for Michael Kongstad Nielsen
Michael Kongstad Nielsen

Knut Hamsun skrev vist også om sig selv i "Sult". eller inspireret af sig eget liv i Kristiania. Samme tema gik igen i "Victoria", altså forfatterens forsøg på at slå igennem i storbyen, men her suppleret med kærligheden til den finere ungdomskæreste fra hjemstavnens Herregård. Maxim Gorkij, der selv skrev romanen: "Mit liv", skrev om Hamsun: "Hamsuns digtning er i sandhed et "helligt skrift" om mennesker, hans forfatterskab er fuldstændig fri for ydre prunk og pragt. Dets skønhed ligger i dets absolutte blændende sandhed, som gør de norske skikkelser, han skildrer, lige så overraskende skønne som det antikke Grækenlands statuer."

Så kan han heller ikke tåle mere ros.