Læsetid: 5 min.

En Ibsen eller Hamsun går rundt iblandt os

Eksperimenterne trives. Ja, de har sågar en betegnelse: Autofiktion
Den form Karl Ove Knausgård anvender i ’Min kamp’ er ligeså banebrydende litteraturhistorisk set som Joyces ’Ulysses’ – bare på en helt anden måde, mener Mads Bunch. 

Den form Karl Ove Knausgård anvender i ’Min kamp’ er ligeså banebrydende litteraturhistorisk set som Joyces ’Ulysses’ – bare på en helt anden måde, mener Mads Bunch. 

Niels Hougaard

26. marts 2016

I sidste uges litteratursektion i Information skriver Peter Nielsen i artiklen »Sig mig, hvad blev der lige af eksperimenterne?« at »mange af ugens dage er det, som om nutidens forfattere har haft en kollektiv hjerneblødning og helt har glemt den eksperimentelle vildskab, de står på skuldrene af«, og at den meste nyere litteratur »er skrevet i en helt igennem traditionel prosa uden nogen lyst til at eksperimentere med formen. Eller tag de unge danske lyrikere, der skriver langdigte, der lyder som gennemtygget rugbrødspoesi.«

Han ringer efterfølgende til tre litterater for at blive ’modsagt’, og det gør han – men kun delvist – fordi ingen af de svar, han får, virkelig formår at udpege tidens nye, vigtigste formmæssige tendens: Autofiktionen (selvom Marianne Stidsen kort nævner den).

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Se om du er enig…

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Michael Kongstad Nielsen

Lad os slå en streg i sandet. 1985 fx. Alt før det er oldtidskundskab, som vi moderne forfattere mener er passé, vi har derimod autofiktion, som slår Proust, Joyce, Hamsun af banen med flere længder, ingen skal vurdere os, det klarer vi selv. Vi er unge, det er vores kvalitet, og medier og presse plejer at give os ret deri. Autofiktion er en mærkelig hybrid, og formen er i sandhed ny, men hvad byder indholdet os af nyt? Er der noget i formen, der vil forandre verden? Er der noget i indholdet, der vil?

Maj-Britt Kent Hansen

Med forbehold: Har kun læst de tre første bind af Knausgårds "Min kamp". Men så langt er værket umådelig letlæst litteratur. Udmærket. Med fine beskrivelser af ikke mindst drenge. De små og de større. Men det adskiller sig i høj grad fra Joyce, idet der intet mystisk, uforklarligt er deri. Man er ikke spor i tvivl om, hvem der taler, eller hvem der tales om. Og uanset at der springes frem og tilbage i tid, er man på intet tidspunkt fortabt.

Michael Kongstad Nielsen og Jørgen Steen Andersen anbefalede denne kommentar
Trond Meiring

Kun de tre første bind? Det har jeg ikke tid til. Denne Knausgård er slet ikke i nærheden af nogen af de nævnte forfattere.

Trond Meiring

Jeg mener, han er da ikke på niveau med Ibsen, Hamsun, Kafka, Proust, Joyce og Musil. Har vi overhovedet forfatter idag, der kan tåle en sammenligning med de store klassikere, eller mer obskure mestre på Parnasset?

Trond Meiring

Jo, som jeg skrev, Ibsen er god nok. Han var en god dramatiker, i sin tid, og meget er stadig aktuelt.
Men der er også forskel på drama, og så poesi og skønlitteratur, også i hvad der kreves af litterære færdigheder.

Michael Kongstad Nielsen

Det er rigtigt. Men intet af det er autofiktion.
At skrive skuespil er en anden genre end digte og romaner, men fiktionen har de tilfælles. I modsætning til autofiktionen eller dokumentaren, hvor fortælleren ikke digter, forhåbentlig ikke i hvert fald, men man kan ikke vide sig helt sikker i dag.

Autofiktion er hverken eller. Man støtter sig til faktisk oplevet liv, men vil ikke nøjes med det. Man digter videre, uden dog at slippe taget i fakta. Efter min mening unfair.

De gamle digtere kunne slippe taget i fakta, så vidt jeg ved. Fx. Shakespeare, der både var dramatiker og skønlitterær, autofiktionær og bare fiktionær.

Maj-Britt Kent Hansen

Det er ikke det store nye i, at forfattere skriver om deres eget liv. Tidligere benyttede man blot ikke personernes rigtige navne. Og genren hed ikke selvbiografi/autofiktion. Snarere roman. Dermed kunne meget bortforklares. Der kunne endog blive tale om stor kunst. Evt. blot en nøgleroman. "Lonni og Karl" af Rifbjerg om filmbranchen f.eks. De involverede kunne gennemskue, hvem der var hvem. Andre måtte nøjes med at gætte, men diskretionen var i et omfang opretholdt.

Knud Romer har også forsøgt sig i "Den der blinker, er bange for døden". Der var dem, der var utilfredse med at være omtalt - og så var der dem, der utilfredse med ikke at være omtalt.

For nylig faldt der dom ifm. "Forsoning" af Aydin Soei. Benævnt: En fortælling om en familie.

Svaret på spørgsmålet om, hvorvidt forfattere er moralsk forpligtede til at søge tilsagn fra de omtalte, udestår.

Michael Kongstad Nielsen

Knut Hamsun skrev vist også om sig selv i "Sult". eller inspireret af sig eget liv i Kristiania. Samme tema gik igen i "Victoria", altså forfatterens forsøg på at slå igennem i storbyen, men her suppleret med kærligheden til den finere ungdomskæreste fra hjemstavnens Herregård. Maxim Gorkij, der selv skrev romanen: "Mit liv", skrev om Hamsun: "Hamsuns digtning er i sandhed et "helligt skrift" om mennesker, hans forfatterskab er fuldstændig fri for ydre prunk og pragt. Dets skønhed ligger i dets absolutte blændende sandhed, som gør de norske skikkelser, han skildrer, lige så overraskende skønne som det antikke Grækenlands statuer."

Så kan han heller ikke tåle mere ros.