Læsetid: 6 min.

Jagten på den forsvundne forretningsmodel

Skal film have premiere samtidig i biografen og på Video on Demand? Det er et af de store spørgsmål, som både den danske og den amerikanske filmbranche stiller sig selv lige nu. Mange er for, endnu flere imod, men noget må snart ske, for det er ikke længere kun branchen, der bestemmer
1. april 2016

RETTELSE: I denne artikel bragt i Information den 1. april 2016 skriver vi om "den såkaldte holdback-aftale mellem Det Danske Filminstitut og filbranchens forskellige parter". Det er forkert. Holdback-aftalen er indgået mellem to af filmbranchens parter, Danske Biografer og Foreningen af Filmudlejere i Danmark. Det Danske Filminstitut var observatør ved aftaleforhandlingerne.

 

Torsdag var der premiere på en ny dansk zombiefilm, Sorgenfri. Det er i sig selv opsigtsvækkende – så mange danske zombiefilm bliver der heller ikke lavet.

Men hvad der næsten er endnu mere interessant, er, at filmen kun vises i fire af Nordisk Films biografer i 14 dage ved såkaldte eventvisninger, inden den bliver tilgængelig på Video on Demand-sitet Blockbuster.dk.

Det er ikke første gang, at det sker for en dansk spillefilm – Jonas Elmers Det andet liv prøvede noget af det samme – og det bliver bestemt heller ikke sidste. Måden, vi distribuerer, viser og oplever film på, har forandret sig radikalt inden for de senere år, og det kan ikke længere anses for at være en selvfølge, at en dansk film skal vises eller ses i biografen.

Selv om biograferne er presset af piratkopiering og streamingtjenester, sælger de stadig masser af billetter, men det er til de helt store og brede film, hvorimod de mellemstore og små titler har det svært.

Også på hjemmevideo, hvor de fleste producenter og distributører har mistet millioner af kroner, efterhånden som salget af fysiske enheder, dvd’er og Blu-ray, er faldet markant, og indtægterne fra streaming og Vod ikke er steget tilsvarende.

Sådan er det mange steder i udlandet, ikke mindst i USA, og sådan er det i Danmark. Derfor giver det ikke nødvendigvis mening at sende en dansk film ud i biografen i et stort antal kopier for så at skulle vente flere måneder, før man må sende den ud på hjemmevideo, Vod og streaming.

Det er ikke altid den mest optimale måde at sælge en film på, når nu al opmærksomheden koncentreres omkring biografpremieren. Og i stedet kan man forsøge sig, som SF Film altså gjorde med Det andet liv og nu gør med Sorgenfri, med eventvisninger og en hurtig Vod-release.

Inden filmen er stendød

Problemet med den fremgangsmåde er dog, at de færreste biografer har lyst til at binde an med en film, de kun har i 14 dage, inden den for dem er stendød. Det er fire af Nordisk Films multiplex-biografer, dvs. biografer med mange sale, som viser Sorgenfri, utvivlsomt fordi det for dem ikke betyder det store at sætte en enkelt sal af til et par forestillinger om dagen.

Sorgenfri vises nemlig ikke fem-seks gange i løbet af en dag som normalt, men kun en eller to gange om aftenen, netop fordi det skal være eventvisninger. Og eventvisninger er man nødt til at kalde det, fordi det er i strid med den såkaldte holdback-aftale mellem Det Danske Filminstitut og filmbranchens forskellige parter at sende en film i almindelig biografdistribution så tidligt ud på Vod.

Holdback-aftalen, der har eksisteret i mange år, skal sikre, at der går en rimelig tid, tre-fire måneder, mellem en films biografpremiere og dens hjemmevideo-premiere. På den måde kan filmen tjene de penge, den skal tjene i biografen – og være attraktiv for så mange biografer som muligt – inden den fortsætter til næste led i kredsløbet.

14 dages eventvisninger i fire biografer og så en Vod-premiere er med andre ord en mærkelig mellemvare, ikke en løsning på de udfordringer, som filmbranchen står overfor. Den giver ikke Sorgenfri en reel chance i biografen og benytter sig heller ikke for alvor af det momentum, anmeldelser og presseomtale trods alt giver på premieredagen.

Samtidig besvarer eventmodellen heller ikke spørgsmål som, hvad det vil betyde for en films indtjening, at man giver den en helt almindelig biografpremiere i 20-30-40 biografer og så sender den ud på Vod efter 14 dage? Eller hvad det vil betyde, hvis man sender den ud i 40 biografer, samtidig med at man kan leje den digitalt til en forhøjet pris i en begrænset periode?

De danske biografer er imod et sådant initiativ, fordi det vil koste dem indtægter. Det er trods alt mere bekvemt og billigere at leje en film til f.eks. 150 kroner end at gå i biografen hele familien og betale måske 5-700 kroner for billetter, popcorn og sodavand.

Desuden, siger biograferne – og det har de ret i – udgør billetsalget stadig den største del af de danske films indtægter. Det vil betyde endnu et skæbnesvangert indtægtstab for dansk film, hvis også billetsalget falder.

I hvert fald til at begynde med og for de store film, der i forvejen sælger langt de fleste af billetterne.

For og imod

Sean Parker, der for snart mange år siden blev berømt og berygtet på at udvikle fildelingstjenesten Napster – et af de første søm i den traditionelle musikbranches kiste – lancerede for nylig The Streaming Room, en Vod-tjeneste for film, hvor man investerer i en boks til sit fjernsyn og så kan leje spritnye film, samtidig med at de har premiere i biografen.

Parker har fået støtte fra flere sider, men der er så sandelig også stor modstand mod projektet. De, der er for, mener, at der skal smedes, mens jernet er varmt, og folk alligevel bevæger sig fra biograf til hjemmebiograf. De, der er imod, mener, at det er halsløs gerning at kaste sig ud i noget nyt, når man stadig tjener penge på det gamle.

I Danmark er biograferne og producenterne helt og holdent imod et sådant initiativ, og, som New York Times formulerer det i en artikel om The Streaming Room, behøver Hollywood heller ikke være med på noderne. Den traditionelle forretningsmodel fungerer jo stadigvæk for de store, populære films vedkommende, ligesom biografoplevelsen endnu er en vigtig del af filmkulturen.

Men er det ikke snart på tide at få afprøvet mere helstøbte og vidtgående løsninger på det, der i høj grad er en krise for de små og mellemstore film? Den økonomiske krise har gjort filmproducenter bange for at forsøge sig med alt for meget nyt og originalt, men det er her, at de filmiske og kunstneriske eksperimenter og gode, vedkommende historier skal findes.

Det er bestemt ikke sikkert, at en premium-model som The Streaming Room virker efter hensigten, men det skal vel prøves?

En unik oplevelse

Intet kan slå en biografoplevelse. Det er de færreste hjemmebiografer, der kan leve op til den følelse af samhørighed, intimitet og intensitet, man får ud af at se en film i biografen. Det vil der altid være et publikum til, især fordi biograferne hele tiden produktudvikler. Der er dog ingen tvivl om, at publikum flytter sig takket være den teknologiske udvikling, og at branchen er nødt til at flytte med.

Teknologien gør det muligt for hvem som helst at se hvad som helst når som helst og hvor som helst. Mange mennesker har ikke råd til eller mulighed for at gå i biografen – eller også gider de ikke – og vil man forhindre dem i at se filmene derhjemme på ulovlig vis, skal man gøre det nemt og forholdsvis billigt for dem at gøre det på en lovlig måde.

Det er en virkelighed, som kan være svær at acceptere, men som i længden ikke kan ignoreres, og det er filmbranchens opgave at finde en forretningsmodel, der virker på de vilkår og det marked, så også de vigtige lokale filmmiljøer i Danmark og alle andre små sprogområder overlever.

Læs anmeldelsen af 'Sorgenfri'.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jagten på den forsvundne realitetssans

Kære Christian Monggaard,

Jeg har med interesse læst din seneste artikel om filmbranchens store udfordring: Hvordan kan filmindustrien fortsat opretholde den høje diversitet, volumen og kvalitet, filmelskere er forvænt med, i en tid hvor de samlede indtægter i filmbranchen er i frit fald. Årsagen til det frie fald skyldes – som du også rigtig nok skriver – at de nye digitale medier ikke har været i stand til at kompensere for indtægtsfaldet på de fysiske medier, såsom dvd og blu-ray.

Din artikel er dog i øvrigt fyldt med misforståelser og/eller fejl.

Først og fremmest skal det fastslås, at der ikke foreligger en aftale om holdback mellem Det Danske Filminstitut og filmbranchens parter. Staten vil aldrig kunne indgå i den slags aftaler, som ene og alene handler om samhandelsbetingelser mellem kommercielle parter.

Du skriver biograferne er presset af piratkopiering og streamingtjenester. Jeg skal ikke kunne sige hvor du har den idé fra, men faktum er det i al fald at filmproducenternes indtægter fra biograferne aldrig har været højere. Og det skal filmindustrien og forbrugerne være kisteglade for. Faktisk er biograferne det sidste boltværk, der forhindrer filmbranchen i at bryde komplet sammen. I år 2000 repræsenterede biograferne 30 procent af filmproducenternes indtjening, nu er tallet op mod 60 procent.

Det er da også værd at bemærke, at pirateri ikke forekommer på danske film så længe de vises i biograferne, det er først når danske film netop er tilgængelige på talrige legale digitale tjenester, pirateriet opstår.

Så meget for argumentet om at tilgængelighed vil bekæmpe pirateri.

Du skriver det kun er de helt store og brede film som sælger masser af billetter, mens de mellemstore og små film har det svært. Også det savner afsæt i virkelighedens verden. Faktisk er top 20-filmens andel af det totale billetsalg faldende de sidste tre år.

Problemet for de mellemstore og små film er, at de ikke længere kan hente nævneværdige indtægter via internettet og så er det hamrende ligegyldigt hvornår de bliver udsendt. Både ”En, to, tresomt” og ”Brigend” kunne være udsendt på de digitale medier efter tre måneder, alligevel kom de først ud efter otte måneder. Hvorfor? Fordi det gav økonomisk mening.

At fri tilgængelighed på alle hylder vil påvirke producentens indtægter fra biograferne er indiskutabelt. Omend de danske eksperimenter på f.eks. ”Dreng”, ”Profetia” og ”Det andet liv” er nidkært hemmeligholdt – nok fordi det ikke støtter den agenda de simultanudsendelsesivriges ønsker – så har man i USA offentliggjort resultaterne af disse. De viser alle samme billede: Mindre indtægter til filmproducenten.

Dokumentation:
http://danske-biografer.dk/la-grande-illusion-2/
http://danske-biografer.dk/afsloering-resultaterne-af-eksperimenter-i-usa/

Derfor er hele din forudsætning for at vurdere situationen helt grundlæggende gal. Fri tilgængelighed vil i væsentlig grad forringe filmproducenternes største indtægtskilde. Først dræbte internettet videoforretningerne, med kæmpe indkomsttab til følge, og nu står biograferne for tur.

For at en vare kan produceres, kræver det en prissætning som reflektere varens produktionsomkostning. Hvis den ikke kan det, indstilles produktionen.

Denne prissætning er gennem mange år generelt blevet holdt rimelig, gennem almindelig konkurrence mellem firmaer. Men på blandt andet filmområdet har en ny konkurrent meldt sig: Pirater. Folk som faldbyder filmene kvit og frit. Den form for unfair konkurrence kan ingen produktionsvirksomhed holde til.

Du skriver også at kunderne bestemmer. Jamen, fordi at nordjyder beklager sig over at det Kgl. Teater ligger i København, med tung statsstøtte, flytter vi jo ikke nationalscenen til det nordjyske. Og fordi forbrugerne vil have gratis madvarer, begynder supermarkederne jo ikke at lange den over disken kvit og frit.

Hvis himmerigets porte er åbnet på internettet, er der absolut intet til hinder for at filmene kan udsendes direkte på digitale platforme. Biograferne har i al fald ingen indsigelser. Det er bare at gå i gang. Den totale produktion at spillefilm andrager årligt 4500, hvoraf de ca. 250 finder vej til de danske biografer. Så biograferne har for længst erkendt ikke at kunne vise alt.

I øvrigt er biografer et liberalt erhverv. Hvis biograferne ikke kan blive enig med distributøren om handelsvilkårene, står det enhver biograf frit for at foretage en forretningsmæssig disposition om ikke at ville vise filmen. Nøjagtig på samme måde som forbrugerne bevæger sig mellem supermarkeder for at finde den mest attraktive vare til den mest attraktive pris.

Man kan også anlægge det synspunkt at hvis en filmskaber tror så lidt på sin film, at man ikke vil indgå aftale om 3-4 måneders eksklusivitet i en biograf, har filmen måske intet at gøre i en biograf.

Det forekommer tit eksklusivitet er blevet et fyord i forbindelse med biografer. Men alle de digitale platforme operere også med eksklusivitet. Det er blandt andet det filmbranchen lever af at sælge. Tænk f.eks. på at Netflix også operere med et eksklusivt vindue på ”House of Cards”, inden den slippes løs på DVD. Nøjagtigt på samme måde som biograferne. Besynderligt nok anfægter ingen Netflix eksklusivitet.

Der kan ikke foregå eksperimenter med f.eks. ”The Screening Room”. Er biografernes vindue først faldet, kan intet bringe det tilbage igen. Man kan nu engang ikke proppe tandpasta tilbage i tuben.

Analytikeren Claus Bülow Christensen har da også i et øjebliks klarsyn om realiterne skrevet følgende på Facebook: ”Hvad angår konsekvenserne af den udvikling jeg løbende følger og analyserer og beskriver, så er sagen jo desværre den, at jeg i grunden ikke er særlig optimistisk på vegne af den danske filmbranches fremtid, der givet kommer til at få en skæbne lig musikindustriens…”

Og den skæbne Bülow Christensen taler om, er et indtægtsfald på to tredjedel. Så er det ikke længere nogen filmbranche, fordi det er nu engang dyrere at producere en film end en sang.

At afkorte biografernes eksklusivitetsperiode, for at omfavne de digitale medier, svarer til at opererer på det raske ben, for at helbrede det syge.

Biografernes vindue er siden videoens fremkomst blevet afkortet og afkortet, uden det nogensinde har hjulpet filmbranchen til højere indtægter. Så det er ikke her løsningen gemmer sig.

Summasumarum: Enhver yderligere omfavnelse af de digitale medier vil fratage forbrugerne den høje volumen, diversitet og kvalitet de har været forvænt med. Og første ofre bliver de film du elsker allermest, Christian.

Med venlig hilsen
Kim Pedersen, Formand, Brancheforeningen Danske Biografer