En juridisk afgørelse af et etisk dilemma

I dag falder der dom i fogedforbudssagen om Aydin Soeis bog, Forsoning, og som altid når retten skal dømme om litterært indhold, har der været en del opmærksomhed omkring sagen. Måske fordi vi efter en periode med en tiltagende uklar grænse mellem fiktion og virkelighed længes efter et klart svar på de etiske udfordringer, det medfører
Aydin Soei burde have givet den dræbtes ældste søn Babak Elmi mulighed for at læse de passager, hvor sønnen optræder som eneste og helt afgørende kilde til fremstillingen af den myrdede fars historie. Også i betragtning af, at han dedikerer bogen til den dræbtes børn, er han forpligtet til at lade dem læse de pågældende passager først, mener Poul Behrendt, der er adjungeret professor ved Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab på Københavns Universitet.

Aydin Soei burde have givet den dræbtes ældste søn Babak Elmi mulighed for at læse de passager, hvor sønnen optræder som eneste og helt afgørende kilde til fremstillingen af den myrdede fars historie. Også i betragtning af, at han dedikerer bogen til den dræbtes børn, er han forpligtet til at lade dem læse de pågældende passager først, mener Poul Behrendt, der er adjungeret professor ved Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab på Københavns Universitet.

Ulrik Hasemann
22. marts 2016
Delt 38 gange

Sager, hvor retssystemet skal dømme over et litterært værk, føles på en måde altid vigtige og principielle, og får som regel også masser af medieomtale. Da Claus Beck-Nielsen og Thomas Skade-Rasmussen mødtes i Højesteret i 2011 i sagen om Nielsens bog Suverænen, hvori han i romanform havde beskrevet Rasmussens virkelige liv, inklusive hjemmeadresse, hans børns rigtige navne og bragt Rasmussens billede på forsiden, var det som om, det var selve grænsen mellem fiktion og virkelighed, der skulle afgøres.

Sagen blev afgjort til forfatterens fordel med den konsekvens, at der i dag er meget vide grænser for, hvad man kan skrive i en roman, men der bliver alligevel ved med at dukke nye sager op.

Men hvorfor virker det så vigtigt, at få rettens afgørelse i disse sager? Og kan det overhovedet lade sig gøre at få et entydigt svar på noget, der har så flydende grænser som kunsten?

I dag afgør Københavns Byret om Aydin Soeis bog Forsoning kan blive på hylderne, eller om forlaget skal trække den tilbage. Kontroversen, som også tidligere er beskrevet i Information, handler om beskrivelserne af den mand, som Aydin Soeis far dræbte for over 20 år siden, og som hans tre børn mener er så krænkende, at bogen bør trækkes tilbage.

Litterær udvikling

Noget kunne tyde på, at behovet for at få afgjort disse litterære stridigheder er blevet større i de seneste år, efterhånden som autofiktionen og andre litterære hybridgenrer er blevet mere mainstream. Det mener litteraturforskeren Jon Helt Haarder, lektor i litteraturvidenskab ved SDU.

»Det har i de seneste år været en kæmpe ting i vores kultur at bruge virkeligheden som et greb i kulturen. Reality-tv fra 90’erne blev iscenesat med fiktive virkemidler, men var med virkelige mennesker. Og en kunstner som Claus Beck-Nielsen har gjort det til sin metode at optræde i virkeligheden, men som stiliseret figur. Og det gør, at nogle finder det nødvendigt at afgøre forskellen på virkelighed og fiktion i domme. I hvert fald hvis det, kunstneren har skrevet eller sagt, er slemt nok,« siger Haarder.

Han har netop forsket i denne flydende grænse, og i hvilke etiske problemer den kan medføre.

»Litteraturen skaber selv virkeligheder. Ved at udgive en bog skaber man turbulens ude i virkeligheden. Man gør noget ved andre mennesker, som findes uden for bogen. En bog kan få folk til at foretage sig handlinger, som de ellers ikke ville have gjort,« siger han, og peger på Kristian Ditlev Jensens bog, Det Bliver Sagt, fra 2001, som et godt eksempel.

Bogen handler om de seksuelle overgreb, som Jensen selv var udsat for som dreng fra en nær voksenven, og resulterede ifølge Haarder både i et ændret syn på overgreb mod børn og en ændring i den danske lovgivning.

I bogen skriver Ditlev Jensen, at »bogen er tænkt etisk snarere end æstetisk. Det er meningen, at den skal være sand, snarere end smuk. Bogen er en sandfærdig selvbiografisk beretning om, hvordan det opleves at være den forurettede part i en af de pædofilisager, der så ofte ses på avisernes forside«.

På den måde kan bogen sammenlignes med Aydin Soeis, der ifølge sit efterord også har som ambition at fortælle en historie på en så sand måde som muligt, men i en romanlignende ramme.

Etisk forpligtelse

Hvis man anerkender, at litteraturen påvirker den virkelige verden, har man også sagt, at der ikke bare hører et etisk, men også et juridisk ansvar til det at skrive en bog.

Det mener adjungeret professor ved Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab på Københavns Universitet, Poul Behrendt, der med sin bog, Dobbeltkontrakten, fra 2006, blev en af Danmarks førende autoriteter i forhold til at identificere det til tider spinkle skel mellem fiktion og virkelighed.

»Forskellen i forhold til retssagen mellem Rasmussen og Nielsen i 2011 er, at den angik krænkelser af privatlivets fred, og at forlag og forfatter gjorde gældende, at det hele var en romanfiktion. I Aydin Soeis tilfælde gør både forlag og forfatter derimod gældende, at der er tale en autentisk, dokumentarisk fremstilling, der af sagsøger hævdes som brud på injurielovgivningen.

Soei har selv henvist til Karl Ove Knausgård som sit forbillede, men der er i Knausgårds tilfælde ikke bare tale om en moralsk, men også en juridisk præcedens og en helt anden måde at agere på fra forfatter og forlag. For at sikre sig mod sagsanlæg – frem for alt fra Knausgårds onkels side – besluttede såvel forlag som forfatter at forelægge manuskriptet til alle seks bind i romanværket Min kamp for de virkelige medvirkende personer inden udgivelsen. De fik mulighed for at få lavet deres navne om, få ændret deres stilling og andre private oplysninger, eller at blive skrevet helt ud af bogen.

For eksempel får Knausgårds onkel lavet både navn og stilling om, så han i bogen optræder som revisor. Et andet eksempel er den tidligere forfatterskolerektor, Pablo Llambias, og hans sonet-dagbogs-trilogi, hvor han også gav medvirkende mulighed for at få anonymiseret deres navne i bøgerne,« fortæller Behrendt.

Det samme mener Poul Behrendt: Altså at Aydin Soei har ikke bare har et moralsk, men også et juridisk ansvar for at gøre.

»Det er indlysende, at Aydin Soei burde have gjort det samme, når han ligesom Knausgård forsikrer, at han ikke opfinder nogle handlingsfiktioner. Han burde have givet den dræbtes ældste søn (Babak Elmi, red.) mulighed for at læse de passager, hvor sønnen optræder som eneste og helt afgørende kilde til fremstillingen af den myrdede fars historie. Også i betragtning af at han dedikerer bogen til den dræbtes børn, mener jeg, at han er stærkt forpligtet til at lade dem læse de pågældende passager først,« siger Poul Behrendt.

Han mener også, at forlaget er medansvarligt for, at sagen er endt som den er.

»Knausgårds norske forlag, Oktober, og dets jurister overtog fuldstændig forhandlingerne med forfatterens onkel om de talrige ændringer i manuskriptet til første bog af Min kamp. På samme måde burde det danske forlag have sikret sig, at Babak personligt stod inde for det omfattende og stærkt belastende vidnesbyrd, han er citeret for. Det kan en genrebetegnelse som ’fortælling’ ikke fritage forlag eller forfatter for,« siger litteraturforskeren.

Er det en god bog?

Selv om Poul Behrendt peger på Karl Ove Knausgård som et etisk og juridisk forbillede for at have sendt sit manuskript ud til de personer, der medvirker i bogen for at give dem muligheden for at blive camoufleret i værket, har det dog ikke betydet, at hans værk ikke har været udsat for kritik.

Adskillige af de medvirkende har truet med sagsanlæg, og mange norske litteraturkritikere og -teoretikere finder Knausgård moralsk anløben, fortæller lektor i litteraturvidenskab, Jon Helt Haarder.

»En ting er jo, hvad en forfatter skriver om sig selv, men i det omfang det inddrager andre, kan det blive det mere nødvendigt at afgøre, hvad man kan tillade sig etisk og juridisk. Bind fem af Knausgårds Min Kamp indeholder for eksempel en voldtægtsanklage, som en kvinde havde rettet mod Knausgård, for senere at ændre forklaring. Men sagen var ikke forældet, da bogen kom ud, og kvinden kunne i princippet have ændret forklaring igen efter at have læst Knausgårds fremstilling,« siger Haarder.

Det er altså vanskeligt at sige noget entydigt om, hvad det er i orden at skrive i en bog, og hvor meget hensyn man skal tage til de virkelige personer, som medvirker, før man kan siges at have gjort nok, men for Haarder er bogens kvalitet afgørende, når man skal fælde en moralsk dom over et værk.

»For mig er det helt afgørende, om det er en god bog. Hvis det eneste, der står tilbage, er diskussionen om, hvorvidt bogen er etisk forsvarlig, så mener jeg ikke, at det er i orden. Men hvis det er en god bog, som behandler nogle vigtige emner på en kunstnerisk interessant måde, så kan man godt sige, at det er det værd. Dermed ikke sagt, at hvis en bog er god, så fjernes den etiske problemstilling, der ligger i at skrive om andre mennesker – den del kan ikke hekses væk – men hvis det er en lortebog, er det mere enkelt. Der kan man nemmere sige, at det ikke er i orden,« siger Haarder, selvom han samtidig påpeger, at litterær kvalitet naturligvis også er en vanskelig ting at komme med nogle entydige domme over.

Journalistisk argument

At en teksts væsentlighed er afgørende for, om det er i orden at have overskredet visse etiske retningslinjer, er et argument, som minder meget om den journalistiske regel om, at det kan være okay for eksempel at bruge skjult kamera til at få en historie frem, hvis historien altså er vigtig og samfundsrelevant nok.

Men modsat kunsten har man i journalistikken et presseetisk nævn, som kan tage stilling i den slags sager, efter en artikel er blevet trykt – en mulighed som under normale omstændigheder ikke findes i kunsten.

»Det er fordi, journalistikken bliver i et juridisk og etisk register. Det er derfor, der er et nævn, man kan appellere til. Men i kunsten har man ud over det etiske hensyn også et æstetisk hensyn, og det er ikke altid, de går op i hinanden,« siger Haarder.

Spørgsmålet er så selvfølgelig, om disse litterære retssager kan løse problemet og hjælpe os med at få sat en prop i hullet mellem fiktion og virkelighed. Jon Helt Haarder er umiddelbart skeptisk:

»Jeg tror ikke, at det er noget, vi kan løse en gang for alle, men det kan da godt være, at vi kommer til at se flere sager som denne. Det er jo en ret fundamental problemstilling, når privatlivet og offentligheden smelter sammen på den måde. Men på den anden side kan det jo også være, at kunstnerne bliver trætte af problemet og begynder at beskæftige sig med noget andet. Det synes jeg godt, man begynder at kunne se nogle tegn på,« siger forskeren.

Forlaget og forfatteren har tidligere i retten fortalt, at de havde tilbudt Babak Elmi at se manuskriptet, inden det blev trykt, men at han afslog. Alligevel er bogens forlægger, Claus Clausen, enig i, at det havde været nemmere, hvis de havde gjort som Knausgård, og sendt manuskriptet til de virkelig personer, som optræder i bogen:

»Det havde været dejligt, hvis vi havde det på skrift, så vi kunne sige ’jeg ikke bare tilbød at sende et eksemplar, jeg sendte dig et eksemplar’. Så havde alt været fint, og der havde ikke været nogen sag. Og hvis jeg havde haft den mindste anelse om, at man kunne drage den samtales indhold i tvivl, så havde jeg gjort det. Men jeg gik ud fra, at han vidste, at det var til en bog, og at det ville blive anvendt i en bog. Det mener jeg var grundbetingelsen for deres samtale,« siger forlæggeren til Information.

Bogens forfatter ønsker ikke at udtale sig om sagen før retten er kommet med sin afgørelse. Det forventes at ske i dag tirsdag den 22. kl. 11.00.

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Steffen Gliese
Steffen Gliese

Den eneste lov, jeg kan komme i tanker om, der burde gælde, er injurielovgivningen, således som det altid er tilfældet. Det vil flytte dilemmaet om fiktive eller virkelige navne til forfatterens ansvar. Men jeg kan ikke se noget problem i, at virkeligheden er beskidt, og at folk må stå ved deres snavs. Så bliver det også meget lettere at eksistere, når man ikke behøver at skamme sig, især ikke på andres vegne.

Brugerbillede for Steffen Gliese
Steffen Gliese

Desuden er alt, der udgives under overskriften roman, novelle eller lignende titel, principielt fiktion, da det er forfatterens subjektive fortælling, der trykkes.

Brugerbillede for Niels Nielsen
Niels Nielsen

Forfatterens subjektive fortælling skaber virkeligheder. Hvad enten der er tale om gengivelse af fakta eller fiktion. Så hvis en personlig tolkning af en personlig virkelighed eller af en personlig fantasi kan være strafbar, bliver det svært at være forfatter - eller for den sags skyld journalist - i et politisk korrekt samfund. For ikke at tale om at kommentere nyhederne i en avis.

Definitionen af, hvad der er en injurie, er ikke støbt i beton, det er derfor vi har dommere til at afgøre, hvad der skal gælde som sandhed, når folk ikke kan blive enige. Det kan nok ikke være anderledes, men det stiller store krav til dommernes integritet.

"Det bliver sagt" nævnes som et eksempel på, at "En bog kan få folk til at foretage sig handlinger, som de ellers ikke ville have gjort." Den subjektive sandhed om et betændt emne fremlægges, og påvirker den folkelige konsensus, der i sidste instans afgør, hvilken subjektiv sandhed, der skal regnes for objektiv.

En dag vil jeg faktisk gerne læse en "roman", skrevet af en børnelokker, der beskriver de lyster og fantasier, som må være forbundet med at være pædofil. Jeg ved selv, hvordan en forelskelse i en kvinde kan få mig til at miste enhver fornuft og få mig til at foretage mig ting, som jeg efterfølgende kun kan betegne som udslag af momentan sindssyge. Jeg gætter på, at børnelokkere på samme måde er i deres drifters vold.

Men gad vide, om en sådan subjektiv fortælling om en børnelokkers sandhed vil finde nåde for den folkelige konsensus?

Jeg forsøger ikke at afspore tråden, blot finder jeg det interessant, at fx formiddagsbladenes subjektive sandhed tillades at påvirke virkeligheden, mens en søn af en drabsmand - eller en pædofil - censureres. Enten skal al tale og skrift forbydes, eller også skal al tale og skrift tillades. Hvis det er tilladt at sige, lige hvad man vil, kan politiet så koncentrere sig om de mennesker, der ikke kan styre deres handlinger.

Brugerbillede for Christian  de Thurah
Christian de Thurah

Der er ganske rigtigt tale om et etisk og juridisk dilemma, men hvis noget er injurierende, er det det vel helt uafhængigt af, om det er fremsat i en bog af litterær kvalitet eller i en "lortebog"? Folk med litterært talent er vel ikke hævet over loven?