Læsetid: 8 min.

En juridisk afgørelse af et etisk dilemma

I dag falder der dom i fogedforbudssagen om Aydin Soeis bog, Forsoning, og som altid når retten skal dømme om litterært indhold, har der været en del opmærksomhed omkring sagen. Måske fordi vi efter en periode med en tiltagende uklar grænse mellem fiktion og virkelighed længes efter et klart svar på de etiske udfordringer, det medfører
Aydin Soei burde have givet den dræbtes ældste søn Babak Elmi mulighed for at læse de passager, hvor sønnen optræder som eneste og helt afgørende kilde til fremstillingen af den myrdede fars historie. Også i betragtning af, at han dedikerer bogen til den dræbtes børn, er han forpligtet til at lade dem læse de pågældende passager først, mener Poul Behrendt, der er adjungeret professor ved Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab på Københavns Universitet.

Ulrik Hasemann

22. marts 2016

Sager, hvor retssystemet skal dømme over et litterært værk, føles på en måde altid vigtige og principielle, og får som regel også masser af medieomtale. Da Claus Beck-Nielsen og Thomas Skade-Rasmussen mødtes i Højesteret i 2011 i sagen om Nielsens bog Suverænen, hvori han i romanform havde beskrevet Rasmussens virkelige liv, inklusive hjemmeadresse, hans børns rigtige navne og bragt Rasmussens billede på forsiden, var det som om, det var selve grænsen mellem fiktion og virkelighed, der skulle afgøres.

Sagen blev afgjort til forfatterens fordel med den konsekvens, at der i dag er meget vide grænser for, hvad man kan skrive i en roman, men der bliver alligevel ved med at dukke nye sager op.

Men hvorfor virker det så vigtigt, at få rettens afgørelse i disse sager? Og kan det overhovedet lade sig gøre at få et entydigt svar på noget, der har så flydende grænser som kunsten?

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Se om du er enig…

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Steffen Gliese

Den eneste lov, jeg kan komme i tanker om, der burde gælde, er injurielovgivningen, således som det altid er tilfældet. Det vil flytte dilemmaet om fiktive eller virkelige navne til forfatterens ansvar. Men jeg kan ikke se noget problem i, at virkeligheden er beskidt, og at folk må stå ved deres snavs. Så bliver det også meget lettere at eksistere, når man ikke behøver at skamme sig, især ikke på andres vegne.

Steffen Gliese

Desuden er alt, der udgives under overskriften roman, novelle eller lignende titel, principielt fiktion, da det er forfatterens subjektive fortælling, der trykkes.

Niels Nielsen

Forfatterens subjektive fortælling skaber virkeligheder. Hvad enten der er tale om gengivelse af fakta eller fiktion. Så hvis en personlig tolkning af en personlig virkelighed eller af en personlig fantasi kan være strafbar, bliver det svært at være forfatter - eller for den sags skyld journalist - i et politisk korrekt samfund. For ikke at tale om at kommentere nyhederne i en avis.

Definitionen af, hvad der er en injurie, er ikke støbt i beton, det er derfor vi har dommere til at afgøre, hvad der skal gælde som sandhed, når folk ikke kan blive enige. Det kan nok ikke være anderledes, men det stiller store krav til dommernes integritet.

"Det bliver sagt" nævnes som et eksempel på, at "En bog kan få folk til at foretage sig handlinger, som de ellers ikke ville have gjort." Den subjektive sandhed om et betændt emne fremlægges, og påvirker den folkelige konsensus, der i sidste instans afgør, hvilken subjektiv sandhed, der skal regnes for objektiv.

En dag vil jeg faktisk gerne læse en "roman", skrevet af en børnelokker, der beskriver de lyster og fantasier, som må være forbundet med at være pædofil. Jeg ved selv, hvordan en forelskelse i en kvinde kan få mig til at miste enhver fornuft og få mig til at foretage mig ting, som jeg efterfølgende kun kan betegne som udslag af momentan sindssyge. Jeg gætter på, at børnelokkere på samme måde er i deres drifters vold.

Men gad vide, om en sådan subjektiv fortælling om en børnelokkers sandhed vil finde nåde for den folkelige konsensus?

Jeg forsøger ikke at afspore tråden, blot finder jeg det interessant, at fx formiddagsbladenes subjektive sandhed tillades at påvirke virkeligheden, mens en søn af en drabsmand - eller en pædofil - censureres. Enten skal al tale og skrift forbydes, eller også skal al tale og skrift tillades. Hvis det er tilladt at sige, lige hvad man vil, kan politiet så koncentrere sig om de mennesker, der ikke kan styre deres handlinger.

Christian de Thurah

Der er ganske rigtigt tale om et etisk og juridisk dilemma, men hvis noget er injurierende, er det det vel helt uafhængigt af, om det er fremsat i en bog af litterær kvalitet eller i en "lortebog"? Folk med litterært talent er vel ikke hævet over loven?