Læsetid: 4 min.

Kæmp for alt, hvad du har kært

Idealismen bliver testet i dansk teater. Livsglæden spærres inde i ’Melodien, der blev væk’ på Nørrebro Teater – og troen på godheden trues i ’Kære Frøken Jelena’ på Himmerlands Teater
Julie Agnete Vang og Esben Dalgaard i ’Melodien der blev væk’, en forestilling, der vil bekæmpe samfundets kynisme – men som virker underlig ufarlig.

Ulrik Jantzen

4. marts 2016

Man skal holde fast i det, man tror på. Men det kan være svært, når omverdenen tror på noget andet. Uanset om man kæmper mod korruption eller krig – eller bare dagligdagens sansesløvende rutiner.

I 1935 opfordrede Kjeld Abell til at lade poesien sejre i sit vidunderlige drømmeepos Melodien, der blev væk, og den har Nørrebro Teater nu opsat som retroteater med livsgnist. Her har »Sangen om Larsen« fået nye rytmer i omkvædet af Hannah Schneider og en ukulele. Men ellers er scenen plastret til i gråt-i-gråt tapet i Franciska Zahles tomhedsdyrkende scenografi, mens drejescenen drejer, uden at den berømte Larsen kan komme ud i solen og kærligheden.

Den svenske Sara Cronberg har tydeligvis taget Kjeld Abells frihedselskende budskab til sig. Men legen i Abells univers og tvetydigheden i Herman D. Koppel og Bernhard Christensens musik formår hun ikke at ramme. Det bliver for højtideligt. For gennemskueligt og for kedeligt. Hendes scenebilleder er visuelt vildt flotte, men der kommer aldrig noget rigtigt på spil mellem figurerne på scenen.

Vilde med Abell

Værst er det med den loyale Christiane Gjellerup Kochs svigermor, der skingert råber op og knirker rundt i groteske kropsvinkler – uden at de andre omkring hende svarer i samme sprog. Bedre går det med Jens Jørn Spottags svigerfar, der har en grotesk underdrivelse i alt, hvad han gør – inklusive at lade benene forsvinde under sig – men hans humor står også helt alene. Skuespillerne virker som instrumenter, der ikke kan spille sammen. Kun Tom Jensen har den anarkistiske flabethed, som stykket kræver – og som får publikum til at grine. Men han holdes bare ud i strakt arm i en stribe biroller.

’Larsen’ selv spilles af Esben Dalgaard, der knokler af sted med rigtige blikretninger, men uden komikerens afgørende timing. Og Julie Agnete Vang er sød og sørgmodig som hans kæreste i evigt karrygul kjole. Men hun kan ikke alene sparke liv i den hjemlige sofa.

Man kan selvfølgelig spørge sig selv om, hvorvidt Abell overhovedet kan spilles mere. Vi er mange, der er vilde med hans poesi og hans antiborgerlige psykologi. Heriblandt altså også Nørrebro Teaters nye direktør Mette Wolf, der selv har bearbejdet teksten.

Men forestillingen virker altså underligt ufarlig. Til trods for at den jo netop vil bekæmpe det moderne samfunds kynisme. At emnet er aktuelt, kan man jo se overalt: Christiansborgs ministerbortforklaringer og Det Kgl. Teaters besparelser er vist seneste måneds bedste eksempler …

Så er det en mere helstøbt oplevelse at overvære Kære Frøken Jelena på Himmerlands Teater. Stykket er skrevet i 1980 af den russiske forfatter Ludmilla Razumovskaja – og det blev forbudt af censuren i Sovjetunionen ind til Murens fald i 1989.

Stykket foregår i den lille lejlighed hjemme hos en russisk lærer, hvis elever uventet ringer på døren på hendes fødselsdag. Med gaver og champagne, men også med et krav. Og teksten handler om, hvor langt man vil gå for at følge sin idealer – og hvor langt man vil gå for at snyde sig til en bedre fremtid. Som en russisk og betydeligt mere voldelig pendant til Kjeld Abells drama Anna Sophie Hedvig fra 1933.

Brede kindben

Skuespilleren Susanne Sangill lyser som denne russiske lærerinde. Hun er en overbevist datter af det sovjetiske regime, så hun kender alle regler, og hun kender sin plads. Men hun er først og fremmest et menneske med styr på sine egne værdier. Hun ved, hvad der er rigtigt, og hvad der er forkert. Susanne Sangills øjne tordner under det sirlige hår, og hun holder fint både sin væmmelse og sin overbærenhed i balance. Hendes makeup er endda også gjort særligt russisk, så hendes brede kindben får et skær af Pusjkins heltinder. Og skuespilleren Ronny Sterlø og tre lovende skuespillerelever – Julie Jeziorski Jensen, Emil Blak Olsen og Albert Stein Ankerstjerne – spiller op mod hende med overbevisende og kejtet oprørstrang.

Det er den nu 84-årige Mogens Pedersen, der har iscenesat, og man mærker, hvordan han erfarent lader magten veksle mellem lærerinden og de truende elever. Han kan få alt til at tippe på en enkelt replik. Det er flot. Og scenografen Gitte Baastrup har skabt en russerlejlighed så finurligt spækket med bøger, at man kan se, hvordan den russiske respekt for litteraturen også siver med ind på scenen.

Hvorom alt er, så repræsenterer både Melodien, der blev væk og Kære Frøken Jelena det teater, der vil have tilskueren til at tænke over ansvaret for at leve et liv med selvrespekt – og uden løgne.

Det føles helt opløftende at blive mindet om.

’Melodien, der blev væk’. Tekst: Kjeld Abell (1935). Bearbejdelse: Mette Wolf. Iscenesættelse: Sara Cronberg. Scenografi: Franciska Zahle. Nørrebro Teater til 17. april.

’Kære Frøken Jelena’. Tekst: Ludmilla Razumovskaja. Oversættelse: Kjeld Bjørnager. Iscenesættelse: Mogens Pedersen. Scenografi: Gitte Baastrup. Himmerlands Teater i Hobro. Til 12. marts

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu