Læsetid: 6 min.

Der hvor kragerne er fulde af bly

Nybyggerne er blevet narkomaner. Slægten er blevet den skæbne, man ikke kan undslippe. Genren ’rural roir’ tegner et dystert billede at ulighedens USA, som er ved at miste sin rygrad. Men der er håb og sprækker af skønhed i mørket
Nybyggerne er blevet narkomaner. Slægten er blevet den skæbne, man ikke kan undslippe. Genren ’rural roir’ tegner et dystert billede at ulighedens USA, som er ved at miste sin rygrad. Men der er håb og sprækker af skønhed i mørket

Ilona Wellmann

4. marts 2016

Engang var der stolthed. Lokalsamfundet blomstrede, små landbrug bespiste befolkningen, og håndværkere og fabriksarbejdere fik hjulene til at rulle i den amerikanske økonomi. Idyllen var intakt. Det landlige, rurale, repræsenterede den sidste frontier i den nostalgiske nybyggerfortælling, og man priste pionerånden og forestillingen om, at enhver kunne skabe sin egen tilværelse med hårdt arbejde.

Nu er udkantsutopien under pres. Fabrikkerne er flyttet til Kina, landbrugene nedlagt eller omdannet til maskindrevne mastodontindustrier, arbejdsløsheden eksploderet og fundamentet for det liv, der engang var, forsvundet. I stedet bliver der nu fremstillet narkotika, destilleret alkohol og generelt bidraget til en sort økonomi uden omverdenens opmærksomhed, glemt og hengemt.

Næsten.

For mens befolkningen klumper sig sammen i byerne, har flere forfattere rettet pennen mod landet.

»Vi genopdager ikke bare vores families bånd til landet, men også noget, som er i vores underbevidsthed og vores blod. Noget, som skriger efter det bånd til naturens verden, som vi på mange måder har mistet,« siger den amerikanske forfatter Wiley Cash.

På landet findes der et overset parallelsamfund, der i et morads af vold, stoffer og fattigdom forgæves kæmper mod naturen for at undvige skæbnen og redde stumperne af den amerikanske drøm. Det er den dystre fortælling, der bor i hjertet af den stribe romaner om det agrariske Amerika, der er udgivet i løbet af de seneste 10 år.

»De skildrer afsondrede landsbyer præget af ekstrem fattigdom, narkomisbrug og socialt armod og familier, der ikke kan hænge sammen. Hovedpersonerne er mennesker uden arbejde, som godt ved, de aldrig kommer til at få det,« siger litteraturanmelder og krimiekspert Tonny Vorm om de krimiforfattere, der blandt andet tæller amerikanerne Wiley Cash og Tom Bouman, som henholdsvis skriver fra det rurale North Carolina og den mere nordligt beliggende stat Pennsylvania.

Deres genre, der kaldes rural noir, dukkede for alvor op i det litterære landskab med Daniel Woodrells succesroman Winters Bone (2006), der fik et folkeligt gennembrud, da den blev filmatiseret i 2010. Den står – som genrens øvrige hovedværker – på skuldrene af to stærke traditioner i amerikansk litteratur: inspirationen fra Raymond Chandlers og Ernest Hemingways hårdkogte og minimalistiske stil såvel som det lyriske sprog og eftertænksomme univers fra Flannery O’Connor og William Faulkner.

Rural noir rummer både klassiske police procedurals, hvor man følger lokalbetjentens arbejde med at opklare en forbrydelse og romaner båret af menneskelige dramaer, der hverken placerer skyld eller har helte. Fælles for dem er, at de forsøger at belyse udviklingen i hele samfundet ved at fokusere på, hvordan de svageste har det. Det dystre og det mørke er gennemgående, og så repræsenterer naturen, hvor smuk og dragende den end er, samtidig den forankring, der gør det umuligt at undslippe skæbnen.

»Det her er steder, der er blevet efterladt. Det er dysfunktionelle samfund fyldt med mørke. Naturen er ikke bare et bagtæppe; den spiller en aktiv rolle i fortællingen,« som Rob Kitchin, professor ved Maynooth University i Irland, beskriver det.

Flugten fra forstæderne

Wiley Cash vil vise noget. Han løfter sin computer op fra skrivebordet, bevæger sig over mod væggen og retter kameraet mod to gamle fotografier, mens Skype-forbindelsen forsøger at holde trit med de pludselige bevægelser.

På det ene ligger hans farmor nyfødt i armene på sin mor, der sidder sammen med hele slægten på verandaen til en gård i North Carolina. På det andet knæler hans bedstefar side om side med sine to brødre ved deres barndomshjem ved foden af Appalacherne.

Wiley Cash kigger ofte på billederne, mens han skriver og tænker over det liv, hans bedsteforældre og deres familier levede dengang i 1930’erne.

Med den prisvindende roman A Land More Kind Than Home (2012) ramte han selve kernen af rural noir. Bogen er en eftertænksom thriller, der viser, hvordan skruppelløse mennesker kan knække de ordentlige i Guds navn, og den hensynsløse prædikant, Carson Chambliss, bliver det vansirede symbol på troens og skæbnens magt.

Men for Wiley Cash udspringer interessen for livet på landet af hans egen søgen efter historie og identitet. USA er et ungt land, understreger han, og derfor skal man ikke grave dybere end et par generationer i historiens muld for at finde rødderne.

»Når vi går på antik-shopping og ser et bord, der er 50 år gammelt, kan vi slet ikke fatte, at det stadig eksisterer, fordi vi er omgivet af så meget nyt. Forstæderne og teknologien repræsenterer den nyhed, så vi forsøger at finde det originale og ærlige,« siger Wiley Cash.

Selv har han aldrig boet på landet, men der går sjældent mere end et par måneder, mellem at Wiley Cash og hans kone overvejer at købe et stykke land og flytte ud i skoven. Forstædernes forudsigelighed frustrerer ham.

»Mit eget liv er ikke ligefrem fyldt med eventyr, men jeg forestiller mig, at jeg måske ville få et mere tilfredsstillende liv, hvis jeg dyrkede min egen mad og huggede mit eget brænde,« siger Wiley Cash, der altid bliver misundelig, når han besøger sin søster, som bor på en bjergtop uden mobildækning langt væk fra det meste. Det er naturen og forestillingen om, at livet kunne være meget mere simpelt ude på landet, der trækker i forfatteren.

»Jeg tror, vi er ved at indse, at vores bånd til teknologi er svagt og skrøbeligt, men at vores bånd til naturen er evigt,« siger han, og hans ord transmitteres gennem computeren på hæve-sænkebordets højttalere.

Han ved godt, han romantiserer. I virkeligheden er forfædrene på verandaen på de smukke gamle billeder for længst væk, og mange af dem, der er blevet tilbage, lever et liv med vold, stoffer og afhængighed.

Det er også sådan, Wiley Cashs litterære verden tager sig ud; dyster og tynget af skæbnen og den nådesløse natur. Udkanten er fanget, mens afstanden til det moderne liv i byerne vokser. Spørgsmålet er, om litteraturen overhovedet kan ændre på det.

»Forhåbentlig er det, jeg skriver, med til at gøre afstanden mindre. For jeg tror, at uanset hvor man bor, så har man de samme drømme, de samme ting, man frygter, og det samme håb,« siger Wiley Cash.

Hipsterhype og håbløshed

Malkekvægsbedriften i Pennsylvania havde stået tom i flere år, da Tom Boumans forældre købte og istandsatte den. Der var stille, og man kunne ikke se til den nærmeste nabo, men det var ikke dystert, hvor han voksede op.

Da han skrev debutromanen Dry Bones in The Valley (2014), skabte han omgivelserne til Henry Farrells kamp for at finde forklaringen bag det lig, der dukker op, i direkte forlængelse af sine egne oplevelser og erindringen om en barndom i udkanten. Uden den kunne han aldrig have ramt måden at tale og fortælle historier på, siger han. Men trods Tom Boumans gode minder sneg vold, kriminalitet og stoffer sig ind i hans bøger om politibetjenten.

»Livet på landet har aldrig været nemt, der er bare kommet nye udfordringer. Når jeg siger, at det rurale liv er blevet eksotisk, betyder det, at mange mennesker ikke har adgang til det og derfor søger efter andre måder at opleve det på,« siger Tom Bouman.

Det kom til udtryk med hipsterne som klædt i skovmandsskjorter lod skægget gro, kastede sig over ’det autentiske’ og analoge, og som revitaliserede alt fra folkemusik på vinyl til etgearede cykler og hjemmerullede smøger. Men for Tom Bouman er forestillingen om udkanten ikke en udtrådt utopi. For det er stadig her, han finder stilheden og pladsen til at isolere sig fra et overfyldt samfund. Når man bliver træt af alt andet, kan man tage derud og være alene, være sig selv.

»Livet i skoven, bjergene og naturen reflekterer, hvordan jeg voksede op. Det er noget, jeg helt afgjort savner i mit liv nu. Mine sanser bliver bombarderet med indtryk fra reklamer, musik og medierne. Det er delvist en længsel for at slippe væk fra det, der var med til at skabe min bog,« siger Tom Bouman.

Men rural noir er mere end en romantisk søgen efter et ukompliceret liv i ét med naturen. Den rå socialrealisme rummer en reflekteret samfundsdiagnostik. USA er i krise, og de strukturelle udfordringer kommer til udtryk i udkantens kriminalitet.

»Det er et forsøg på at finde ud af, hvor vores identitet kommer fra, siger Rob Kitchin, »og hvad der definerer os som mennesker.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • peter fonnesbech
peter fonnesbech anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu