Baggrund
Læsetid: 10 min.

En krigsfanges kamp for at huske

En tysk officer skrev i krigsfangenskab en roman om de umenneskelige oplevelser i Stalingrad. Manuskriptet blev konfiskeret og forsvandt, men efter krigen hjalp en hypnotisør ham med at rekonstruere værket. Nu er originalen dukket op i Moskva og fortæller en historie om genfundne minder
Kultur
1. april 2016
Dr. Schmitzs sekretær skrev ned, hvad Heinrich Gerlach kom i tanke om under hypnosen. I to-tre timer om dagen i tre uger kom den tyske officer i så dyb hypnose, at han ifølge hypnotisøren ’til en vis grad kom tilbage til Stalingrad’.

Carsten Gansel

Bittert sammenfatter den tyske officer Heinrich Gerlach de brutale slag om Stalinggrad den forgangne vinter 1942-1943:

»Hundredetusinder døde. De blev ofret koldt og brutalt, udelukkende på grund af Adolf Hitlers rethaveri og prestige. Og da de vidste, at de ikke døde for noget som helst, gik de ikke i døden med et sejrssikkert smil, med funklende øjne og den tyske nationalmelodi på læberne. Hyllet i laser, udmagret af sult, tynget af alle det pinte kreaturs lidelser gik de elendigt til grunde i frost og sne, med en forbandelse på læberne over den mand, de engang havde stolet på. Det var Stalingrad.«

Selv havde Gerlach overlevet ved – sammen med resterne af den næsten udslettede 6. armé – at gemme sig i sammenstyrtede skyttegrave, i kældre og forladte bunkere. For til sidst at blive taget som sovjetisk krigsfange.

Her sluttede slaget om Stalingrad – og for mange dermed troen på Adolf Hitler. Og her starter en historie om menneskets længsler, overlevelse og erindring. Og om menneskets ondskab. For Gerlachs »hundredtusinder« er ikke overdrevet.

På russisk side faldt op mod en halv million mennesker. På tysk side overlevede bare 90.000 af de næsten 300.000 mand, som Hitler og naziledelsen halsløst havde kastet ind i slaget med illusionen om »den snarlige endsieg«.

For mange overlevende skulle det om muligt blive endnu værre: Kun ca. ti procent overlevede det efterfølgende russiske krigsfangenskab. Trods en syv år lang odyssé gennem russiske fangelejre – bl.a. lejr 160 i Suzdal ca. 220 km nordøst for Moskva – var Heinrich Gerlach en af de få.

Grusomme erfaringer

Hvor mange generaler nægter at samarbejde med sovjetrusserne, var Heinrich Gerlach i efteråret 1943 med til at stifte Forbundet af tyske officerer (BDO), der med sit »antifascistiske samarbejde« ville vælte Hitler og stoppe den både udsigts- og meningsløse krig mod Sovjet.

I de skiftende lejre lavede Gerlach forefaldende og ofte fysisk anstrengende arbejde ved siden af sit virke som skribent for den russiskstyrede avis Freies Deutschland. Men sit egent-lige liv førte han om aftenen, hvor han følte sig kaldet til at skrive, til at give sine grusomme erfaringer et litterært udtryk, hvis ikke myrderierne skulle forekomme fuldstændigt meningsløse.

Den tyske officer Heinrich Gerlach havde ikke råd til at betale for rejsen til hypnotisøren. Den blev i stedet finansieret af et magasin, mod at de fik lov til at følge med og lave reportage. 

Carsten Gansel (c) Bernd Lasdin

Sammenfaldende med krigens afslutning færdiggjorde Heinrich Gerlach sit værk på over 600 maskinskrevne sider i maj 1945. Et manuskript med titlen Gennembrud ved Stalingrad, som han fra da af kom til at slæbe gennem en lang række arbejdslejre, der fik pinslerne i de første fangelejre for officerer til at blegne.

Gerlach brugte aftener og nætter på at redigere manuskriptet – og på at udfærdige en ’sikkerhedskopi’ af værket i form af et referat i miniatureskrift med et væld af forkortelser. Presset ned på 10 dobbeltsider passede det ind i et hemmeligt rum i hans trækuffert.

I fangelejrene var Gerlach ikke hvem som helst. Han stempledes som en typisk tysk officer, der med en kovending prøvede at sløre sin fortid. Og hurtigt blev han fedtet ind i et kompliceret sovjetisk spil om at skaffe stikkere til opbygningen af en hemmelig sikkerhedstjeneste.

Det blev skæbnesvangert i 1949. Ved en arrestation nåede Gerlach i sidste øjeblik at give trækufferten med afskriften til en tysk medfange. Og kort efter opdagede og konfiskerede den russiske efterretningstjeneste selve manuskriptet til Gennembrud ved Stalingrad.

Sovjets øverste politiske kredse vendte tommelfingeren nedad til Gerlachs roman, om end forfatteren ikke selv anede, at den ikke bare var røget på det nærmeste bål. Bogen var for fuld af helteløs død, og Gerlachs figurer var angiveligt for brogede – der er f.eks. lejlighedsvist sympati for tyske soldater og unødigt brutale russere. I sin hårde realisme manglede der i stalinistiske øjne således en entydig ideologisk stillingtagen.

Plaget på mange fronter

1950 blev endnu mere omtumlet for Heinrich Gerlach. Han blev konfronteret med afskriften, som var blevet fundet i trækufferten, og frygtede, at årelangt straffearbejde nu ville komme i stedet for den forestående udlevering hjem til Tyskland, hjem til sin kone og sine børn, som han vidste levede, men som han ikke havde set i 11 år.

En uvidende russisk løjtnant forhørte Gerlach om miniatureafskriften, men viste overraskende stor forståelse for Gerlachs historie. Kompromiset blev: Gerlach samarbejder, løjtnanten destruerer ’sikkerhedskopien’, og Gerlach får lov at gå.

Plaget på mange fronter vendte Heinrich Gerlach tilbage til Tyskland i 1950, først til Vestberlin og siden – af angst for den russiske sikkerhedstjeneste – til den lille by Brake nord for Bremen. Han led af skyldfølelse over, at netop han havde overlevet »blikket i helvedes afgrund« i Stalingrad – og han følte en stærk pligt til at formidle dette blik.

»Tabet af denne bog forekom mig at være prisen, som jeg havde betalt for friheden. Men jeg var ikke klar til at betale denne pris. Jeg havde brugt for megen energi og nervekraft på denne bog til bare at opgive den uden kamp,« fortalte Gerlach til magasinet Spiegel i 1959 – en udlægning, som hans børn i dag kan bekræfte.

Men hvor Gerlach langtfra havde glemt Stalingrad, fangenskabet og romanens eksistens, var romanens opbygning og ordlyd helt væk for ham. I månedsvis kæmpede han forgæves med at rekonstruere det tabte, men det var iflg. Gerlach, som om der permanent faldt et slør ned mellem ham og bogen.

Men så stødte Gerlach i oktober 1950 på en reportage i sladderbladet Quick. Lægen Dr. Karl Schmitz fra München hævdede, at han kunne rekonstruere ødelagte og undertrykte erindringer i kraft af hypnose.

Gerlach prøvede lykken og sendte et brev til Dr. Schmitz.

»Tabet af bogen er voldsomt smertefuldt. (...) Tror De, at det med hypnosens kraft er muligt at gøre et bevidsthedsindhold som det skildrede så levende, at man kan skrive det ned igen?«

Dr. Schmitz, der netop arbejdede på bogen Hvad er, hvad kan og hvad nytter hypnose, øjnede et sensationelt gennembrud for hypnosen som disciplin – og for sig selv. Men i sit elendigt betalte job som tysk- og latinlærer havde Gerlach svært ved at finansiere rejsen gennem det krigshærgede Tyskland fra Bremen til München.

Den situation løste den snarrådige Schmitz ved at kontakte magasinet Quick. Kort efter kunne han meddele Gerlach, at »sensationsreportagen vil være alle rejseudgifterne værd for redaktionen«.

Bevidsthedens bro

Hen over flere uger i sommerferien 1951 blev Heinrich Gerlach lagt i hypnose. I begyndelsen prøvede Schmitz at få Gerlach til selv at skrive under hypnosen, men det blev kun til enkelte, næsten ulæselige sætninger. Mere held havde han ifølge Quicks beretning med hjælp fra Dr. Schmitz’ sekretær.

»I tre uger opnåede jeg dagligt i to en halv til tre timer at bringe Gerlach i så dyb hypnose, at han til en vis grad kom tilbage til Stalingrad. Bogens begivenheder, som han fuldkommen havde glemt, blev genoplivet for ham. (...) Gerlach dikterede det til min sekretær i forbløffende farverige billeder. På den måde blev to tredjedele af romanindholdet genskabt, før Gerlach – med månedsvis af arbejde i tasken – atter rejste hjem.«

Dr. Schmitz smørrede tykt på over for Quick-journalisten, der konkluderede, at hypnosen fik »bevidsthedens bro til atter at spænde sig over de tabte års dunkle slugt«.

I virkeligheden endte Gerlach med at bruge næsten fem års møjsommelige aftener, ferier og weekender på at få hele bogen rekonstrueret – eller nærmere genskrevet. Her havde hypnosen dog været »en kraftig starthjælp«.

Overvældende succes

Forlaget ændrede titlen fra Gennembrud ved Stalingrad til Den forrådte armé – en ordlyd, der passede bedre til den kollektive erindrings offermyte i 1950’erne, og som gav en stemme til dem, der overlevede russisk krigsfangenskab.

Værket blev en overvældende succes efter udgivelsen i 1956. Süddeutsche Zeitung skrev om et »stort epos af historisk og menneskelig autenticitet«, og første oplag på 10.000 eksemplarer blev solgt på to uger, mens den blev oversat til bl.a. engelsk, fransk og spansk – og til dansk under titlen Dødsdømt armé.

Efter den store succes mindede Dr. Schmitz høfligt Heinrich Gerlach om en »litterær privatkontrakt« tilbage fra hypnoserne i 1951. Såfremt hypnosegenskabelsen af bogen lykkedes, skulle Gerlach afgive 20 procent af indtjeningen ved bogsalget til Dr. Schmitz.

Den eneste hage var, at Gerlach hårdnakket hævdede aldrig at have underskrevet kontrakten i bevidst tilstand: han måtte have været under hypnose, da det skete. Sagen endte med en stor strid i både retten, lægekammeret og hos forlaget – en strid, der i sin absurditet fik så meget medieopmærksomhed, at selv det sjette oplag af bogen på knap 30.000 eksemplarer uden nævneværdig reklame gik som varmt brød.

Fundet i arkivet

Siden da ebbede den fantastiske historie om Heinrich Gerlachs roman Den forrådte armé langsomt ud og blev til endnu en brik i bearbejdelsen af de grufulde hændelser under 2. verdenskrig og i Stalingrad.

Indtil i år. Det skyldes den russiskkyndige og ganske stædige litteraturprofessor Carsten Gansel, der i 2011 fik færten af hele historien om Heinrich Gerlach.

»Vi vidste, at manuskriptet i russiske historikerkredse i årevis er blevet anset for at være et forsvundet, men at mange alligevel har drømt om at få fingrene i det,« fortæller Carsten Gansel til Information i dag.

»Gerlachs tekst var meget stor i 1950’erne, men er for de følgende generationer af litterater næsten gået i glemmebogen. Og selv dem, der har kendt den, sad midt i den kolde krig, hvor det var så godt som umuligt at få adgang til de her arkiver,« siger Carsten Gansel. »I dag er det svært, men ikke umuligt.«

Sammen med en kollega tog Gansel derfor til Moskva i 2012 for siden hen at vende tilbage flere gange om året.

Der skulle komme mange benspænd på vejen. I det russiske statslige militærarkiv kunne Gansel og kollegaen maksimalt bestille op til fem dokumenter ad gangen, og der var forskellige oversættelser af navne mellem det latinske og kyrilliske alfabet.

»Men pludselig ... så var den der. Gerlachs Gennembrud ved Stalin-grad lå foran os,« fortæller Carsten Gansel med rolig stemme.

På forespørgslen om, hvor ofte forskere havde søgt om at se netop dette manuskript, fik Gansel at vide, at han var den første nogensinde. Havde det været en Hollywood-film, ville Gansel og kollegaen løbe euforiske rundt i uendelige russiske arkivgange, ude af sig selv over det uventede fund. Men det er et godt stykke fra virkeligheden, fortæller videnskabsmanden Gansel.

»Men man må forestille sig lokalet i arkivet som et stort klasseværelse. Det var fuldt af kæmpestore, helt outdatede apparater til at læse mikrofiche (en type mikrofilm, red.). Først kiggede vi grundigt på det. Vi forblev helt cool og sagde ’nej, kan det passe?’ Så lagde vi det roligt til side og gik ud og lykønskede hinanden,« fortæller Carsten Gansel.

Først senere stod de med ærefrygt med selve dokumentet, de mere end 600 sider, som Gerlach har slæbt gennem fangelejre i russiske vintre og somre. Maskinskrevne sider med et væld af håndskrevne korrekturer og overstregninger – og et undseligt cover med stemplet »beslaglagt«.

»Det varede nogen tid, før glæden, ja euforien, kom,« siger Carsten Gansel, der ikke udbasunerede fundet i offentligheden.

»Man stiller sig jo ikke op som en hane på bjerget og galer, før hønen har lagt ægget. Vi vidste, at det ville blive en kæmpeopgave at lukke alle hullerne, at udgive og kommentere den her tekst. Dertil kom alle spørgsmålene om rettigheder. Med fundet var arbejdet kun lige begyndt.«

Graverende forskelle

I årene 2012-2016 havde Gansel et hav af samtaler om Heinrich Gerlach – Gerlach selv var død i 1991. Han interviewede børn og børnebørn, læste alle Gerlachs artikler fra Freies Deutschland og lavede massiv historisk research om både Stalin-grad, fangenskabet og hypnoserne.

Og så sammenlignede han den originale tekst med hypnoserekonstruktionen linje for linje.

»Kort fortalt er væsentlige elementer af plottet med i begge udgaver,« skriver Gansel i sit lange efterord til den sensationelle nyudgivelse. »Tilmed stemmer kapiteloverskrifterne, skrevet med versaler i 70 procent af tilfældene overens med urteksten.«

Alligevel er der en »lang række graverende forskelle« mellem teksterne. Sprogligt har den oprindelige tekst langt flere ufærdige sætninger med gruopvækkende udbrud, mens rekonstruktionen er mere glat, kommenterende og afrundet i sin form.

På indholdssiden falder det især i øjnene, at der i rekonstruktionen, Den forrådte armé, er stærkere fokus på, hvordan Hitler forrådte de hundredtusinder af soldater og officerer i Stalingrad. Originalen Gennembrud ved Stalingrad fokuserer mere på den militære situation, den eksistentielle desperation, men også på, hvordan krigen ikke bare ødelægger individet, men også smadrer fællesskabet.

»Man må huske, at vi ved genudgivelsen er i 1956, hvor de sidste krigsfanger først er ved at komme tilbage,« siger Carsten Gansel. »Krigen var stadig et enormt tema, især i DDR. Der var fokus på at skabe kollektive holdepunkter: I har oplevet noget skrækkeligt, I er ofre, men nu bygger vi op. Fortællingen hed: ’Foran os stod den røde hær, bagved os stod SS – vi var i en umulig situation’. Her var en litterær tekst som Den forrådte armé med til at bære denne offerhistorie, som omvendt har smittet af på Gerlachs rekonstruktion.«

At Gerlach ramte en fortælling i tidsånden bevidner bogens millionsucces. Trods de kollektive historiefortællinger mener Carsten Gansel absolut ikke, at Gerlach genskrev romanen med henblik på at ramme samtidens og dermed sine læseres syn på Stalingrad.

»Den er skrevet af indre nødvendighed,« siger litteraturprofessoren.

Hvilken af de to bøger der er bedst, er ikke nemt at svare på: »Den bedste bog af de to? Det er et svært og nødvendigt spørgsmål ved et så grusomt emne med så stærke traumer involveret. Men originalteksten er mere umiddelbar, den er skrevet i fangenskabet, mens krigen rasede. Kilderne optræder mere nærværende, og situationen er uvis, så tonen er distanceløs og går ekstremt under huden. Så ja, trods hypnose og årelangt arbejde er Gennembrud ved Stalingrad stærkere end det senere forsøg på – på reflekteret afstand af primærerfaringerne – at genskabe den samme roman.«

Heinrich Gerlach: ’Durchbruch bei Stalingrad’ med efterord af Carsten Gansel. Galiani Verlag, 704 sider, 34 euro

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Torben Lindegaard

@Mathias Irminger Sonne

Fantastisk spændende artikel.

Du må fortælle os, når "Heinrich Gerlach: ’Durchbruch bei Stalingrad’ med efterord af Carsten Gansel" bliver oversat til dansk eller engelsk.
Mit tyske rækker desværre ikke til at læse en roman på 700 sider på originalsproget.

Helten ved Stalingrad var, den tyske generalfeltmarskal Friedrich Paulus, der mod Hitlers ordre overgav sig sammen med sine 300.000 soldater til den Røde Hær, og derved reddede i 10.000 vis af soldaters liv, og som efter krigen, og russisk fangeskab, bosatte han sig i den afnazificerede Deutsche Demokratische Republik (DDR), hvor han boede til sin død i 1957.

Per Torbensen og Dagmar Christiandottir anbefalede denne kommentar

Øh...= Hvad er nyheden? Omkring 1960 udsendte Gyldendal "Dødsdømt Arme" af Gerlach som tranebog. Den kom i store oplag, og lærte os, der var unge dengang en hel del om Hitlers sejre, der slog Europa med beundring - eller hvad det nu var Stauning og Scavenius sagde.
Men OK - nye generationer har også krav på at læse om krigens forbandelser, og især i disse tider, hvor et betydeligt flertal i Folketinget gør hvad de kan for at glorificere stastbetalte mord =krige.
Giv bogen til Lars Uløkke og øren Espersen og tving dem til at læse bogen så mange gange, at de brækker sig.

Torben Lindegaard

@Arne Lund

Nyheden er, at det originale værk - contra det under hypnose genskabte - nu er genfundet.

Torben Lindegaard

@Bill Atkins kl.17:44

Det er noget ævl, Bill - jævnfør artiklen.

Paulus overgav sig med 90.000 mand, som altså blev krigsfanger.
Det tog 5 år efter krigsafslutningen, før disse krigsfanger blev løsladt.

Af de 90.000 mand døde 90% i russisk krigsfangefangelejr, altså kom under 10.000 soldater tilbage i live fra Stalingrad.

Al det står i artiklen.

Generalfeltmarskal Friedrich Paulus' store skyld ligger i, at han ikke forsøgte et udbrud fra Stalingrad i december 1942, hvor general Fritz Manstein i operation Vinterstorm forsøgte at undsætte de indesluttede tropper fra 4. & 6. arme.

Paulus vovede ikke at trodse Hitlers ordre om at holde Stalingrad.

31. januar 1943 trodsede Paulus Hitlers ordre om at kæmpe til sidste mand, og overgav sig med resterne af armeen.

Det er helt forrykt at udnævne Friedrich Paulus til helt.

@Torben Lindegaard, ævl og ævl

Det er muligt at historien er ændret qua ny åbnede arkiver, men i mine optegnelser står der:

Den 23. november 1942 overgav to rumænske korps (3. og 5.) sig til den røde hær.
Derefter indledte den sovjetiske hær et modangreb imellem tyskerne i byen og to rumænske hærenheder, der resulterede i, at der kom et mellemrum imellem tyskerne i Stalingrad og den tyske front på 80 km. Resultatet var 330.000 indespærrede tyske soldater under Friedrich Paulus ledelse. fra 4. og 6. armé.

At du mener at Generalfeltmarskal Friedrich Paulus' store skyld ligger i, at han ikke forsøgte et udbrud fra Stalingrad i december 1942, , gør at du er helt i overensstemmelse med nazisternes revanchisme...

...hvilket vel også var årsagen til at Friedrich Paulus bosatte sig i DDR.

Med hensyn til tyskernes lange ophold i fangelejre, så skyldes det russernes krav om tysk deltagelse i oprydning og senere betalingen af krigsskadeerstatning i form af arbejde for Sovjetunionens genopbygning.

Per Torbensen og Dagmar Christiandottir anbefalede denne kommentar

Apropos muligt udbrud fra Stalingradkedlen..

Nu anbefalede von Manstein general Paulus at bryde ud af byen trods Hitlers afvisning af et udbrudsforsøg. Erich von Manstein turde imidlertid ikke give ordren selv, selv om han kunne have gjort det, da han var Paulus' overordnede. [3] Det er tvivlsomt, om 6. armé havde styrken til at gennemføre de nødvendig offensive operationer for at bryde gennem de sovjetiske linjer. Hæren manglede brændstof til sine kampvogne og lastbiler, og det kneb med mad til soldaterne. Nogle hævder, at nederlaget ved Stalingrad skyldes en fejlagtig beslutning fra Hitler om at nægte 6. armé tilladelse til at bryde ud. (wiki)

Torben Lindegaard

@Bill Atkins

"At du mener at Generalfeltmarskal Friedrich Paulus' store skyld ligger i, at han ikke forsøgte et udbrud fra Stalingrad i december 1942, , gør at du er helt i overensstemmelse med nazisternes revanchisme..."

Det er muligt; men jeg fordømmer Friedrich Paulus, fordi han svigtede sit ansvar overfor sine undergivne soldater ved at følge Hitler's påbud om ikke at undslippe fra dødsfælden Stalingrad ved at forsøge et udbrud.

Her snart 75 år senere kan vi da stadigvæk glæde os over tyskernes nederlag ved Stalingrad - selvfølgelig: Men det gør da ikke Paulus til en helt. Paulus var i al for høj grad villig til at følge Hitlers påbud på bekostning af sine underordnedes liv.

I det hele taget er det svært at finde tyske helte i 2. Verdenskrig.

Man skal søge blandt mennesker som Claus von Stauffenberg, der forsøgte at gøre op med Hitler - og ikke blandt de tyske generaler, der vandt byer og lande for Hitler.

Paulus er mine øjne en tysk helt fordi han opgav kampen mod den Røde hær... men jeg skulle nok have skrevet at han sparede 10.000 vis af russiske soldaters liv. I øvrigt er der en interessant diskussion om forskellene på russisk og tysk opgørelse af fanger og dødsårsager på den russiske wiki (autooversættes)

Torben Lindegaard

@Bill Atkins

Det er et rigtig kringlet regnestykke at forsøge at opgøre, om Paulus sparede sovjetiske liv ved ikke at forsøge et udbrud fra Stalingrad.

Under alle omstændigheder har dette næppe været en motivationsfaktor for Paulus - vel snarere tvært imod!!! Så uanset regnestykket kan han aldrig blive en helt.

Tyskland havde nogle drabelige hærførere; men de kan aldrig blive helte, fordi de kæmpede for en forbandet, forbryderisk ideologi. Winston Churchill himself gav en rosende omtale af Erwin Rommel som modstander i det britiske Parlament.

Men heller ikke Rommel kan blive en helt - han forsøgte først alt for sent og halvhjertet at gøre op med Hitler.

Niels Duus Nielsen

Torben Lindegaard og Bill Atkins.

Hvis Paulus var noget, var han en antihelt. Han havde kommandoen over en arme, der stod dybt inde i fjendeland, kun beskyttet i flankerne af nogle svage rumænske og italienske tropper, som ikke havde adækvate våben til et forsvar - således havde de kun forældet panser og alt for få, alt for svage panserafværgekanoner (37 mm og 40 mm mod T-34 tanks).

I stedet for at advare mod den meget farlige position, 6. Arme befandt sig i, lod Paulus sig besnakke af Hitler til at tro, at Den røde Hær bare skulle have et sidste skub, så ville den gå i opløsning. Og Stalin, Zhukov og Chuikov (hvis politiske kommissær var Krustjov!!!) anvendte maskirovka til at fastholde tyskerne i denne vrangforestilling, ved kun at give forsvarerne i Stalingrad minimale forstærkninger, og i stedet tilbageholde store troppestyrker, som så blev anvendt til et gennembrud i begge flanker.

Manstein var tidligt klar over den fare, 6. Arme befandt sig i, og da omringningen af 6. Arme var en kendsgerning, gav han Paulus ordre til at bryde ud. Men OKW, den tyske overkommando, havde en direkte radioforbindelse til kedlen i Stalingrad, og Hitler annulerede Mansteins ordre.

At Paulus ikke gjorde et udbrudsforsøg alligevel, skyldes dels, at han følte sig bundet af Hitlers ordre, dels at han var uddannet som stabsofficer og ikke havde erfaring med at kommandere større hærstyrker end en bataljon (han var med andre ord inkompetent) og dels (nok den vigtigste grund) at 6. Arme var løbet tør for brændstof og ammunition, og soldaterne havde for længst spist alle hestene.

Da han endelig overgav sig, var det ikke for at skåne hverken russiske eller tyske soldater, men kun fordi 6. Arme ikke havde mere kampkraft. Hitler havde kort tid forinden udnævnt ham til feltmarskal, hvilket var et vink med en vognstang om, at han forventedes at begå selvmord, for en feltmarskal overgiver sig ikke. Men til Hitlers store ærgelse begik Paulus ikke selvmord.

Til Hitlers endnu større ærgelse blev Paulus under krigsfangenskabet kommunist. Han holdt taler i radioen, hvor han kritiserede det nazistiske styre og opfordrede de tyske soldater til at overgive sig. Den omstændighed, at han blev kommunist er nok den egentlige grund til, at han bosatte sig i DDR.

Alt dette spiller en rolle for situationen i Ukraine i vore dage. Da 6. Arme overgav sig, overgav alle de mange Hiwier - Hilfsfreiwillige - sig også. Hiwierne var forhenværende sovjetiske soldater, som var gået i tysk tjeneste. Langt størstedelen af Hiwierne var ukrainere fra den vestlige del af Ukraine (der var også mange ukrainere på Vestfronten, de såkaldte Ostfreiwillige, ligesom vagtmandskabet i udryddelseslejrene som oftest var ukrainere).

Størstedelen af disse Hiwier blev summarisk henrettet efter at de overgav sig til Den røde Hær. Dette har de ukrainske nationalister aldrig tilgivet russerne, og krigen mellem regeringsstyrkerne og oprørerne i Østukraine finder sit følelsesmæssige brændstof i det had, denne udrensning efterlod i store dele af den ukrainske befolkning.

Torben Selch, Per Torbensen, Torben Lindegaard, Arne Lund og Bill Atkins anbefalede denne kommentar

Information har en artikel om Paulus liv efter krigen.:
Information har en artikel om Paulus liv efter krigen:

Den vægelsindede general
Friedrich Paulus ledede de tyske styrker i Stalingrad. Da slaget var tabt, blev han talsmand for fred og kommunisme
https://www.information.dk/2003/01/vaegelsindede-general

Torben Lindegaard

@Niels Nielsen

Spændende kommentar om Ukraine.

Forbandet mange ukrainere gik i tysk tjeneste - det samme galt for andre sovjetiske folkeslag, der havde følt Stalins jernhæl. Det er tæt på umuligt i dag at forstå, at de kunne se Hitler som befrier!!

Men det siger en hel masse om Stalins diktatur.

Waffen SS, Europas nazihær, havde deltagere fra alle europæiske lande, også fra Danmark (6.000 soldater), og kæmpede på østfronten.

Men det siger vel noget om nazismens genklang i den europæiske magtelite.

Per Torbensen, Arne Lund og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar

Oberstløjtnant C.P. Kryssing, Frikorps Danmarks chef, der ikke var medlem af DNSAP, gjorde meget ud af at opnå officiel accept af Frikorps Danmark, og påtog sig kun hvervet som chef, efter at han i Krigsministeriet havde fået at vide, at Kongen gav sin fulde billigelse til projektet, og at det i øvrigt var i
Danmarks interesse.

Per Torbensen, Torben Lindegaard og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Niels Duus Nielsen

Som alle diktatorer havde både Stalin og Hitler massiv folkelig støtte. Tyskerne, som var et oplyst folk, blev under Weimarrepublikken overvældet af politikerlede, og ønskede sig derfor en stærk mand med stærke løsninger. Russerne, som i begyndelsen af århundredet stadig var et uoplyst folk, havde ikke meget forstand på eller viden om politik, men kunne godt lide tanken om en stærk far for hele samfundet, ligesom den zar, bøndernes beskytter, som de var vant til.

Danskerne - ja hele den vestlige verden - lider i disse år af politikerlede. Det er mange år siden enevælden blev afskaffet, så danskerne har ingen erindring om absolutismens lyksaligheder, undtagen i embedsværket, hvor den institutionelle hukommelse om forne tiders magtfuldkommenhed stadig overlever. Så betingelserne er faktisk til stede for, at Danmark inden for en overskuelig årrække vil udvikle sig til et diktatur.

Det bedste modargument mod denne frygt er, at der ikke rigtig er nogen stærk mand her i DK, der har formatet til at gå en Hitler eller en Stalin i bedene. Men vi glemmer ofte, at historien aldrig gentager sig på præcis samme måde som før. Hvad der var en tragedie gentager sig som en farce, og omvendt.

Amerikanerne har i hele min levetid været et hestehoved foran danskerne. I disse år genopfører de den kolde krig, nu som farce, og tilbeder klovnen Donald Trump som den kommende stærke mand.

Hvis danskerne afskaffer demokratiet vil det ske ved en langsom udhuling af de borgerlige rettigheder, efterfulgt af en ny provisorietid, hvor spinkle flertal dikterer vilkårene for hele samfundet. På en måde kan man sige, at danskerne allerede nu genopfører Estrups regimente, nu som tragedie.

Læren fra Stalingrad må være, at hovmod står for fald. Højt at flyve, dybt at falde, som det også hedder. Så det er kun godt, at Gerlachs erindringer bliver genudgivet, nu i originaludgaven.

Kristian Laursen

Fantastisk. Jeg sidder her med Dødens Armé. Det har været en af mine yndlingsbøger siden jeg var barn. Jeg skal helt sikkert finde ”originalen”.

Henrik Pedersen

Beklager Bill Atkins, men er det rene vrøvl og digt uden hold i virkeligheden, når du skriver:

”Helten ved Stalingrad var, den tyske generalfeltmarskal Friedrich Paulus, der mod Hitlers ordre overgav sig sammen med sine 300.000 soldater til den Røde Hær, og derved reddede i 10.000 vis af soldaters liv, og som efter krigen, og russisk fangeskab, bosatte han sig i den afnazificerede Deutsche Demokratische Republik (DDR), hvor han boede til sin død i 1957.”

Fakta er derimod:

1) 8. januar 1943 sendte Den Røde Hær generaloberst Paulus et tilbud om kapitulation, som han afviste. Samtidig gav Paulus ordre til at afvise fremtidige sovjetiske forhandlere med beskydning.

(Hvilket viser, at Bill Atkins’ postulat om at Paulus sparede liv, er det rene nonsens).

2) 29. januar 1943 sendte Paulus et telegram til Hitler med følgende ordlyd:

"An den Führer!

Zum Jahrestage Ihrer Machtübernahme grüßt die 6. Armee ihren Führer. Noch weht die Hakenkreuzfahne über Stalingrad. Unser Kampf möge den lebenden und kommenden Generationen ein Beispiel dafür sein, auch in der hoffnungslosesten Lage nie zu kapitulieren, dann wird Deutschland siegen.

Heil mein Führer!
Paulus, Generaloberst"

3) Dagen efter (30. januar) udnævnte Hitler ham som tak til Generalfeldmarschall.

4) Paulus overgav sig IKKE. Han blev taget til fange 31. januar.

5) Ved det sovjetiske forhør 2. februar 1943 påstod Paulus stædigt, at han IKKE havde kapituleret, men at han kun havde indstillet kamphandlingerne pga. ammunitionsmangel.

6) Ved samme forhør 2. februar 1943 nægtede Paulus at give ordre til indstilling af kampene i den nordlige sektor i Stalingrad, hvor de kæmpende tyske soldater endnu ikke havde overgivet sig.

(Hvilket igen viser, at Bill Atkins’ postulat om at Paulus sparede liv, er det rene nonsens).

7) Paulus og stab blev bragt til en krigsfangelejr nær Moskva. NKWD overvågede hemmeligt fangerne og berettede, at Paulus nægtede at deltage i fejringen af 1.maj 1943 og at han stadig midt i maj måned 1943 håbede på at blive udvekslet med tilfangetagne sovjetiske generaler, og at han altid hilste på sine officerer med et "Heil Hitler".

8) Paulus vendte sig først mod Hitler efter attentatet i 20. juli 1944 og efter vedvarende sovjetisk tryk. Indtil da havde NKWD ikke kunnet overtale Paulus - trods utallige forsøg (hvor Wilhelm Pieck også deltog - Pieck blev i 1949 den første formand for statsrådet i DDR og var Walther Ulbrichts forgænger).

Osv., osv.

Paulus var vel snarere nazistisk opportunist, der på skift søgte ly i skyggen af krigsforbryderne og forbryderne mod menneskeheden: Hitler, Stalin og DDR's Wilhelm Pieck.