Læsetid: 9 min.

Sig mig, hvad blev der lige af eksperimenterne?

Hvorfor er de mest spændende litterære formeksperimenter hundrede år gamle, mens nutidens er blege afskygninger heraf? Er det, fordi nutidens forfattere er holdt op med at eksperimentere, eller er det, fordi vi ikke før i en fjern fremtid kan vurdere de vigtigste fornyelser i dag? De spørgsmål har litteraturredaktøren udfordret tre litterater med
Det 20. århundrede har været én lang fest af udfordrende formeksperimenter fra bl.a. James Joyce, Marcel Proust, Virginia Woolf og Edith Södergran (øverst fra venstre til højre). Men vi har ikke helt forladt eksperimenternes tid. Da Asta Olivia Nordenhof fik Montanas Litteraturpris for både sin bog og blog (t.v.), var det bevis på, at tværæstetiske eksperimenter i dag er afgørende. Fotos: Ullstein, The Granger Collection, AP, The Granger Collection, Tor Birk Trads
19. marts 2016

Min litterære modermælk udgjordes af vilde romaneksperimenter som Robert Musils Manden uden egenskaber, James Joyces Ulysses, Marcel Prousts På sporet af den tabte tid, Virginia Woolfs Mrs. Dalloway, Kafkas dunkle prosa, Edith Södergrans og Gunnar Björlings sprængning af traditionelle metriske former og Georg Trakls lyriske ekspressionisme.

Siden fulgte som lidt mere fast føde den ny romans formalisme, Thomas Bernhards og Elfriede Jelineks kompromisløse prosa og tilintetgørelse af enhver overleveret konvention, Paul Celans nye billedsprog, W. G. Sebalds perspektiviske prosa og eksperimenterende romaner af forfattere som Agota Kristof og Herta Müller skrevet i diktaturets skygge og i mellemrummet mellem forskellige nationaliteter og sprog.

Hele det 20. århundrede har været én lang fest af udfordrende formeksperimenter, og mit verdensbillede er dannet af de bearbejdelser af den moderne identitetsløshed og forsøg på trods alt at rumme verden, som litteraturen leverede. Især i de første årtier af det 20. århundrede blev der eksperimenteret lystigt; den ene isme afløste den anden med rasende hast og ofte også med bud på indretningen af en bedre verden.

Aldrig siden har verden været i så sindsoprivende bevægelse og med en kunst, der forsøgte at holde trit med udviklingen. Hvad er der sket med den modernisme, der vendte op og ned på det hele og gav os en ny måde at se verden på?

Hvis jeg som redaktør kigger på de udgivelser, der lander på mit bord, fristes jeg til at konkludere, at vi her i 2016 er endt med en helt traditionel prosa og poesi og uden de vilde eksperimenter. I hvert fald hvad angår broderparten af den litteratur, der udkommer.

Tag eksempelvis en hyldet roman som Michel Houellebecqs Underkastelse. Den skildrer den komplette afmagt over for kapitalismen og religionens genkomst, men er skrevet i en helt igennem traditionel prosa uden nogen lyst til at eksperimentere med formen. Eller tag de unge danske lyrikere, der skriver langdigte, der lyder som gennemtygget rugbrødspoesi. Og der er mange andre eksempler. Mange af ugens dage er det, som om nutidens forfattere har haft en kollektiv hjerneblødning og helt har glemt den eksperimentielle vildskab, de står på skuldrene af.

Hvad i alverden er der sket med de litterære eksperimenter? Er forfatterne gået til grunde i afmagt over og har de mistet deres kreative energi i forhold til den altomfattende kapitalistiske virkelighed? Jeg beslutter mig derfor til at ringe til tre af landets fremmeste litterater for at få en forklaring, få ret eller blive modsagt.

De satte en høj standard

Jeg ringer derfor først til Mads Rosendahl Thomsen. Han er nyudnævnt professor MSO ved Litteraturhistorie på Aarhus Universitet. Han er delvist med på præmissen og siger, at det skyldes, at vi her i 2016 stadig lever i den æra modernismen indledte.

»Det er svært at forestille sig, at der kan komme et nyt paradigme, at nogen kan åbne noget radikalt nyt. Vi er stadig i det paradigme og refererer hele tiden tilbage til det,« forklarer han og tilføjer, at postmodernismen ikke har vist sig holdbart som et nyt paradigme efter modernismen, for i hans øjne befinder vi os både i postmodernismen og i tiden efter stadig i modernismens skygge.

»Postmodernismen er begyndt at afmontere sig selv og igen blive fusioneret med modernismen. Vi begynder at se en sammensmeltning. Postmodernisme ses som mere end bare leg, hvor også dens historiske sider trækkes frem, det der giver den tyngde, det der handler om noget. Og den anden vej rundt kan man pege på, at postmoderne træk blev smuglet ind i modernismen.«

Grunden til, at vi ikke er kommet videre og ud over modernismen, er ifølge Thomsen, at vi lever i en kvasi-antik, hvilket betyder, at en række forfattere i første halvdel af det 20. århundrede satte barren for højt for deres efterfølgere.

»Det at komme efter Proust, Joyce, Musil og andre synes at sætte en standard for andre, som det er svært at overgå,« siger han og tilføjer, at på den ene side blev ideen om litteratur nærmest udraderet i periodens værker, mens der på den anden side med en uhørt grad af kompleksitet blev sat en helt ny ramme for litteraturen.

Når den litterære modernisme kunne sætte så høj en standard for eftertiden, skyldes det ifølge Thomsen også, at litteraturen omkring 1900 var dominerende som primært medium sammenholdt med en stærk borgerlig dannelseskultur. Og med Første Verdenskrig og fornemmelsen af sammenbrud var der virkelig noget at gøre oprør mod. Han mener, at vi havde lidt den samme fornemmelse af opbrud i 1960’erne og ’70’erne, men at det oprør aldrig blev så stærkt og siden ebbede ud igen.

Alligevel er han ikke ubetinget enig i, at der ikke bliver eksperimenteret længere. Det har blot ikke karakter af at skabe et brud i litteraturen. Af danske forfattere nævner han Klaus Høecks systemdigtning, Kirsten Thorup, der med romanen Ingenmandsland fra 2004 brød med stilen i sine tidligere romaner og med en dements fortælleperspektiv viste, at eksperimenter ikke behøver at være radikale for at være interessante og værdifulde. Og han nævner Gitte Broengs lille debutroman Frøken Klokken fra sidste år. Af udenlandske forfattere, der især gør noget helt nyt, fremhæver han Roberto Bolaño og den bosnisk-amerikanske forfatter Alexandar Hemon.

Højmodernismen på retur

På Københavns Universitet sidder den nyslåede doktor i litteratur Marianne Stidsen, og hun bekræfter uden tøven min antagelse.

»Du har ret, når man sammenligner begyndelsen af det 21. århundrede med begyndelsen af det 20., hvor det var helt vildt, som den ene isme afløste den anden, og hvor man forsøgte at overgå hinanden i formmæssige eksperimenter.«

Marianne Stidsen søger forklaringen på, hvorfor vi i dag ikke i samme grad eksperimenterer på et dybere plan. Det skyldes ikke, at det kulturelt og æstetisk siden er gået ned ad bakke for os. Forklaringen ligger i en anden tro på, at kunsten reelt i starten af det 20. århundrede til forskel fra i dag kunne gøre en forskel.

»Modernismens kunst handler om at forklare og at kunne gøre en forskel, og det er knyttet til mennesket. Projektet er, at mennesket ikke er på højde med udviklingen, derfor må man i kunsten finde et sprog for det. De avantgardistiske modernister, først og fremmest futuristerne, havde et meget skråsikkert politisk program for deres kunst og en tro på, at de kunne forandre verden og fremfor alt forandre mennesket.«

Stidsen ser til dels de mange eksperimenter og ismer som børnesygdomme. Den kunst, der følger efter, er i hendes øjne dermed også en mere moden kunst. Hun peger også på, at der i 1960’erne skete en ny opblomstring af eksperimentet, men det forblev kortvarigt, for »de troede heller ikke selv helt på det, de havde gang i«.

Hvad er hendes svar så på, at der skrives så konventionelt i dag? Hun henviser til et indlæg i Information for nylig, hvor en ung litteraturstuderende kritiserede den nye lyrik for at dyrke det flade hverdagssprog. Hun efterlyste en litteratur, der var højt belagt og ikke bare efterlignede hverdagstalesprog, men søgte det, modernisterne kalder det poetiske særsprog.

»Jeg er enig med hende. Det er interessant, fordi der for første gang i lang tid blev peget et nyt sted hen. Det har kørt længe med de unge forfattere, der spejler sig i 70’erne, og som netop var et opgør med et modernistisk formsprog. Det var et forsøg på at skrælle alt væk fra litteraturen for at få den ned på et hverdagsplan ud fra en tanke om, at det skulle gøre litteraturen mere demokratisk og mindre elitær. Det går igen i den nye litteratur, men mere som program end som praksis. Asta Olivia Nordenhof siger, at hun ikke vil skrive litterært, men at hun vil skrive som alle andre ville kunne skrive, men hendes Det nemme og det ensomme emmer af poetisk gehør ud over alle grænser. De mere talesprogsagtige passager får en hel anden klangbund ved at være spændt op mod højpoetiske passager, end hvis hele bogen bare havde været 1:1.«

Stidsen mener også, at flere unge forfattere som eksempelvis Signe Gjessing lige nu søger mod »et udsøgt modernistisk formsprog, fordi de er blevet trætte af 70’ersnak og den enorme politisering«. Og hun peger på det, som hendes kollega Martin Baake-Hansen har kaldt ‘metamodernisme’, nemlig den tilbagekobling til den modernistiske tradition, som sker i disse år på grund af metaltrætheden ved en meget ideologisk måde at se litteraturen på.

Af nye eksperimenterende ting siden 2000 peger Stidsen inden for prosaen på autofiktionen og inden for poesien på interaktionslyrikken, som er den lyrikform, hvor det traditionelt monologiske brydes, og hvor der sker påvirkning fra andre tekstsammenhænge.

»Det bliver spændende, hvordan litteraturen kommer til at udvikle sig. Efter at litteraturen i de sidste 10-15 år har været præget af en eller anden form for realisme, tror jeg, der er ved at indfinde sig en ny interesse for det modernistiske. Signe Gjessing er et godt eksempel; hold da op, jeg har i lang tid ikke hørt nogen læse lyrik med så megen eksistentiel patos, store kosmiske visioner, romantik og symbolisme. Theis Ørntoft kan også skrives ind i denne nye tradition.«

Kunsten som område for eksistentiel undersøgelse er ifølge Stidsen noget, som vi fremover vil komme til at se mere af. Hun mener, man kan sammenligne med 1970’erne og nævner Hans Jørgen Nielsens roman Fodboldenglen. I begyndelsen af romanen optræder et jeg, som skal oversætte et iitaliensk stykke om den italienske klassekamps velsignelser, hvilket han ikke er i stand til.

»Han går i sort, han kan ikke længere finde sig selv i det politiske sprog, og så ved et tilfælde støder han i sit kollektiv på en bog af Rilke og læser: ’Hvem, hvis jeg skreg / ville høre mit skrig blandt englenes ordener?’. Det er så politisk ukorrekt, som det kan være, men pludselig får han et sprog, han føler han selv kan trække vejret igennem og være i frem for at blive reduceret til et køn og en bestemt klasse og en meget ideologiske måde at se verden på. Modernismen handler også om det eksistentielle som noget, der ikke kan beskrives udtømmende i politiske kategorier.«

Masser af eksperimenter i dag

Mit tredje forsøg er Tania Ørum, lektor emerita fra Litteraturvidenskab i København. Hun er ekspert i den kunstneriske avantgarde, især den, der udspillede sig i 1960’erne. Og hun er fuldstændig uenig.

»Der foregår alle mulige former for eksperimenter for tiden, men de ligner ikke dem fra tidligere. Hovedstrømmen har aldrig været eksperimenterende, den har altid været konventionel. Mange af de ting, der nu fremstår som de centrale linjer, blev dengang ikke regnet for noget som helst, det var afsides og marginalt og er først efter Anden Verdenskrig blevet tydeligt. Dengang var der ingen, der kendte dadaisterne, det var bare fjollede mennesker, der gik rundt og lavede fjollede ting.«

Hun mener, at eksperimenterne i dag er lige så afgørende, de er bare nogle andre. Meget foregår i det tværæstetiske. Hun mener ikke, at det er tilfældigt, at Asta Olivia Nordenhof fik Montanas Litteraturpris for både sin bog og blog, at Lars Skinnebach lavede en bog, hvortil hører et økologisk manifest, at så mange arbejder kreativt med selve bogmediet, eksempelvis Morten Søndergaards ordapotek og gavludsmykning i Valby, alle de ting, der foregår på det elektroniske felt foruden de små selvorganiserende forlag som Antipyrine og OVO. De er hver især på mange forskellige måder og forskellige niveauer et svar på samfundsudviklingen.

Og Ørum nævner den nyeste bølge af konceptuel litteratur, hvor der har dannet sig et miljø mellem Nordamerika og Skandinavien. Her gælder navne som Vanessa Place og Kenneth Goldsmith, men også en digter som Ida Börjel, og Cia Rinne, der har rødder tilbage i konkret poesi og med sin flersproglighed viderefører traditionen fra avantgarden.

»Alt det er lige så afgørende som det, der skete i begyndelsen af det 20. århundrede. Når man spørger, hvorfor der i dag ikke skrives en stor samfundsroman, så burde man i stedet kigge på alt det, der sker i dag i det små og i de tusindvis af svar og nuancer, litteraturen leverer.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Michael Kongstad Nielsen

Eksperimenterne kom, fordi man ville forandre noget. I dag vil man bare beholde verden, som den er.

Som Marianne Stidsen siger i artiklen:
"Forklaringen ligger i en anden tro på, at kunsten reelt i starten af det 20. århundrede til forskel fra i dag kunne gøre en forskel."

Dengang troede kunstnerne på, at de med deres kunst kunne være med til at forandre verden og mennesket. I dag ønsker kunstnerne ikke at forandre verden,

Det er nok forklaringen.

Jørgen Steen Andersen

De to verdenskrige har ødelagt troen på fremtiden.
Johannes V. Jensen var meget fascineret af alle de nye tekniske vidundere.
Mange forfattere skrev i bevidstheden om tabet af uskyld og menneskers tiltagende fremmedgørelse i en mere og mere fragmenteret verden.
Hemmingway skrev følsomt, subjektivt, empatisk og føltes meget nærværende.
Herman Bang var en fremragende samtids - og følelsesfuld forfatter, som også Gustav Wied, John Steinbeck, Graham Greene m. fl.
Og de socialrealistiske som Martin Andersen Nexø, George Orwell og Aldous Huxley og mange andre beskrev meget levende samfundssystemets meget store menneskelige omkostninger med hver deres kunstneriske udtryksform, og i den forbindelse skal nævnes Franz Kafka med "Processen" og "Slottet", som surrealistisk fører hovedpersonen igennem et liv med manipulation, overgreb, tidsspilde, ventetider, hvor han bliver lovet alverdens ting, som aldrig sker.
For 100 år siden så Kafka sit samfund som repressivt, og det er vel ikke blevet bedre.
De undertrykkende midler og formen er anderledes, og det kunne kunstnere vel godt tage mere fat i for at tydeliggøre det.
Har det mon noget at gøre med informationsselektion, så vi aldrig hører om relevant kunst - ikke kun litteratur - i egne af verden, hvor fattigdom stadig er et livsvikår.
Socioøkonomiske forhold har til alle tider indflydelse på kunsten.
Jeg mener, at vi har enorme litterære skatte langt tilbage i tiden, som skulle kunne være afsæt til moderne kunst, men er der mon en modløshed og manglende fremskridts - og fremtidstro?