’Livedækning dræber vores politiske tidsopfattelse’

Når en politisk skandale som landbrugspakken og mistilliden til Eva Kjer Hansen dækkes live og massivt, gør det vold på begivenhedens politiske indhold. Det får seerne til at glemme, hvad den politiske krise egentlig handler om, mener lektor og forfatter Peter Nielsen, der er aktuel med bogen ’Mediekomplekset’
Når de store mediehuse tillader timelange spekulationer mellem journalister og kommentatorer på live-tv, er det med til at forvrænge seernes opfattelse af nyheder, begivenheder og historisk tid, mener Peter Nielsen

Når de store mediehuse tillader timelange spekulationer mellem journalister og kommentatorer på live-tv, er det med til at forvrænge seernes opfattelse af nyheder, begivenheder og historisk tid, mener Peter Nielsen

Finn Frandsen
2. marts 2016

Statsministeren gjorde i sidste uge sagen om landbrugspakken og miljøministerens forhold til lobbyorgansiationen Bæredygtigt Landbrug til et spørgsmål om regeringens overlevelse. På et pressemøde truede Lars Løkke Rasmussen (V) med at udskrive valg, hvis De Konservative stod ved deres mistillid til Eva Kjer Hansen (V).

Sagen kan således få store konsekvenser for den siddende regering, men det kan også vise sig at være business as usual. Og er det så overhovedet en nyhed? Hvad siger livedækningen af denne begivenhed om indholdet i sagen; hvad siger den om de danske vandløb og regeringens miljøpolitik? Ifølge lektor og mediekritiker Peter Nielsen ikke særlig meget.

Når de store mediehuse tillader timelange spekulationer mellem journalister og kommentatorer på live-tv, er det med til at forvrænge seernes opfattelse af nyheder, begivenheder og historisk tid, mener Peter Nielsen. For når vi ser begivenheder som sagen om landbrugspakken og de Konservatives mistillid til ministeren blive optrevlet og diskuteret på live-tv, har det i virkeligheden intet med politiske nyheder eller begivenheder at gøre. Og allerede mens vi ser dem, glemmer vi, hvad det egentlig var, det hele handlede om.

Peter Nielsen er aktuel med bogen Mediekomplekset, hvor han redegør for det, han mener, er det politiske og økonomiske indholds snigende død. Et indhold, han mener længe har været overtaget af »mediernes formtyranni«.

»Den aktuelle mediestorm om landbrugs- og miljøminister Eva Kjer Hansen er et eksempel på, at realtidsdækning spiller sammen med en intensivering af nyhedsbilledet i det hele taget,« siger han. »Vores historiske tidsopfattelse af politik, som vi oplevede den ’i gamle dage’, går i opløsning. Historier, der bygger på aktører, konflikter og den særlige sociale dynamik mellem aktører og strukturer, bliver erstattet med mediernes formherredømme: Forløbet om landbrugspakken handler ikke længere om miljø og miljøpolitik, men om medier og nyheder som form, og om personer og kommunikation.«

– Nu endte Eva Kjer Hansen med at gå af som fødevare- og miljøminister, og statsministeren kom i modvind på grund af hans håndtering af sagen. Kan man ikke med det in mente forsvare den heftige livedækning af skandalen?

»Jeg synes netop, at hele forløbet omkring landbrugspakken og Eva Kjer Hansen er et godt eksempel på den udvikling, jeg kritiserer. Der har været realtidsdækning og en masse nyheder og billeder, en ekstrem fortætning af nyhedsbilledet – en medieboble – men det politiske indhold har ikke ændret sig. Endnu en minister er røget ud, men landbrugspakken er vedtaget, regeringen fortsætter, og såvel landbrugspolitikken som den generelle neoliberale politik er uforandret. Det politiske skuespil, som sagen om Eva Kjer Hansen eksemplificerer, har netop to sider: Et farvestrålende mediedrama med vigtige personer og stor spændingsværdi, og så en fastlåst realpolitik præget af konsensus og teknokrater.«

Glemslen

Med den eksplosive udbredelse af sociale medier, smartphones og et konstant nyhedsflow mener Peter Nielsen, at der mangler et aktuelt supplement til den traditionelle mediekritik. For hvor mediet tidligere var en katalysator for politiske og økonomiske budskaber, er mediet blevet budskabet.

»Det politiske og økonomiske indhold i nyheder forsvinder, når formen tager over. I dag er politik og økonomi mest form uden indhold. Det skuespil, der udspiller sig i Folketinget, er først og fremmest form, hvor uenigheder og konflikter er medialiserede. Det er medie- udviklingen, der har gjort det muligt, så derfor må man se mediekomplekset for sig,« siger Peter Nielsen.

Hans tese er blandt andet, at den øgede live-dækning af politiske kriser kan føre til, at erindringen om den egentlig konflikt eller krise absorberes og forsvinder fra seerens hukommelse. Erindringen om skandalen eller politiske kommentatorers spekulationer opløses ikke, efter man har slukket for livedækningen, men mens man ser den.

Et godt eksempel er f.eks Lars Løkke Rasmussen og Kristian Jensens kamp om formandsposten i Venstre i 2014.

»Lars Løkkes potentielle afgang blev dengang dækket fra alle vinkler, og alle sten blev vendt af journalister og kommentatorer, men da det viste sig, at Løkke blev siddende, var den politiske begivenhed allerede død,« siger han.

»Når vi følger med i flere timers livedækning af spekulationerne omkring hans afgang, så er det ’ikke-begivenheder’, der bliver forklædt som politiske nyheder med egentligt indhold. Det er et eksempel på, at formen skygger for indholdet.«

Indholdet er annulleret

Problemet med dette er ikke kun, at spekulationer bliver serveret, som var de egentlige nyheder eller begivenheder, men at der sjældent følges op på tidligere spekulationer og udtalelser, mener Peter Nielsen. Her tillader medierne og journalistikken, at »formen overskriver indholdet«.

»Når vismændene for eksempel nedjusterer forventningen til Danmarks vækst i 2016 fra to til én procent, bliver det en nyhed i sig selv, og den kan medierne sagtens bruge meget tid på. Men der følges sjældent op på, om disse udtalelser viste sig at holde stik,« siger Peter Nielsen.

»Der er sket en medialisering af politik, økonomi og det sociale, der har sat formen over alt. Indholdet bliver annulleret, og den her overdrevne fokus på livedækning gør, at alt forbliver i nuet. Medierne bliver selvgenerende og selvrefererende, og det har negative konsekvenser for vores opfattelse af historicitet og fremtid.«

– Det er vel ikke alt, der dækkes i realtid? Findes der ikke længere politisk indhold i nogen af de konflikter og kriser, medierne dækker fra dag til dag?

»Der findes stadig regulære og partikulære nyheder, som ikke er præget af realtidsdækning, og det er det meste af stoffet stadig. Min pointe er, at realtidsdækning bliver mere fremherskende og præger vores generelle nyhedsbillede, og det er den slags nyheder, mange seere tiltrækkes af. Der er jo også en spænding og en dramaturgi i live-dækningen, der har en stor tiltrækningskraft. Det minder om film eller tv-serier.«

Medier og modstand

Og det nye mediebillede kræver en helt ny mediekritik, mener Peter Nielsen. Medieudviklingen går nemlig så stærkt, at tidligere kritikker formuleret af blandt andre Noam Chomsky og Slavoj Žižek forældes med stadig stigende hastighed. Peter Nielsen beskriver selv Mediekomplekset som et forsøg på at formulere en aktuel mediekritik. Men i forlængelse af ’de gamle’ teoretikere handler det også for Peter Nielsen om, hvor der er plads til modstandsformer.

»Hos Noam Chomsky og andre mediekritikere handlede det om at opbygge alternative radiokanaler og tv-stationer i modsætning til de kommercielle og elitistiske. De skulle have en mere folkelig og plural tilgang, der skulle oplyse arbejderklassen og gavne de undertrykte. Den form for mediekritik tror jeg ikke længere på«

Kritikken bygger ifølge Peter Nielsen på et andet mediebillede end det, vi har i dag. Medierne er ikke længere monologiske, men interaktive. Det vil sige, at vi ikke længere kun bliver talt til, men også med. Vi er medproducenter, der producerer statusopdateringer, posts og tweets, liker, kommenterer og deler, og det ændrer grundlæggende ved vilkårene for magt og modstand, forklarer Peter Nielsen.

»Mediekomplekset skal ikke kun forstås som et tilbageskridt i forhold til tidligere former for samfund. På mikroplan og i nære relationer, som individer eller i grupper, har vi større muligheder for at yde indflydelse på vores liv, end vi havde tidligere. Det når bare ikke længere ud på samfundsplan,« siger han.

– Vil det sige, at der er ikke nogen selvstændig værdi i den politiske handlekraft og repræsentation, som Facebook og Twitter kan tilbyde?

»Det er jo af værdi, at man kan komme til orde og opnå en vis repræsentation på de sociale medier. Men på makroplan stivner tingene mere og mere, og der opstår nogle former, som dræber det politiske og sociale indhold. Det er utrolig vanskeligt at ændre på.«

– Hvad kan man så gøre? Vi kan vel ikke nøjes med at læse ugentlige magasiner?

»Journalister og mediebrugere skal holde en distance til de her mediestorme. Man kunne også bruge den medieopmærksomhed, der er lige nu, på at fokusere på reelt indhold, såsom de egentlige konsekvenser for vores vandkvalitet eller alternative miljøpolitikker. Ellers bidrager man bare til medieboblen, der aktuelt handler mere om personer og kommunikation end forurening og miljø. Det handler lige nu mest om Eva Kjer Hansen og ikke dansk miljøpolitik. Det er trist.«

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Blå bog: Peter Nielsen

Uddannet økonom.

Forsker i samspillet mellem politik, økonomi og medier på Roskilde Universitet.

Har bl.a. skrevet ’Velstandssamfundet’ (2011) og ’Magt og modstand’ med Lars Poulsen og Pil Christensen (2012).

Tidligere politisk rådgiver for Enhedslisten på Christiansborg (2007-2011).

Forsiden lige nu

Kommentarer

Brugerbillede for Kurt Nielsen

Så vidt som jeg kan forstå teksten, så har manden jo ret: Det gamle ordsprog: 'Man skal ikke skue hunden på hårene' har været udsat for den omsiggribende besparelses og effektiviseringsproces så 'ikke' er blevet fjernet som overflødigt.

Men ja, Overfladiskheden er tilbage i fin form: slipsedyrene er vendt tilbage. Bodegajournalistikken stortrives med væg-til-væg-analyser om magtspillet (skide være med politikken). Om lidt genindføres De-formen (dronningen har jo selv insisteret på at hun er så ringe så man skal sige De til hende - og med den frontfigur er det bare et spørgsmål om tid, før 'eliten' følger efter).

Et godt og absolut velment råd til journalister: Fokuser på den faktisk førte politik og dens konsekvenser, f.eks. at folkeskolereformerne i de sidste fyrre år har været til gavn for privatskolerne. Hvornår forventes processen afsluttet? Folkeskolen er i mellemtiden hverken blevet bedre eller dårligere. Altså har den politiske hensigt med reformerne været netop det, at få flere til at vælge privatskoler til deres børn og ikke - som den deklarerede årsag: at gøre folkeskolen bedre.

Det er bare et ud af en liste på 4327 andre eksempler (led og du skal finde - eller bare spørg undertegnede) på at den førte politik ikke deklareres, hverken af tilhængere eller - tilsyneladende - modstandere.

Brugerbillede for Maj-Britt Kent Hansen

CITB: For hvor mediet tidligere var en katalysator for politiske og økonomiske budskaber, er mediet blevet budskabet. CITS. Sådan siger Peter Nielsen ovenfor.

Det kan man dårligt være uenig i. Journalisters og politikeres bidrag til live-dækning, twitter, facebook m.v. bekræfter, at Marshall McLuhan stadig er ganske aktuel: The Medium is the Message!

Er det vi ser og hører interessant, oplysende - er der perspektiver i, hvad vi bliver fortalt. Noget, der vækker til eftertænksomhed? Nej, det hele minder mere og mere om en genudsendelse af en dårlig B-film.

Tidsspilde!

Brugerbillede for Morten P. Nielsen

Den kritik Peter Nielsen arbejder med, har eksisteret længe. Form over indhold, udvanding af væsentlighedskriteriet, konflikt- og personfokuseret vinkling, selvreference med mediernes ansatte som ekspertkilder, click baiting o.s.v..

Den degenererede journalistik og mediefunktion, vi oplever, har jo sjovt nok været sammenfaldende med indførelsen af de reklamefinansierede elektroniske medier og deres behov for at optimere en form, der fastholder seere og lyttere af hensyn til annoncørerne. At DR så valgte at spejle TV2's platte flade i stedet for at fastholde en saglig form, er jo i sig selv problematisk i den her sammenhæng.

Men godt, hvis Peter Nielsen kan sætte problemet til debat endnu engang. Jeg er blot ikke særlig optimistisk. Medierne er notorisk uvillige til at arbejde med kritik af dem selv, og da det politiske system og medierne har en fælles interesse i at bevare den nuværende tilstand, så er forsøg på at diskutere, endsige vende, udviklingen mildest talt op ad bakke.

Brugerbillede for Robert  Kroll

De aller fleste vælgere kan på glimrende vis og uden bistand finde ud af, hvad der er "politisk substans" eller "faglig substans" eller "form substans" eller "proces substans" eller "person substans" o s v i en sag.

Hvis man IKKE mener, at dette er tilfældet, så er næste skridt vel at begrænse den demokratiske indflydelse til en "udsøgt kreds" af særligt egnede beslutningstagere, der på vores - de dummes og naives - vegne , kan styre tingene ???? ELLER man kunne censurere medierne , så de "upræcise og politisk ukorrekte" blev lukket ???

Personlig tror jeg , at alle andre er lige så kvikke som jeg selv, så mon ikke vi alle kan finde ud af at vælge og vrage samt skille skidt fra kanel uden "eksperthjælp" ???

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Vibeke Rasmussen

Første prioritet for medierne synes at være, at holde brugerne fangen. Hvilket i fx det reklamefri (når man undtager de idelige selvpromoveringer!) DR-tvs tilfælde, burde være unødvendigt. Men dér spiller seer-tal så alligevel ind som en afgørende faktor. Hvorfor egentlig? Får DR ikke statstilskud uanset?

Nu er det sjældent, jeg ser DR2 Eftermiddag, men når jeg gør, er det hovedsageligt i forbindelse med en politisk udvikling. Men frem for at blive informeret/ orienteret/ oplyst bliver jeg i stedet hurtigt fuldstændig ør i hovedet over, hvordan værterne kan tale non stop, ad libitum … uden at sige ret meget egentlig substantielt. De inviterede gæster må pænt og artigt vente på at blive spurgt og bliver uden varsel afbrudt, hvis der er tegn på, at der et andet sted sker noget, og der derfor straks må "stilles om", eksempelvis til Christiansborg … hvor der så heller ikke sker noget … udover at en af DRs utallige 'korrespondenter' også får lidt skærm-tid.

Dét de ad libitum-jakkende værter derimod kan oplyse mig om, er: Hvad jeg udmærket selv kan se og høre. Gentage hvad jeg netop har set og hørt. Og gætte på, hvad jeg måske lige om lidt kan få at se og høre. Og det kører så nærmest som en båndsløjfe. Som om de frygter, at hvis de bare et øjeblik holdt bøtte og trak vejret – eller respektivt og ønskeligt fortalte noget væsentligt og faktuelt! – vil seerne zappe væk. De synes i såkaldte live-reportager konstant at foregive, at 'lige om lidt' vil der ske noget, så zap ikke væk, du kunne gå glip af noget væsentligt!

Det virker modsat på mig, men indrømmet, det har det ikke altid gjort. Og det må jo stadig virke på flertallet af seerne, siden de fortsætter med det?

Brugerbillede for Michael Kongstad Nielsen

Vi befinder os i det, der hedder tidsånden.
Nogle få er ikke vilde med den, men de har ikke magt til at gøre noget ved det.
De er i mindretal p.t.
Det kræver en større mental renselse at løsrive sig fra medieunderholdhingen, og hvem skulle sørge for det, når flertallet kan lide underholdningen?

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Jakob Lilliendahl

Du slukker bare, Michael Kongstad Nielsen, det kan hverken tidsånden eller flertallet stoppe dig i. Trods alt, stadigvæk.. Du kan også lade være med at tænde, eller skille dig helt af med apparaterne. Så skal du se, så kommer den mentale renselse helt af sig selv ;)

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Anne Eriksen

Jeg er ikke sikker på, at flertallet kan lide formen/ underholdningen...
Måske har de gang i mobilen eller tror, at det altid har været sådan - nu bare med lidt mere speed. Sådan lidt zombieagtigt.
Radioen er heller ikke gået ram forbi.
Af gammel vane står den på P.1 - men det er blevet så hæsblæsende, at jeg ind i mellem må lukke om morgenen for ikke at blive ende som en "shatterbrain"
De samme nyheder hele dagen, ligegyldigt hvilket medie - garneret med et par "eksperter", så vi virkelig kan fatte det!

Brugerbillede for Troels Brøgger

@Jakob Lilliendal:
Jeg tror ikke det slukknappen der ændrer samfundet Jakob.
Jeg deler Michaels bekymring: Hvordan får vi det ændret, når den kanal vi skal bruge for at slå til lyd for noget bedre er domineret af dem hvis adfærd vi vil kritisere ?
Jeg er er begyndt at skrive til de enkelte redaktioner og journalister i erkendelse af at jeg ikke kan gøre noget stort og banebrydende.
Jeg har for eksempel lige sendt "God morgen P1" redaktionen et link til Martin Burchardts artikel om primærvælgene i USA med en bemærkning om at jeg fandt deres dækning imorgen noget tynd, og derfor mente de kunne blive klogere af at læse den.
Jeg ved ikke om de er for tykhudede til at det kan svide lidt, men jeg bliver s'gu nødt til at prøve.