Læsetid: 9 min.

Livet skal tilbage i byerne

I de seneste 40 år har vi fjernet alt det grimme, ildelugtende og larmende fra vores byer – og de er blevet pæne, næsten for pæne for mennesker at leve i. Nu skal vi have livet tilbage og vi ser til Kina for inspiration
’Kina er et oplagt studieobjekt til at forstå, hvordan mennesket tilpasser sig livet i byen ved at ændre adfærd og ved at sætte deres eget præg på de omgivelser, de lever i,’ siger byudvikleren Niels Bjørn.

Niels Bjørn

16. marts 2016

En sejldug bliver spændt ud fra bankens facade på en plads ved en af Beijings befærdede metrostationer. Det er lukketid i det finansielle centrum, men nu åbner en lille butik markeret med et nødtørftigt halvtag, fortæller Alexander Muchenberger.

I millionbyen bliver de attraktive kvadratmeter omkring metrostationerne udnyttet på bedste vis og skaber leben døgnet rundt. Det sker til stor irritation for de lokale myndigheder. De bryder sig ikke om det rodede bybillede, som de interimistiske forretninger skaber. Men den danske designer bliver inspireret:

»Det ser måske grimt ud i myndighedernes øjne, men man kan jo se og mærke, at folk lever her.«

Sidste år blev interaktionsdesigneren Alexander Muchenberger ansat af Brabrand Boligforening for at inspirere borgere i Gellerupparken til at skabe liv i ghettoområdet og på sigt gøre Aarhus-bydelen til et mere attraktivt sted at bo.

For Alexander Muchenberger handler det om at give mulighed for, at beboerne kan påvirke deres omgivelser. Det kræver et opgør med den i Danmark så populære funktionalisme og den modernistiske byggestil, som opdelte boliger og områder efter funktion og adskilte privatliv og arbejdsliv.

Med en 8-16-hverdag flytter vi os rundt mellem boligkvarterer og kontorbygninger som viserne på et urværk og efterlader boligområder øde i dagtimerne og kontorbygninger mørklagte om natten.

Man forsøgte at skemalægge menneskers liv og skabe de perfekte arkitektoniske rammer til en ideel tilværelse, men man glemte at tænke på at skabe mulighed for interaktion mellem mennesker, siger Alexander Muchenberger:

»Med den funktionalistiske byplanlægning og jagten på det ordentlige har vi skabt byrum, som er ren facade. Vi er blevet bange for det grimme og det menneskelige,« siger Alexander Muchenberger.

I det moderne byggeri er alle hverdagsfunktioner fjernet fra gadeplan og pakket ind i husene, men det betyder også, at vi ikke møder vores naboer i samme grad.

Væk er de tætte baggårde med lokum, skrald, vasketøj og værksteder, men væk er også rummet, hvor man kommer hinanden ved.

»Når alt det private bliver pakket væk, og når arkitekten bestemmer, hvor høj hækken skal være, fratager han også folk muligheden for at skabe et fællesskab omkring praktiske gøremål,« siger Alexander Muchenberger:

»Vi skal tillade det lidt tilfældige og ufuldstændige, og vi skal væk fra byplanlægning, der serverer det hele for os.«

»Det kan vi lære af Kina – men vi skal skynde os lidt, for de har travlt med at rive ned og bygge boligområder efter funktionalistisk forbillede,« siger Alexander Muchenberger.

På dette års arkitekturfestival CAFx i København, AAFX i Aarhus og ALAFx Aalborg er samspillet mellem arkitektur og mennesker i centrum. I løbet af festivalen kommer vi verden rundt i det filmiske univers og berører arkitektoniske, sociale og politiske problemstillinger på byvandringer, havnerundfarter og udstillinger:

»For tredje år i træk udforsker vi, hvordan arkitekturen præger vores liv og verden – og hvordan vores liv og verden påvirker arkitekturen. Vores ambition er fortsat at udvide ideen om, hvad arkitektur er og kan: at udfolde arkitekturen som noget mere end blot mursten, rum eller rammer – som en sanselig, kropslig, social, politisk og menneskelig størrelse, der siver ind overalt i vores tilværelse,« siger festivaldirektør Josephine Michau.

I samarbejde med en række byrumtænkere og arkitekter sætter festivalen bl.a. fokus på, hvordan arkitekturen påvirker livet i Kinas storbyer. For Kinas storbyer har om nogen gennemlevet erfaringer med, at mennesker deles om byrum, som vi andre kan lære af på godt og ondt.

»Borgmestre verden over er i dag enige om, at de vil have en levende by. Men det er kun få steder, der lykkes med at lave bæredygtige og levende byrum,« siger arkitekten Kristian Villadsen, der er ansvarlig for Gehl Architects’ arbejde i Kina:

»En af de vigtigste årsager til, at vi ikke altid lykkes med at skabe levende byrum, er, at vi ikke forstår konsekvenserne af den måde, vi udvikler byen på,« siger Kristian Villadsen.

Den observation er urbanisten Niels Bjørn enig i. Med sit kamera har han dokumenteret byliv i fem forskellige kinesiske kæmpebyer og vist, hvordan arkitektur og byplanlægning spiller ind på vores brug af offentlige rum. Billederne kan ses på en udstilling på Dansk Arkitektur Center i denne måned:

»Kina er et oplagt studieobjekt til at forstå, hvordan mennesket tilpasser sig livet i byen ved at ændre adfærd og ved at sætte deres eget præg på de omgivelser, de lever i,« siger Niels Bjørn:

»At iagttage byudviklingen i Kina er som at holde et forstørrelsesglas op for øjet og iagttage, hvad byvækst og forskellige former for byplanlægning har af konsekvenser for os som mennesker, for vores individuelle identitet og selvforståelse, for vores oplevelse og adfærd, og for den måde, vi fungerer med hinanden på i lokalsamfund, ikke bare i Kina, men alle steder,« skriver Niels Bjørn i indledningen til den nyligt udkomne bog Livet i Kinas kæmpebyer.

Opgøret med den pæne by

Det var tænkt som et frisk pust til de tilslummede europæiske byer, da den schweiziske arkitekt Charles-Édouard Jeanneret-Gris, bedre kendt som Le Corbusier, formulerede sine visioner for en moderne by i Athen-chartret i 1933.

Efter et halvt århundrede med intens industrialisering og urbanisering var hver en baggård udnyttet til produktion eller salg, og byboerne var stuvet sammen på få kvadratmeter i usunde boliger.

Der blev etableret boligkvarterer, industrikvarterer, kontorbygninger, indkøbscentre, sportspladser – og alting blev opdelt efter sin funktion.

Arbejderen fik en sund bolig, frisk luft og masser af lys.

Noget lignende var tanken bag Gellerupparken, da den blev opført af præfabrikerede betonelementer i perioden 1968-1972.

På bakken, tæt ved Brabrand Sø og med udsigt over hele Aarhus. Der skulle de ligge – de moderne boligblokke med gode rum og stort lysindfald. Det her er et sted, folk gerne vil bo, tænkte bygherrerne.

Det gik ikke sådan. De karakteristiske høje blokke med grå facader blev forbundet med ghettolivets hårde vilkår.

Set i retrospekt er det egentlig ikke så underligt.

»Uden en forhave og baghave i de store betonblokke er der ikke mulighed for at sætte sit eget præg på omgivelserne, og det gør det svært at føle sig hjemme,« siger Alexander Muchenberger.

Vi ved i dag, at der er sammenhæng mellem tryghed, kriminalitetsforebyggelse og arkitektur:

»Bestemte typer af sociale problemer findes i langt højere grad i nogle typer af byggeri end i andre,« siger Niels Bjørn.

Det hænger blandt andet sammen med, at mennesket føler sig fremmedgjort i høje byggerier med store åbne pladser imellem, fortæller Niels Bjørn og henviser til forskning, der viser at mennesket har svært ved at finde sig til rette i et alt for stort rum:

»Det er svært at finde ud af, hvor man skal gøre ophold og placere sig selv i et stort rum, hvor man kan føle sig udsat,« siger Niels Bjørn:

»I de store ensartede højhusbyggerier er det vanskeligt at føle sig hjemme, fordi de ikke har nogen særlig stærk identitet at gå i dialog med.«

Efter flere års forgæves forsøg på at lokke aarhusianske børnefamilier og studerende til med lave huslejer tog Aarhus Kommune i 2014 konsekvensen. Man ryddede noget krat, rev et par blokke ned og åbnede for nye ideer, der kunne skabe liv i fællesarealerne. Håbet var at skabe et boligområde, der opleves trygt og attraktivt, så forskellige mennesker har lyst til både at besøge og bosætte sig i det.

Det er op ad bakke – også i bogstaveligste forstand. Gellerupparken er en seks kilometer lang sveddryppende cykeltur med en stigning på 55 højdemeter.

Som rådgiver i forbindelse med Gellerupparkens arkitektoniske omdannelsesproces har Niels Bjørn argumenteret for at bryde skalaen ned til »menneskestørrelse«. Han henviser bl.a. til Beijings hutonger som velfungerende byrum.

I Kina har Niels Bjørn observeret, hvordan funktioner og handlinger kan overlappe hinanden i det samme rum:

»Butikker, boliger og restauranter ligger mellem hinanden. Det er basen for et tætvævet socialt liv, man lærer hinanden at kende, og der opstår et lokalmiljø. Man ved, hvem naboen er, fordi man hele tiden krydser hinanden.«

De gamle byområder i Kina fungerer godt, fordi de er udviklet over tid og ikke som teoretiske modeller, siger Niels Bjørn:

»Her sidder historien i murene. Gennem århundreder er de blevet tilpasset den måde, man lever på i den del af Kina.«

»De mennesker, der bor her, er hele tiden i gang med at ændre på deres omgivelser, så rummene kommer til at passe til deres daglige gøremål.«

»I kinesiske parker og smalle gyder i de gamle bydele er der naturlige opholdsrum, som indbyder til social aktivitet,« fortæller Kristian Villadsen:

»I den traditionelle kinesiske by var gaden der, hvor man levede sit liv. Det var der, man mødtes på tværs af sociale forskelle. Her var man en del af samfundet. Gaden var byens rygrad i mere end 3.000 år.«

Fjerner byens historie

Kinas omfattende urbanisering sideløbende med økonomiske reformer og stigende handel med omverdenen er kilde til både fascination og inspiration for arkitekten Kristian Villadsen:

»Der er ikke noget sted i verden, hvor der er flere mennesker, der flytter fra land til by. Det er en folkevandring, som vi ikke har set før i historien,« siger Kristian Villadsen.

Yderligere omkring 300 millioner kinesere vil flytte fra landområderne til bymæssig bebyggelse inden for de næste 20 år.

»Fra den ene dag til den anden er gaden som socialt rum stort set fjernet fra Kinas storbyer. Det er et udtalt eksempel på, hvad der sker, når man ikke tænker på, hvordan det sociale liv og byens udformning hænger sammen,« siger Kristian Villadsen.

Med byplanlægningsprojekter i bl.a. Shanghai og Beijing arbejder Gehl Architects med at give kinesiske borgere et valg mellem forskellige måder at bo og leve på. Det er en udfordring i et land, der har lagt sig fast på én byggemodel, siger Kristian Villadsen.

»I løbet af de sidste tre årtier har Kina brugt en bymodel – en bymodel, som vi i resten af verden har kasseret, fordi den ikke fungerede. Det er den ekstremt modernistiske tankegang med funktionsopdeling og meget ensartet byplanlægning, der ikke tager hensyn til livskvaliteten.«

Alligevel er de kinesiske byer ifølge Kristian Villadsen ikke bare en en opskalering af de fejltagelser, vi gjorde i Vesten for 40-50 år siden:

»Rundt omkring i Beijing er der både gamle og nye eksempler på små perler, hvor der er plads til det sociale liv. Men imellem de perler skal du måske sidde fast i trafikken i to timer. Der er ikke længere nogen sammenhængende struktur i byen.«

Når man i dag står midt i den kinesiske hovedstad, er det svært at forstille sig, at byen for mindre end 100 år siden var afgrænset af en bymur, der i dag er brudt ned og erstattet af en ringvej.

Byen udvider sig både i højden og bredden for at skabe plads til boliger og kontorbygninger, men der er ikke altid tænkt på, at mennesker skal leve her, siger Niels Bjørn:

»Vi kan hente inspiration i den traditionelle kinesiske måde at skabe byrum på, mens Kina kan tage ved lære af de fejl, vi gjorde, da vi begyndte at bygge boligblokke uden identitet.«

Det lidt selvforherligende billede af Danmark bryder Alexander Muchenberger sig ikke om. For det er ikke kun i Kina, at byens historie bliver fjernet. I jagten på byområder, der behager middelklassen, laver vi byfornyelse, hvor potentialet i stedets historie glemmes:

»I Gellerup gik det først galt, da man valgte at rive bygninger ned,« siger Alexander Muchenberger. Det er provokerende at sige sådan. Det ved han godt, men han kan ikke lade være at ruske lidt op i den danske brug-og-smid-væk-mentalitet:

»Det viser jo med al tydelighed, at man ikke bygger videre på det, som allerede er her, og dermed det liv, der bliver levet her.«

»Der er meget dårligt at sige om Gellerup, og det er oplagt, at man gennem etablering af nye veje og forskønnelse af fællesarealer kan være med til at skabe en ny bydel. Men helt grundlæggende har man ikke forstået at se skønheden i det, der allerede findes her, og dyrke det,« siger Alexander Muchenberger:

»Her bor mennesker, som er en del af verden uden for Danmark, men de har ikke haft mulighed for at vise os det. Det hele er pakket ind i højhusene og markedet ved Bazar Vest.«

»Når vi river betonblokke ned, er det en falliterklæring fra byplanlæggere, designere og arkitekters side. Vi har simpelthen ikke fundet en god måde at lade borgerne bidrage til det sted, de lever.«

’Kinas Megabyer’ og ’Gellerupparken’ er temaer på dette års arkitekturfestival CAFx i København, AAFX i Aarhus og ALAFx Aalborg fra den 8. til den 20. marts. Se programmet her: http://cafx.dk/

I forbindelse med Aarhus Architecture Festival vil der være byvandringer i Gellerupparken. Se programmet her: http://aafx.dk/

Du kan opleve udstillingen ’Livet i Kinas kæmpebyer’ på Dansk Arkitektur Center, kurateret af Niels Bjørn, til den 8. maj

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jens Erik Starup

Jeg ved ikke hvorfor arkitekter og politikere tror, at befolkningen vil komme og bevæge sig rundt i de såkaldte byrum.

Lars Bo Jensen

Når jeg kigger ud fra vinduet i min lejlighed, ser det virkelig ikke ud til at alt det grimme, ildelugtende og larmende er forsvundet. Der kører stadig mange biler rundt i min by.

Vi har 2 personnumre til hver sin ende af Europa.

Vi rejser faktisk meget, men når vi ikke er på rejse, er vi oppe i vores hus i Sverige, bor vi i et meget lille og stærkt spred samfund sammen med 204 andre beboere. Bygden er på ca. 750 x 4.500 meter, og er helt omsluttet af dyb skov, sø og en bred strøm. Og her har vi omkring 25 km til det mest almindelige indkøb samt 60-100 km til det mere specialiserede. Her nyder vi stilheden og årstidernes gang, og vi savner absolut ikke byerne.

Peter Nielsen

Og smog, og migrantarbejdere, og hjemløse, og skidt og møg. Der er rigeligt af inspiration i Kina.
Hvad med om man søgte inspiration i Europa i stedet for, hvis man ikke ved hvad man skal fjolle rundt med.

Helene Kristensen

Peter Nielsen, der er jo ikke meget eksotisk ferierejse for politikere og halehæng ved at turnere rundt i europæiske flygtningelejre - så hellere en tur til Kina. Der er jo også en masse at se og opleve, når man har kigget slumkvarterer lidt.

Mener bestemt ikke man behøver importere brugte og nedslidte byer for at eliten kan have noget eksotisk at se på. Efterhånden som hele samfundet er forarmet og pengene puttet i lommerne på de rigeste - er de fleste danske byer kommet til at se så slidte og brugte ud som Østeuropa før murens fald.

Peter Nielsen

Jeg synes at vi generelt er gode til at passe på vores byer, MEN, og der er et men. Den måde vi bygger nyt på synes jeg personligt er en opdateret version af de betonhelveder fra 60´erne , 70´erne og 80´erne. Der er meget lidt miljø og ånd i byggerierne. i Aalborg bygger man som sindssyge... Man bygger kontorer så man skulle tro at hele den samlede danske beskæftigelse i kontorerhverv flytter til Aalborg. Når man endelig bygger boliger, så er det grimt og uinspirerende byggeri.
det er selvfølgelig min holdning, men hvis man ser på hvodan byrum er skabt i nyere tid i sydlandske byer så har man da noget at gå efter, men man skal nok også forholde sig til at vejret spiller ind når folk tager en tur ud i gaderne om aftenen.