Massemennesket

Johannes V. Jensen var en berejst mand. Fra det fjerne Østen fortæller han om et særligt transportmiddel. Han skriver – gengivet efter min hukommelse – følgende: En Rickshaw er et tohjulet køretøj med to vognstænger hvorimellem løber en kineser. I begyndelsen af forrige århundrede skriver han – hvad der for et nutidigt øre lyder lidt pudsigt – om »lokalbanen i New York«. Her foretager han en lille køretur. Han sætter sig over for en mand, med hvem han ikke udveksler et eneste ord, men alligevel føler sig i stand til at psykoanalysere fuldt og helt.

Manden er tydeligvis ’typisk funktionær’, en lidt kvalm skikkelse, der glæder sig over, at der findes et tilpas stort antal mennesker med en endnu lavere status i samfundet end han selv. En stræber, der gerne vil opad, men på den anden side allerede har fundet sig tilrette, der hvor han er. Absolut ikke noget kultiveret menneske, måske netop derfor føler Jensen ikke nogen trang til at tale med ham.

Kineseren mellem vognstængerne og funktionæren i New Yorks lokaltog egner sig udmærket til iagttagelse, men måske gjorde Jensen klogt i ikke at tage direkte kontakt med dem. Måske havde kineseren en farverig historie bag sig. Måske var funktionæren i toget slet ikke funktionær, men f.eks. skønlitterær forfatter, der sad og blev irriteret på den ’typiske europæer’, der sad og gloede på ham. Aksel Sandemose var mere nøgtern, når han beskrev det, man vel i hans tid kaldte det moderne massemenneske.

Et sted fortæller han om, hvordan han – ved et tilfælde – er havnet i et morgentog, tæt pakket med folk på vej til arbejde. Han reagerer på mængden af mennesker, ikke på enkelte individer. Beskrivelsen er båret af utilpashed og næsten rædsel. Han takker sin skaber for, at han ikke selv er henvist til et liv som lønmodtager og ’massemenneske’.

De fødte tabere

Meget nærmere nutiden er der jo Margaret Thatchers berømte bemærkning om, at hvis man som 25-årig stadig tager bussen, er man simpelthen født taber. Og selv om nutidens danske politikere taler vældig pænt om de tapre danskere, der står op og smører leverpostejmadder hver morgen, inden de tager på arbejde, kan man godt mærke den lille gysen: Godt det ikke er mig! Jo hårdere deres arbejde er, jo tidligere skal de stå op.

Og jo mindre får de for det. En anden tanke kan også få det til at gyse i en: At de dog gider! Underforstået: Tænk, hvis de ikke gjorde det. Gad, altså. Så ville vi alle sammen eddermame være på den. Skønånder såvel som politikere.

Der findes en forestilling om at rigtige mænd, kropsarbejdere, er sådan nogle, der drikker deres kaffe sort. Helt sort. Det passer ikke. Arbejdere skal have sukker i deres kaffe, nogle af dem så meget sukker, at der er mere af det end af kaffe. Sukker er energi. Når de har drukket kaffen, kan de lidt igen.

Fysisk arbejde er ikke så hårdt, som det har været engang, men hårdt er det stadig. Der er stadig brug for en mand med en skovl, en gravko kan ikke klare det hele. Der er stadig tunge ting, der skal slæbes op ad trapper og stilladser, en kran kan ikke komme til overalt. De fleste tænker ikke over det, men for en taxichauffør kan det være en hård prøvelse for ryggen af stige ud og ind af bilen mange gange hver eneste dag.

Bygningsmalere slider på benene på grund af umulige arbejdsstillinger. Det gør frisører, tjenere og butikspersonale også. Slagteriarbejdere ødelægger deres skuldre, kassedamer døjer med træk og smerter i nakke og ryg. Pendlere risikerer at falde i søvn ved rattet, når de skal hjem. Og så er der dem, der lader sig transportere af Københavns lokalbane for at komme hjem til lejligheden i det sociale boligbyggeri på Vestegnen.

De risikerer, at en Johannes V. Jensen in spe sidder og glor på dem. Endelig er der dem, der tager bussen og dermed ikke lægger skjul på, at de er fødte tabere. Alle de mennesker. Tænk hvis de ikke gad mere. Tænk hvis de sagde, at når det er os, der tager alt det sure, så vil vi fandeme også have andel i det søde. Vi vil have råd til at købe ordentlige biler, bo i ordentlige boliger, dyrere fornøjelser, vi vil kort sagt have mere, meget mere, i løn.

’Jeg elsker dig’

Nå, men indtil videre finder de sig jo i det. Deres fagforeninger er ansvarlige, de udviser gerne løntilbageholdenhed i solidaritet med samfundet som helhed. Og af hensyn til industriens afsætningsmuligheder, naturligvis. Fagforeningerne er i det hele taget flinke mennesker, næsten lidt for gode til denne verden. I min fars tid som medlem af en fagforening var madkassen af blik.

Der var en slags rumdeler, løs, i den, med tre rum foroven og tre forneden. Altså så madkassen i alt kunne rumme seks halve stykker rugbrød. Leverpostej, spegepølse, en kartoffelmad i sæsonen, med purløg, ost – og hvad mor nu havde fundet på til ham. Når de seks halve var spist, kunne der ligge en seddel nederst i madkassen. ’Jeg elsker dig’, kunne mor godt finde på at skrive. Far har garanteret været sur over det.

Tænk hvis en af de andre i skurvognen så det. Dengang var der ingen, der ikke kunne læse. Og jo, dengang var der et rigtigt liv i skurvognene. Ikke et romantisk liv, men et realistisk liv. Vi arbejder for at tjene penge, var tankegangen. Men ellers var man hverken gift eller forlovet med Dansk Arbejdsgiverforening. Selvbevidstheden hos datidens anonyme massemennesker var simpelthen større. Det er vel værd at tænke over.