Books and Company, Hellerup
Eva Maria Fredensborgs første tanke var, at det ville være for besværligt. Alligevel kunne det ikke være anderledes. For hendes nye krimi Det hvide mørke, som hun selv kalder en slægtsgåde, blev nødt til at foregå i Sønderjylland. Også selv om det betød, at hun måtte tage den fire timer lange tur i bil fra huset i Ordrup fire-fem gange for at lære den sydligste del af Danmark at kende. Hendes viden om området var nemlig begrænset til et par flimrende og svage minder fra bardommens besøg hos farmoren, der boede i Sønderjylland. Og det, vidste hun, var ikke nok, hvis hun skulle blive tilfreds med sin bog om evolutionsbiologen Emma, der rejser til Sønderjylland for at møde sin ukendte farfar.
»For mig hænger sted og handling sammen, og selv om jeg kendte byggestenene til min bog på forhånd, dukkede meget af plottet op, mens jeg kørte rundt mellem Als og Tønder og ledte efter en landsby, hvor Emmas farfar kunne bo.«
Eva Maria Fredensborg har sat sig på en bænk i den bageste del af lokalet i den internationale bogcafé Books and Company i Hellerup. Inden hun kom så langt, kunne hun dog ikke lade være med at slå en sludder af med den engelsktalende ekspedient, der vil høre, hvordan det går. På bogcafeen har Eva Maria Fredensborg skrevet store dele af sin krimidebut om psykiateren Robert Strand, som hun brød igennem med for tre år siden, og som siden blev fulgt op af to andre bøger i samme serie. Med Det hvide mørke er Eva Maria Fredensborg dog startet forfra; hun har opfundet en ny hovedperson og udskiftet de svenske og københavnske kulisser, hvor de tidligere bøger foregår, med det dansk-tyske grænseland.
»En af grundene til, at den her bog har været så sjov at skrive, er, at Emmas rejse til Sønderjylland for mig også har været en slags opdagelsesrejse i min egen familiehistorie,« siger Eva Maria Fredensborg, der aldrig nåede at møde sin farfar.
Han boede hele sit liv i Sønderjylland og blev som 47-årig gift med hendes 19-årige farmor, som han også var gudfar til. Og selv om den historie ikke direkte har noget med handlingen i hendes nye bog at gøre, ledte den store aldersforskel mellem bedsteforældrene og nysgerrigheden efter at lære sin farfar at kende hende alligevel på sporet af bogens fortælling. En fortælling, der tager sin begyndelse, da københavneren Emma finder ud af, at hendes forældre har forsøgt at skjule, at hun har en farfar i Sønderjylland. Og som viser sig at være varetægtsfængslet for et mord, han ikke vil tale om.
Eberts Villaby, Amager
Et mord er også det klassiske udgangspunkt for forfatteren Jesper Steins aktuelle kriminalroman Aisha, som i år er blevet belønnet med De Gyldne Laurbær. Aisha er fjerde bind i serien om den fraskilte vicepolitikommissær Axel Steen, der lider af galoperende dødsangst, har et eskalerende hashforbrug og nærer en stor kærlighed til Nørrebro i København, hvor de tre første bind i serien også foregår. Men ligesom Jesper Stein for halvandet år siden flyttede til Amager efter 20 år på Nørrebro, har Axel Steen også taget turen med flyttebil fra brokvarteret til lorteøen – eller Københavns Manhatten alt efter temperament. Dog af lidt forskellige årsager. Jesper Stein flyttede, fordi nyfødte tvillinger ikke harmonerede med trapper op til fjerde sal. Axel Steen måtte væk fra Nørrebro, fordi han efterhånden havde haft så mange sammenstød med de kriminelle bander i området, at han ikke kunne blive ved med at bo der med sin otteårige datter.
»Det var egentlig ikke, fordi jeg havde tænkt, at Axel skulle flytte herud,« fortæller Jesper Stein. Han sidder i sofastuen i det, der ser ud til at være det eneste rum i stuelejligheden i den hvide murstensvilla på Amager, der ikke flyder med legetøj. Til gengæld er rummet udstyret med en fyldig bogreol, som Jesper Stein går hen til flere gange for at lede efter en 80’er digtsamling af Klaus Høeck, som nu på femogtyvende år – med sine beskrivelser af Nørrebro – bliver ved med at fascinere ham.
»Når Axel trods sin kærlighed til Nørrebro alligevel endte på Amager, hænger det sammen med, at jeg blev fuldstændig opslugt af den her bygning, 8-tallet, der ligger i Ørestaden. Den udstråler en fascinerende blanding af skønhed og kulde, og det vidste jeg bare, at jeg blev nødt til at bruge til noget.«
Af samme grund har Jesper Stein heller ikke været inde i bygningen, hvor det makabre lig, der sætter gang i handlingen i Aisha, bliver fundet i en penthouselejlighed.
»Jeg har da været lidt op ad skråningerne og fået en fornemmelse af, hvor meget det blæser, når man går rundt på den udvendige del af huset. Men det var ikke vigtigt for mig at komme ind og se, hvordan lejlighederne så ud. Jeg kunne jo sikkert godt have bedt viceværten om at få lov at se elevatorforholdene, ejendomsadministration og nogle af de andre steder, som bliver nævnt i bogen. Men det passer mig super fint, at alle detaljer i bogen ikke er virkelige,« forklarer Jesper Stein, der derfor heller aldrig bruger meget tid på at lave research om de steder, han skriver om i sine bøger.
Books and Company, Hellerup
For Eva Maria Fredensborg er det anderledes. Hun kunne sagtens have opfundet sin egen lille sønderjyske flække, siger hun.
»Det er der jo intet i vejen med, når man skriver fiktion. Men sådan virker det bare ikke for mig. De steder, jeg skriver om, er jeg nødt til at kende rigtig godt, og detaljerne skal helst være korrekte.«
Når hun ikke behøver at bruge energi på, hvordan omgivelserne ser ud, kan hun nemlig bedre koncentrere sig om at beskrive, hvad hendes karakter gør og tænker.
Derfor har Eva Maria Fredensborg også talt med så mange mennesker i Sønderjylland i forbindelse med Det hvide mørke, at hun ikke længere har tal på dem. Hun har blandt andet drukket kaffe med »Laila, Bernhardt og Solveig« i forsamlingshuset i Visby, den by, hvor farfaren bor, talt med personalet i det tidligere arresthus i Tønder, og over Facebook kom hun i kontakt med en kvinde, der hjalp hende med at finde det sommerhus, som senere blev oplægget til farfarens hus. Det var også hendes Facebook-følgere, der i første omgang hjalp hende på sporet af den sønderjyske by Visby, der endte med at blive omdrejningspunktet for fortællingen.
»Efter flere bilture rundt i Sønderjylland havde jeg stadig ikke fundet den rigtige by. Det var meget vigtigt for mig, at jeg fandt en by med liv, så der skulle helst være et aktivt forsamlingshus og en plads, hvor byens indbyggere naturligt ville rende ind i hinanden. Derfor skrev jeg ud på Facebook og efterlyste bud på en sådan by.«
I første omgang undersøgte Eva Maria Fredensborg alle de forslag til byer, der lå tæt på Als, som hun allerede havde researchet på. Men som hun kom igennem listen af forslag, opdagede hun, at et forslag gik igen, nemlig en lille by ved navn Visby tæt ved Tønder.
»Og så var der jo ikke andet for, end at jeg måtte lægge vejen forbi det sydligste hjørne af Danmark. Da jeg kom til byen, vidste jeg med det samme, at det var lige præcis den her landsby, jeg havde ledt efter. Også selv om det så betød, at jeg måtte starte forfra med at lokalisere nærmeste politistation og arresthus – for bare at nævne et par detaljer.«
Eberts Villaby, Amager
Der er langt fra skildringen af en sønderjysk landsby i Det hvide mørke til de rå og usødede beskrivelser af København i Jesper Steins bøger. Beskrivelser, der har fået flere anmeldere til at udråbe København til hovedpersonen i Jesper Steins krimier. Selv synes han, det er lidt for klichéfyldt at stille det op på den måde. For ham er skildringerne af byen snarere en form for spejling af Axel Steens humør.
»De krimier, jeg selv er mest fascineret af, er dem, hvor byen bliver et billede på hovedpersonen eller handlingens tilstand. Når det er allerbedst, er der en form for symbiose mellem byen og personen, og det er den symbiose, jeg forsøger at skrive mig hen i mod.«
Derfor kan man heller ikke tale om, at det er stederne, der skaber handlingen i Jesper Steins bøger. I stedet betragter han dem som en ramme, som hans hovedperson – eller »fantasifoster«, som Jesper Stein kalder Axel Steen – kan eksistere i kraft af.
Og derfor har det også været »enormt fedt«, forklarer han, at flytte handlingen i Aisha til Amager, fordi det har tilført Axel Steen og fortællingen noget andet end det, Nørrebro kunne give.
»Hele ens verden går jo ud fra det sted, hvor man befinder sig. Så man kan nok godt tale om, at det har været ret sundt for mig at opdage, at Nørrebro jo bare er sådan en lille bydel på tre-fire kvadrater, hvor hipstere, indvandrere, studerende og mediefolk optager pladsen. Efter jeg er flyttet, har jeg kunnet mærke, at jeg er langt mere opmærksom på den udvikling, Nørrebro har været igennem de seneste 20 år, som har betydet, at den gamle arbejderklasse er blevet fordrevet. Og selv om mit blik på Nørrebro er mere kritisk end Axel Steens, så har hans flugt fra bydelen alligevel tilført noget nyt og tiltrængt til fortællingen om ham.«
