Neokolonial foragt

Massesexovergrebene i Köln skal ses i sammenhæng med et kulturelt og religiøst formidlet patologisk syn på seksualitet og kvinder, skrev den algeriske forfatter Kamel Daoud – det udløste skarp irettesættelse, og nu har han trukket sig ud af den offentlige debat
Begivenhederne i Köln er øjensynligt så betændte, at man faktisk helst ikke skal tale om dem, mener Pascal Bruckner. Men modige, vigtige og afvigende stemmer skal opmuntres og beskyttes, hvis der skal opbygges et fredeligt og moderat islam i Europa.

Begivenhederne i Köln er øjensynligt så betændte, at man faktisk helst ikke skal tale om dem, mener Pascal Bruckner. Men modige, vigtige og afvigende stemmer skal opmuntres og beskyttes, hvis der skal opbygges et fredeligt og moderat islam i Europa.

Lotte Fernvall
5. marts 2016

Hvordan får man en original stemme til at holde kæft? For det første ved fysiske trusler; for det andet ved moralsk delegitimering.

Begge metoder ser vi for tiden taget i brug over for forfatteren Kamel Daoud. I Algeriet har en salafistisk imam udsendt en fatwa, i hvilken han giver ordre til, at Daoud bliver henrettet. Og i Paris fik en gruppe historikere og sociologer den 12. februar optaget et klageskrift i Le Monde, hvori de beskylder ham for at udbrede »islamfjendtlige klicheer«.

Forhistorien er den, at Daoud i en kronik den 31. januar om begivenhederne i Köln havde beskrevet det patologiske forhold til seksualitet, som findes i mange islamiske lande – og skildret de unge nordafrikaneres kulturchok ved mødet med kvinder, der bevæger sig frit rundt på gaden.

Han er langtfra den første, der aflæser virkeligheden på den måde: Fra Tahar Ben Jelloun til Fethi Benslama har flere forfattere og psykoanalytikere fra Nordafrika rettet blikket imod den arabiske verdens seksuelle elendighed, kvindeundertrykkelse og homofobi. Kamel Daoud gik så det skridt videre, at han brugte denne analyse til at forstå begivenhederne i Köln.

Fortolkningsforbud

Det drejer sig for forfatterne til klageskriftet ikke om at formulere en afvigende udlægning af sagen selv, ja, end ikke at nuancere Daouds synspunkt. Det er kun alt for tydeligt, at det i stedet drejer sig om at lukke munden på ham ved at beskylde ham for racisme. Med denne intervention har vi forladt den frie – og absolut legitime – debat og er havnet i dæmonologiens felt. Begivenhederne i Köln er øjensynligt så betændte, at man faktisk helst ikke skal tale om dem. Forfatterne til skriftet har da heller ikke spor at sige om dem ud over dette, at man intet må sige – da man i så fald forfalder til »en banaliserende racistisk diskurs«. Når det handler om mennesker fra Mellemøsten og Nordafrika, opstilles der med andre ord en form for fortolkningsforbud.

Ved et af de ufattelige krumspring, som er karakteristisk for hele det multikulturelle venstre, sættes antiracisme over voldtægtsforbrydelser og respekt for kulturer over respekt for individer. De tyske kvinder skulle blot have holdt lidt mere end en armslængdes afstand, som Kölns kvindelige borgmester anbefalede det efter nytårsnattens overgreb.

Vi ser også igen, hvordan begrebet ’islamofobi’, der blev smedet som et ideologisk våben af Teherans mullaher, bliver gjort til instrument for censur. Hvad betyder denne term? At enhver kritik af islam gøres til synonym med racisme. Thi profetens religion er som den eneste uantastelig. Man har ret til at kritisere kristendommen, jødedommen, buddhismen, hinduismen, ligesom man må håne paven, rabbinerne, Dalai Lama – men ikke islam, der hyller sig i den forfulgte uskyldigheds kappe. Frem for alt må vi ikke bedømme islam efter vores egne vestlige kriterier, men respektere dens status som den mest forfulgte af religioner – og tåle dens excesser.

Rushdie igen

Med irettesættelsen af Daoud oplever vi en slags reprise af Rushdie-affæren fra 1989: fabrikationen af en meningsforbrydelse med verdensomspændende gyldighed. De, som gør sig skyld i den, forvises til en position, der minder om det hedengangne Sovjetunionens ’folkefjender’. Intellektuelle, herunder også religiøse muslimer selv – kvinder som mænd – der vover at kritisere deres egen troslære; som angriber fundamentalismen og kræver teologiske reformer og lighed mellem kønnene, skal bringes til tavshed.

Som var de overløbere og afvigere, udleverer man dem til deres trosfællers vrede. Man anklager dem for at være faldet i en neokolonial eller imperialistisk ideologis sold og afskriver således alt håb om, at nogen forandring i islams verden overhovedet skulle være mulig, med klar velsignelse fra de ’eksperter’, som er bedst forankret i medier og institutioner. Ligeledes bliver det klart, at disse inkvisitorer ikke blot har Kamel Daoud i sigtekornet – men hele det islamkritiske fransk-maghrebinske intellektuelle miljø, og især Rachid Boudjedra og Boualem Sansal. Deres retorik er ikke ny: Den gamle stalinistiske garde brugte i sin tid tilsvarende afpresningsmetoder over for den kommunistiske venstrefløj, når der skulle gøres status for det socialistiske eksperiments fremgang i Sovjetunionen. Dengang måtte man for alt i verden ikke ’spille imperialisternes spil’. Som gammelt had under nye bannere får islamofobi-beskyldningerne samme vægt som en ekskommunikation.

Kamel Daouds forbrydelse er apostatens og forræderens. Han er skyld i at have forrådt sin egen lejr og i at have sagt, at den europæiske kultur også er en frigørelsens kultur. Hvad der er tilladt for den vestlige intellektuelle – at distancere sig fra egne rødder – er forbudt for den maghrebinske. Han er forpligtet til at leve i sin oprindelseskultur og skal reservere sine giftpile til det forbandede Europa.

For nogle år siden blev den hollandsk-somaliske intellektuelle Ayaan Hirsi Ali af nogle angelsaksiske intellektuelle stemplet som ’oplysningsfundamentalist’, fordi hun vovede at lægge sig ud med den muslimske machismo, hvilket indbragte hende dødstrusler og tvang hende i eksil i USA. Hun havde i disse velmeneres øjne begået den uhørte tort at bryde med sin rodfæstethed, idet hun havde forladt sin religion, gjort grin med Koranen og nægtet at tro på nogen gud. Majestætsfornærmelse!

I samme rørende tone, som når rige mennesker erklærer, at penge ikke gør én lykkelig, indstifter vores kronikører en ny åndelig apartheid i form af en intellektuel arbejdsdeling: På den ene side har vi de europæiske forfattere og intellektuelle – vi, der lever vores komfortable liv i kontinentets hovedstæder, underkastet frihedens åg og den traurige pligt at måtte nyde godt af retten til ikke at tro, til selvvirkeliggørelse og ligestilling mellem kønnene. På den anden vores nordafrikanske og arabiske kolleger, der til gengæld overlades glæderne ved traditionens sæder og skikke, tvangsægteskaber, dødsstraf for apostasi og trostvang.

Pligt at støtte de modige

Bag denne luvslidte og gennemskuelige antiracisme øjner vi en neokolonial foragt, der kun er nødtørftigt forklædt som respekt for islam. Dissidens er her forbudt. Denne jords engang fordømte må aldrig træde inde i selvansvarliggørelsens tidsalder. Selvkritik, selvironi forbliver vores eksklusive privilegium.

Hvad vi her ser aftegne sig, er en ny Trahison des Clercs (De intellektuelles forræderi – titel på bog af den franske forfatter, Julien Benda, red.). I stedet for at bistå den arabisk-muslimske verdens rebeller med at bekæmpe fanatisme og puritanisme og i stedet for at udvide fornuftens rige, stiller europæiske og nordamerikanske intellektuelle sig tilfreds med at understøtte de dominerende kræfter på Middelhavets modsatte bred og yder dem retfærdiggørelse for deres åndelige indskrænkethed.

Når det kan lykkes for fatwa-vagthunde, forklædt som forskere og sociologer, at bringe en stor forfatter som Kamel Daoud til tavshed, så forstærkes faren for, at flere fritænkere i den muslimske verden mister modet.

Derfor er det for enhver, der ønsker at bistå med at opbygge en moderat og fredelig islam i Europa, af største betydning, at disse modige, vigtige og afvigende stemmer tværtimod opmuntres og beskyttes. Også af hensyn til fremtidige generationer må dette være en forpligtende sag.

© Pascal Bruckner og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Kommentarer

Brugerbillede for Henrik Plaschke

Bruckners artikel er først og fremmest en kritik af et indlæg fra en gruppe af forskere, der i Le Monde den 12. februar fremførte en voldsom kritik af et indlæg fra den algeriske intellektuelle og forfatter Kamel Daoud.

Har man imidlertid læst det indlæg, som Bruckner kritiserer, forekommer det påfaldende, at Bruckner først og fremmest tilskriver forskergruppen en række synspunkter, som de på ingen som helst måde har givet udtryk for.

Daoud, forskergruppen og Bruckner er uenige, og det er der jo ikke noget galt i. Tværtimod. Derimod er der i høj grad noget galt i at udstede en fatwa, der beordrer dødsstraf over Daoud, sådan som en salafistisk algerisk imam åbenbart har gjort det.

Bruckner antyder imidlertid, at imamens fatwa og forskergruppens kritiske indlæg udgør to alen ud af det samme stykke, hvorved han jo i realiteten antyder – jeg har i hvert fald svært ved at læse det på anden vis - at forskergruppen ikke skal have lov til at fremføre den kritik, den fremfører. Men hvor imamens redskab er truslen om den utilslørede vold, er forskergruppens redskab diskussionen og argumenterne. Man kan så være uenig med gruppens argumenter, men de har ikke truet Daoud. Deres argumenter er et led i en almindelig politisk diskussion, hvor uenighed er ganske legitim. Ikke desto mindre vælger Bruckner at betegne gruppen som ” fatwa-vagthunde, forklædt som forskere og sociologer”.

Det forekommer således klart, at Bruckner ikke finder denne uenighed legitim. I stedet for at kritisere gruppen synspunkter (hvilket ville være helt legitimt) forsøger han i stedet at tilskrive denne synspunkter, den ikke har givet udtryk for. Gruppen har eksempelvis på intet tidspunkt beskyldt Daoud for racisme, således som det fejlagtigt fremføres. Bemærkningen om at ”At enhver kritik af islam gøres til synonym med racisme”, har tilsvarende heller ikke megen relevans for gruppens kritik. Talrige andre eksempler kunne nævnes.

Desværre har Bruckner paradoksalt nok på sæt og vis måske en pointe i sin påstand om en slags reprise af Rushdieaffæren. Men det er imidlertid snarere inkvisitoren Bruckner selv end forskergruppen, der spiller rollen som det fatwaudstedende ayatollah. Bruckner accepterer åbenbart ikke legitimiteten af andre synspunkter end hans egne. Som han selv skriver det: ”Dissidens er her forbudt”. Ellers kunne han jo have forholdt sig til gruppens synspunkter fremfor at forvrænge disse til ukendelighed.

PS: Forskergruppens indlæg kan læses på: http://www.lemonde.fr/idees/article/2016/02/11/les-fantasmes-de-kamel-da...

Andre indlæg i debatten kan findes på: http://www.lemonde.fr/idees/article/2016/03/01/peut-on-critiquer-kamel-d...

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Christian  de Thurah

Som jeg ser det, er problemet med vestlige intellektuelles kritik af Daoud, at den tilsyneladende mener, at det er i orden, at han kritiserer islam i Algeriet, men ikke i Europa. Altså: Når islam er majoritetens religion, må den gerne kritiseres, når den er minoritetens, må den ikke. Det er en absurd position, da det er præcis det samme sæt af værdier, der er tale om.
I det hele taget er der en uheldig tendens i tidens debat til at se mere på, HVEM der siger noget om HVEM, end HVAD der bliver sagt. Man kommer uvilkårligt til at mindes Otto Gelsted: "Hvad faen rager sagen sagen!".

Brugerbillede for Peter Nielsen

Undskyld Ole Falstoft, lad mig omformulere. Der er en medieskabt andel af de herboende muslimer der vedkender sig til Sharia. Sharia står for dem over alt andet, herunder dansk lov, hvor kvinden i udtalt grad er underlagt begrænsninger for bla. at tage arbejde, lade sig skille, udtale sig offentligt, bestemme over sin egen krop, tage uddannelse, bo alene, færdes alene, tale i offentlige forsamlinger...
Hvis jeg som etnisk dansker udtalte mig at kvinder skulle underkastes et regime som ovenfor, så var jeg blevet stemplet hurtigere end jeg kunne sige undskyld for denne dumme udtalelse.
Det er jo ikke fiktion, når jeg skriver at den kultur er en del af pakkeløsningen. Desværre er det jo ikke noget nyt, men i øjeblikket er der igen et medie- og efterfølgende politikerfokus på problemet.
Jeg er dybest set ligeglad med hvad man tror på. jeg ser det som et alvorligt problem når ens tro skal stå som hindring for integration og interaktion med det omkringliggende samfund.
Jeg ved ikke om det er en generalisering, men lad os da lige dvæle ved ghettoerne, som er overbefolket af ringe integreret udlændinge, primært muslimer. hvordan tror det er at være udadvendt kvinde i et område af med en stærk lokal moské som samlingspunkt for uintegrerede muslimer? Denne giftige holdning, som desværre er en del af moskéerne, spredes som ringe i vandet.
Der er få solstrålehistorier bland mange regnvejrsdage.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Ole Falstoft

Peter: Det var bedre!
Selvfølgelig skal imamer med forskruet syn på kvinder o.a. påtales og bekæmpes.
Men det er vigtig at være præcis i sin kritik. Hvem er 'de'?
Alle muslimer? Nej langt fra. Alle imaner? Heller ikke.
Imaner har en vist indflydelse, men hvor stor er den egentlig?
Når en Iman citer fra koranen, at utro kvinder skal stenes, er det så nødvendigvis, fordi han mener at det skal utro kvinder også i dag, eller er det blot et udgangspunkt for en fortolkning (ligesom når en præst fortæller om Sodoma og Gomorra) ? Jeg ved det ikke, men det er svært at forholde sig til redigerede udtalelser i medierne

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Peter Nielsen

Ole Falktoft, uanset om de mener det eller ej, så skal de holde deres kæft om det. det er et faktum at Imamer betragtes som en "myndighedsperson" i parallelsamfund som dem vi alle er bevidste om. i eksemplet fra Grimhø ( mener at det er dem der har en ansøgning hos Aarhus kommune nu), så foreligger der et ønske om at udvide denne til at kunne huse 8-900 personer. Det er mange. Ydermere er moskéer også et socialt samlingspunkt, mange kommer i mokséer, ligesåvel som mange udenlandsdanskere samles i sømandskirker og lign. foreninger - det er kun naturligt. Hvis disse samlingssteder er præget af et, i min optik, forkert syn på mennesker, så har vi saftsusme et problem.
Vi er alle meget bevidste om at budskaber der gentages længe nok, har det med at blive til sandhed. det gælder indenfor reklame, politik og sandelig også religion.
Modstanderne mod at lukke moskeerne argumenterer for at PET og samfundet generelt dernæst vil have svært ved at kontrollere parallelsamfundet for disse og værre holdninger. Mit modargument er at indtil videre har de en fortrinlig platform til at udspy deres giftigheder. Fordelen ved at tvangslukke stederne er at vi fjerne en platform, ulempen er at vi så ikke ved hvor de går hen. Det skal vi nok snart finde ud af hvis det er så alvorligt. Folk har for vane at tale over sig - også når det kommer til hemmeligheder.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Henrik Plaschke

Christian de Thurah:

Hvorfor fremhæver du, at der er tale om vestlige intellektuelles kritik? Du skriver jo samtidig, at det er uheldigt at se på hvem fremfor på hvad. Forskergruppen som Bruckner kritiserer, præsenterer ikke sig selv som vestlig, og det er heller ikke klart for mig, hvorfor den skal betegnes som sådan. Hvad er det, der gør, at den er vestlig? Og hvorfor er det relevant at nævne? Dens kritik og/eller synspunkters gyldighed har vel ikke noget at gøre med dens mulige ”vestlighed” – eller har den?

Gruppens kritik, som jeg læser den, handler ikke om, hvorvidt man må eller ikke må kritisere islam. Selvfølgelig må man det. Men det er jo ikke ensbetydende med at acceptere en hvilken som helst kritik som værende velfunderet – eller at acceptere at forklaringer med udgangspunkt i udtrykket ”islam” nødvendigvis altid er det rette udgangspunkt for indsigt i virkeligheden.

Gruppens kritik handler først og fremmest om, hvorvidt de analyser - ikke mindst af masseovergrebene i Köln - der fremføres af Daoud, er gode. Det mener gruppen ikke, de er. Ikke fordi det skal være forbudt hverken at kritisere eller fokusere på islam, men fordi henvisningen til islam ikke nødvendigvis hjælper os til at forstå og forklare overgrebene i Köln. Og da slet ikke ud fra henvisninger til den klichéfyldte opfattelse af islam, som Daoud giver udtryk for. Tilsvarende har talrige andre observatører (eksempelvis den franske sociolog Olivier Roy i Le Monde den 6. februar) påpeget, at de former for ekstrem machoadfærd, som Kölnbegivenhederne kan ses som et udtryk for, ikke så meget udgør et muslimsk fænomen, som et fænomen som i varierende grad findes såvel i hele Middelhavsområdet som andetsteds – altså også blandt eksempelvis kristne arabere samt i europæiske befolkningsgrupper nord for Middelhavet. Samtidig er der naturligvis et fænomen, der påvirkes af andre samfundsudviklinger – såvel velkendte forhold som samfundsmæssige kriser, massiv arbejdsløshed osv. og måske mindre kendte forandringer i seksualkulturerne i de arabiske verden, således som Shereen El Feki beretter om bl.a. i sin Sex and the Citadel. Intimate Life in a Changing Arab World (2013).

anbefalede denne kommentar