Da en novemberdag jo allerede slutter midt på eftermiddagen, blev Steffen og jeg enige om, at vi godt kunne tillade os at gå ind på værtshuset Femmerens lille oplyste mørke i mørket. Vi havde netop mødtes tilfældigt på Classensgade, og efter at Steffen for mange, mange år siden tog den pige, han udmærket godt vidste, at jeg var forelsket i, omgikkes vi nu med en kejtethed, der ikke blev mindre af, at jeg i årene efter, og indtil vi så småt begyndte at tale sammen igen, simpelthen lod, som om jeg ikke så ham, når vi mødte hinanden på gaden. Først min vrede, så hans ydmygelse over at blive ignoreret, som måske igen førte til, at han til min frustration egentlig ikke virkede særlig interesseret i at blive tilgivet, når jeg efterhånden alligevel skråede over gaden for at hilse på min gamle ven. Ja, vel var jeg vred, men jeg savnede også hans generte smil og hans intelligens, der på en mærkeligt passiv måde straks gennemlyste næsten, hvad som helst den fik forelagt. Han var en strålende samtalepartner, for interesserede jeg mig for et emne, overskuede han lynhurtigt alle dets kroge, konsekvenser og paradokser, også selvom han ikke selv var det fjerneste optaget af sagen. For trods sin begavelse var Steffen ikke selv rigtig optaget af noget, men skulle have mig til at pege på det for ham. Og min forelskelse pegede på én bestemt.
Alligevel savnede jeg, hvad ingen nok så vigtige nye venskaber kan erstatte, nemlig nok en gang at tale lidt om den fælles fortid, før vi rejser os fra bordet og går til hver sin nutid. Og efter et par øl af de store var vi så godt som tilbage til før, det gik galt, og som de gymnasiaster, vi engang var, sad vi nu og diskuterede filosofi og politik, psykoanalyse og semiotik og blærede os med, hvor skarpsindige vi var, pralede af, hvad vi havde læst, og hvad vi ikke gav en skid for, og understregede nok en gang, at vi samtidig havde en klassisk, engelsk smag i piber og tobak, så navne som Adorno, Dunhill, Lacan, Savinelli, Debord og Rattray dansede mellem hinanden.
»Du ved godt, at jeg er død, ikke?« siger Steffen.
»Ja, jeg har godt hørt det. Leukæmi. Et halvt år siden må det være efterhånden? Men det skal vel ikke forhindre os i at snakke videre?«
»Selvfølgelig ikke. Jeg siger det bare.«
Hver gang jeg alt for sent har opdaget, at et menneske, som jeg troskyldigt har omgåedes, i virkeligheden har været nagende misundelig og ønsket mig en ordentlig dukkert, har jeg undret mig over min sendrægtighed. For hvorfor er netop denne følelse så svær at genkende, når vi stirrer tillidsfuldt ind i den misundeliges ansigt? Fordi man ikke kender følelsen fra sig selv, selvom man er lige så misundelig som enhver anden. Og dette manglende selvkendskab tror jeg så skyldes, at misundelse er den mest skamfulde og tabuiserede af alle følelser, og derfor – også overfor den, som nærer den – kun meddeler sig indirekte og gerne bag en smuk, lille maske. Modsat f.eks. vrede og liderlighed, der straks blusser i kinderne, og derfor også øjeblikkelig kan identificeres hos den anden, ryster man aldrig over hele kroppen af misundelse, der tværtimod kun optræder for bevidstheden i rationaliseret og ofte endda pænt besmykket form:
»Jeg skal være den første til at lykønske min gode kollega med den fuldt fortjente Store Pris, men jeg mener jo nok, det var på tide, at også andre egne af litteraturen blev tilgodeset«, eller »Ja, vel er hans villa umådeligt smuk og herskabelig, men det er næsten synd, at den skal ligge i sådan et kedeligt ambassadekvarter«. Den helt store fordel ved de følelser, der opleves direkte og i deres fulde styrke, er, at man så også kan forholde sig til dem: Nu og her mærker man sit eget seksuelle begær og indser i samme moment, at det nok ikke skal udleves på stedet, man ser vreden i den andens blik og er allerede i færd med at håndtere konflikten. Mennesker, der anser ambitioner for latterlige og hævder at være ligeglade med anerkendelse og født helt uden konkurrencegen, har jeg altid følt mig utryg sammen med, for netop fordi disse helgener ikke vil kendes ved deres måske knapt så altruistiske sider, mister de samtidig muligheden for at forholde sig fornuftigt og modererende til dem og kan faktisk finde på hvad som helst, for tror man sig hævet over egoistiske impulser, bliver man deres letteste offer og opfører sig pludselig langt værre, end det dedikerede karrieremenneske nogensinde kunne finde på. Og problemet med misundelsen er da heller ikke denne såre menneskelige følelse i sig selv, men at skammen forviser den til et udsted i bevidstheden, hvorfra den kan regere fra sin sorte trone. Man må være modig nok til overfor sig selv at vedstå sin egen giftige misundelse, så den kan civiliseres og holdes i kort snor, og i kraft af denne viden om sig selv måske lære også at genkende den hos andre, så man i tide kan beskytte sig imod nederdrægtigheder under opsejling. Og kender man sin egen misundelse, kan man måske oven i købet lidt lettere tilgive andres, og huske, at selvom man bliver kritiseret for de fejl, man rent faktisk begår, så er det i grunden slet ikke dem, den misundelige er utilfreds med, men derimod alt dét, man har gjort rigtigt.
---
Ikke blot en uoverkommelig tristhed, men også en uhygge, bemægtiger sig mig, når jeg tænker på de midaldrende mænd af min generation, der efter et liv med lægeordineret psykofarmaka spædet op med masser af alkohol bliver fundet grotesk overvægtige og pludseligt døde i deres små lejligheder, hvor en vandhane står og drypper i køkkenvasken og stigereolerne er bristefærdige af digtsamlinger og dvd’er med avantgardefilm og hård porno. Og på de kvinder, som har brugt så stor en del af deres liv på at tænke over, hvad det vil sige at være en kvinde, og som efter en endeløs række af afbrudte uddannelser og kærlighedsforhold har gennemført kurser og slået sig ned som kombinerede psykoterapeuter og sexologer og coaches for andre fortabte, som de lærer at sætte grænser og holde fokus og udleve deres lyst. Og på dem, der til gengæld har fået rigtige uddannelser og rigtige liv med ægtefæller og børn i boliger med optimalt lysindfald og ligner en hel intensivafdeling, som de løber og løber og løber omkring Søerne med deres små apparater fastspændt til overarmen, så alle data kan lagres, samkøres og temmelig præcist indikere hvor stor mængde ilt, der ved maksimal ydeevne forbruges pr. minut pr. kg legemsvægt.
---
På min forespørgsel bekræfter en mail fra Politimuseet, at det på udstillingen om dobbeltmordet på Peter Bangs Vej virkelig var den dræbte Inger Margrethe Jacobsens tandprotese jeg for et par år siden så i en montre, og ikke kun et fotografi af denne lille bro med porcelænstænder, som drabsmanden havde slået ud og lagt på en hylde over radiatoren i det myrdede ægtepars lejlighed. Når det i mylderet af blodige og groteske forhold omkring dobbeltmordet er denne detalje, der bliver ved med at forfølge mig, skyldes det, at jeg her har fået noget at se, som jeg ikke burde have set, noget som forekommer mig langt mere privat end f.eks. fru Jacobsens lommebog, der også var udstillet, og hvor telefonnummeret til hendes hemmelige elsker står skrevet. Og når jeg ved tanken om den lille delprotese på en mærkelig måde får mere ondt af denne kvinde, end når jeg ser på de uhyrlige fotos af hendes lemlæstede lig, tror jeg, det skyldes kunstige tænders foruroligende dobbeltheder:
På det mest intime tilhører de kroppen og er dog et fremmedlegeme, jo mere naturlige, realistiske og upåfaldende de bestræber sig på at være, med des større gysen betragter man deres skamløse imitation af det lyserøde tandkød og de oprindelige tænders små charmerende skævheder, og nok gør de det muligt at indtage føde og dermed sikre livet, men som en erstatning for levende tænder repræsenterer det kolde porcelæn samtidig døden, som man så at sige går rundt med i munden. At mærke sit spyt på tungen er helt naturligt, men i samme øjeblik, det er spyttet ud, kan man (med et eksempel fra Ronald D. Laing) umuligt overvinde sig til at suge det i sig igen, for på trods af, at spyttet ikke i sig selv har undergået nogen ændringer, har det passeret den afgørende grænse mellem inde og ude af kroppen, som er helt central for vores forestillinger om overhovedet at være et subjekt i verden, og hvis sløring er svanger med psykose. Og kunstige tænders umiskendelige obskønitet tror jeg netop skyldes, at de i modsætning til en paryk eller et træben, passerer ind og ud af kroppen, som de med plak og slim forbinder sig med, men spøgelsesagtigt overlever.
---
Brøndgraverens hus lå ligesom i en fordybning, og når man gik forbi på landsbygaden, var det svært ikke at skæve skråt ned gennem vinduerne, for de små, lavloftede stuer var til sidste centimeter udfyldt af en vrimmel af dukker, bamser og kolossale plysdyr, som stirrede tilbage med deres knapøjne, og midt i det hele sad brøndgraverens kone, stor og dejagtig og ubevægelig bag sine fedtede briller. At hun trods alt var gift med brøndgraveren er måske grunden til, at hun ikke blev regnet for imbecil og som Tosse-Agnes og Tosse-Birthe pådrog sig et uforligneligt opfindsomt øgenavn.
Om Agnes var mere tosset end de idioter, der hånede hende, tvivler jeg på, og det skærer mig i hjertet at mindes historien om, hvordan hun for at forsvare sig imod drillerierne af og til trak et dokument frem, som godtgjorde, at hun ikke var tosset, underskrevet af en overlæge på Statshospitalet i Vordingborg og med stempel og det hele, hvad der jo blev grinet ekstra højt af, for hvem andre end tosser går vel rundt med en attest på, at de er normale? Alligevel futtede Agnes rundt på sin lille blå dameknallert af mærket Monarch, som nu og da blev parkeret foran det smarte nye cafeteria ’Look Inn’ i Store Heddinge, hvor hun for sine egne penge købte sig et måltid mad, som hun med vanlig kampånd indtog på stedet, selvom der blev råbt ad hende henover bordene.
Men når jeg tænker på Tosse-Birthe, finder jeg ingen trøst.
Dengang var der åbenbart dén ordning, at hvis en åndssvag, i stedet for at optage plads på en af Forsorgens anstalter, kunne bo hos en slægtning, modtog familien en økonomisk kompensation fra det offentlige, og det forlød, at disse penge var den eneste grund til, at Birthes søster husede hende. I selve stuerne var hun da heller ikke tålt, men måtte bo i bryggerset, så det var sikkert derfor, hun levede hele sit liv udendørs, og hver dag året igennem og i alt slags vejr, mager og forkommen i sin alt for tynde kjole, rastløst cyklede og cyklede, lænet indover styret gennem blæsten på de lange, lige stevnske landeveje, altid videre, uønsket som hun var alle vegne, hvor hun viste sit læderagtigt vejrbidte ansigt. Forskræmt og sorgfuld var hendes udstråling, ansigtet altid halvt bortvendt, som om hun skammede sig. Over at være til, måske. Når hun skulle skide, satte hun sig ned bag Brugsen, og jeg ser dem stadig for mig, de små tøjstykker hun tørrede sig med og efterlod i det kridhvide perlegrus.
---
Godt at sove og godt at vågne til de samme lyde fra en dag, som aldrig har været her før: Mistro alle, der længes efter den gamle verden, og frygt dem, der vil bygge en ny.
---
I 1976 var det kun lige tredive år siden, at Anden Verdenskrig sluttede, men for en person, der kun havde levet i tyve år, var dette tidsrum så abstrakt og krigens begivenheder så fjerne og eksotiske, at vi lige så godt kunne have talt om Første Verdenskrig. Eller om 1864. Men eftersom jeg i dag udmærket kan huske, hvordan verden så ud, hvem jeg kendte, og hvad jeg tænkte i 1976, er tredive – ja faktisk fyrre – år mig ikke længere et ufatteligt tidsspand. Men netop fordi besættelsen dengang forekom mig så fjern, tænkte jeg heller aldrig på, at jeg hver eneste dag på gaden mødte mennesker, som virkelig havde oplevet krigen, og for hvem den altid var nærværende i bevidstheden. Stemninger, ordvekslinger, ansigter huskede de henover årene lige så tydeligt, som jeg i dag husker min ungdomskærestes fregner og plakaten fra filmen Ilse – hunulven fra SS, der kunne ses i en hvilken som helst dansk og europæisk provinsbiograf i 1976.
Hvis jeg nu forsøger at forestille mig, at jeg i 1976 ikke er tyve, men en mand på min nuværende alder som ganske godt kan huske både tredive og fyrre år tilbage i tiden, ja, så ville denne mand i sin lille ternede hat og nye hyttesko sikkert ligne hvem som helst på gaden, men kunne også udmærket have siddet i koncentrationslejr og være blevet pint i de medicinske eksperimenter eller af en af de kvindelige torturbødler, som filmen bygger på. Og jeg tænker på, hvilke tanker denne midaldrende mand har gjort sig, når han er standset foran plakaten i biografens udhængsskab. Fordi det leder tanken hen på så uskyldige fænomener som amagerhylder og Katy Bødtker-sange, vil jeg slet ikke bruge et ord som smagløshed om en film, der appellerede til sadistisk og masochistisk liderlighed, som om krigsforbrydere som Ilse Koch og Hermine Braunsteiner aldrig havde eksisteret i virkeligheden. De seksuelle fantasier går deres egne veje og lader sig ikke standse af moralske signalflag, men når jeg tænker på, hvordan fantasi og virkelighed kunne møde hinanden på gaden i 70’erne, når jeg grænsen for, hvad jeg rigtig forstår, på samme måde som jeg faktisk allerede dengang gjorde, da jeg midt under vietnamkrigen i jernbanekiosken i Store Heddinge fik øje på et stort, flot tegneserieblad ved navn »Napalm«.
---
Jeg er træt, og en larmende skoleklasse af tretten-fjorten årige på udflugt, som jeg er tvunget til at opholde mig sammen med i gaten, mens vi venter på boarding, går mig virkelig på nerverne. En bestemt pige tiltrækker sig med vilje opmærksomheden, og hende har jeg da også set mig særlig gal på: Med sin hårdkogte, nittede læderjakke bemalet med autonome slogans støder hun bevidst folk fra sig, og med sin seksualiserende adfærd, sine netstrømper og cyklamenfarvede læber trækker hun samtidig skamfuldt interesserede blikke til sine splejsede, hvide ben, så hendes lidt overvægtige, unge lærer med det pjaskede skæg står hjælpeløst forvirret og handlingslammet overfor de modstridende provokationer. Men netop som jeg er ved at skumme helt over i konservativt raseri, ser jeg, at hun er skeløjet, og fyldes med ømhed.
---
Ikke nogen god dag. Men selv i Imperiets østligste provinser, hvor kun sanatorierne lyser i de endeløse nåleskove, og kun transmissionen fra henrettelserne og det overdådige gallabal går igennem, er intet sted så ensomt og fjernt beliggende, at der ikke fra køkkenvinduet er udsigt til et lille kroget æbletræ og en kat, der smutter om hjørnet.
---
Ingen tvivl om, at driften mod anerkendelse er en vigtig motor for skabelsen af ny kunst, viden og kunnen, og så længe dette begær ikke er det primære, men kun energisk stik-i-rend-dreng for det egentlige, er det produktivt. Men det har undret mig af og til at se personer, der fagligt har ydet noget enestående og til fulde er blevet anerkendt for det, ikke være tilfreds med noget så sjældent som at være som en fremragende kemiker, komponist eller teolog, men derudover ville gøre sig gældende på snart sagt ethvert tænkeligt felt: Nok er selskabets naturlige midtpunkt internationalt hyldet for sin disputats om thoraxkirurgi, men man må forstå, at han – for en mand er det altid – også må anses for en førsteklasses kok, tennisspiller og kender af arabisk poesi. Man kan sætte sig på den høje hest og synes, at det er latterligt, man kan være overbærende og finde det sølle eller blive vred over den aggressive hævden sig (endda på områder, hvor man faktisk selv ved bedre!), og man kan mistænke den demonstrative åndsaristokratisme for at være mere interesseret i aristokratismen end i ånden. I alle tilfælde begynder øjnene at flakke, pinligt berørt over at have fået noget alt for privat at se.
For ønsket om anerkendelse og trangen til bekræftelse er ikke det samme. Anerkendelsen retter sig mod en afgrænset præstation og forsøges realistisk doseret i forhold til denne: Hvis et godt stykke arbejde ikke mødes med passende anerkendelse, bliver man med rette vred, ligesom man skammer sig over at blive rost for noget, man ganske godt ved, er for ringe. Men modtages et arbejde med adækvat anerkendelse, går det sociale regnestykke op, og sagen er for så vidt ude af verden, selvom man da på halvsløje vinteraftner har lov til selvtilfreds at beskue pokalerne på kaminhylden. Når trangen til bekræftelse, derimod, er umættelig, skyldes det, at den ikke gælder noget afgrænseligt, som f.eks. et fagligt resultat, men simpelthen hele personens subjektive grundfølelse, der i sagens natur ikke er noget objektivt, og derfor heller ikke kan stilles tilfreds med nok så mange og store anerkendelser af vedkommendes faktiske præstationer. Konstant må han vende sit blik mod de andre for i deres øjne at spejde efter sin ret til overhovedet at være i verden, og de roser ham høfligt for alt, hvad han beder dem om, men deres indre ansigt vender de bort fra dette bundløse hul i bevidstheden.
---
På fortovscaféen Promenaden har tjeneren bragt min øl og anvist mig et bord lidt udenfor fortællingen. Jeg får ild på en pibe af den sorte Marlin Flake, og da alkoholen og nikotinen så småt begynder at flyde sammen i blodbanerne, sænkes skuldrene. Hvad er det dog, folk plager sig selv og hinanden med? Se nu bare det kærestepar, der sidder og stirrer ud i luften ved et af bordene lidt længere henne. Hvorfor rejser de sig ikke bare og går hver sin vej? Og se alle dem, der flintrer forbi på Frederiksberg Allé for at nå et eller andet komplet ligegyldigt. Se, hvor de ruger over en lille uretfærdighed, der overgik dem for tyve år siden, og se, hvor bekymrede de er for i morgen. Og se ham den lille, lidt skrutryggede fyr med frakken, der godt kunne trænge til et par småreparationer hist og her, ham der ligner mig på en prik og nok en gang tænker: »Sammen med Peter og hans lillesøster Maria gik vi hen til huset, hvor Ole havde skudt sig. Gennem den halvåbne dør så vi blodet, der havde stænket op på bryggersvæggen. ’Du går først ind’, sagde jeg til Maria, og da hun havde gjort det, lukkede jeg døren bag hende. Og dén dør har jeg aldrig kunnet åbne igen.«
Udvalget stammer fra Søren Ulrik Thomsens nye bog ’En hårnål klemt inde bag panelet’, der består af godt hundrede noter fra eftertiden om ikke at lade fortiden stivne til klichéer og om at forholde sig kritisk til nutiden og samtidig insistere på sin principielle optimisme. Om at mistro alle, der længes efter den gamle verden, og frygte dem, der vil bygge en ny. Bogen udkommer den 23. marts på forlaget Gyldendal
