Han ville ønske, han havde skrevet en krimi

For Jørgen Leth er kriminalromanen den ypperste litterære genre. Ligesom cykelløbet er krimien en stram kombination af scener, mytologi og rituel orden, som kun kan orkestreres af sande mestre, siger han. Flere gange har han været tæt på, men det er ikke lykkedes ham at lave en kriminalroman eller -film
Jørgen Leth vil helst læse krimier. Det er meget sværere for den 78-årige digter og filmskaber at gå i gang med en såkaldt seriøs roman, siger han. Nej ,så vil han hellere læse Michael Connelly eller Jo Nesbø.

Jørgen Leth vil helst læse krimier. Det er meget sværere for den 78-årige digter og filmskaber at gå i gang med en såkaldt seriøs roman, siger han. Nej ,så vil han hellere læse Michael Connelly eller Jo Nesbø.

Jakob Dall
4. marts 2016
Delt 103 gange

Da efteråret kom, og Jørgen Leth gjorde klar til at flytte vintertilværelsen til Haiti, som han plejer, pakkede han, en kuffert med en bunke bøger. Det gør han altid. Der var nogle kloge, filosofiske, intellektuelle, poetiske, skønlitterære bøger – og så var der nogle kriminalromaner. Og da han nåede frem til den caribiske republik og pakkede kufferten ud, skete der det, der altid sker. Han kastede sig over krimierne.

»Sådan er det blevet. Det er meget sværere for mig at gå i gang med en i gåseøjne seriøs roman. En, der er baseret på en livsopfattelse, filosofi eller sådan noget. Jeg vil hellere læse Michael Connelly eller Jo Nesbø. Så det gjorde jeg også, da jeg kom til Haiti,« fortæller den 78-årige digter, forfatter og filminstruktør.

Hvilke andre bøger han havde taget med til den caribiske republik, vil han ikke sige, for så skulle han jo hænge forfatterne ud med navns nævnelse, griner han.

»Jeg læser mine venners bøger,« siger han og nævner forfatterne Morten Sabroe og Jens Christian Grøndahl, »men jeg føler mig ikke forpligtet over for resten af prosalitteraturen i Danmark. Jeg har respekt for dem og deres kampe. Men det har mere at gøre med mine egne tilbøjeligheder: Jeg har ikke lyst til at skrive en roman, men jeg kunne godt tænke mig at være en mester i kriminallitteraturen.«

For det er virkelig mestre, der skriver kriminalromaner, siger han:

»Michael Connelly er stadig i topform. Det samme er Jo Nesbø i høj grad. Elmore Leonard var også en stor favorit for mig, og de er alle sande mestre. Men det er ikke alle kriminalromaner, jeg gider at læse. De skal være godt skrevet. Hele ideen med kriminalromaner er, at de skal være godt skrevet.«

– Hvad er det, der gør, at Connelly for eksempel skriver godt?

»Det vidunderlige er, at Connelly hele tiden skriver historier fra Los Angeles. En god kriminalroman er betinget af tonen og miljøet. Hans bøger er fyldt med stemninger og personligheder, som man har lyst til at kende. Som alle er fra et bestemt miljø.«

Vor tids Chandler

Jørgen Leth har altid været draget af krimien, fortæller han. Fascinationen går tilbage til hans ungdom og har rødder i to andre mestre: Raymond Chandler og Dashiell Hammett. I slutningen af 1960’erne refererede Jørgen Leth blandt andet til Chandler i nogle af sine digte.

»Kriminalromanen er ikke nogen ny opdagelse for mig, men den er blevet stærkere i min bevidsthed, og jeg bekræftes hele tiden. Jeg har altid været fascineret af mytologi, og ligesom cykelløbet er kriminalromanen mytologi. Faktisk er det nogle af de samme ting, der tiltaler mig ved cykelløbet. De mytologiske skikkelser. De kendte roller, som skal spilles godt, og som kræver et vist menneskekendskab og en vis intelligens til at aflæse intriger og maskespil.«

Også Raymond Chandlers tanker om plot har været en inspiration for Jørgen Leth. »The scene outranked the plot, in the sense that a good plot was one which made good scenes,« citerer han efter hukommelsen i telefonen fra Haiti.

»Og det er jo lige præcis derfor, at jeg bedre kan lide kriminalromaner end andre romaner. Der er en rituel orden i dem, scenerne skal fungere. Der er ikke en masse meninger og overbevisninger fra forfatterens side. Det er simpelthen en måde at fortælle på,« siger han.

Netop håndværket mestrer Jørgen Leths helte – Chandler, Hammett og også Patricia Highsmith – fordi de ikke er optaget af handlingens kompleksitet, men af de gode scener. Og så er noget i de fleste kriminalromaner givet på forhånd, og det sætter Jørgen Leth pris på. Ofte er det hovedkarakteren, som er præget af en vis hårdkogthed og livserfaring, ligesom for eksempel Michael Connellys helt, Harry Bosch.

»Connelly er nok vor tids Chandler,« siger Jørgen Leth om den forhenværende politibetjent fra Los Angeles, som senere tog en journalistuddannelse, og hvis romaner er baseret på tung research.

»Han skriver nogle af de bedste bøger om det moderne samfund, om Los Angeles, som er en drømmeby, men som samtidig er fyldt med rædsler og mord.«

En slags røntgenbillede

Det geografiske sted, en kriminalroman fortælles fra, har enorm betydning, siger Jørgen Leth:

»En del af styrken ved de gode kriminalromaner, er, at de har så klar en research og et imponerende kendskab til et miljø. Den gode krimi er en slags røntgenbillede af samfundet, og Connelly – og også danske Jesper Stein – kender de steder, de skriver om, ud og ind. De vender tilbage til dem, opgiver dem ikke. Der ligger en kærlighed til stedet og det miljø, forfatteren beskriver. Det kan jeg rigtig godt lide.«

Både dansk Jesper Stein og makkerparret Simon Pasternak og Christian Dorph – mener Jørgen Leth – besidder nogle af de samme styrker som Connelly og Nesbø. Og en af disse er overraskende nok poesi.

»De bedste kriminalromaner rummer megen poesi. Jeg har tit skrevet replikker ned fra Chandler og Hammetts hårdkogte skurke. Replikker, som indeholder megen følsomhed og poesi. Det er ikke noget, man normalt forbinder med kriminalromaner, men det har de.«

– Har du aldrig selv villet skrive en krimi?

»Engang sad jeg sammen med Dan Turèll og skrev på en kriminalfilm. Han havde samme fascination for kriminalromaner som jeg og var også begejstret for Chandler og Hammett. Vi blev enige om at skrive et oplæg til en film, der hed Hævneren. Den blev selvfølgelig aldrig til noget, men vi skrev oplægget.«

Ifølge Jørgen Leth er hans måske mest kendte filmfigur – hovedpersonen i Det perfekte menneske spillet af Claus Nissen – i virkeligheden en kriminalfigur, selv om der ikke sker noget kriminelt i filmen.

»Men det er han. Og det bliver endnu tydeligere i Det gode og det onde fra 1974, hvor Claus Nissen i en scene sidder med en revolver og ser mystisk ud. Han ligner en figur fra en kriminalroman, og hele hans figur er båret af kynisme og koldblodighed.«

Det tredje benspænd

Endnu tættere på krimien kom han i 2003 med De fem benspænd. I filmen bliver Jørgen Leth af Lars von Trier udfordret til at genskabe Det perfekte menneske fem gange med strikse regler og begrænsninger.

I forbindelse med indspilningen af det tredje benspænd opdagede Jørgen Leths søn Asger Leth, at man kan finde scener til en lille kriminalfilm i hans fars digte.

»Og det var jo rigtigt. Der var en hel række af scener, som han klippede ud af mine bøger og klistrede op på væggen. Og pludselig havde vi alle de her scener, der var præget af kriminalromanmytologi. Tanken var, at hvis vi havde realiseret det, havde tredje benspænd været et puslespil til en kriminalroman. For i Chandlers ånd er det jo netop scenerne, det drejer sig om – ikke plottet,« siger Jørgen Leth og holder en af sine pauser.

»Plottet er bare et træ, du hænger scenerne på, siger Chandler, og faktisk var det det, jeg realiserede i det tredje benspænd.«

– Hvorfor blev det ikke til en hel spillefilm?

»Det er også en skam. Jeg kunne godt have tænkt mig at have lavet en rigtig krimi, og jeg nærmede mig det jo sådan set tre gange: dengang med Dan Turèll, alene i De fem benspænd og mere eller mindre ubevidst i en digtsamling tidligt i 1970’erne.«

I det litterære parnas herhjemme er krimien ugleset. Hvorfor, forstår Jørgen Leth ikke.

»Det skyldes vel dumhed, eller at man ikke læser dem. Der er en fordomsfuldhed, der gør, at de dømmes ude,« siger han, men understreger, at det også kan forklares med, at mange krimiromaner ikke har litterær kvalitet. Der er en kæmpe kvalitetsforskel inden for genren, siger han, og han går i en stor bue uden om de bøger, han ikke tror, er gode.

– Men du skammer dig ikke over at foretrække krimien?

»Overhovedet ikke. Jeg er stolt over det. Nogle af verdens absolut bedste bøger er kriminalromaner, ligesom kriminalfilm er mine yndlingsfilm. Men overordnet vil jeg sige, at de litterære kvaliteter er oversete – ikke mindst i Danmark.«

 

 

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu