Kommentar
Læsetid: 2 min.

Et poetisk røntgenbillede

Idealet for en forfatter må være at skærpe læserens evne til at begribe mennesket og det miljø, det befinder sig i. Det kan krimiens poesi og dens ubehageligt præcise beskrivelser af verden, når den er bedst

iBureauet/Mia Mottelson

Kultur
4. marts 2016

Jørgen Leth elsker krimier. Det fortæller han i interviewet sidst i dette tillæg. Han tøver ikke med at kalde dem for nogle af verdens bedste romaner, ligesom han understreger, at hans absolutte yndlingsfilm er kriminalfilm.

Ifølge den 78-årige digter, forfatter og filminstruktør skyldes det litterære establishments modstand mod genren nok dumhed eller fordomsfuldhed, for i virkeligheden rummer de bedste kriminalromaner megen poesi og følsomme replikker.

Det gælder for store mestre som Raymond Chandler og Dashiell Hammett, og det gælder for skandinaviske samtidsforfattere som Jesper Stein, Jo Nesbø og Dorph og Pasternak.

Det er kriminalpoesi, mener digteren. Men derudover – og ikke mindst – forløser mestrenes sprog et imponerende kendskab til miljø og steder, og på den måde bliver den gode krimi en slags røntgenbillede af samfundet.

I dette års krimitillæg undersøger vi netop stedets betydning for kriminalromanen og kriminalromanens betydning for stedet. Man kan sige, at vi går topologisk til værks. På jagt i storbyens asfaltjungle, de støvede landsbydisktrikter og den pussenussede provinsidyl, og på besøg i den gamle østblok, Latinamerika og Udkants-USA.

Krimien har som få litterære genrer portrætteret og defineret steder. Tænk bare på, hvad Raymond Chandler har betydet for forestillingen om Los Angeles, Jens Lapidus for Stockholm, Henning Mankell for Ystad.

Tag den amerikanske tv-serie The Wire eller danske Jesper Steins 2200 noir-bogserie, som henholdsvis skildrer Baltimore og Nørrebro med indtryk, som fiktionens andre udtryk sjældent rummer.

Helt grundlæggende kan en detektiv, journalist eller politimand, der forbinder tråde mellem miljøer og klasser, kortlægge fortællingen om et sted. Som ph.d. og krimiekspert Karsten Wind Meyhoff siger, præsenterer krimien netop en mindre poleret, men mere ægte udgave af en by, end journalistik eller rejseguider kan. Ved at opsøge byen, landet, miljøet – genbesøge det og være tro mod det – kommer krimien nærmere den virkelige verden.

Men der er et problem, påpeger blandt andre Jørgen Leth: Når der udgives så store mængder kriminalromaner, som der unægteligt gør, går det ud over det generelle niveau. På bare et kvart århundrede har især den skandinaviske krimis popularitet og udbredelse udviklet sig voldsomt, og den er som bekendt blevet en stor eksportsucces. Genren er i visse miljøer fortsat forhadt, men forlagsbranchen er helt og holdent afhængig af den, og når Jussi Adler-Olsen holder hof på alverdens bogmesser, er det om at holde sig til.

Hvad gør populariteten ved kvaliteten? Måske mere, end vi har lyst til at tro. I et manifestagtigt essay i dette tillæg giver forfatterduoen Christian Dorph og Simon Pasternak et bud på den danske krimis – og krimikritiks – elendigheder.

Der skal ske noget helt nyt, skriver de, ligesom der for eksempel gør i tv-serierne True Detective og Broen; sproget skal være mere end et modelbyggesæt af fortællepositioner og research; ligesom hos Poe, Ellroy og Highsmith skal krimien begynde i sproget; og så skal den få os til at tænke over livet. Krimien må ikke efterlade sin læser med »en sejrende logik, men med en skepsis over for logikken og moralen«.

Idealet for en forfatter må være at skærpe læserens evne til at begribe mennesket og det miljø, det befinder sig i. Det kan krimiens poesi og dens ubehageligt præcise beskrivelser af verden, når den er bedst.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her