Læsetid: 7 min.

De politisk hjemløse

En gruppe yngre konservative intellektuelle har iklædt sig deres stiveste puds for at debattere konservatismens plads i dagens Danmark. Temaet er bekæmpelse af kulturradikalismen og kommer rundt om djævlefiguren Georg Brandes og Zenia Stampe som fjendebillede. Men kan man komme med opbyggelige visioner, når man er mest optaget af at være i opposition til alle andre?
En konferencedeltager udnytter en pause i programmet til at nyde en pibe tobak. Se alle billederne fra årsmødet her.

En konferencedeltager udnytter en pause i programmet til at nyde en pibe tobak. Se alle billederne fra årsmødet her.

Martin Dam Kristensen

4. marts 2016

Det er en kraftig overrepræsentation af mænd i slutningen af tyverne, der klokken lidt i halv et er ved at finde deres pladser til, hvad en af arrangørerne selv kalder »et esoterisk og snævert arrangement om konservativt åndsliv«. Lidt under 100 mennesker er mødt op til det kulturkonservative Årsskriftet Critiques årlige konference på Aarhus Universitet, og dagens tema er bekæmpelsen af kulturradikalismen.

Dagens ordstyrer, Johan Christian Nord, der til dagligt er ph.d.-studerende, har efter eget udsagn og for dagens temas skyld iklædt sig sit »mest kulturradikale, lyserøde slips i Martin Lidegaard-stilen«, men understreger også, at konservatisme må være mere end bare at tage pænt tøj på og tale om penge.

»Handler det kun om slipseknuder og friværdi, finders der ingen konservatisme,« siger han under sin præsentation af dagens program.

Se alle billederne fra det kulturkonservative årsskrift Critiques møde

Man kunne ellers godt have fået indtryk af, at det er en forsamling, der går op i deres udtryk. Det er unge mænd i tyverne, der en lørdag i februar har iklædt sig jakkesæt, stramme slipseknuder og selvbundne butterflies, guldlommeure i vestelommen og for en del af de deltagendes vedkommende en imponerende skægvækst, der både tæller cykelstyroverskæg og bakkenbarter, der leder tankerne i retning af officersmesse anno 1863, og de må siges at være en sjældenhed blandt danske universitetsstuderende i 2016.

Og så er der nålen i jakkereversen, hvor Kong Christian d. 10.’s 70-års jubilæumsnål fra 1940 synes at være den mest populære »på grund af dens betydning for modstandsbevægelsen under besættelsen. Den symboliserer national frihed«, fortæller en af arrangementets praktiske hjælpere i den kombinerede boghandel og ølbod.

Men hvad handler konservatisme så om i dag, hvis ikke bare friværdi og slipseknuder? Det har været vanskeligt at sige med sikkerhed i de seneste år, hvor det Konservative Folkeparti mest af alt har lignet en underafdeling af Venstre, og det er netop for at forsøge at besvare dét spørgsmål, at Årsskriftet Critique har inviteret til årsmøde.

Konservativt åndsliv

Arrangørernes ønske med konferencen er ambitiøst, hvilket harmonerer godt med ideen bag Årsskriftet Critique. For som det hedder i invitationen, vil man »skabe et forum for den grundlæggende og principielle debat om grundlaget for den borgerlige og særligt den konservative tænkning. Det er vores opfattelse, at skal konservatismen være andet end et opinionsfænomen, er det nødvendigt med en kontinuerlig debat om dens væsen, indhold, udtryk og mål«.

Martin Dam Kristensen

Og ifølge en af arrangørerne bag arrangementet, Christian Egander Skov, som er ekstern lektor på Aarhus Universitet, beskriver det også formålet med at udgive Årsskriftet Critique.

»Formålet er at skabe en platform for en konservativ samfundsdebat. Vi i redaktionen havde vores gang på universitetet og kunne se, at der på venstrefløjen var en rig debat, som vi borgerlige manglede. Vi har alle baggrund i Det Konservative Folkeparti, men der fandtes den samtale slet ikke. Nogle gange fører de da konservativ politik, men så virker det ofte, som om det er ved et uheld,« siger han.

De unge konservative vil meget gerne forsøge at komme med nogle positive definitioner på, hvad det vil sige at være konservativ, hvilket godt kan være lidt vanskeligt. For ofte er det ikke ligefrem visioner og håb, der gør, at folk ender som konservative, men snarere en fornemmelse af, at samfundet er i krise, siger Christian Egander Skov. Derfor kommer man ofte til at definere konservatismen ved at sige, hvad det ikke er, i stedet for at sige, hvad det er.

Og det viser sig symptomatisk nok også i både konferencens tema og i dele af dagens oplæg, hvor modstanden mod både kulturradikale på venstrefløjen, de liberale på højrefløjen og, ja, faktisk de fleste, er dominerende.

Men inden dagens program for alvor begynder, skal der synges. Første sang er Helge Rodes »Som en Rejselysten Flåde«, på melodi af Carl Nielsen, som kulturminister Bertel Haarder i 2009 mente, man burde gøre til Danmarks nationalsang.

Brandes er djævlen

Selvom det er konservatismens dag, er det den kulturradikale litterat og kritiker George Brandes – bannerføreren for det moderne gennembrud og kulturradikalismens fader – der er den ubetingede hovedperson. Man kan diskutere Brandes’ direkte betydning for venstrefløjen i dag, og det er ikke ligefrem ofte, man hører en venstrefløjspolitiker nævne Brandes, når hun skal argumentere for sin politik. I det hele taget kan det virke, som om det at være kulturradikal har fået en lidt hengemt lugt og efterhånden mere er noget, man kalder andre, når man vil fornærme dem, end et mærkat, som venstrefløjen har lyst til at sætte på sig selv.

Men for deltagerne i dagens konference er der ingen over og ingen ved siden af Brandes, når det kommer til betydningen for Danmarks åndsliv. Og det skal bestemt ikke forstås som et kompliment. Brandes er omdrejningspunkt for flere af konferencens indlæg, og som dagens anden taler, litterat og tidligere ekstern lektor ved Syddansk Universitet og nu præst Anders Thyrring Andersen, minder os om, blev Brandes på sin tid kaldt Lysbringeren. Et kælenavn, som hentyder til den franske oplysningstanke, men som han deler med en anden indflydelsesrig figur fra den vestlige kulturhistorie, nemlig Biblens egen Lucifer. I dette selskab er George Brandes bogstavelig talt Djævlen.

Christian Egander Skov vil gerne indrømme, at det store fokus på Brandes kan virke lidt spøjst, når nu det er meningen, at der skulle komme nogle positive konservative visioner.

»Det er sjovt, at en person som Brandes har spillet en hovedrolle i dansk konservatisme, men det er jo nok en anerkendelse af hans plads i Danmarks åndshistorie. Han havde en evne til at forbinde æstetik, politisk filosofi og rendyrket politik, som man ikke ser i dag. Konservative har siden da forsøgt at forstå, hvad der egentlig skete, siden en konservativ nation som den danske mistede sit konservative herredømme. De konservative har siden da stået i ruinerne af det, man gerne vil forsvare,« forklarer han.

Og så er det tid til kaffe og kage, eller ’Grundtvigs sakramente’, som vores ordstyrer formulerer det.

Ingen universelle værdier

Over kaffe i engangskrus fortæller ordstyrer Johan Christian Nord om sin politiske rejse fra venstrefløjen til konservatismen.

»Jeg så, hvordan venstrefløjsmiljøet på universitetet, som ellers prædikede frihed, i virkeligheden kun gav frihed til at stemme på enten Enhedslisten eller De Radikale. Og samtidig kunne jeg se, at mange af de ideer, man ellers troede på, simpelthen ikke passede empirisk. For mig er modstanden mod masseindvandring ikke ideologisk, men praktisk.«

Efter kaffen og sandkagen er det tid til at undre sig over noget: Hvis kulturradikalismen er blevet så altdominerende i Danmark, og hvis de kulturradikale værdier som ytringsfrihed og tolerance over for andre kulturer i Danmark er blevet så internaliseret, at vi ikke en gang tænker over dem, sådan som de unge konservative mener, er det så ikke de konservatives forpligtelse at forsvare disse værdier som danske?

Det indtryk kunne man godt få fra dagens sidste taler, Søren Hviid Pedersen, som er lektor i statskundskab, men nok mest kendt som nationalkonservativ debattør. Ifølge ham burde de konservative droppe ideen om universelle værdier, som han mener fører til konflikter og krig, og i stedet erkende, at mennesket altid er placeret i en konkret historisk og geografisk virkelighed, og at det så er op til gruppen af mennesker sammen at definere, hvad der er autentisk dansk for dem.

Til Informations spørgsmål om, hvorvidt man ikke risikerer, at danskerne så beslutter, at netop de kulturradikale værdier er de autentisk danske, når nu de tilsyneladende er så indlejret i vores virkelighed, bekræfter Søren Hviid Pedersen.

»Jo, det kunne sagtens vise sig at være tilfældet, men det vigtigste for mig er, at vi finder en måde at snakke om de her ting på, og der er tanken om universelle værdier farlig. Det kan bruges til at lukke munden på nationalkonservative med beskyldninger om racisme, men det går også den anden vej, hvor nogle af mine meningsfæller beskylder personer på venstrefløjen for at være landsforrædere. Og når man går den vej, kan der ikke være nogen samtale.«

Søren Hviid Pedersens afvisning af universelle værdier, var et af konferencens mest kontroversielle oplæg

Martin Dam Kristensen

Autentisk dansk

Søren Hviid Pedersens oplæg er dagens klart mest kontroversielle og det, som de fleste har spørgsmål til under den åbne paneldebat. Mange af spørgerne er ikke glade for tanken om at droppe ideen om, at noget er bedre end andet, til fordel for et begreb om det ’autentiske’. Flere finder det mindst lige så fluffy som ideen om universale værdier.

»Tror du selv, at Zenia Stampe har de samme ideer om, hvad der er autentisk dansk, som dig,« spørger en blandt publikum Søren Hviid Pedersen.

Arrangør Christian Egander Skov hører ikke selv til blandt dem, der mener, at det er fornuftigt at droppe tanken om universelle værdier.

»Det handler om at beskytte den form for tænkning, der sætter den nationale kontinuitet i fokus. Det handler ikke om at bevare det, der tilfældigvis består. Der findes en gammel konservativ talemåde, der hedder ’man kan ikke konservere frugter, der allerede er rådne’.«

Dagens sidste planlagte indslag er afsyngelse af Kongesangen, som bliver sunget stående. Derefter trækker de 100 konservative ud i februartusmørket for at finde en kold øl, og diskussionen om konservatismens plads i Danmark fortsætter videre ud i natten.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Kurt Nielsen
Kurt Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Svaret på spørgsmålet er et stort kulsort NEJ!

Konservativ og intellektuel er den tomme konjunktion. Derfor må det komme til at handle om standarder for slips, skopudsning og fjendebilleder.

Mon ikke de blot mangler en sød og attraktiv kvindes kærlighed? Det virkede da for en tidligere nazileder, som blev from som et lam.

Christina Hauer Jerløw og Carsten Wienholtz anbefalede denne kommentar
jan henrik wegener

Virker det for nogle for langt ude til rigtigt at blive taget seriøst? eller er det omvendt i særdeleshed de der ryger langt ud ad en tangent der skal tages seriøst når det gælder den mulige indflydelse de kan få? Jeg er nok tilbøjelig til at mene det sidste, og ikke kun se på at der er tale om et lille antal mennesker her og nu. Mulige modstandere gør måske klogt i ikke at undervurdere deres synspunkter.Det at have en så stærk mening om hvem modstanderne er kan være en styrke, selv hvis disse modstandere slet ikke genkender det billede.Man taber jo let en diskusionskamp på forhånd, hvis ens modstander har placeret en hvor de vil. Så at sige kan definere modstanderens standpunkt ti gange "bedre" end denne selv er i stand til.

Mihail Larsen

De politisk hjemløse

Straks jeg så overskriften, tænkte jeg, at den måtte handle om os på venstrefløjen. Mange af os har jo i årevis være i vildrede med, hvor vi skulle sætte vores kryds. Hvis jeg skal tale for mig selv, har jeg ønsket at stemme på Enhedslisten af socialpolitiske grunde, men været forhindret af partiets EU-politik. For nogle årtier siden stemte jeg socialdemokratisk for at vælte Schlüters VKR-regering, men blev totalt desillusioneret af socialdemokraternes formandsopgør og Nyrup Rasmussens efterfølgende SR-regering, hvor der blevet fyret op under privatiseringer, udliciteringer og NyLøn. Under Thorning Schmidts nye SR(F) regering gik det igen hel galt med konkurrencestat, DONG og mobning af lærerne. Ude til venstre stod Enhedslisten med en dumstædig modstand mod EU.

Sådan så min virkelighed ud. Medlem af en venstrefløj - men uden mulighed for at relatere til nogen af de eksisterende venstrefløjspartier. Politisk hjemløs.

Men nu handlede artiklen faktisk om noget helt andet. Nemlig de konservatives identitetsproblemer. De er jo også havnet i et limbo, siden konservative politikere world wide i 1980'erne overgav sig til liberalismen. Thatcher, Reagan og Friedman. Siden da har konservative politikere formuleret sig som fodnoter til den herskende (neo)liberalisme - og gjort småborgerlige projekter til deres mærkevare.

Det kan godt undre - i al fald i Danmark. For vi har faktisk en vital, konservativ i n t e l l e k t u e l politiker, Per Stig Møller, der i adskillige publikationer har pointeret forskellen på liberalisme og konservatisme. De konservative mødedeltagere i Århus kunne med fordel læse hans bøger for at finde et solidt, filosofisk grundlag for konservatismen.

Jeg selv har - fra sidelinien - for nylig søgt at opmuntre de konservative til at formulere et sammenhængende, politisk program ved at henvise til en person, de nok ikke i deres fjerneste fantasi ville have kunnet forestille sig: Habermas. Hans begreb om 'livsverden' rummer alt det, en konservativ intellektuel drømmer om: Kulturarv, modersmål, identitet, natur. Hans omsorg for disse værdier deler han med sande konservative, men han er åben over for de udfordringer og forandringer, som 'systemverdenen' (økonomi, videnskab, politik, kunst) udsætter livsverdenen for. Hvis det sker på et demokratisk grundlag. Herfra er der ikke langt til det konservative dogme om, at "forandre for at bevare".

Kommer de konservatives 'hjemløshed' overhovedet os på venstrefløjen ved?

Ja, for deres problemer er også vores.

Vi bør ikke lade os forstyrre af, at de udtrykker sig med butterflies, medens mange på venstrefløjen dyrker uformel påklædning. Der er i begge tilfælde tale om en kulturel forvirring og symbolik. Ideologisk set står konservatismen - med sin organistiske tænkning - tæt på den socialistiske solidaritetsforståelse.

Dér, hvor kæden springer af i mit univers, er, når denne 'identitetstænkning' formulerer sig 'nationalt'. Når med andre ord konservative og socialister finder sammen om at hylde nationalstaten uden det fjerneste blik på denne konstruktions historiske forudsætninger, der er alt andet end 'demokratiske'.

Socialister og konservative har - eller burde have - noget tilfælles: Respekten for kultur. Liberalister er fløjtende ligeglade, når det kommer til stykket. Der var en tid, hvor 'liberal' betød 'åndsfrihed'; den tid er forlængst over. Nu betyder den 'egeninteresse'. Der er ikke en konservativ værdi.

De århusianske konservative er på et vildspor. De tror, at konservatismen kan genrejses som et nationalt projekt. Det er dødfødt i en globaliseret verden. Men konservatismen er aldeles slet ikke dødfødt som et kulturelt projekt.

(I al beskedenhed gør jeg opmærksom på, at jeg i 1973 udgav en bog om "Kritik af den kulturradikale pædagogik". Min kritik rettede sig imod denne pædagogiks 'liberalistiske' forudsætninger. Derudover indeholder bogen en historisk redegørelse for radikalismens historie i Danmark.)

Mihail Larsen

Nationalkonservatismen er dødfødt - det er kulturkonservatismen ikke

For mange konservative er nationalstaten en garant for kulturarven. Men det er en ringe satsning, for nationalstaten har allerede i lang tid været et misfoster. Ingen moderne stater kan definere et projekt, der er løsrevet fra en globaliseret virkelighed. Derfor er nationalkonservatismen dødfødt.

Men konservatismen står og falder ikke med nationalstaten. Den rummer et ideologisk udsagn, der gør den til andet end en nationalt indsnævret, reaktionær ideologi. Den har en forestilling om nogle fundamentale værdier, der ikke står og falder med nationalstaten, men fremhæver kulturen som det bærende.

Poul Erik Pedersen

En af artiklens centrale pointer er, at kulturradikalismen skulle være medvirkende til at det nationale fællesskab er blevet opløst. Det er en interessant påstand. I nations-/statsforskningen er det blevet påpeget at der var en række faktorer der var med til at skabe de moderne nationalstater. Det gjaldt at samle befolkningen om et fælles sprog, en fælles kultur/litteratur og en fælles historie. Ser man på den moderne historieskrivning, der jo i høj grad har fædrelandet/nationalstaten som et omdrejningspunkt, blev den jo introduceret af Erslev og hans kolleger. Disse historikere havde det til fælles at de skrev fremstillinger, baseret på en kildekritisk tilgang til forhistorien. Samtidig varetog de også den intellektuelle arv, som Georg Brandes efterlod. Historikerne var altså tæt forbundet med den kulturradikalisme som det er påstanden, i artiklen, er så nedbrydende for den nationale identitet.
På et andet punkt, som Georg Metz gjorde opmærksom på i et foredrag han holdt i Aalborg for ca. 14 dage siden, kan man også pege på at de konservative ikke kender deres historie. En del af de digtere, som har besunget fædrelandet med stor kærlighed har også klare radikale inspirationer i deres digtning.
Går man så tilbage til Georg Brandes, som jo angribes i artiklen, så var hans omdrejningspunkt jo hele tiden at forsøge at forbinde det nationale (udviklingen i Danmark) med det internationale (udviklingen i det europæiske kulturliv). Det er det der er hele grundlaget, for de forelæsninger han holder på Københavns Universitet fra 1871 og frem. Meget af hans efterfølgende skribentvirksomhed er koncentreret om analyser af fremtrædende danske digtere og kulturpersonligheder, igen er det da svært at se dette skulle være i modstrid med en respekt for det land han var født i. At han, Edvard Brandes, Viggo Hørup, Poul Henningsen og ligesindede var sig bevidst at de synspunkter de fremsatte kunne skabe debat og skabe skel, må ikke forlede til at tro at de var modstandere af det land de var født i. Hørup samlede sine synspunkter på demokratiet i slagordet "Del jer efter anskuelser", en anerkendelse af at et politisk demokrati skulle kunne rumme modsatrettede synspunkter. Det bundede videre i at samfundet dengang, som også i dag, var delt i forskellige klasser der havde forskellige interesser (der bla. kom til udtryk i de store masseorganisationer, arbejderbevægelsen mfl.). Interessekampen foregik inden for den nationale ramme, men aktørerne var fælles om en kærlighed til det land de arbejdede ihærdigt på at gøre til et bedre sted at bo og leve i.
De konservative i artiklen har derfor en snæver forståelse af den forhistorie de fortolker, man kunne måske anbefale lidt flere studier af vores fælles historie. Man kan kun blive klogere.
Mvh. poul.