Læsetid: 7 min.

De vil rense såret efter kommunismen

Krimien har fået sit gennembrud i den gamle østblok, men her er der ikke behov for samtidsdiagnoser, som vi kender det fra skandinaviske krimier. Derimod graver mange af regionens kriminalromaner i historien for at undersøge nogle af de ubesvarede spørgsmål, som fortiden har efterladt
4. marts 2016

Journalisten Zsigmond Gordon træder ud på Rákóczi Út-gaden og begynder at vandre målrettet gennem byen, mens han fordøjer nyheden om den ungarske premierminister Gömbös’ død. Forbi den regnvåde Erzsébet Plads, hvor han mærker den iskolde oktobervind fra Donaufloden, og hen til politistationen på Zrínyi Utca-gaden. Her stopper han op – og sådan begynder kriminalromanen Budapest Noir af Vilmos Kondor.

Den foregår i 1936, men er skrevet i 2008. Og de to årstal symboliserer krimigenrens nuværende status i Ungarn og andre central- og østeuropæiske lande.

Dels tager romanen udgangspunkt i en faktuel historisk begivenhed – nemlig premierministerens død i 1936, som dengang blev startskuddet til nogle meget kaotiske og dystre år i landets historie – og stederne i bogen er også historisk korrekte som for eksempel den omtalte politistation i hovedstadens centrum.

Dels er Budapest Noir, der i Ungarn betragtes som landets første krimisucces, skrevet for under 10 år siden, hvilket vidner om, at genren har fået et relativt sent gennembrud sammenlignet med eksempelvis den skandinaviske krimibølge. Bogens oversættelse til engelsk og andre vesteuropæiske sprog i 2012 understreger endvidere, at der i de senere år også er kommet øget interesse for den ungarske krimi uden for landets grænser.

»En bog som Budapest Noir og de andre bøger i serien er ganske kendetegnende for, hvad der foregår på det voksende marked for kriminalromaner fra Ungarn og det øvrige Østeuropa i disse år. De historiske steder og begivenheder i regionen har enorm betydning for, hvordan krimierne fortælles og udfoldes,« siger Gergely Huszti, redaktør på det ungarske forlag Libri Kiádo.

Byen som hovedperson

Budapest er den ubestridte hovedperson hos bysbarnet Vilmos Kondor, når man altså ser bort fra forfatterens evignysgerrige reporter Zsigmond Gordon. De detaljerige beskrivelser af byen billedliggør historien – både Gordons færden og Ungarns forfærdelse – hvilket fortsætter i de næste bøger i serien, der udspiller sig i andre skæbnesvangre ungarske årstal som 1946 og 1956.

Researchen til bøgerne er for Vilmos Kondors vedkommende blevet til ved at gå gaderne tynde; i fodsporene på fiktive Zsigmond Gordon og Budapests faktuelle historie. Byen har overlevet flere krige og blodige angreb, men alligevel er den forblevet intakt.

Gaderne ser ud ligesom for 150 år siden, og mange af dem har stadig de samme navne. Derfor var det muligt for Vilmos Kondor at finde ud af, hvad der var i de bygninger for 60-70 år siden – politistationer, beværtninger og advokatkontorer.

»Til det er gamle aviser en rig ressource for et frugtbart sind, og én artikel eller en serie af artikler kan lede til en hel roman,« forklarer den ungarske forfatter om sin research.

Fra fire til 217 krimier på 12 år

Længere nordpå, i den polske by Wroclaw, kan forfatteren Irek Grin sætte konkrete tal på krimigenrens nylige gennembrud: I 2003 blev der kun udgivet fire nye kriminalromaner på polsk – sidste år kom der ikke færre end 217 nye kriminalromaner ud fra de polske forlag.

»Og en stor del af dem foregår i tiden bag jerntæppet,« fortæller han og nævner blandt andet landsmanden Marek Krajewskis serie om kriminalkommissær Eberhard Mock.

Døden i Breslau, der udkom på dansk i 2009, var den første af Krajewskis fire romaner i krimiserien, som alle har 1930’ernes nazibefængte Breslau og 1950’ernes koldkrigs-Wroclaw som baggrund. Breslau/Wroclaw skildres i bøgerne som en by fuld af råddenskab og fordærv, og byen er en mindst lige så karismatisk, korrupt karakter som de personer, der betræder den.

I det hele taget spiller den historiske by en hovedrolle for den polske krimigenres opblomstring, idet byen også er vært for den årlige Crime and Mystery Festival, som Irek Grin var med til at starte i 2003.

»Når den løber af stablen til sommer, forventer vi op mod 15.000 gæster,« siger han om festivalen, der er den største begivenhed dedikeret til genren i Central- og Østeuropa.

Udfylder historiens tomme huller

Også i Rumænien har krimigenren først for nylig vundet indpas. Selv om liberaliseringen i 1990’erne ændrede begrænsningerne for at udgive bøger, tog det tid at ændre forventningerne hos forfattere og læsere. I Bukarests lufthavn sidder Ramona Mitrica, da vi fanger hende på en telefonlinje. Hun venter på et fly til London – en tur, hun ofte tager frem og tilbage som redaktør for forlaget Profusion Crime, der oversætter rumænsk litteratur til engelsk.

»Der ligger hårdt arbejde bag, hvor vi er nået til i dag,« forklarer Ramona Mitrica.

Det betyder ikke, at der slet ikke var nogen krimilitteratur i Østeuropa før Murens Fald. Polakker, ungarere, tjekker, østtyskere og rumænere var åbne over for indflydelsen af sovjetisk-inspirerede tekster, uddyber hun.

»Men i dem blev kriminalitet og kriminelle hovedsageligt defineret af staten.«

Meget af det, som aldrig blev skildret tilbundsgående dengang under kommunismen, udforsker den rumænske forfatter Bogdan Hrib i sin episke krimifortælling Kill the General fra 2011. Den handler om redaktøren Stelian Munteanu og hans rutsjebanetur gennem nogle meget foranderlige årtier. En historisk hændelsesrejse, der blandt andet runder Nixons besøg i Bukarest i 1969, Tjernobyl-katastrofen i 1986 og de blodige dage under revolutionen i 1989, der kulminerende med henrettelsen af general Ceausescu.

Anderledes end ’nordic noir’

Ifølge Ramona Mitrica fokuserer de mest populære krimier fra Østeuropa netop på sådanne tidsdefinerende begivenheder som også Anden Verdenskrig, Sovjet-årene, opstanden i Ungarn i 1956 og i Tjekket i 1968 samt Murens Fald. Men hvorfor fylder den tunge historiske arv så meget hos de østeuropæiske krimiforfattere, mens eksempelvis de skandinaviske krimier oftest tager afsæt i en samtidsdiagnose og dykker ned i velfærdssamfundets sprækker?

Det kan muligvis begrundes ved, at disse fortidige kontekster er en måde at håndtere det historiske trauma på. Men der er faktisk en dybereliggende årsag, mener Ramona Mitrica: Ingen af disse historiske begivenheder endte med et tilfredsstillende udfald i forhold til temaer som kriminalitet og straf.

»Det endte derimod med enten blodbad eller politisk rædsel, hvilket efterlod folk med en gennemtrængende følelse af uretfærdighed og vrede i hele regionen,« siger hun.

Blandt andet opfattes henrettelsen af Ceausescu og hans kone af mange rumænere som et coverup.

»Mordmysterier florerer, mens de hovedmistænkte kører showet. Det virkelige liv er fuld af ubesvarede spørgsmål, som kræver undersøgelse, og det er blevet krimigenrens job,« konstaterer forlagsredaktøren.

Den rigeste kilde til ondskab

Det har længe været traditionen, at krimiforfattere søger efter de mørkeste hjørner, de kan finde.

»Og for central- og østeuropæisk krimi er historien den rigeste kilde til ondskab,« siger den amerikanskfødte litteraturkritiker Michael Stein.

Han har gennem flere årtier været bosiddende i Prag, hvorfra han har stort indblik i central- og østeuropæisk litteratur.

»Historiens konsekvenser og overlevere kan findes over det hele, ikke alene i karakterer som tidligere nazister eller kommunister, men også i ideologier og tanker, som bare ikke vil forsvinde,« siger Michael Stein.

Foruden de kriminelle aspekter og den dybere samfundsmæssige mening, som mange af tidens kriminalromaner skildrer, er der også andre karakteristika ved regionens krimigenre.

»En stor del af krimierne er ekstremt livagtige og grundigt researchede. De maler portrætter af kendte storbyer som Budapest, Warszawa og Prag, men også af mindre og for mange helt ukendte byer som for eksempel Sandomierz i Polen, og det bidrager til et mere interessant element ved bogen,« siger han med henvisning til byen, hvor Zygmunt Miłoszewskis krimi A Grain of Truth foregår.

Bogen udkom på engelsk i 2012 og handler om anklageren Szacki, der flytter fra Warszawa til Sandomierz for at begynde et nyt og roligt liv i en fredelig provinsby. I stedet ender han med at skulle efterforske en prekær mordsag, som betyder, at han må rive op i den tragiske, polsk-jødiske fortid.

Bysbørnenes bedømmelse

I virkelighedens Warszawa befinder den polske journalist og kommentator Wojciech Orliński sig. Han har en anderledes forklaring på, hvorfor østeuropæiske krimiforfattere er besat af at skildre bestemte byer helt ned i detaljen.

»Det gamle totalitære regime var altid mistænksomt over for dem, der var stolte af deres hjemby. Det var meningen, at man skulle være loyal over for staten, ikke over for sin by eller region. Det er anderledes i dag, hvor krimiforfatterne forsøger at indhente den tabte regionale stolthed, som vi ikke måtte have dengang,« siger Wojciech Orliński og tilføjer:

»Så hvis du er fra Warszawa, er du stolt af det, og hvis du skriver en krimi, som foregår i Warszawa, vil du blive bedømt af bysbørnene i forhold til, hvor præcis din skildring af byen er: ’Vov ikke at forveksle én café med en anden!’ Byen som bagtæppe er enormt vigtigt i den genre, og ofte fungerer byen nærmest som en karakter i sig selv,« påpeger han.

En debatskabende gnist?

Vilmos Kondor fortæller, at han har et håb om, at det geografiske og historiske afsæt i hans romaner kan bidrage til viden om fortiden – og dermed forståelse af nutiden.

»Det er snart hundrede år siden, at Første Verdenskrig sluttede, men vi har stadig ikke været i stand til at tale ordentligt om, hvad der skete efterfølgende,« mener han.

I Ungarn har krimigenrens fremfærd endnu ikke igangsat nogen nævneværdig debat om fortiden, hvis man skal tro forlagsredaktør Gergely Huszti.

»End ikke selv om Vilmos Kondor ’dræbte’ vores daværende premierminister på første side af Budapest Noir, har krimigenren genereret nogen debatskabende gnist her i landet,« siger han.

Andetsteds i regionen står det dog anderledes til. Ifølge litteraturkritiker Michael Stein har den polske forfatter Zygmunt Miłoszewski for eksempel haft mere held til at skabe debat.

»A Grain of Truth har i hvert fald bidraget til en omstridt debat om Polens historie om antisemitisme og rolle i Holocaust, ligesom hans foregående roman, Entanglement, dykkede ned i landets kommunistiske fortid, om end med lidt svagere genlyd i samfundsdebatten,« siger Michael Stein og tilføjer til sidst:

»Hvad der kan være endnu mere interessant, er, hvordan regionens krimiforfattere i de kommende år vil reflektere over de stadigt mere autoritære lande, de skriver fra. Der er et frygteligt antal paralleller til 1930’ernes Central- og Østeuropa, hvilket er forfærdeligt for livet, men det kan blive en fantastisk kilde for krimigenren, hvad enten den vil tage sit udgangspunkt i nutiden eller fortiden.«

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu