Læsetid: 4 min.

At se verden som den er, er at protestere

Teatret Tugt havde i søndags inviteret 34 kunstnere til at forholde sig til hver af de 34 paragraffer i den nye asyllovgivning. Information bringer den tale, som Carsten Jensen holdt som introduktion til dagen
19. marts 2016

Vi står her for at tale om den nye asyllov, L87.

Vi står her ikke, fordi vi er jurister. Vi står her ikke, fordi vi er politikere. Vi står her ikke, fordi vi er journalister eller meningsdannere eller spindoktorer.

Vi står her, fordi vi er kunstnere.

Men hvad vil det sige at være kunstner? Ifølge Den Danske Ordbog er kunst udtryk for eller bevidst brug af menneskelig skaberevne og fantasi til frembringelse af værker, som kan påvirke eller udfordre modtageren æstetisk, følelsesmæssigt eller intellektuelt.

Jeg kan sagtens give et meget mere uklart svar, som måske alligevel vil opklare noget: Kunstnere er det tvetydiges jurister, det usagtes politikere, det ordløses meningsdannere, det uhåndterliges journalister, en svært definerbar og altid skrøbelig menneskeligheds spindoktorer.

Vi står her for at protestere. Men hvad vil det sige at protestere? Ifølge Den Danske Ordbog betyder det at udtrykke sin utilfredshed eller uenighed med hensyn til en bestemt handling, fremgangsmåde, udvikling el.lign.

Hvorfor er vi i dag 34 kunstnere, der er utilfredse med den bestemte handling, fremgangsmåde eller udvikling, som udgøres af den seneste asyllovgivning?

Den første paragraf benytter sig af udtrykket »beskyttelsesbehov«. Den omtaler FN’s Flygtningekonvention. Den omtaler forskellige flygtningegrupper. Nogle kan få fem års opholdstilladelse. Andre kan kun få et år, og så kommer den afgørende sætning, som er overskriften for alle de følgende paragraffer, som andre end mig i dag vil forholde sig til. Regeringen foreslår at begrænse varigheden af opholdstilladelser til flygtninge.

Hvorfor skal varigheden af opholdstilladelser begrænses? Er det, fordi vi i Danmark har vedtaget ved lov, at der ikke længere dør nogen i krigen i Syrien, at tøndebomberne, der nedkastes af præsident Assads helikoptere, og missilerne, der affyres af Ruslands kampfly, nu ankommer indpakket i gavepapir, og at skolers, hospitalers og beboelsesejendommes massive murmasser ikke længere kollapser over hovedet på beboerne, når bomberne rammer? Er beskyttelsesbehovet i verden pludseligt blevet mindre? Er den enorme flygtningestrøm brat stilnet af?

Eller er det snarere omvendt: Det er ikke flygtningenes beskyttelsesbehov, der er blevet mindre, men vores, der er blevet større? Handler asyllovgivningen i virkeligheden ikke om syrere, men om danskere, om vores selvbeskyttelses-behov, når den største katastrofe, vi kan få øje på, ikke er et sønderbombet land, hvor antallet af dræbte nærmer sig den halve million, nogen lunde det samme antal – der bor på Fyn med omliggende øer – men nogle tusinde fremmede, der står ved vores grænser med fremstrakte hænder?

De af jer, der har set den ungarske film om de tyske koncentrationslejre, Sauls Søn, af instruktøren Lazslo Nemes, vil have lagt mærke til en interessant sproglig detalje. Jøderne, der ankommer til udryddelseslejren for straks at blive gennet nøgne ind i gaskamrene og afsjælede slæbt videre til krematorierne, omtales aldrig af lejrens vagter som mennesker. Men der siges heller ikke noget nedsættende om dem. De sammenlignes hverken med dyr eller insekter. Omtalen af dem er strengt neutral, som genstande eller ting, livløse objekter.

»Der ankommer mange stykker med toget i dag,« lyder en sætning. »Stykkerne skal hurtigt transporteres videre til ovnene,« lyder en anden.

Stykkerne er et sagligt, klangløst ord, der ikke frembringer nogen følelser hverken hos dem, der udtaler det, eller dem, der hører det. Ordet har en nøje udtænkt psykologisk funktion. Vagterne i udryddelseslejren har også et beskyttelsesbehov. Jo mindre de tænker på deres ofre som mennesker, jo lettere har de også ved at udføre deres bøddelarbejde. Det er ikke mennesker, de gasser, og hvis lig de brænder. Det er blot stykker, der ligesom affald destrueres. Hvis de et øjeblik tænker på deres ofre som mennesker, risikerer de at bryde sammen. Ordet stykke beskytter dem mod at se deres egen forbrydelse i øjnene.

Vi kan fortsætte tankegangen. Det er ikke mennesker, der flygter fra krigen i Syrien. Det er stykker. Det er ikke mennesker, der står ved vores grænser. Det er stykker, tabte genstande, som er faldet ud af ud af verdenshistoriens lommer, nøglebundter, som ikke længere åbner døre, fordi dørene befinder sig i udbombede huse. Stykkerne er ikke andet end ubekvemme ubekendte i en bureaukratisk ligning, der helst skal gå op, hvis vores land og selvforståelse skal beskyttes. Det er stykkerne eller os.

Der er ikke noget racistisk eller nedværdigende i ordet stykker. Det er et bureaukratisk bekvemmelighedsord, ligesom den nye asyllovgivning er en bureaukratisk bekvemmelighedslov, der usynliggør virkelige, levende mennesker med virkelige, påtrængende behov for vores hjælp.

Det er derfor, vi står her i dag. Vi står her for at fortælle, at mennesket ikke er en ting, en træklods eller en sæk, en viljeløs genstand, som andre kan håndtere efter for godt befindende, og som ingen skylder noget. Vi skylder alle noget, først og fremmest at se hinanden i øjnene.

Det er dette direkte menneskeblik, som kunstnere kan, og som politikere i disse år undgår.

At se verden, som den er, er at protestere. Det er derfor, vi står her.

Teatret Tugt havde i søndags inviteret 34 kunstnere til at forholde sig til hver af de 34 paragraffer i den nye asyllovgivning. Forestillingen fandt sted på Teaterøen. Dette er den tale, som Carsten Jensen holdt som en slags introduktion til dagen. Overskuddet gik til fordel for Trampolinhuset

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Niels Duus Nielsen
  • Olav Storm Jensen
Niels Duus Nielsen og Olav Storm Jensen anbefalede denne artikel

Kommentarer