Læsetid: 8 min.

Han skrev sandere om Auschwitz

Han var en af de vigtigste fornyere af romanen, når han skrev om sine erfaringer fra Auschwitz, og en af de vigtigste tænkere til at forstå sammenhængen mellem den vestlige kultur og Holocaust. Den ungarske forfatter og nobelpristager Imre Kertész er død 86 år gammel
Kultur
1. april 2016
’Jeg havde et vidunderligt liv. Først var jeg Auschwitz-fange, så modtog jeg de største tyske civile udmærkelser, det er morsomt og uforklarligt.’ Sådan sagde Imre Kertész i det sidste interview, han gav i 2013.

Christian Jørgensen

Når jeg ved den triste meddelelse om Imre Kertész’ død skal se tilbage, er det først og fremmest på et forfatterskab, der var et af de allerstørste fra anden halvdel af det 20. århundrede.

Men jeg ser også tilbage på en forfatter, som på enestående måde formåede at forene en nådesløs kulturkritik med den største menneskekærlighed i en helt usentimental form.

Kertész blev som 15-årig sammen med tusindvis af andre jøder deporteret fra Budapest til de tyske koncentrationslejre. Resten af hans voksne liv har handlet om at bearbejde den erfaring og finde den rigtige, underforstået sande, litterære form til at skrive om erfaringen af Holocaust.

I første omgang skete det i romanen De skæbneløse fra 1975, som han arbejdede på i årtier, indtil han havde fundet den helt rette form. Den blev, for at nævne de vigtigste, efterfulgt af romanerne Fiasko fra 1988 og i mine øjne hovedværket Kaddish for et ufødt barn fra 1990.

Kertész’ romaner vil for altid stå tilbage som et enestående vidnesbyrd om den skæbne, der blev millioner af europæiske jøder til del i tyskernes kz-lejre. Lige så vigtigt er det, at han både i sine romaner og fremragende essays leverede de mest klartseende og provokerende analyser af sammenhængen mellem den vestlige kultur og muligheden af Holocaust.

For ham gjaldt det om i litteraturen at finde et sprog, som ikke isoleret var et sprog for de jødiske ofre. Men hvem var det så et sprog for, spurgte Kertész retorisk? Og han svarede selv uden tøven, at den jødiske skæbne ikke måtte ses isoleret, og at Holocaust måtte betragtes som en verdenserfaring, som et europæisk trauma.

Auschwitz udspillede sig jo ikke i den tomme luft, men i rammerne af den vestlige kultur, den vestlige civilisation, som han gentog igen og igen.

Eller mere malerisk formuleret i essayet »Holocaust som kultur«: I flammerne fra krematorierne blev »alt det ødelagt, som vi hidtil har værdsat som europæiske værdier, og ved dette etiske nulpunkt, i dette moralske og åndelige mørke, viser sig som det eneste udgangspunkt netop det, som har frembragt dette mørke: Holocaust«.

Med dette provokerende udsagn mente Kertész, at Holocaust i en åndelig-moralsk forstand, i kulturel forstand, var en værdi, fordi det gennem umålelig lidelse har ført til en umålelig viden.

Civilisationstraume

I det vestlige Europa har denne erkendelse af Holocaust som civilisationstraume været kontroversiel, mens man i Ungarn slet ikke har anerkendt den som et sådant.

Ifølge Kertész har Holocaust i landets historiske og moralske bevidsthed kun fandtes som negativ, det vil sige som antisemitisme. Og antisemitisme kan aldrig reduceres til Holocaust, ligesom antisemitismen i slutningen af det 19. århundrede også selv næppe kunne forestille sig Die Endlösung.

Sådan tænkte Kertész igen og igen helt konsekvent. Der var for ham ikke den mindste organiske sammenhæng mellem antisemitismen og Auschwitz. Auschwitz kunne ikke forklares ud fra de sædvanlige, arkaiske begreber fra antisemitismen.

Af samme grund var Kertész også tilbøjelig til at tro på Eichmann, da han under den berømte retssag mod ham i Jerusalem, påstod, at han aldrig havde været antisemit.

Efter sigende skulle salen være brudt ud i latter, men Kertész forstod, at det var muligt, at Eichmann ikke var nogen frådende antisemit og faktisk sagde sandheden, for, som han nøgternt konkluderede i et af sine essays, den totalitære stat har for at dræbe millioner af jøder i sidste ende ikke så meget brug for antisemitter, som den har brug for dygtige organisatorer til at organisere transporter af så mange jøder.

Kertész brugte det meste af sin energi på at holde erfaringen af Holocaust levende og vise, hvordan den er en fuldt integreret del af vores vestlige tænkemåde og civilisation. Værst var for ham frygten for, at kulturen skulle afstøde den viden om Holocaust, om Auschwitz, jo længere væk vi var kommet fra begivenheden.

Sprogkritiker

Selv stod Kertész som forfatter i traditionen fra de sprogkritiske forfattere som Hugo von Hofmannsthal, Hermann Broch, Kafka og Camus. Formmæssigt var det østrigske Thomas Bernhard, der kom til at spille en stor rolle i kraft af dennes struktur af gentagelser og utrættelig kredsen om de samme eksistentielle spørgsmål for at fastholde en smertefuld indsigt i verdens tilstand.

Det, der formuleres i Kertész’ afgørende værker er netop en integration af Holocaust i den europæiske civilisation. En erkendelse, som rammer ned i midten af hele det europæiske. Vi forsøger at fortrænge og glemme igen, men det handlede for ham om at gøre det til en helt central del af vores civilisation.

»Jeg er fortsat af den mening, at Holocaust er et traume i den europæiske civilisation, og det bliver til et eksistensspørgsmål for denne civilisation, hvorvidt dette traume lever videre i form af kultur eller neurose, i konstruktiv eller destruktiv form i Europas samfund,« som han formulerede det i essayet »Det eksilerede sprog«.

De lange skygger fra Holocaust lægger sig over hele civilisationen, hvori det skete. Holocaust er et vitalt spørgsmål for den europæiske civilisation, for den europæiske bevidsthed, og derfor er det ubetinget, at den må reflekteres af den selvsamme civilisation, i hvis rammer den skete.

Den, som ikke er i stand til at se fortiden i øjnene, er tvunget til evigt at gentage den. Sådan lyder en gammel vis erkendelse. En levedygtig civilisation må holde viden om sin egen traumatiske fortid levende og forblive i stadig kontakt med betingelserne herfor og til stadighed forny den. Det var det, Kertész’ forfatterskab især handlede om.

Da Kertész formulerede tanken om, at Auschwitz rummer vigtige etiske erkendelser, skete det i forbindelse med hans nådesløse kritik af Spielbergs film om Auschwitz, Schindlers liste. For Spielberg gjorde ifølge Kertész Auschwitz til en fjern historisk erindring, til en slags undtagelsestilstand eller radikal afvigelse fra, hvad det vil sige at være menneske.

Det var det, Kertész kaldte for kitsch. Og kitsch var for ham enhver kunstnerisk fremstilling, der ikke forstår den organiske sammenhæng, der består mellem det enkelte menneskeliv og hele civilisationen. Eller sagt med andre ord: Auschwitz er en mulighed for vores civilisation, fordi den mulighed ligger indlejret i hele den menneskelige eksistens.

Og den erkendelse så Spielberg ifølge Kertész bort fra, da han gjorde Holocaust til noget fremmed for den menneskelige natur.

Overlevelsen

Kertész overlevede ikke bare Auschwitz. Han overlevede også efterfølgende overlevelsen. Mange af hans forfatterkolleger, der har skrevet om deres erfaringer med de tyske kz-lejre og efter krigen voksede op i demokratiske samfund, såsom Primo Levi, Jean Améry og Paul Celan endte alle med at begå selvmord. De var alt for bevidste om umuligheden af fortsat at leve efter Auschwitz i den nye virkelighed og den ligegyldighed, de blev mødt med.

Allerede i sin forrygende fragmentariske Galejdagbog når Kertész i 1991 til den erkendelse, at han selv var forskånet for selvmordet, fordi han efter krigen voksede op i et diktatur. Diktaturet hjalp ham på paradoksal vis til at overleve.

For KZ-erfaringen forlængede sig helt naturligt ind i stalinismen og beviste, at frihed, befrielse og den store katarsis, som de intellektuelle i andre dele af Europa åbenlyst troede på, kunne der her overhovedet ikke være tale om her.

Livet i Ungarn garanterede ham fortsat et liv i ufrihed og befriede ham for alt for store illusioner. Den skuffelse, der havde kastet andre i friere samfund ud i selvmord, nåede slet ikke ham. Han havde ingen identitetsproblemer, for ikke kun han, men hele nationen befandt sig i fangenskab.

I et diktatur findes der ikke rigtig noget personligt sprog. I forlængelse heraf erkendte Kertész, at det ungarske diktatur ikke kun holdt ham væk fra selvmordet, men også hjalp ham med at finde et personligt sprog, hjalp ham med at blive forfatter.

Når sproget ikke var tiltænkt den enkelte, gjaldt det om at stjæle sproget tilbage; så gjaldt som forfatter kun ét, og det var på samme tid en negativ og kreativ proces, nemlig at frigøre sig fra det herskende sprog og det fletværk af følelser og tanker, der omgiver det sprog.

Berlin

For nogle år siden udkom Kertész’ sidste bog på tysk, Letzte Einkehr. Den rummer hans knivskarpe dagbogsnotater fra 2001 og lige før, han bliver rigtig kendt og i 2002 modtager Nobelprisen i litteratur.

Efter i årtier at have levet i den største armod og afsavn i Budapest og ildeset som forfatter er han samme år flyttet til Berlin. Her får han nu succes som forfatter i Vesten, bliver velhavende og kan nu rejse i hele verden. Samtidig får han konstateret Parkinson, og hans kropslige forfald viser sig tydeligere dag for dag.

Bogen handler om hans hverdag og kamp for at efterlade sig dette lille mesterværk, og den handler om hans liv i en sidegade til Kurfürstendamm i Berlin. Den ungarske jøde, der som dreng blev sendt til Auschwitz – hvordan i alverden kunne han ende i den tyske rigshovedstad?

Men han elskede Tyskland, som for ham var åndens og kulturens land. Og han elskede det gamle Vestberlin, platantræerne, de klassiske koncerter i Filharmonien. Kertész var en stor ynder og forsvarer af den borgerlige kultur som et værn mod alle former for ekstremisme. Det er også det, hans sidste bog handler om.

Til sidst måtte Kertész dog give op over for sygdommen og tage tilbage til Budapest. Her døde han i tirsdags.

Jeg har mødt Kertész flere gange i Budapest og Berlin. Og en enkelt gang i København. Det var i april 2002, hvor jeg havde inviteret ham til at holde et foredrag om Holocaust og litteraturen. Ved hans side sad Niels Barfoed. Aftenen endte uforglemmeligt på en restaurant på Østerbro, hvor Kertész fandt sin åndsfælle i dansk-polske Janina Katz. Vi andre var bare tilhørere.

Dagen efter tog vi op til Kronborg med hans oversætter Péter Eszterhás, for selvfølgelig var Hamlets slot et must for denne belæste forfatter. Og i oktober fik han så Nobelprisen. Et par dage efter prisen ringede han forsinket for at takke for sit besøg i København.

Forleden så jeg László Nemes’ film Sauls søn, som jo er et andet forsøg på at fremstille Auschwitz på film. Den er af et enigt kor af kritikere blevet udråbt til at være et mesterværk. Jeg er mere forbeholden og kunne i dagene efter ikke andet end tænke på, hvad Kértesz ville have sagt til filmen. Jeg googlede for at se, om han havde ytret sig om den, men intet tegn på det.

Lige nu føles det helt ubærligt, at han ikke skal skrive flere bøger, og at han ikke er her mere til at sætte tingene på plads og vise de nuancer, som de fleste overser. Jeg savner allerede hans stemme, men på den anden side kender jeg den efterhånden så godt, at jeg er sikker på, at han ville have været med til i lighed med Schindlers liste også at kalde Sauls søn for Auschwitz-kitsch.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Torben Lindegaard

@Peter Nielsen

Imre Kertész havde sin mening om "Schindler's List" - og hvem er vi andre, der måtte sætte spørgsmålstegn herved?

Men for mit eget vedkommende gik Holocaust først sent op for mig.
Som årgang '46 havde jeg selvfølgelig hørt om de 6 mio myrdede jøder allerede i skoletiden; men det var "SHOAH" fra 1985, der fik mig til at forstå så meget mere.
Det fik mig til at besøge et par af kz-lejr muséerne, herunder Auschwitz.

Jeg oplevede, at jeg også blev klogere af "Schindler's List" -
selvom der allerede i 1993 lød kritik.

Eksempelvis bliver et par gift i kz-lejren i filmen.
Det kunne dårligt være mere spartansk; og så kunne det bare alligevel ......
Der var et interview på TV med brudgommen; og han fremhævede netop, at de dengang i 1944 i Plaszow kz-lejr slet ikke havde det bryllupsudstyr, filmen ellers viser.

Jeg har ikke format til at udstikke moralske læresætninger; men for mit eget vedkommende prøver jeg at huske Holocaust, som et udtryk for et instinkt, der altså ligger i os alle - og som man skal være opmærksom på at tøjle i tide. Jeg tror såmænd ikke, at vi europæere er værre end alle de andre folkeslag på denne jord; men vi er heller ikke bedre - slet ikke.

Ære være Imre Kertész minde.