Baggrund
Læsetid: 10 min.

Støvet sol og natblå uro

Den brutale storby, det støvede landboliv, de fugtige sydstater og provinsens idyl, der pludselig brydes af et mord. Krimien er blevet litteraturens mest populære portrættør af byer og landskaber. Men hvilken rolle spiller de konkrete steder for forløsningen af fortællingen?
Den brutale storby, det støvede landboliv, de fugtige sydstater og provinsens idyl, der pludselig brydes af et mord. Krimien er blevet litteraturens mest populære portrættør af byer og landskaber. Men hvilken rolle spiller de konkrete steder for forløsningen af fortællingen?

Johanne Sorgenfri/iBureauet

Kultur
4. marts 2016

Kan du forestille dig Philip Marlowe uden Los Angeles?

Det støvede Los Angeles i tiden omkring Anden Verdenskrig, hvor en varm, fugtig brise står ind ad kontorvinduet hos Raymond Chandlers private eye, inden endnu en høj blondine i sjusket tøj og med tungsindige øjne træder ind ad døren for at anmode om Marlowes assistance.

Opgaven kan, blot som eksempel, involvere forsvundne perler og en andel i 25.000 dollar. Marlowe tager naturligvis imod kvindens tilbud og ender langt nede i Los Angeles’ underverden med en sjus i hånden og en konstant arbejdsrelateret livsfare hængende over hovedet.

Alle disse klassiske Raymond Chandler-ingredienser, her snuppet fra novellen Goldfish (1936), er blevet synonyme med Los Angeles i 1930’erne og et par årtier frem. Sammen med krimiforfattere som Earl Stanley Gardner og Dashiell Hammett stod Chandler for nogle af tidens stærkeste litterære repræsentationer af Englenes By – og de gjorde den til et mytologisk sted, de fleste kender, uanset om de har været der eller ej. Og de gjorde det ved at skrive krimier.

Los Angeles blev en krimiby, i takt med at den udviklede sig til en storby. Ligeledes opstod genren i sin tid, i takt med at industrialiseringen skabte de moderne metropoler. Det er ikke en tilfældighed, at Edgar Allan Poe, som betragtes som kriminalhistoriens opfinder, placerede sine noveller om C. Auguste Dupin i Paris, hvoraf Mordene i Rue Morgue fra 1841 er mest kendt.

Let er det heller ikke at forestille sig den originale udgave af Arthur Conan Doyles Sherlock Holmes uden et gaslampeoplyst, viktoriansk London som scene.

Uanset om den udspiller sig i storbyen, på landet, ude eller hjemme, har stedet altafgørende betydning for krimien.

Skandinaviske krimibyer

Krimien blev dog hurtigt overført til andre scenarier. Genren kom snart til at rumme både storbyer, provinsbyer og øde landområder – tænk blot på Agatha Christies puslespilskrimier, hvor scenen ofte er sat på grandiose landsteder, eller Caroline Grahams bøger om kriminalkommissær Barnaby, som godt nok befinder sig i det fiktive Midsomer, men hvis ligheder med engelsk provinsidyl er slående.

Henning Mankells romaner om Kurt Wallander har eksempelvis gjort den ellers ganske uanselige sydsvenske Ystad til berømt krimiby – og udgangspunkt for klassisk skandinavisk krimilitteratur med samfundskritisk brod.

Her er opdageren en midaldrende fraskilt mand, der skranter på magelig livsstilsrelateret facon. Og selv om krimien her udspiller sig i det skandinaviske velfærdssamfunds forsagte provins, er de samme grundlæggende principper som i amerikanske hardboiled-krimier på spil: Ondskaben og faren lurer i Ystad, på samme måde som den gjorde i den amerikanske storby. Og der er en grundlæggende konflikt imellem rigtigt og forkert, godt og ondt.

Med den skandinaviske bølge af kriminallitteratur er især mange svenske byer sammen med Ystad blevet sat på verdenskortet. I Danmark har København sin egen hårdkogte storbykrimi i form af Dan Turèlls vesterbrobaserede Mord-serie, og Nørrebro har Jesper Steins serie om vicepolitikommissær Axel Steen, som Stein selv har betegnet som ’2200-noir’ efter bydelens postnummer.

Aarhus ligger heller ikke på den lade side. Forfattere som Inger Wolf og Elsebeth Egholm har i deres kriminalromaner for længst fået Smilets by placeret på krimifiktionens landkort.

Og at have sin egen, succesfulde kriminallitteratur sætter fut i lokalsamfundenes kasseapparater.

Camilla Läckberg har for eksempel gjort sin hjemby Fjällbacka i den svenske skærgård berømt ved at lade det ene lig efter det andet drive ind i havnen i det lille fiskerleje. Selv om byen i Läckbergs barndomsunivers er genstand for serielle uhyrligheder, har byens turisme haft stor gavn af at komme på krimilandkortet.

En storby som København har også lukreret på at blive brandet som krimiby. Spørg bare Wonderful Copenhagen, som har oplevet store flokke af – ofte britiske – turister, der alene kom til byen på grund af DR’s tv-serie Forbrydelsen.

Krimien som stedets portrættør

Ifølge Karsten Wind Meyhoff, ph.d. i popkultur med speciale i kriminalfiktion, er kriminallitteraturen blevet den fremmeste måde at beskrive steder på, og han kan nikke genkendende til de gavnlige effekter ved at få en bys eller et samfunds mindre flatterende sider beskrevet med hjælp fra fiktionen. I USA har enhver by med respekt for sig selv sin egen kriminallitteratur.

»Man får i krimiformen en mindre poleret udgave af en by, end den man finder i en rejseguide. I en krimiskabelon træder en by frem i sin komplekse organisation, og man ser forbindelsen mellem de forskellige klasser på en måde, som er både interessant og sjov at læse om,« siger Karsten Wind Meyhoff på en telefon fra Key West i amerikanske Florida.

»Her i Key West er det første, man ser i den lokale rejseguide, en anbefaling af 26 krimier, som beskriver Key West fra forskellige vinkler. Det sker eksempelvis ved at skildre menneskesmugling fra Cuba, den lokale narkotikatrafik eller kriminalitet på byens store flådebase,« siger han.

Karsten Wind Meyhoff nævner også David Simons kanoniserede tv-serie The Wire (2002-08) som et klassisk eksempel på krimiformens evne til at portrættere en hel storby i al sin kompleksitet. Serien giver seeren adgang til Baltimores mange forskellige mikrokosmosser i form af skildringerne af det kriminelle miljø, politiet, journaliststanden, rådhuset og den hensygnende hvide arbejderklasse på havnen.

»Der får man i krimiskabelon skabt et fuldendt billede af byen på måder, som horror, science fiction eller en romantisk komedie ikke kan rumme. At have en opdager eller politimand, som kan forbinde tråde mellem miljøer, klasser, politik og korruption, giver krimien nogle særlige forudsætninger for at kunne fortælle historien om et sted,« siger Karsten Wind Meyhoff.

Der er så skummelt på landet

Ligesom krimigenren opstod som konsekvens af industrialiseringens storby i det 19. og 20. århundrede, er krimien i dag brugbar i skildringen af en ny samfundsudvikling: affolkningen af landområder og de svære udkantsproblematikker, som følger med.

Et konkret eksempel på dette er den amerikanske genre rural noir, hvor den hårdkogte storbykrimi er flyttet på landet. Her gemmer mørket og ondskaben sig ikke i byens små gyder, men derimod i forfaldne lader og små hemmelighedsfulde landsbyer.

Her finder man ingen romantiske forestillinger om et idyllisk liv på landet a la Agatha Christie. Urbaniseringen har været brutal ved mange lokalsamfund i de amerikanske landområder, hvor den tilbageværende ungdom suges ned i en malstrøm af dårlig hjemmelavet amfetamin, familiefejder, trafficking og vold.

Det er i hvert fald det billede, som males i mange nyere eksempler på rural noir. Om det er en retfærdig fremstilling af det provinsielle USA diskuteres flittigt, men det er under alle omstændigheder et forsøg på at skildre en samfundsudvikling, hvor familiegårde er blevet udkonkurreret af storbønder, og hvor de ressourcestærke er daffet ind til byerne.

Et berømt og filmatiseret eksempel på denne type rural noir finder man i Daniel Woodrells Winter’s Bone fra 2006, hvor en teenagepige fra et fjerntliggende sted i det amerikanske Midtvesten skal finde sin forsvundne far for at redde familien fra at blive hjemløs. Eftersøgningen bliver en uhyggelig rejse gennem et ødelagt samfund og ender i en sump.

Det er kendetegnende for rural noir, at handlingen er placeret uden for lands lov og ret, omgærdet af mystik og lurende uhygge, fortæller Lars Ole Sauerberg, professor og dr.phil. i engelsk litteratur på Syddansk Universitet og mangeårig litteraturanmelder på Jyllands-Posten.

»Her finder man på landet det mystiske, og alt det, som holder til i underbevidsthedens fortrængninger. Her bliver byens små gyder forskudt og tager form af forladte staldbygninger og udhuse,« siger han.

Louisianas sumpe udgør eksempelvis den perfekte ramme om denne skildring af forfald, fattigdom og lurende okkult vanvid. Det fattige Udkantsamerika danner rammen for handlingen i den amerikanske kriminalforfatter James Lee Burkes serie om Dave Robicheaux, en martret opdager og vietnamveteran, der selv er vokset op med svigt og fattigdom i Louisianas sumpe.

Her spiller sumpene og de dertilhørende myggegener en fremtrædende rolle, mens den alkoholiserede Robicheaux bekæmper kriminalitet i det hensygnende område.

I første sæson af HBO’s tv-serie True Detective fra 2014 ser vi også Louisianas øde landområder blive scene for okkulte myrderier, mens storbyen New Orleans’ industri skimtes i baggrunden. En intens æstetisering af områdets forfald med forladte kirker og forfaldne træskure, optaget i et støvet, gammeldags skær på 35 mm film.

Krimier alle vegne

Krimien blev født, da storbyen opstod, og var oprindeligt knyttet til en større forandring i samfundet. Bevægelsen fra land til by afstedkom nye udfordringer, som detektivhistorien kunne skildre og diskutere. I dag kan den udspille sig alle vegne, men de enkelte steder sætter sit eget præg på krimien, om det drejer sig om lurende trusler i de skandinaviske velfærdssamfund, Udkantsamerika eller et helt tredje sted.

Ifølge Lars Ole Sauerberg er kriminalhistorien, som ellers var fast forankret i sit geografiske ophav, for længst blevet et topos – en disciplin bestående af særlige genrebestemte elementer, normalt i form af et mord, som skal opklares af hovedpersonen.

»Krimien er blevet en stemning eller en følelsesmæssig investering, som kan overføres til at foregå alle steder,« siger Lars Ole Sauerberg.

Men alle steder og byer sætter sine præg på den kriminallitteratur, de lægger scene til. Ofte er det faktisk stedet, der er krimiernes reelle hovedperson.

Klassiske miljøer: Storbyen

James Ellroy, Los Angeles: Hollywood-glamour med smoking og aftenkjoler, en evigt anmassende sladderpresse, forførende luksusludere og hårdtslående politifolk i jakkesæt og slips er nogle af de faste elementer i James Ellroys univers. Ellroy maler ligesom Raymond Chandler et portræt af 40’erne og 50’ernes hedonistiske Los Angeles, hvor udvekslingen mellem under- og overklasse primært består af narko, sprut, seksuelle ydelser og bestillingsmord.

Ian Rankin, Edinburgh: Der hviler noget mørkt og tungsindigt over den ellers pompøse skotske hovedstad, Edinburgh, hvor politikommissær John Rebus kæmper hårdt mod alskens kriminalitet og korrupte politikere og ikke mindst sine egne indre dæmoner, der gerne dukker op på bunden af et stort krus øl på stamværtshuset Oxford Bar. Hos Rebus er de entreprenante nyrige, der vil omdanne Edinburgh til ét stort forretningskvarter, lige så store skurke som de gamle gangsters, der forsyner underklassen med dope.

Jean-Claude Izzo, Marseille: Som halvt fransk og halvt italiensk med et anstrøg af arabisk er den livstrætte politikommissær Fabio et ægte barn af Marseilles kulturelle og sociale virvar. Han forsøger at udholde byens racisme og vold med kvinder og god mad i rigelige mængder. Egentlig vil Fabio bare gerne trække sig tilbage til en stille tilværelse i en lille forstad, men drabene på to barndomsvenner leder ham ned i Marseilles dunkle underverden, hvor det er mafiaen, der sætter menuen.

Klassiske miljøer: Provinsbyen

Henning Mankell, Ystad: Kriminalkommissær Kurt Wallander besøger jævnligt Fridolfs konditori og får sig en snak med Istvan på det lokale pizzeria. Den sydsvenske havneby Ystad er den store port til Europa, og i kølvandet på Sovjetunionens fald sætter den grænseoverskridende kriminalitet velfærdsidyllen under pres: Sammen med en ny brutalitet bliver prostituterede og hårde stoffer sejlet ind fra det gamle Østeuropa til den brostensbelagte soveby.

Gunnar Staalesen, Bergen: Staalesens lidt forhutlede helt, Varg Veum, er en norsk version af den hårdkogte privat eye, der har skiftet trenchcoat og whisky ud med fåreuld og varm brændevin. Fra sit kontor i en af Bergens ældste gader, Strandgaten, der går tværs gennem byen – fra det sobre område omkring Nykirken i centrum til de prostitueredes tilholdssted i byens udkant – dykker Veum ned i gåderne. Detektivens fodspor er ligefrem blevet en turistattraktion i den norske by.

Oliver Bottini, Freiburg: Afsættet i Bottinis krimier er idyllen omkring den solrige by Freiburg ved grænsen til Schwarzwald, hvor frisk vand i de små kanaler klukker i gaderne. I det sydtyske grænseland rækker kriminaliteten ud over lokale og tyske grænser, og den kvindelige politikommissær Louise Boní involveres i sager om våbensmugling til Eksjugoslavien og hjemsendte bosniske asylansøgere. Men også i mystiske hændelser, der pludselig slår ned i hverdagen, som når en død dreng kommer flydende i Rhinen.

Klassiske miljøer: På landet

Åsa Larsson: Den utæmmede svenske natur nord for polarcirklen er ikke kun en scene, men også en stemme i Åsa Larssons serie om juristen Rebecka, der tager hjem til sin barndomsby for at opklare forbrydelser: Skoven kalder hende hviskende til sig, vinden vugger trækronerne, og aftensolen lægger sig over klipperne. Naturen er der altid som en hjælpende hånd for Rebecka, men samtidig er det naturen, som bringer hende i livsfarlige situationer.

Ane Riel: Danske Ane Riel vender i sine romaner vrangen ud på forestillingen om den landlige idyl og viser skyggesiden af Udkantsdanmark. I Harpiks vokser pigen Liv op under granerne på den fiktive ø Hovedet, hvor hun lærer at jage og tappe harpiks fra træerne. Men den harmoniske barndom i pagt med naturen udvikler en misklang, da hendes familie isolerer sig mere og mere. Til sidst lader de naturen flytte ukontrollabelt ind i deres hjem: kaniner formerer sig i hobetal, og rotterne gnaver i ledningerne.

James Lee Burke: I James Lee Burkes prisbelønnede serie følger vi politimanden og bådudlejeren Dave Robicheaux, der lever tilbagetrukket med sin vaskebjørn Tripod i et gammelt træhus omgivet af udstrakte sumpområder, hvor cyprestræerne står halvt i vand og den fugtige luft lugter af råd og gydende aborre. I Louisianas varme og flimrende klima flyder nutidens gangsterkriminalitet sammen med den stærke cajunkultur og fortidens synder i form af rodfæstet racisme og store sociale uligheder.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her