Interview
Læsetid: 5 min.

’I USA har populisme aldrig været et skældsord’

Populismens begrebshistorie i USA er en positiv en af slagsen, mens den i Europa giver mindelser til fascismen, dæmoniske demagoger og syndebukkultur. Både Trump og Sanders kan defor gøre brug af samme populistiske værktøj, men modsat Sanders finder Trump sine syndebukke i grupper, der ikke må være en del af ’folket’, fortæller forfatteren John Judis
Kultur
19. marts 2016

»Populismen er eksploderet, både i USA og Europa. I USA har begrebet bare aldrig været et skældsord. Her er den historisk et positivt mærkat, politikere ikke har noget imod at få på sig.«

Sådan indleder den amerikanske forfatter og journalist, John Judis, sit svar på et spørgsmål, der viser sig at kræve flere begrebsafklaringer. Emnet er populismen som begreb. John Judis er i Danmark for at besøge Dansk Folkeparti, og inden besøget hos det, mange ville kalde, Danmarks højrepopulistiske parti, har han også lagt vejen forbi partierne Front National i Frankrig, Podemos i Spanien og Syriza i Grækenland. Partierne har det tilfælles, at de gør brug af populismens sprog og de metaforer, den tilbyder.

John Judis er tidligere redaktør på The New Republic og i dag journalist på det politiske magasin The National Journal. Han fortæller, at man må vente til efteråret med at læse om lighederne og forskellene mellem venstre- og højrepopulisterne i Europa og USA, men forskellen på Sanders’ og Trumps populismer i deres nuværende kampagner, vil han gerne udfolde.

»Trump ser nedad, når han søger sine syndebukke, der indtil videre har været mexicanere, muslimer og afroamerikanere, mens Bernie Sanders fjendebillede er Wall Street, Goldman Sachs og store multinationale selskaber.«

»Udviklingen i USA ligner den i Europa, den er bare mere fremskreden. De stabile partisystemer opløses, især på venstre-højre-aksen af det politiske system, og flere samfundsgrupper føler sig tabt af de to store partier,« siger John Judis.

Netop det gør den venstre- og højrepopulisme, som Donald Trump og Bernie Sanders er repræsentanter for, mere tydelig. Og nok er de to kandidater, der begge er blevet virale hits på grund af deres populistiske retorik og letforståelige slogans, forskellige i deres mål, men de er relativt ens i deres midler, fortæller John Judis.

For eksempel er både Bernie Sanders og Donald Trump imod Trans-Pacific Partnership (TPP), der er en aftale mellem USA og 11 andre stillehavsnationer om frihandel og investeringer. Af samme grunde, men med forskellige ideologiske årsagsforklaringer.

»Trump er imod aftalen, fordi der går amerikanske job tabt, og multinationale selskaber flytter deres produktion til udlandet for at undgå at betale skat,« siger John Judis og fortæller, at Bernie Sanders er enig i den betragtning, også fordi amerikanske arbejdspladser flytter til udlandet, og landet mister skatteindtægter af den grund. Men Sanders lægger også vægt på de multinationale selskabers »grådighed« og konsekvenserne af et ureguleret frit marked.

Mens retorikken hos de to politikere minder meget om hinanden, finder de deres retoriske syndebukke og fjendebilleder forskellige steder. Hvor Trump under sin kampagne både blev kendt og kritiseret for sin dæmonisering af mexicanere, som han har kaldt »narkosælgere« og »voldtægtsforbrydere«, som den mexicanske regering bevidst sender til USA, er Sanders’ fjendebilleder at finde øverst i det økonomiske hierarki.

»Sanders har i sin kampagne været efter multinationale fusioneringer. Når et amerikansk firma f.eks. lægger sig sammen med et udenlandsk firma for at undgå at betale skat i hjemlandet. Det er karakteristisk for Sanders, men han harcelerer først og fremmest mod disse selskaber, fordi udviklingen har konsekvenser for de amerikanske arbejdere og de amerikanske skatteindtægter,« siger John Judis.

»Trump taler imidlertid om at afgiftsbelægge biler, der bliver produceret billigt oversøisk og solgt til amerikanske kunder. Så en del af deres mål er de samme, men bevæggrundene er forskellige.«

John Judis vil dog gerne understrege, at han ikke forsøger at promovere hverken den ene eller anden form for populisme. Han forklarer desuden, at der her er tale om en flydende terminologi, der sagtens kan have ændret sig om 10 år.

The Populist Party

Judis fortæller, at populismen i USA altid har været antiestablishment. Det er forestillingen om folket mod magten eller den magtfulde elite. Venstrepopulister i USA er dog ikke socialister, som i mange europæiske lande. Amerikanske liberale og den progressive bevægelse, som den kom til udtryk i 1920’erne, brugte netop populismen til at definere en konsensus, der kunne dæmme op for en ulmende klassekamp, siger han.

»Målet var at forene folket gennem en statsregulering af det frie marked, og i den optik er kapitalismen ikke fjenden,« siger han.

John Judis forklarer, at der i USA længe har eksisteret populistiske bevægelser og personligheder, og at de har talt både demokrater og republikanere med partier som The Populist Party i 1890’erne og Theodore Roosevelts Progressive Party fra 1912. Der har også været stærke personligheder, der har været katalysatorer for bevægelser som Share Our Wealth Club, (del vores velstand, red.) der var en national bevægelse, der gik ind for en omfordeling af samfundets værdier.

George Wallace er en af disse personligheder. En tidligere Alabama-guvernør, der i 1960’erne var leder af en højrepopulistisk bevægelse, der hovedsagligt tiltalte hvide arbejderklassevælgere og agiterede for raceopdeling.

Når John Judis sammenligner Donald Trump med andre tidligere højrepopulister, ser han tilbage på George Wallace og den republikanske Pat Buchanan, der havde sin storhedstid i 1990’erne.

Disse tre mænd har det tilfælles, at de konstant understreger, at de ikke er loyale over for nogen elite. Både Wallace og Buchanan var antiestablishment, og de fandt deres syndebukke blandt samfundsgrupper, der enten ikke var en del af folket eller var ekskluderet fra forestillingen om folket.

»Og det gør Donald Trump også. Lige nu er det blandt andre illegale immigranter, mens det tidligere var afroamerikanere og japanerne,« siger John Judis.

Men mener Trump så, det han siger, eller er det ‘bare’ en del af det populistiske spil?

»Ingen ved, om Donald Trump har tænkt sig at forfølge de ting, han har udtalt under sin valgkamp. Men hvis man lytter efter, taler han også imod tabet af amerikanske job og skatteindtægter. Hans stil kan sagtens ændre sig, hvis han bliver republikanernes kandidat til præsidentposten.«

MARS

Judis fortæller, at Trump med sin populisme formår at tale til den samme samfundsgruppe, som George Wallace talte til i 1960’erne. Middle American Radicals eller MARS, som er hvide, amerikanske arbejdere fra den lavere middelklasse. En analyse der baserer sig på en undersøgelse foretaget af den amerikanske professor Donald Warren i 1970’erne.

Demografisk ligner gruppen de vælgere, der i dag støtter Donald Trump, bortset fra, at dens andel af befolkningen er blevet mindre, og at dens medlemmer nu oftere har en grad fra college eller handelskolen, hvor de før var faglærte arbejdere eller i servicebranchen, siger Judis.

Vælgergruppen kan ikke reduceres til enten at være liberale eller konservative, og de støtter også velfærdsreformer og tiltag som universel sygesikring. Men deres valg af syndebukke, historisk og i dag, går igen.

»Før i tiden stemte gruppen på den racistiske Alabama-guvernør George Wallace og højrepopulisten Pat Buchanen. I dag ser gruppen til Donald Trump for svar på deres frustrationer, der bl.a. bunder i, at de mener, at regeringen kun tilgodeser de fattigeste og de rigeste. Alt imens den hårdtarbejdende middelklasse bliver ved med at blive forfordelt, fordi de er ikke larmer på samme måde som de fattigeste og de rige,« siger John Judis.

»Da de stemte på George Wallace var de vrede på borgerretsbevægelsen og de regeringsprogrammer, der sørgede for bustransport til afroamerikanerne, fordi ’de’ skulle betale for det. I dag er deres vrede så vendt mod muslimer og illegale indvandrere.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

jan henrik wegener

Er det ikke det der her hævdes at være det amerikanske synspunkt der passer bedst til demokrati?
Den måde populisme og demokrati omtales i Danmark og sikkert andre europæiske lande er en underlig spaltet affære. Som om den "gode dr. Jekyll" - demokratiet, havde en "ond" afspaltning, "mr.Hyde" eller den "væmmelige" populisme. Folket, det gode overfor "pøbelen", "plebejerne", "rakket".
Er sidstnævnte ikke omtrent det samme som førstnævnte "folk", når dette ikke arter sig pænt og stemmer sådan som"man" synes det bør?