Læsetid: 3 min.

Utroværdige soldater

Peter-Clement Woetmanns nye teaterstykke ’Til mine brødre’ på Aarhus Teater forbliver en teoretisk påstand, for man tror ikke på soldaterfigurerne på scenen
Christian Hetlands skæggede soldat styrer ’Til mine brødre’ med stålsat førerblik, også når han selv bliver ramt.

Rumle Skafte

4. marts 2016

Peter-Clement Woetmann kan noget med ord – og han kan ikke mindst noget med ordsløjfer af gentagelser. Woetmann har også uden tvivl meget på hjerte. Det lyder, som om han har interviewet danske soldater i timevis – og som om han har læst alle relevante rapporter om vores forulykkede krig i Afghanistan.

Han er lyriker, men de sidste år har han også kastet sig over dramatikken. Han har været medforfatter på Christian Lollikes krigsballet I føling og på flygtningeforestillingen Uropa. Og som ny husdramatiker ved Aarhus Teater er han nu debuteret officielt som dramatiker med Til mine brødre, hvor fem skuespillere står på scenen i rollerne som danske soldater i Afghanistan.

Men Woetmann har svært ved at bruge sine ord til at skabe interessante scenepersoner. Hans replikker virker meget skematiske og politisk korrekte – og hans massive gentagelser spærrer for stykkets fremdrift. I lange passager taler de fem soldater på scenen, som om de læste højt af ph.d.-afhandlinger; det er komplet uforståeligt og næsten komisk, sådan som den høje lix tvinger skuespillerne til at tage tilløb til de alt for mange stavelser.

»En strategisk brug af diskursen,« siger en soldat med tomme øjne, og publikum fatter lige så lidt. Men andre gange taler soldaterne helt enkelt – og det er selvfølgelig her, at replikkerne virker. Som i indledningsreplikken:

»Jeg vil tale om krig.«

Iscenesættelsen er af den svenske instruktør Annika Silkeberg, der også har instrueret Jeg forsvinder, Hallerne og Antichrist. Her har hun arbejdet sammen med den serbiske scenograf Igor Vasiljev (fra Den gamle dame besøger byen), der har gjort den lille Studio Scene på Aarhus Teater til et klaustrofobisk rum med en firkantet kasse som scene.

Uden sigtelinjer

Herinde er der kun sandsække langs væggene – og fire trofæer af bambirådyr på væggen. Men scenen er håbløst lav. Selv de mest elementære sigtelinjer er ikke testet af scenografen og de andre ansvarlige i denne ellers så skydefokuserede forestilling, ikke engang med det blotte øje. Fra tredje tilskuerrække kan man i hvert fald ikke se halvdelen af scenen – og slet ikke de videoskærme, som skuespillerne bakser rundt. Det virker godt nok utjekket.

Men skuespillerne kæmper sig tappert igennem ordvildnisset. De bærer en intensitet og en vrede i sig, som virker endnu mere farlig end alle de håndvåben, de præsenterer undervejs.

Christian Hetland samler al frygten inde i sig, så man kan se den gløde og blusse. Det er ham, der har førerblikket. Selv når ingen af de fem på scenen siger noget, så kigger publikum uvægerligt på Christian Hetland og hans skæg – som om det er oplagt, at han da må sige noget, som kan standse tankecentrifugerne hos disse soldater.

Selv når han spiller soldaten, der selv bliver ramt, bevarer han styrkeblikket. Og han kan udlevere sin egen kropssmadring med den barskeste selvironi. Det gør nas.

Julie Buch-Hansen spiller den rørende og fuldkommen dirrende søster, der prøver at gøre sig stærk nok til at beskytte den bror, der nu er blevet skamskudt i Afghanistan. Kjartan Hansen er fin som ham, der altid bare følger med – og Michael Lundbye Slebsager leger den bagkloge, der altid lige har en analyse klar, når den værste fare er drevet over. Og Matias Hedegård Andersen spiller den soldat, der aldrig får fortalt sin historie.

Men forestillingen har noget postuleret over sig. Vi tror ikke på disse fem personer som soldater i et team, sådan som det f.eks. lykkedes for teatergruppen Von Baden med Let Opklaring tilbage i 2011 eller for Corpus og Den Kgl. Ballet med I Føling i 2015. Vi tror knap på dem som skuespillere, der levendegør journalisters research.

Fiktionen samler sig aldrig til en samlet fortælling. Det er ærgerligt. For Danmark trænger til åbenmundet kunst om krigen i Afghanistan. I Til mine brødre siges der bare så mange ord, at det ikke bliver til at få øje på soldaterne.

’Til mine brødre’. Tekst: Peter-Clement Woetmann. Iscenesættelse: Annika Silkeberg. Scenografi: Igor Vasiljev. Aarhus Teater til 19. marts.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu