Interview
Læsetid: 2 min.

’Den skulle ikke være repræsentativ’

Thomas Breinholt 
 Programchef hos TV 2

Miklos Szabo

Kultur
4. marts 2016

Der har været kritik af TV 2’s dokumentarserie Moskeerne bag sløret for deres brug af skjult kamera, og for kun at have valgt moskeer, hvor menigheden enten har arabisk eller somalisk baggrund. Er dokumentarserien repræsentativ for de muslimer, der bor i Danmark, og hvordan kan man rent presseetisk forsvare brugen af skjult kamera i dokumentaren? TV 2’s programchef Thomas Breinholt giver svar på tiltale.

– ’Moskeerne bag sløret’ har været heftigt debatteret på de sociale medier, og Inger Støjberg har blandt andet været ude at sige, at Grimhøjsmoskeen skal jævnes med jorden? I har indtil videre besøgt arabiske og somaliske moskeer. Er det repræsentativt for den muslimske tro og praksis her i landet?

»Det har aldrig været meningen, at vi skulle lave en dokumentarserie, der er repræsentativ. Vi ville se på, hvem nytilkomne kvinder og par bliver henvist til i de lokale moskeer, og hvilke råd de så får der. Vores muldvarp i programmet er desuden arabisktalende, så det i sig selv gjorde, at vi fokuserede på arabisktalende moskeer. Han flyttede ind i Gellerupparken, og så så vi på hvilke moskeer hans familie blev henvist til, og det var så Grimhøjmoskeen og de somaliske moskeer.«

– Hvorfor valgte I at bruge skjult kamera?

»Man skal selvfølgelig ikke bruge skjult kamera, hvis man kan dokumentere tingene uden. Det ligger også i lovens bestemmelse. Det er jo en krænkelse af folk, så det skal man gøre med største varsomhed, og først efter at man har tænkt sig godt om. Generelt er skjult kamera et middel, man bruger i journalistik, og som har været vidt anvendt i mange år, når man forsøger at dokumentere noget, som ikke er muligt at dokumentere på anden vis. Det har vi vurderet, at de her ting ikke var.«

– Der er en passage i et af programmerne, hvor en imam taler positivt om Danmark og danskerne, men som modsat resten af programmet ikke var tekstet. Hvordan kan det være?

»Det er en total – jeg vil nærmest kalde det elendig – computerfejl, som på ingen måde var tilsigtet. Vi lagde også straks teksterne ud på tv2.dk. Det er helt og aldeles utilfredsstillende. Vores tekniske chef er lige nu ved at undersøge, hvad der er sket. Den maskine, der lægger tekster på, havde et udfald lige på det tidspunkt, hvilket selvfølgelig var ekstremt uheldigt. Det var ikke vores finest hour

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her