Læsetid 9 min.

Man har altid en potentiel undergang i sig

Hun skriver ikke autofiktion, for det er for snæver en definition på menneskelivet. Når hun derfor skriver fiktion handler det om identifikation og om at leve sig ind i de katastrofer, som hun selv undgik. Kirsten Thorup fortæller her om sin nye store samtidsroman ’Erindring om kærligheden’
Kirsten Thorup peger selv på, at ’Erindring om kærligheden’ er lidt af en græsk tragedie. Et familiedrama med stærke grundkonflikter.

Ulrik Hasemann

16. april 2016

Tara er navnet, og med hende har Kirsten Thorup beriget dansk litteratur med et stærkt og uforglemmeligt kvindeportræt.

Men Tara er ingen klassisk heltinde, ingen stærk generationsrepræsentant, ligesom hun heller ikke passer ind i nogen skabelon for kvinderoller i den moderne danske velfærdsstat. Alligevel er denne Tara en del af os alle eller en, som alle kender. En, man føler med og lever igennem.

Med Erindring om kærligheden har Kirsten Thorup skrevet en ny, stor samtidshistorisk roman om de forandringer, der er sket fra halvtredserne frem til i dag. Fortalt gennem tre generationer af kvinder, men med absolut vægt lagt på den mellemste, nemlig Tara.

Forfatteren har i mange år puslet med Tara-figuren, fordi hun længe har haft lyst til at skildre en ikkeperfekt kvinde, en kvinde som ikke rigtig passer ind nogen steder, men først nu med denne roman er det lykkedes.

»Er der plads til den kvinde, der ikke fungerer i kendte kvinderoller. Bliver man en kvinde i frit fald, hvis man ikke er den perfekte mor og kvinde. Er der så andre rum at være i for en kvinde, som ikke hører hjemme nogen steder,« spørger Kirsten Thorup og fortæller, at hun gerne har villet beskrive en kvinde, der er kommet skævt ind på sit liv og er blevet en »fiasko«.

Det var først, da hun gjorde Tara til skuespiller, ganske vist en mislykket én, at hun i kraft af de mange roller kunne finde ud af at samle hende som figur.

Vi sidder i Kirsten Thorups lejlighed mellem Forum og Søpavillionen i København, hvor hun serverer kaffe og croissanter i sin store lyse funkisstue. Mildhed strømmer ud fra rummene og fra forfatteren, der med det samme formulerer, hvad der har været en stærk drivkraft til at skrive romanen.

»Jeg ville gerne beskrive, hvad det vil sige at hjælpe andre. Altså det altruistiske. Hvorfor hjælper man andre, og hvorfor er det et instinkt hos Tara? Jeg ville gerne beskrive en person, som ikke kan lade være med at hjælpe, og hvordan det så går i forskellige situationer. Hun er barn af 70’erne, og selvom den tids humanisme og internationale solidaritet ikke direkte er med i bogen, så spiller de en rolle som baggrund. At ville hjælpe er et karaktertræk, som mange har, men siden jeg begyndte at skrive bogen, er det også blevet så forhadt, som vi oplever det i øjeblikket i forhold til flygtningene.«

Hvis Tara er romanens absolutte hovedperson, så er dens drama det mellem mor og datter, mellem Tara og datteren Siri. Tara er også, som Kirsten Thorup selv gør opmærksom på, den mor, som er for meget, og gjort til genstand for satire i Selvsving og i vittighedstegninger.

»Den mor, der hele tiden ringer til sine voksne børn og hælder følelser ud over dem. Det kan være komisk, men jeg tænkte mere på, hvad den mor føler, og hvorfor man ikke også har mere empati med hende? Jeg ville se, hvordan moren med rødvinsglasset i sofaen har det.«

Stærke følelser

Mor/datter-forholdet slår gnister i romanen. Som socialt udsat person skifter Tara mellem at svigte sin moderrolle og så i overdreven grad at kompensere for sine mangler. Man mærker hendes forsøg på at nærme sig datteren og tilsvarende datterens forsøg på at holde afstand og beskytte sig selv mod moren.

Den dårlige samvittighed skaber komplicerede bindinger, som der så gøres et forsøg på at rette op på igen. Kirsten Thorup iscenesætter menneskelige grundkonflikter på hjertegribende vis, og så alle kan genkende sig selv.

»Forholdet mellem forældre og børn er tit meget dramatiske, fordi følelserne er så stærke begge veje. De græske dramaer var jo også familiedramaer, ganske vist på kongeligt plan, men det var familiedramaer. Det er jo også fra de græske dramaer, man har alle de freudianske termer. Der er tale om stærke grundkonflikter, også når man prøver at fortrænge dem.«

Kirsten Thorup peger selv på, at det også lidt er en græsk tragedie, hun har skrevet. Det handler nemlig også om katarsis, om at gennemleve de følelser, man har, men som man ikke lever ud i virkeligheden, for hvis man skulle det, kunne man slet ikke fungere som menneske.

Hun valgte eksplicit ikke, selvom det er det typiske i tidens romaner, at skildre familiekonflikten set fra barnets synspunkt, men fra morens.

»Jeg ville gerne se det fra Taras side. Det er en roman, og derfor skal hun gå helt ud ad tangenten.«

– Hvorfor skal man det?

»Det skal man heller ikke, det er bare noget, jeg gør.«

– Hvorfor skal man det i en roman af Kirsten Thorup?

»Fordi jeg kan ikke lade være.«

– Hvorfor ikke?

»Nok fordi jeg ikke lever alle de indre dramaer ud i virkeligheden. Jeg siger ikke på andres vegne, at man skal, men jeg kan se, at jeg ikke kan lade være med at drive mine personer ud over den afgrund.«

Tara er lidt i os alle. I hvert fald er hun i høj grad i Kirsten Thorup:

»Hun kommer fra mig. Jeg vælger figurer ud fra identifikation. Når man ikke direkte skriver selvbiografisk, så er identifikation et vigtigt afsæt. Der er nogle indre figurer på spil, man har altid en potentiel fiasko i sig, en potentiel undergang,« siger hun og fortsætter:

»Der er meget besværgelse i at skrive. Hvis man ser noget i øjnene, så sker det måske ikke, i hvert fald ikke lige på den måde. Identifikation handler også om, at det kunne have været mig, hvis det lige var gået galt et sted undervejs. Jeg tror, at mange mennesker har en skræk for at gå under, at man ikke klarer sig. Det er meget svært at skrive om; det er lettere at skrive om nogen, der har succes.«

– Er det katarsis?

»Ja, eller besværgelse. Jeg er nok drevet af den der undergangsskræk.«

– Er du mere interesseret i dem, som det går dårligt end dem, det går godt for?

»Nej, det tror jeg ikke. Jeg undrer mig altid over, hvem jeg lige skriver om. At jeg netop vælger de personer, jeg gør, og ikke alle mulige andre.«

Taras opvækst i et lille samfund på Fyn og hendes brud med det og søgen lykken i København ligner ret meget Kirsten Thorups egen. Forfatteren tager med Tara ret entydigt udgangspunkt i sig selv, men søger derfra, helt modsat autofiktionen, forskellen fra sig selv og sit eget liv.

»Jeg laver en anden virkelighed. Jeg opfatter autofiktion som et litterært, æstetisk greb, og jeg tror ikke noget er 1:1. Man bruger simpelthen det greb, der bedst udfolder ens historie. Det, jeg laver, er en helt anden æstetik, en anden slags fordybelse. Mine romaner bliver til som drømme om natten, hvor der kommer elementer ind, som handler om ens barndom, eksamensskræk og så videre, og så bliver det parret med noget, der skete i går, og med personer, jeg aldrig har mødt, og som befinder sig på steder, jeg aldrig har været. Jeg sammensætter mit erfaringsstof til en anden virkelighed af erindrings- og tidforskydninger og selvfølgelig også tilsat elementer af ren digt.«

Kirsten Thorup tager afsæt i det personlige liv for at skabe mere almenmenneskelige mønstre.

»Jeg opfatter livet som meget mere end privatlivet. Det kan godt være, at det er kernen, men ens liv er meget større og består af alt, hvad man har hørt fra andre, egne erfaringer og oplevelser, avisartikler, dokumentarudsendelser, eller hvad man har med fra ydre og indre rejser. Jeg skriver ikke autofiktion, for det er for snæver en definition på menneskelivet. Skriveprocessen er ligesom en magnet, der tiltrækker alle de detaljer, der danner romanens mønster. Det, der interesserer mig i arbejdsprocessen er formen. Form er lidenskaben, og du kan ikke fortælle, hvis du ikke har en form.«

Meningsløs kategori

– Hvordan har du det med autofiktionen?

»Jeg har ikke noget imod de bøger, som falder ind under den kategori, men selve begrebet er blevet så cementeret, at det blokerer for fiktionen. Alle forfattere tager afsæt i deres eget liv, for intet kommer ikke ud af den blå luft. Det gjorde Kafkas romaner heller ikke – eller James Joyces.«

– Så du opfatter autofiktion som et udslag af fantasiløshed?

»Er det ikke tautologi, det hedder? Ja, det er en meningsløs kategori. Det er et selvindlysende begreb. Jeg bliver helt mat, når jeg hører det. Marcel Prousts roman har man jo heller aldrig kaldt autofiktion, selvom han kalder sin hovedpersonen Marcel.«

Erindring om kærligheden har et større perspektiv end det konfliktfyldte forhold mellem Tara og Siri. Romanens første kapitler beskriver Taras opvækst på Fyn og især hendes excentriske mor. Den historie ligner også Kirsten Thorups egen.

Taras mor er alt andet end en almindelig husmor. I barndomshjemmet kommer vagabonder og andre skæve eksistenser, og Taras mor beskrives som den mest åndelige person i bogen, hende uden egentlig jordforbindelse, hende der svæver oppe i skyerne og ikke lever efter nogen regler.

Kirsten Thorup fortæller, at også hendes egen mor altid sagde, at de mest interessante personer er dem, det går skidt for. Alt det har Tara med sig.

Tara forsøger at realisere den excentriske arv kunstnerisk ved at blive skuespiller. Det går galt, og det er først med hendes datter Siri, at kunstnerdrømmen fortættes og realiseres.

Ud fra det spor og portræt af tre generationer af kvinder udfolder Kirsten Thorup ligesom i romaner som Lille Jonna, Himmel og helvede, Elskede ukendte en stor samtidsfortælling og et bud på en anden måde at forstå forudsætningerne for vores egen tid. Romanen kan netop noget andet end historiefortællingen.

»Fiktion kan kommunikere direkte med læserne. Et sådant fællesmenneskeligt møde findes ikke i andre måder at kommunikere på. Det gælder kunst i det hele taget, at den taler direkte til hjertet. Det betyder ikke, at vi kan undvære fagbøger og journalistik, tværtimod, men fiktion har ikke noget filter, ingen instanser, der kommer ind og blander sig, men er uafhængig af autoriteter og er et frirum fra menneske til menneske.«

Empati er naturlig

I romanen hører man ikke om de store spektakulære historiske begivenheder, og her er ingen repræsentanter for en fasttømret generation. Romanen skrives nemlig nedefra eller inde fra den enkelte person:

»Det der interesserede mig var, hvordan Tara som individ var præget af 1960’erne og 70’erne, af den naturlige humanisme, som man ikke tænkte over var politisk. Det var naturligt at engagere sig i andre mennesker. Hvor langt rækker menneskekærligheden, det at se andre mennesker som ligeværdige og ikke fokusere på, hvor de kommer fra – det træk ville jeg have frem.«

– Er det det, litteraturen gør, går tilbage og henter noget glemt?

»Ja, det tror jeg. Det gjorde jeg også med Jonna-serien, der havde solidaritet som et gennemgåede tema. Jeg opfatter det som en naturlig del af mennesket at have empati. Et samfund kan ikke fungere uden den. Den er kittet, der binder os sammen. Uden empati kan samfundet slet ikke fungere. Man kan ikke hjælpe alle, men at det er blevet så forhadt, at nogle hjælper, hvor de kan, i den nuværende flygtningesituation, forstår jeg ikke. Jeg ville undersøge det hjælpeinstinkt. Så blev det pludselig meget aktuelt, godt og ondt blev vendt på hovedet. Det er en ny og skræmmende tendens i dag. Hvor kommer al den vrede og aggression fra, som er accelereret siden sidste efterår. Det er grotesk, at det nu skal hedde, at man flasher sin godhed og sætter sig op på en piedestal, når man handler ikke bare dybt menneskeligt, men også med almindelig sund fornuft.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig - første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Brugerbillede for David Zennaro
    David Zennaro
  • Brugerbillede for Niels Roed
    Niels Roed
  • Brugerbillede for Per  Pendikel
    Per Pendikel
  • Brugerbillede for Grethe Preisler
    Grethe Preisler
David Zennaro, Niels Roed, Per Pendikel og Grethe Preisler anbefalede denne artikel

Kommentarer