Autofiktion

Det er på en venlig og elegant måde lidt af en bredside, Kirsten Thorup i mit interview med hende i dagens tillæg leverer mod autofiktionen.

Det er ikke de bøger, der går under den betegnelse, hun er ude efter, for de kan sagtens være gode, men snarere kritikernes eller litteraturforskernes tendens til at gøre autofiktionen til den nye litterære åbenbaring.

For nylig mente i den sammenhæng litteraturforskeren Mads Bunch her i avisen og efterfølgende i AK 24syv som svar på min kritik af de manglende eksperimenter i den nye litteratur, at autofiktionen netop er pendanten til højmodernismens store formeksperimenter, og at eksempelvis Karl Ove Knausgårds fantastiske romanværk Min kamp udgør en ligeså væsentlig fornyelse af romanformen som eksempelvis Marcel Prousts På sporet af den tabte tid og James Joyces Ulysses.

Kirsten Thorup slår meget præcist ned på det, der er problemet med autofiktionen. For det første er det en misforståelse at tro, at det er noget nyt at litteratur skrives med udgangspunkt i forfatterens eget jeg og med navns nævnelse. Alle forfattere skriver med afsæt i eget liv og erfaringer og bevæger sig derfra videre ud i det almene.

For det andet er det en undervurdering af fiktionens kraft, når man i fokusering på det autofiktive tror, at det erstatter fiktionen. Det gør det slet ikke, ligesom Knausgård med sin undersøgelse af jeget i en fragmenteret verden kan ses i forlængelse af den modernistiske romanform frem for som autofiktion.

Værre end denne magtkamp om vurderingen af litterære eksperimenter er dog den inflation, der er gået i begrebet autofiktion, hvor tvivlsomme skribenter kan gemme sig bag betegnelsen, når de ikke har deres fakta helt i orden