Læsetid: 5 min.

Autofiktion er ikke nogen kvalitetsbetegnelse

Autofiktion er et faktum, som er kommet for at blive. Og den sprænger alle rammer for modernistisk omgang med litteratur
23. april 2016

Informations udfordring til danske litterater og Mads Bunchs svar på udfordringen i påskens litteraturtillæg resulterede sidste lørdag i et sandt festfyrværkeri. På forsiden en nyhed om autofiktionens overvældende udbredelse i Frankrig. Og inde i avisen hele to opslag, plus en leder af Peter Nielsen, som alle diskuterer fænomenet.

Her fremføres der to kritiske synspunkter på autofiktion, som også genfindes i Nielsens interview med Kirsten Thorup i anledning af hendes nye roman inde i avisen. Dels at autofiktion ikke har noget med fiktion at gøre, fordi autofiktionen hævdes at have et 1:1 forhold til virkeligheden. Dels at den ikke repræsenterer noget som helst nyt, eftersom forfattere alle dage har taget »afsæt i eget liv og erfaringer og derfra bevæget sig videre ud i det almene«.

Det har de sikkert. Men pointen er, at et sådant biografisk synspunkt på en fiktionsroman er irrelevant for læsningen af den. Det var netop, hvad der i sin tid blev gjort gældende her i avisen imod romanen Bonsai – forgængeren til Kirsten Thorups seneste udgivelse. Nemlig, at forfatteren ikke havde været i stand til at skille sig selv og sit liv ud fra fiktionen.

Således hævdede Erik Skyum-Nielsen i sin anmeldelse af Bonsai, at romanen fremstod ufrivilligt privat. Dels som »en kras kritik« af den person, »der smittede Ib Thorup, undskyld: Stefan, med aids«. Dels som »et forsinket udfald mod den eller de læger, der blev skyld i, at en teaterchef døde uden sine nærmeste omkring sig«. – Altså et 1:1-forhold mellem fiktion og virkelighed, med fiktionens navne som figenblade for faktiske personer, i dette tilfælde forfatterens afdøde mand.

Efterfølgende blev det gjort gældende, at Bonsai ikke var fiktion, men autofiktion. Havde det bare været så vel.

Hvad er autofiktion?

Der har igennem mange år hersket usikkerhed i skandinaviske aviser om, hvad autofiktion egentlig er. Peter Nielsen hævder for eksempel, at autofiktion bare er en opfindelse gjort af visse litterater.

Men faktisk blev betegnelsen lanceret for snart fyrre år siden af en skønlitterær forfatter ved navn Serge Doubrovsky på bagsiden af romanen Fils, der på én og samme tid betyder »søn« og »tråde«. Siden er genrehybriden blevet praktiseret af rigtig mange forfattere, også i Danmark (Suzanne Brøgger, Henrik Stangerup, Thorkild Hansen, Peter Høeg), endnu før den dukkede op som betegnelse i dansk litteraturforskning. Senest som en bølge i ny dansk litteratur.

Men for at man kan tale om autofiktion, skal to helt konkrete betingelser være opfyldt fra forfatterens side. Der skal inde i bogen være navneidentitet mellem hovedperson, fortæller og forfatter. Altså, en virkelighedskontrakt performativt indgået som: selvbiografi.

Og der skal på uden på bogen og på dens titelblad stå genrebetegnelsen »Roman« (eller »Digte« eller »Føljeton« i tilfældet Creme fraiche). Altså en fiktionskontrakt indgået som et konstativ, der normalt har sikret en romans forfatter imod at blive identificeret med sit værks hovedperson og/eller fortæller.

Spørgsmålet bliver så, hvor på skalaen hver enkel autofiktion befinder sig inden for den ubestemthedsrelation, der udgøres af hybridens logiske paradoks.

Thorup og Nielsen hævdede i sidste lørdags tillæg desuden, at autofiktion er et snærende korset. Men der findes store indbyrdes afstande mellem de forfattere, der praktiserer betegnelsen, og mindst af alt noget 1:1-forhold mellem virkelighed og fiktion.

I Bjørn Rasmussens tilfælde veksles der frit mellem faktuelt og fiktivt, og det giver hos ham ingen mening at få en grænse lagt fast.

Modsat forfatteren ’Nielsen’, der uafbrudt spiller de to domæner stille og ironisk ud mod hinanden, og for hvem det i hans nuværende inkarnation f.eks. er afgørende at få understreget, at Madame Nielsen ikke er transvestit.

Anderledes igen med Karl Ove Knausgård, der helst vil aflægge regnskab for enhver fiktion, han har skabt, mens han omvendt fiktionaliserer sig selv som forfatterkarakter i skiftende livsaldre på måder, der normalt kun lader sig gøre i en tredjepersonsfortælling.

De tre forfattere har i realiteten ikke andet til fælles, end at de alle skriver autofiktion. Hvad der omvendt heller ikke er så helt lidt. Fordi autofiktion skaber en intensitet og et nærvær i forholdet mellem læser og forfatter, som er fraværende inden for en modernistisk æstetik. I autofiktion drejer det sig ikke om at »tage afsæt« i det private for at nå »ud til det almene«. Men tværtimod om at fastholde det private og skamfyldte for at nå ned til en dybere, men fælles grund. Hvad der ikke gør autofiktion spor mindre vedkommende for læsere, uanset race, køn eller seksualitet. Få forfattere har så stor en rækkevidde i deres romankunst som Knausgård.

Intet uden for teksten

Omvendt i poststrukturalismen (og nykritikken), hvor den konkret eksisterende forfatter helt og aldeles er udskilt fra sit værk som en fejlkilde (jf. Bonsai). Ligesom værket er skilt fra sit ophav, den døde forfatter, og eksklusivt udleveret til det regelsæt for læsning af »teksten i sig selv«, som enhver gymnasieelev igennem en menneskealder har stiftet (et godt og nødvendigt) bekendtskab med i danskundervisningen. Alt sammen baseret på Jacques Derridas poststrukturelle diktum fra 1968: »Der findes intet uden for teksten«.

En ortodoksi, der stod for fald sammen med autonomidoktrinen, da vidnelitteraturen dukkede op sideløbende med autofiktionen i 1977-78. De to fusioneredes første gang i 1998, i Derridas nærlæsning af Maurice Blanchots autofiktive vidnesbyrd om »Mit dødsøjeblik«. Det var her, i Demeure, Derrida med stor patos udtalte de grænseoverskridende ord: »For første gang i mit liv tager jeg noget uden for teksten ind i teksten.«

Nedsættende udtalelser

Det mærkeligste ved Kirsten Thorups nedsættende udtalelser om autofiktion er, at hun dermed samtidig lægger afstand til den kunstform, datteren Siri på de sidste hundrede sider af Thorups nye roman ellers praktiserer så succesrigt. Siri frelser ikke bare sig selv, men også sin mor ved at eksponere deres indbyrdes konflikt i en autofiktiv performancekunst. Samtidig arbejder hun på en autofiktiv graphic novel om sin tidligt afdøde far, svarende til Halfdan Piskets berømte graphic novel-trilogi om tegnerens egen indvandrerfar. Datterens ’virkelighedskunst’ kan da også lige så godt anvendes i retten som dokumentation for politiets systematiske mishandling af demonstranterne under COP15-konferencen i København, som den kan indgå i en videoperformance med publikum.

At Aydin Soei som forfatter til den nyeste danske autofiktion, Forsoning, opererer med fire-fem indbyrdes uforenelige betegnelser for sin problematiske kunst, alt efter hvad der er formålstjenligt i situationen, kan dårligt anvendes som grund til at afskaffe genren. Ingen drømmer vel heller om at afskaffe romanformen, fordi der udkommer nogle ringe eksemplarer af slagsen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Maj-Britt Kent Hansen
  • Hans Aagaard
Maj-Britt Kent Hansen og Hans Aagaard anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu