Susanne Bier og John le Carré. Den danske melodramainstruktør og den britiske spionforfatter. Umiddelbart tænker man, at de to ikke passer sammen, men faktisk har Bier og le Carré mere tilfælles, end man skulle tro.
De er begge interesserede i mennesker, og hvad der får dem til at gøre, som de gør – især når de bliver udfordret moralsk og etisk – og så har de begge et engagement i den verden, der omgiver os, og er interesserede i at beskæftige sig med dens mange problemer.
Dette holdningsmæssige og mentale fællesskab er nu resulteret i en allerede meget rost miniserie i seks afsnit, Natportieren, der er baseret på en bog af le Carré fra 1993 og kan ses på DR1 fra på søndag.
Tom Hiddleston spiller titelrollen som Jonathan Pine, en diskret og renfærdig hotelportier, som af spionchefen Angela Burr (Olivia Colman) rekrutteres til at hjælpe med at få skovlen under »verdens ondeste menneske«, den stenrige Richard Roper (Hugh Laurie).
Officielt handler Roper med landbrugsmaskiner, men i virkeligheden er han en skruppelløs våbenhandler af værste skuffe, og Pine, der har oplevet Roper helt tæt på, siger med det samme ja til at hjælpe Burr.
»Der ligger selvfølgelig en vidunderligt spændende thrillerhistorie i alle hans bøger,« siger Susanne Bier om sin fascination af John le Carré og drømmen om at få lov til at filmatisere en af hans bøger.
»Men der ligger også en form for … et portræt af nogle meget ensomme, flossede, som regel karismatiske mennesker, som man på en mærkelig måde kan identificere sig med. Og så har vi måske alle sammen også den uopfyldte drøm om at være spion. Det har jeg i hvert fald. I hans selskab får man jo lidt lov til at være det. Mange af dem er nogle mærkeligt ødelagte mennesker. Man kan godt være inde i dem.«
Samfundets snærende bånd
Le Carré er da også en vred forfatter, hvis sympati entydigt ligger hos de mennesker, der bliver undertrykt, udnyttet og siden smidt væk af systemet, det være sig efterretningstjenester, korrupte politikere og skruppelløse forretningsmænd.
Når Richard Roper på et tidspunkt siger, at han har frigjort sig fra samfundets snærende bånd og gør, som det passer ham, er det således en skarp kommentar til arrogancen og det manglende moralske kompas hos nogle privilegerede mennesker.
»Der er en moralsk motor i hans romaner,« siger Bier.
»De handler om moralske konflikter og dilemmaer. Det ligger også mig meget på sinde i alt, hvad jeg laver. Nu refererer du til en samtale, der er en opvisning i Ropers charmerende amoral. Det frygtelige og det fascinerende ved ham er, at han simpelthen er så karismatisk og charmerende i sin totale amoral og måde at lægge ansvaret fra sig på. John le Carré er megavred. Han hader nogle menneskers forestilling om, at de er født med helt særlige rettigheder, han hader arrogancen – og det gør jeg også.«
Til jobsamtale
Det var Susanne Bier selv, der henvendte sig til folkene bag Natportieren og spurgte, om hun måtte instruere miniserien. Hun havde fået David Farrs manuskript tilsendt af sin agent sammen med nogle andre manuskripter, og den danske instruktør blev så begejstret, at hun bad om at tale med producenterne, også selv om de på det tidspunkt havde kig på en anden instruktør.
»Bare det, at der stod John le Carré på, var nok,« siger hun.
»Jeg har været misundelig på dem, som har fået lov til at lave le Carré. Min agent sagde, ’Jamen, de er i gang med at forhandle med en anden. Tag det roligt.’ ’Nej, nej, lad mig nu tale med dem.’ Og så holdt jeg et Skype-møde med produceren, Stephen Cornwell (en af John le Carrés sønner, red.). Jeg havde fået sat min computer op, så man kunne se en lille bid af min Oscar i bogreolen bag ved mig, og så tænkte jeg, at ’den rykker jeg sgu lige lidt mere ind i billedet’. Man må bruge de trick, man har.«
Hun griner.
»Vi havde så faktisk en virkelig god samtale om manuskriptet, og lige siden har Stephen drillet mig med, at det var meget behændigt, at der tilfældigvis stod en Oscar oppe i hjørnet af billedet til vores første Skype-samtale. Men på en eller anden måde gik det i sig selv igen med den anden instruktør, og så var jeg så i audiens hos tv-stationerne – eller ikke i audiens, jeg havde nogle jobsamtaler hos begge tv-stationer, AMC og BBC.«
Kvinder med integritet
Til jobsamtalerne fortalte Susanne Bier, hvordan hun gerne ville gribe Natportieren an – hun syntes selv, at hun havde en meget klar fornemmelse af, hvad serien skulle kunne – og hvad hun gerne ville ændre i manuskriptet.
Det skulle blandt andet være mere tidssvarende, og det viste sig at harmonere godt med nogle af de tanker, producenterne allerede havde gjort sig.
Handlingen var flyttet fra 1993 og til i dag, da Bier læste manuskriptet første gang, men Angela Burr-figuren var stadig en mand, og det kunne instruktøren godt tænke sig at lave om på.
»Stephen Cornwell fortalte mig, at de havde overvejet at lave ham om til en kvinde. Og så tænkte jeg, ’yes!’ Jeg syntes også, at man var nødt til at gøre Jed-karakteren mere nutidig og en karakter i sig selv, ikke bare et vedhæng til en mand.«
Jed, der spilles af Elizabeth Debicki, er Richard Ropers smukke forlovede, der helt til at begynde med ligner en glamourøs golddigger, men som snart viser sig at være alt andet.
»Det er helt okay at opfatte hende sådan til at begynde med,« siger Bier.
»Der er en anden kærlighedshistorie, man skal fokusere på. Det er også sådan, Jonathan Pine opfatter hende. Men lige i begyndelsen af andet afsnit bliver hun en mere sammensat karakter. Det er vigtigt, at der er nogle kvinder, som fylder noget og ikke kun er der som objekter. De skal også have noget selv. Men det er en mandeverden, de lever i. Er det forkert at sige, at jeg ikke gider have, at de skal være ofre? Det sker virkelig tit med kvinder i en mandeverden – enten er de onde og morderiske, eller også er de ofre. Og ofre kan være alt fra luddere til små børn. Jeg har virkelig haft lyst til, at de ikke skulle være ofre. De skulle have en integritet, der gjorde, at de ikke kun var en forlængelse af mænd.«
To forskellige mænd
Det samme gælder højgravide Angela Burr, der er en af Natportierens mest spændende figurer, og som konstant bliver mindet om, at hun ikke tilhører den samme verden som hendes mandlige kolleger og foresatte.
»En del af Burrs problem i efterretningstjenesten er, at hun er kvinde og taler i en anden kode, end mænd gør,« siger Susanne Bier.
»Burr er en kvinde i en mandeverden, og det gør, at hun bliver stigmatiseret. Men hun har jo ret i forhold til Roper. Hun er pissedygtig. Hun har bare det forkerte køn og den forkerte klasse. I England kan man ikke lave noget, uden at det handler om klasse. Man skal passe ind i klassen og kende sin plads i klassen. Det er der nogle kvinder, som gør – også i serien – og de bliver næsten mere konservative, end mændene gør.«
John le Carrés verden er en britisk og maskulin verden, fortsætter Bier, »og den bebos i mange tilfælde af mænd, der har gået på kostskole og universitetet, på Eton og så Oxford eller Cambridge. Både Hugh og Tom har fået den uddannelse, og det samme har flere af producenterne. Så jeg tror også, at der var en vis interesse for at gøre noget andet med materialet. Jeg sagde, at jeg mente, det var en fordel, at jeg var kvinde, og at jeg ikke var engelsk, fordi jeg havde stor respekt for den verden, men jeg var ikke en del af den. Dvs. at jeg kunne bruge den del af den verden, som jeg syntes var levende, og samtidig undgå at være en slave af den.«
Men omdrejningspunktet i Natportieren er trods alt mødet mellem to meget forskellige mænd og deres komplicerede indbyrdes forhold, siger Bier.
»Det, der fascinerede mig ved bogen, da jeg læste den første gang, var forholdet mellem de to mænd. Det er en slags kærlighedshistorie om en ung mand og en ældre mand. Den ældre mand er både verdens værste menneske og verdens mest charmerende mand, og han møder på en måde sin egen bøddel. Man er hele tiden i tvivl om, hvor meget Roper egentlig ved om Pine, og hvor meget han er bevidst naiv, og hvor meget han bliver narret. Det er interessant, og det er interessant, om Pine bliver forført af den der gyldne verden, som han dybest set foragter.«
Sygt charmerende
John le Carré er selv medproducent på Natportieren, men det var først, da Susanne Bier var blevet hyret som seriens instruktør, at hun mødtes med forfatteren over en middag.
Han havde besluttet sig for ikke at blande sig alt for meget i seriens tilblivelse, men han var begejstret for de ændringer, Bier var med til at lave, og han endte med at hjælpe med dialogen.
»Le Carré er en ekstremt moderne mand,« siger Bier.
»Han har skrevet ting og sendt os små bidder undervejs, og der er faktisk nogle af Burrs replikker, som er hans. Han blev så optændt af, at Burr nu var en kvinde, og af at man kunne adressere den problematik. Jeg er glad for det, men det er hr. le Carré også.«
Og det var en stor oplevelse for Bier at mødes og arbejde sammen med le Carré, som hun kalder »sygt charmerende«.
»Han er så underholdende og skarp og interessant og på en eller anden måde fuldstændig respektløs over for alt, som han ikke bryder sig om. Der er intet snobbet i ham. Han er simpelthen så vred på … han hader hykleri, og jeg tror, at kernen af det er, at han har den vildeste bullshit-detektor. Han har en fornemmelse af alt, der er hyklerisk. Han hader det ikke bare, han hader det inderligt. Han har jo selv været spion, og han har mødt alle i hele verden og har spist middag med våbenhandlere og præsidenter.«
En aktuel historie
Susanne Bier fortæller en historie om dengang, Hugh Laurie, der også er stor fan af John le Carré, var med til forfatterens 70-årsfødselsdag.
»Hugh Laurie ankom til fødselsdagen og kunne godt se, at der stod nogle mænd med headsets og talte til hinanden, men han tænkte ikke så meget over det. Så var der én, som spurgte, om ikke Hugh kunne spille en fødselsdagssang – han er en vildt god pianist. ’Jo, det kan jeg godt.’ Han satte sig ved klaveret, og lyset blev slukket. Så sagde det svusj, og alle maskinpistolerne kom frem. Det viste sig, at chefen for CIA, chefen for KGB, cheferne for alle efterretningstjenester var med til den fødselsdag.«
Le Carré begyndte som spionforfatter under Den Kolde Krig, men efter Murens fald er han begyndt at vende sit skarpe blik andre steder hen, ikke mindst mod Mellemøsten og Afrika og uhellige alliancer mellem f.eks. politikere, våbenhandlere og bankverdenen. På den måde har han formået at forblive relevant i en verden, der hele tiden forandrer sig, men hvor der altid er griske mennesker, som gør modbydelige ting.
»Natportieren er meget aktuel,« siger Susanne Bier.
»Balancen er at gøre den aktuel, uden at den bliver så konkret, at den holder op med at være aktuel. Den skal kunne ses om et år og om ti år. Men det er supertilfredsstillende at beskæftige sig med noget, der er så aktuelt og betyder noget. Det har været fantastisk at lave serien, fordi den både har det ene og det andet. Den rummer fundamental spænding, og så handler den om noget. Der er en klar substans i den.«
’Natportieren’ kan ses på DR1 fra på søndag kl. 20
