Interview
Læsetid: 8 min.

’Breivik & Co. vil bare være vindere’

For den italienske filosof Franco ’Bifo’ Berardi er fremtiden en sygdom. Han har netop skrevet en bog om Anders Behring Breivik og tidens massemordere. Og skal man tro ham, er de slet ikke så forskellige fra os selv – måske er de ligefrem gode kapitalister?
Kultur
8. april 2016
Der lå blodpletter og tøj i gaderne efter terrorangrebet i Paris i november. Ifølge filosof Franco ’Bifo’ Berardi er massemord en ny slags død i tidsalderen for den grænseløse kapitalisme.

Lise Åserud

Franco ’Bifo’ Berardi er ikke en mand, der bryder sig om at vente. Mindst af alt på fremtiden.

»For mig er håb en dårlig ting. Håb er en erstatning for et liv, vi ikke lever i øjeblikket. Hovedordet for mig er autonomi. Autonomi betyder at finde muligheden for lykke i venskaber og i fællesskaber. Fremtiden er en fælde, som vi lægger for os selv.«

Han har travlt. Også denne aften i Paris, hvor jeg møder ham på en café i byens 20. arrondissement efter et foredrag, inden han haster tilbage til Italien.

Med sit hvide, bølgende hår og de runde, sorte briller ligner den italienske filosof og medieteoretiker en ekstravagant blanding mellem en russisk futurist og en bilfabriksejer fra Lombardiet. Trotsky i en cottoncoat.

I løbet af en lang karriere, der startede på den autonome Radio Alice i Bologna i 1970’erne, har Bifo i sine bøger gjort sort ironi og sortere pessimisme til sit personlige varemærke.

Som i aften på caféen hvor han med dirrende finger råber til det franske publikum, der er kommet for at høre mandens nyeste profetier leveret med et bredt smil: Fascismen er uden for døren! Teknologien gør os følelsesløse: Korea er number onenumber one i internetopkobling og number one i selvmord! Katastrofen er allerede indtruffet!

I 1970’erne blev Bifo af det italienske politi beskyldt for at have forbindelser til de Røde Brigader. I dag er han en akademisk stjerne med foredragsturneer i USA.

Mordere og kapitalister

Dagsordenen for Bifos korte ophold i Frankrig er udgivelsen af en bog, der på engelsk har titlen Heroes: Mass Murder and Suicide, og som er en analyse af et par af de seneste års massemord og -mordere: Anders Breivik, selvmordsepidemien i Sydkorea, Aurora-drabene i USA, hvor en studerende klædt ud som Jokeren gik amok med en automatriffel til premieren på en Batman-film.

For Bifo er disse mord forbundne; en ny slags død i tidsalderen for den grænseløse kapitalisme. Kapitalen, siger han, har transformeret sig. Det er ikke bare en mere eller mindre fysisk form, men et nyt neurologisk vilkår; en løbende, sprintende, altid voksende, altid begærende, kumulerende, liderlig virus, der æder sig ind i hovederne som en orm, der sætter sig i hjernen som en armeret systemfejl.

Massemorderen, som Bifo beskæftiger sig med i Heroes, er en kropsliggørelse af en kropsløs vold – konkurrencesamfundet i ren form. Sammen med tidens store folkesygdomme, depression og angst, bliver vi nødt til at forstå massemordet som en art kapitalistisk influenza, siger Bifo til mig efter arrangementet.

»Vi tager fejl, hvis vi tror, at Breivik & Co. er undtagelser. Det, de her mennesker vil, er bare at være vindere. At være en vinder er blevet en sygdom, en vrangforestilling. Objektivt set er mange af os tabere, og alligevel er succes mange menneskers eneste motivation. I nogle ekstreme tilfælde sker der så det, at sådan en som James Holmes (der stod bag Aurora-drabene, red.), der ser sig selv som en taber, bestemmer sig for med med magt at blive en vinder i nogle minutter. Hans tilfælde er exceptionelt, men hans tilstand er det ikke«.

For de fleste vesterlændinge, siger Bifo, lider i en eller anden grad af den samme sygdom som massemorderne.

»En af de afgørende forandringer i vores samfund de seneste årtier er, at socialdarwinismen er blevet lov. Det er grundstenen i vores system. Vi bliver skubbet til at se den anden som en fjende, en konkurrent, at betragte os selv som enten vinder eller taber. For de fleste mennesker fører dette blot til depression, stress eller angst, men i nogle exceptionelle tilfælde altså til mord. Den dynamik, som morderne er udtryk for, og som flere af dem skriver om i deres manifester, opfattelsen af det sociale spil som ’tab eller vind’, den er der dog ikke noget exceptionelt ved«.

– Så massemorderne er bare gode kapitalister?

»De er symptomer. Den neoliberale ideologi er baseret på ideen om, som Thatcher sagde, at ’there is no such thing as society’. Det eneste, der findes, er individet, som må slås for at vinde. Neoliberalismen er et tankesæt, der over de seneste 30 år har forandret vores mellemmenneskelige forhold grundlæggende. Det er den udvikling, som de her mennesker spejler.«

Resultatet, siger Bifo, er en slags generaliseret krigstilstand, »for krig er den mest basale form for konkurrence«, og en »statistisk stigning i antallet af selvmord over de seneste 40 år på 60 procent« ifølge WHO.

– Du skriver, at selvmord er en politisk handling?

»Uden tvivl vor tids vigtigste politiske handling! Hør: Hvor begynder vores århundrede? Med 11. september. Hvad sker der? Et terrorangreb, selvfølgelig, men hvad forårsager det? Et selvmord. 19 unge arabiske mænd, terrorister, drabsmænd, kald dem hvad du vil, men for mig er de i sidste ende mennesker, der beslutter sig for at slå sig selv ihjel. Det er et fællestræk for vor tids massemordere, at de næsten alle begår selvmord. Hvis du ikke forstår selvmordet, så forstår du ikke den nuværende krig, der er baseret på daglige selvmordshandlinger«.

Historien om specifikt moderne patologier er ikke ny. I slutningen af 1800-tallet, da Europas byer svulmede op og maskiner, blink og larm begyndte at præge gadebilledet, kiggede doktor Knud Pontoppidan fra Kommunehospitalet på sine patienter og så i de rystende hylstre en i Danmark hidtil ukendt lidelse: Neurasthenien.

Nervevragene, som folkedybet døbte dem, blev navnet på det ny menneske, et lille, forskræmt væsen med røg ud af ørene og blodtråde i øjnene. Et ekko i kød og blod af den knitrende hvide ild og stålvalsenes hamren på B&W. Københavneren var en fabrik, der kørte på pumperne.

I dag er københavneren et åbent kontorlandskab med betalende kaffeordning. Patologierne er nye, men symptomerne ligner til forveksling. 100 år senere, og hun har stadig ondt i livet. Så hvordan stopper vi epidemien? For Bifo, der i 2009 skrev bogen After the Future, er første skridt, vi må tage for at komme ud af depressionen, at forlade fremtiden.

»I øjeblikket befinder vi os i en traumatisk fase, hvor troen på fremtiden er i krise. Men fremtiden er først og fremmest et begreb. Ikke et topologisk sagforhold baseret på et før og et efter. Det er en kulturel konstruktion, der er baseret på forestillingen om, at det sociale liv går fremad, og at økonomien vokser. I dag er de ideer mindre og mindre baseret på virkeligheden. Væksten er forbi. Og med det er også den gamle historiske forestilling om fremtid – forbundet med oplysningstiden og industrialderen – forbi. Den specifikke fremtid er overstået, men efter den har vi muligheden for at aktivere en anden.«

– Hvad kommer der efter fremtiden?

»En ny situation, hvor vores samfund kan udvikle sig uden at vokse. En situation, hvor vi ikke længere har brug for at forstørre vores BNP, men for at omfordele de enorme værdier, der allerede findes. Nye teknologier har gjort det muligt at nedbringe arbejdstiden. Det uføre, vores samfund befinder sig i, stammer fra vores uformåen i forhold til at oversætte denne teknologiske mulighed til en faktisk dagsorden.«

– Hvorfor er det ikke skidt at forlade fremtiden?

»Lige nu lever vi i en tid, der hele tiden kalder på mere. Men mere er en overleveret nødvendighed, der stammer fra et mangelsamfund. I dag lever vi i en periode af overflod. Dette er en fundamental nyhed, som vi har svært ved at forstå og organisere. Folk dør ikke længere, fordi den globale maskine producerer for lidt, de dør, fordi den producerer for meget! Slutningen på den gamle fremtid betyder, at der ikke mere er behov for at udnytte mennesker til at arbejde mere og mere. Det er en kæmpe mulighed, som teknologien giver os: Udskiftningen af den menneskelige arbejdskraft med robotten.«

– Men den her teknologi, der tager jobbene, den er der vel al mulig grund til at frygte?

»Det er bestemt noget at være bange for. Dog kun hvis man bliver inden for vækstøkonomiens regler. Her oversættes teknologi til arbejdsløshed. Men arbejdsløshed er baseret på en overtro om, at vi bliver nød til at forøge arbejdstiden. Det har vi ikke brug for i dag. Problemet er, at kapitalismen ikke selv er i stand til at bruge dets egne produkter på en hensigtsmæssig måde. Teknologi er ikke en dårlig ting. Den er, hvad der vil gøre os i stand til omfordele velstanden og nedsætte arbejdstiden.«

Du skal være glad

Før den gamle fremtid kan bringes til afslutning, er det dog ifølge Bifo sandsynligt at tingene først bliver værre før de bliver bedre.

»Vi går ind i en periode med massiv arbejdsløshed, krig og økologisk katastrofe. Traumet er her allerede, og massemorderne er symptomerne. På tværs af Europa er den fascistiske indstilling på fremmarch. Hvad betyder fascisme? Jeg kan ikke lide at bruge ordet, men har svært ved at finde en bedre definition for den slags autoritær aggressivitet og afvisning af den fremmede, som vi ser lige nu. Fascisme er først og fremmest selvhad. Ikke at være i stand til at forstå det andet menneskes lidelse, fordi du ikke er i stand til at forstå din egen.«

– Du siger, at en ulykkelighedsepidemi spreder over jorden, men det er vel svært at komme uden om, at en masse mennesker lever stille og rolige og glade liv?

»Jeg er glad for at høre, at folk i Danmark er glade. I Italien er det ikke mit indtryk. Sidste år forlod 100.000 mennesker landet. Så kan du sige, at Italien gennemgår en dårlig periode lige nu. Det er rigtigt. Men tag så USA som eksempel, hvor sociologer netop har opdaget noget meget forunderligt: der er en stigning i antallet af hvide amerikanere, der dør allerede som midaldrende. WHO har erklæret, at depression er verdens hurtigt voksende sygdom. Det er en epidemi, simpelthen.«

De årlige lykkemålinger, som placerer de nordeuropæiske lande øverst på skamlen, giver Bifo ikke meget for.

»Det interessante er ikke at spørge: Hvordan har du det? I de neoliberale samfund er der en slags optimismefordring, der er meget stærk. Husk Andreas Lubitz, Germanwings-piloten, der slog sig selv og 149 andre ihjel sidste år. Det gjorde han, fordi han var deprimeret, men ikke ville acceptere det. Hvorfor ville han ikke acceptere det? Fordi ideologien i vores samfund, og i særdeleshed Germanwings ideologi, står i fuldstændig modsætning til ideen om depression. Den optimistiske afpresning er meget stærk. Du skal være glad. Og alligevel er tallene for selvmord og sindslidelser i støt stigning.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her