Læsetid: 9 min.

Depression er vores tids grundfarve

Der er intet håb, ingen opbyggelighed og ingen løsning i teaterforestillingen ’Topmøde for de mest deprimerede’. Men ved at gribe tilbage til nogle af litteraturhistoriens mest håbløse og fortvivlede tekster, så opstår måske alligevel en form for trøst og genkendelse – for selv Goethe magtede at kommunikere sig igennem sit mørke
Forestillingen ’Topmøde for de mest deprimerede’ handler om mørke, selvhad, håbløshed og depression. Ligesom 350 millioner andre, så har instruktør Staffan Valdemar Holm også selv erfaring med at være svært deprimeret. Den erfaring har han nu givet form som teaterstykke med hjælp fra en lang række storladne og vanvittigt dystre tekster og forfattere. 
 Foto fra forestilligen:  Per Morten Abrahamsen
14. april 2016

Tæt på scenekanten sidder Laus Høybye med et hvidt spotlys på sig. De fem andre skuespillere pusler rundt på resten af den ellers mørklagte scene, finder deres pladser og gør sig klar til gennemlæsningen af sjette scene.

»Jeg får kvalme af den ordinære menneskehed, der i øvrigt er den eneste, der findes,« siger Laus Høybye for sig selv og vipper utålmodigt med fødderne, mens lys og lyd rettes til.

Så rømmer han sig og reciterer med hævet stemme: »Gid den dag, jeg blev født, var slettet, den nat, da det lød: En dreng blev undfanget! Lad den dag tilhøre mørket, Gud i det høje skal ikke spørge efter den, lyset ikke skinne over den.«

Han sukker. Birthe Neumann står bagerst på scenen og svinger en hulahopring om hofterne.

Instruktør Staffan Valdemar Holm afbryder, vifter med armene og foreslår, at de tager den forfra. Igen. For der er kun en uges tid til, at forestillingen Topmøde for de mest deprimerede får premiere på Store Scene på teatret Republique.

Stykket handler om mørke, selvhad, håbløshed og depression. Ligesom 350 millioner andre, så har Staffan Valdemar Holm også selv erfaring med at være svært deprimeret.

Den erfaring har han nu givet form som teaterstykke med hjælp fra en lang række storladne og vanvittigt dystre tekster og forfattere – fra Jobs Bog, til Goethes Faust, Dantes Guddommelige Komedie, Shakespeare, Strindberg, Tjekhov og en smule Kierkegaard med mere. Tekster, som på en eller anden måde alle hjalp Staffan Valdemar Holm i sin depression: Han genkendte sig selv i dem, forstod deres mørke – og oplevede, at de også forstod hans.

Da dagens læseprøve er færdig klæder skuespillerne om, og tre af dem, Laus Høybye, Preben Kristensen og Birthe Neumann, sætter sig til rette i foyeren. De vil forsøge at forklare Informations udsendte, hvad de mener, forestillingen går ud på.

»Det er en collage af tekster og følelsesmæssige tilstande,« indleder Birthe Neumann. De to andre nikker. »Det er en hel masse stemninger af, hvordan man har det – eller rettere hvordan, vi tror, man har det – når man har det rigtig, rigtig dårligt,« uddyber Preben Kristensen.

Og nogle gange bliver det så mørkt og voldsomt, at det kammer over i det groteske og tragikomiske, forklarer Laus Høybye og henviser til presseteksten, der beskriver forestillingen som »en sort komedie« – en beskrivelse, der er delte meninger om i truppen.

»Vi prøver på ingen måde at være sjove, men der opstår altså noget næsten humoristisk i sammensætningen af de her mørke, mørke tekster. Når én går på scenen med noget sort, så kommer en anden ind med noget endnu sortere – vi battler vel i at have det skidt,« siger Laus Høybye spørgende og kigger på de andre. »Ja, bestemt,« smågriner Preben Kristensen: »Anything you can feel, I can feel worse.«

»Vi beskæftiger os med depression som den sygelige tilstand af melankoli,« fortæller Birthe Neumann.

Hun har også selv været der; oplevet depressionens mørke og melankoli på sin egen krop: »Det er ikke sorg, det er ikke et konkret savn – det er bare mørkt, virkelig mørkt. Og selv om det først og fremmest er en sygelig tilstand, vi beskriver, så er depressionen også en tilstand, der altså er gået hen og er blevet en grundfarve i vores tid. Noget ethvert menneske kan genkende eller relatere til i et eller andet omfang.«

At iklæde sig tekster

Lige nu, i dette øjeblik, anslår s undhedsmyndighederne, at flere end 200.000 mennesker kæmper med depression i Danmark. Tilstanden er for længst blevet anerkendt som en gedigen folkesygdom, og noget de allerfleste danskere altså har været i berøring med på en eller anden måde.

Men det er faktisk ikke derfor, Birthe Neumann, Laus Høybye eller Preben Kristensen besluttede at medvirke i forestillingen. Det var ikke ud fra en tanke om, at emnet som sådan skal afdækkes eller aftabuiseres igennem kunsten. Nej, motivationen var instruktøren.

»Det er på grund af Staffan, vi er her. Helt kort og præcist, det er Staffan Valdemar Holm, der har samlet os,« slår Birthe Neumann fast.

De to andre nikker igen, og Preben Kristensen forklarer, at Staffan Valdemar Holm er en fuldstændig uforlignelig instruktør: »Han river sine skuespiller ud af deres comfort zones. Jeg har personligt aldrig arbejdet sådan som vi gør her før.«

Laus Høybye er enig: »Vi har alle sammen arbejdet meget mere improvisatorisk, end vi plejer, og har hele tiden været – og er det nok stadig – på lidt usikker grund.«

Normalt iklæder Preben Kristensen, Birthe Neumann og Laus Høybye sig karakterer, psykologier, når de går på scenen. Normalt har de detaljerede manuskripter og faste rammer for hånden.

Det er ikke tilfældet her, fortæller Birthe Neumann:

»Vi er som skuespillere jo så vant til at have en karakter i et stykke, og dermed en bestemt ramme, vi kan forholde os til. Det har vi ikke her, men det er jo heller ikke som os selv, vi går på scenen. Vi er klædt på af teksterne og det univers, Staffan har skabt til os. Så jeg føler mig slet ikke nøgen på scenen, eller at det skulle gå for tæt på mig og mine personlige erfaringer. Det lyder måske abstrakt, men det er det virkelig ikke.«

For ordene og billederne er konkrete. Det er sådan en stoflighed over det, forklarer Laus Høybye: »Det er hverken kunstnerisk deklamerende eller højtideligt og fint. Det er fuldstændig konkret og fysisk. Det er en slags performance, hvor ordene får lov at tone rent frem og styre frem for karakterer og psykologier.«

Selv om de fleste tekster er skrevet for utrolig mange år tilbage, med Jobs Bog som den ældste, så virker de enormt nærværende og aktuelle, når de får form på den sorte scene anno 2016.

Det handler om at kunne åbne dem med et nutidigt og personligt perspektiv, fortæller Laus Høybye videre. Han referer et par linjer fra Kierkegaards Sygdommen til døden, der rigtignok virker genkendelige og umiddelbare for os alle fire:

Jeg gider slet ikke. Jeg gider ikke gå, det er for anstrengende, jeg gider ikke lægge mig ned, thi enten skulle jeg blive liggende, og det gider jeg ikke, eller jeg skulle rejse mig op igen, og det gider jeg heller ikke.

»Det er jo fuldstændig ligetil og rent. Det er jo ikke bare Kierkegaard, det er også mig, når jeg nogle gange synker helt handlingslammet og dybt ned i sofaen,« griner Laus Høybye.

Antiopbyggeligt

Men hvordan er det nu, man undgår at blive »deklamerende eller fin på den«, når man arbejder med Goethe, Shakespeare eller Tjekhov?

For de tre skuespillere i foyeren har det nærmest givet sig selv. Når de århundreder gamle tekster fremføres her, på Teater Republiques Store Scene på Østerfælled Torv på det fine Østerbro af henholdsvis Olaf Johannesen, Mette K. Madsen, Bebiane Kreutzmann, Laus Høybye, Preben Kristensen og Birthe Neumann, så bliver teksterne jo ubetinget til noget andet.

Det er ikke længere bare Goethes ord, det er også Staffan Valdemar Holms – og Preben Kristensens, der frit fra hukommelsen begynder at recitere Goethes Faust:

Jeg har det hele. Det og det og det. Men det hele er taget fra mig – jeg kan ikke føle nogen glæde. Jeg ved ikke, hvad jeg skulle græde over, eller hvad jeg ikke skulle græde over. Jeg ved ikke, hvem jeg er.

Preben Kristensen ryster på hovedet og siger: »Se det er fandme stærke sager! Det er da ord, der om noget siger noget om den her forfærdelige tid, vi lever i.«

Vi taler om, at ordene falder i næsten for god jord netop her på Østerfælled Torv, i det velhavende Østerbros midte. Dyre og eksklusive delikatesse- og specialbutikker ligger side om side med et væld af forskellige former for terapeuter og praktiserende psykologer. Man kan få det hele her, og man har også råd til meget – men mange savner måske alligevel et eller andet at græde over?

Men forestillingen er meget mere end modernitetskritik, indvender Laus Høybye:

»Ved at tage det her lidt vanvittige litterære greb på det og sådan sammensætte klassiske og gamle tekster i en forestilling om depression, så kommer den nærmest til at stå uden for tid og sted,« siger han og fortsætter:

»Depressionen er som emne og erfaring taget ud af sådan en dagligdagspsykologisk sammenhæng. Det bliver hævet op på et mere eksistentielt plan, og dermed bliver den altså også genkendelig for de fleste. Forestillingen overskrider den dér tidstypiske manualtænkning, der er i forhold til depression: Skru lidt på kosten, sørg for at få din søvn, og optimér så dit liv.«

De er alle tre enige om, at forestillingen arbejder med det mørke, der nu en gang findes hos så mange mennesker, som en slags eksistentiel præmis – og altså ikke et mørke man konsekvent nødvendigvis skal, kan og bør arbejde sig ud af.

Selv om emnet, teksterne og forestillingen arbejder med det frygteligt deprimerede forfatteres tekster, så mener ingen af de tre skuespillere, at forestillingen som sådan er deprimerende.

»For der er noget enormt fængslende og befriende ved at gå ind i noget, der er så mørkt uden at det skal trøstes eller formildes,« fastslår Laus Høybye.

Og på den måde står forestillingen ifølge ham i kontrast til de opbyggelighedskonventioner, man ellers arbejder med i forhold til depression – og som især den populære positive psykologi plæderer for.

»At afvise opbyggelighed er at tage emnet alvorligt og yde det retfærdighed. Og det er det Staffan om nogen kan,« fastslår han.

Ensomheden og kunsten

Preben Kristensen går forrest ind på den næsten helt mørklagte scene på Østerfælled Torv. Han citerer Dante, beskriver langsomt helvedes-kredsene, skrigene, de tabte sjæle og stæreflokkene.

Rundt om ham står de andre skuespillere, skiftevis hæver og sænker de armene – som stære. De vandrer sådan lidt tilfældigt rundt mellem hinanden. De er sammen på scenen, de taler på skift, men ikke med hinanden, de spiller ikke sammen. De er hver især alene på scenen.

»Vi har arbejdet med at konkretisere og synliggøre nogle af de symptomer, man oplever, når man er deprimeret. Og en af de mest karakteristiske ting ved at være deprimeret er, at man er fuldstændig ensom. Man er fuldstændig ude af stand til at kommunikere,« siger Birthe Neumann med et alvorligt blik. »Og det er det, Staffan har konkretiseret med os seks, som vi går rundt deroppe på scenen.«

Men det behøver måske ikke være så håbløst og ensom igen. For Birthe Neumann er der trods alt en særlig trøst i kunsten. Den er for hende et sted, hvor man kan hente noget som deprimeret:

»Kunsten kan være et spejl, et sted, man kan finde en slags genkendelse og tænke: ’Ja, her sad Goethe så også for nogle århundreder siden’. Det er ikke en løsning, bestemt ikke, men det kan være en trøst,« siger hun.

– Og det er derfor, der fortsat skal laves kunst om mørket, om depression?

»Ja, bestemt,« svarer Laus Høybye prompte: »Det er jo kunsten og kulturen, der gør os til mennesker. Selv fortidsmennesker som neandertalerne lavede hulemalerier og tænkte symbolsk. Vores evne til at udtrykke os, bevæge os og kommunikere kunstnerisk bærer en eller anden mulighed for trøst eller lise, tror jeg.«

Også når Preben Kristensen og Birthe Neumann virkelig lytter til stemmerne i teksterne, så kan de høre, hvordan kunstnere også dengang kæmpede for at videreformidle deres depression. Det er den formidling og kommunikation, man som deprimeret tror, er umulig, påpeger Birthe Neumann:

»Man føler jo, når man er deprimeret, at man på ingen måde kan kommunikere eller videreformidle det, man oplever. Men her kan man jo se og høre, at det kan man måske alligevel – det har andre århundreder før én selv i hvert fald kunnet. Den ensomhed, man oplever som en grundbetingelse som deprimeret, bliver altså brudt med kunsten, med formidlingen. Det er da om noget opløftende for den deprimerede – og for kunsten.«

’Topmøde for de mest deprimerede’ spiller på Republique fra den 16. april til den 21. maj. Forestillingen er instrueret af Staffan Valdemar Holm, Bente Lykke Møller er scenograf og kostumedesigner og skuespillerholdet består af Birthe Neumann, Preben Kristensen, Olaf Johannesen, Laus Høybye, Mette K. Madsen og Bebiane Kreutzmann.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Kirsten Mindegaard
  • Kurt Nielsen
Kirsten Mindegaard og Kurt Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu