Duen på altanen

En af mine døtre flyttede for et par måneder siden ind i en ny lejlighed, stor og velindrettet, med hele to altaner. Den mod syd er overdækket, her kan faderskikkelsen sidde og ryge, når han er på besøg. Han taler med de seks krydderurter, der bor fast i hver sin potte, om sin grimme vane. Den maskuline persille, af den opfarende type, der altid får en til at tænke på hæmorider, synes fandme det er helt i orden at ryge. »Det er en menneskeret!« råber han, så det kan høres helt ned på parkeringspladsen.

Citronmelissen, den snerpe, ved ikke rigtig. Rosmarinen ved det godt, efter hendes mening skulle det forbydes. Basilikum elsker duften af tobak, der er ingen problemer. De to sidste, som jeg ikke ved hvad hedder, har ingen mening. I alt fald siger de ikke noget. Men strengt taget er det ikke den sydvendte altan, der er interessant. Den er et opholdssted for lejlighedens beboer og gæster, for rygere og ikkerygere som datteren. Det er den anden altan, der ligger mod nord, der får nyfigenheden frem i både datter og far.

En due har bygget rede og ligger og ruger. Jeg har aldrig været så tæt på en fuglerede; alt hvad der behøves er at lette lidt på gardinet, så er der fri udsigt til fødestuen. Sådan en rugende due, kan vi fortælle, bevæger sig som en viser hen over en urskive, så den fordeler kropsvarmen retfærdigt. I regnvejr spiler den vingefjerene ud, så afkommet kan have det tørt og godt. Et duepar skiftes til at ligge på reden, men desværre ligner de hinanden så meget, at det ikke rigtig er til at se, hvem af dem der ligger der. Vi har kun en gang set et regulært vagtskifte. Afløseren tripper lidt på altanens trådgulv, den anden letter sig fra reden og flyver op i et træ, hvor den sidder og ryster fjerene lidt. Vagtskiftet så vi fra et andet vindue, derfor er det aldrig lykkes os at se selve æggene.

En due, har vi læst os til, ruger i sytten dage. De er gået, så det må være unger, der nu bliver lunet af den roterende mor eller far. Hvad hedder dueunger? Duelinger? Min datter og jeg er duefamiliens venner, ubetinget, men er ejendommens vicevært mon også det? Det føler vi os ikke overbevist om.

Altanen mod nord er en såkaldt fransk altan. Vi vil ikke forstyrre duerne, men selv hvis vi skulle have lyst, kan man knap nok stå ude på altanen. Hvad er den beregnet til? Og har den overhovedet noget med Frankrig at gøre? En indadgående dør ud mod det fri i en bygning, oplyser internettet. Men ikke et ord om, hvorfor den skulle være fransk. Skid hul, der er også noget, der hedder en provinsgås – ingen ved hvorfor.

Det er vist en slags humor, som om der skulle være noget specielt morsomt ved gæs. Ok, de vralter og er arrige, men det gælder jo så mange andre også. Kloge duer holder til i provinsen. Der er ikke langt til naturen, i provinsen kan duen nyde alle byens fordele, men den slipper for storbyens ulemper. Som bekendt kan man også spise duer, men at sætte tænderne i en københavnsk due, selv hvis den er tilberedt efter alle kunstens og gastronomiens regler, må da forårsage en nærdødsoplevelse allerede efter et par mundfulde. Hvad består sådan en københavnerdue egentlig af? Et dueskelet, selvfølgelig, fjer og vinger. Men resten er et blæver af pølsebrød, ølsjatter og ciga-retskod.

Mod syd

I levende live må hovedstadens duer være kronisk høje af osen af diesel fra busser, lastbiler og lokomotiverne inde på Hovedbanegården. Dybt hjerneskadede kræ, der napper arrigt efter bukseben og snørebånd. Hvis deres duehjerner fungerede som de skulle, ville de selvfølgelig straks lette fra stenbroen og flyve mod vest, nord og mod syd. Eller østpå til Skåne. Men man kan selvfølgelig ikke udelukke, at nogle af dem vil komme til at savne de mere tiltalende sider af København. Provinsduerne, skovduerne og landduerne er nok sundere og lever et mere rigtigt dueliv. Men de går ikke på café, de synes, det er billigere at lave kaffen selv derhjemme.

Duehanner inviterer ikke duehunner i biffen, de foretrækker at se fjernsyn hjemme. Så kan de slænge sig i de møbler, de er vant til. Duediskoteker findes kun i København, i provinsen er man fjendtligt stemt over for andet natteliv end skovens dybe ro, nemlig. I provinsen er social opdrift blandt duer totalt ukendt, de skider helt bogstaveligt på alt, der bare ligner en uddannelsesinstitution. Endelig: I provinsen er duerne frie fugle, men med faste vaner. Og de spiser ikke junkfood.

Nykøbing Falster er fuglenes by. Det er der ikke så mange, der ved, men sådan er det. Nede i Guldborgsund plasker svanerne rundt, tit i meget store flokke. Dem skal man dæleme passe på. Det er ikke helt løgn, det, Anden, altså Anders Matthesen, siger. En svane kan faktisk godt brække et menneskes arm. De er, åh, så yndige, åh, så poetiske, men tag endelig ikke fejl: De er nogle arrige sataner. Hellere en grim ælling end en fuldvoksen svane. Når en svane åbner næbet for at give lyd, lyder det ræddeligt. Ikke en tone i livet, skal jeg sige Dem. Eller, jo, nok en tone, men en helt usædvanligt hæslig én. Umusikalsk. Sådan er det tit med det lidt for yndige og lidt for poetiske.

Så hellere duens jævne og almindelige kurren. Stor kunst er det vel ikke. Men duer behøver ikke et helt farvand for at vise sig frem i pragt og vælde. Duer er slet ikke interesserede i at vise sig frem. En fransk altan er godt nok til dem. Når der skal klækkes.