Læsetid: 3 min.

Hvad er egentlig autofiktion, og hvad kan betegnelsen skygge for?

Når mange sikkert genkender Kirsten Thorups træthed ved at høre begrebet autofiktion – enten komisk udskreget eller belærende udpeget – som tidens åbenbaring i dansk litteratur skyldes det formentlig, at der simpelthen er al for megen uoriginal, slap og kedelig litteratur, som tildeles opmærksomhed
30. april 2016

Det spørgsmål, der udløste den igangværende litteraturdebat i nærværende dagblad, var Peter Nielsens undren over den samtidige litteraturs spæde eksperimenter målt op imod de omvæltende eksperimenter i den europæiske modernisme for cirka hundrede år siden.

På det spørgsmål svarede først Mads Bunch, lettere opbragt, om Peter Nielsen da ikke kunne indse, at »en Ibsen eller Hamsun går rundt iblandt os« ved navn Karl Ove Knausgård. Denne hævdes at være et litteraturhistorisk geni, fordi han med Min kamp (2009- 2011) har skrevet en umådelig kompliceret ’autofiktion’ (altså ikke bare en god og sine steder glimrende selvbiografi) og dermed gjort op med modernismen.

Det tungeste skyts i Mads Bunchs indlæg var importeret fra Poul Behrendts forskning fra de senere år i sammenhængen mellem dobbeltkontrakter og narrative registre.

På foranledning af Kirsten Thorups stille tvivl om, hvorvidt fænomenet autofiktion eksisterer som andet end et fatamorgana hos litteraturforskere med en veludviklet sans for sensationer, måtte Poul Behrendt i sidste uges indlæg slå fast, at autofiktion er et »faktum«, som kun åndssløve dagbladsredaktører og selvmodsigende forfattere ikke vil anerkende eksistensen af.

Også Poul Behrendt havde en kant til modernismen, men hvori den nærmere bestod forblev uklart. Jacques Derrida blev tillagt et synspunkt om, at »der intet findes uden for teksten«, et synspunkt, han imidlertid senere måtte dementere og dermed indirekte give Poul Behrendt ret i, at der i sidste ende findes en forfatter til enhver tekst. Men hvad har denne teoretiske spidsfindighed med modernismen hos eksempelvis Joyce at gøre?

Læs også: Autofiktion

Da Poul Behrendt tilsyneladende ikke mente, at Mads Bunch ordentligt havde forklaret, hvad autofiktion er for en historisk nyskabelse, måtte han selv gøre det. Autofiktion er, skal vi forstå, defineret af to forhold: dels en navneidentitet mellem forfatter, fortæller og hovedperson, dels at bogens genrebetegnelse er roman eller lignende, dvs. placerer sig inden for et fiktionsregister.

Skulle det virkelig være svært at forstå for begavede mennesker, der læser bøger og/eller har evnen til at skrive dem? Måske skyldes den udbredte forvirring om autofiktionen, at det, der foregives at være klart og enkelt, i virkeligheden er temmelig diffust. Det illustreres ved, at Poul Behrendt i samme indlæg ender med at definere en romankarakters ageren i Kirsten Thorups seneste udgivelse som autofiktion!

Thorups træthed

Der er formentlig ingen, som vil benægte, at Poul Behrendt er en dreven fortolker og en virtuos kritiker. I rollen som teoretiker synes hans forklaringer på, hvad autofiktion er, imidlertid bestandigt at ændre sig.

Hans argumentation imod Jacques Derrida i sidste uges indlæg var hentet fra den læseværdige bog om dobbeltkontrakten fra 2006. Dengang var dobbeltkontrakten en »æstetisk nydannelse« i al væsentlighed defineret som en tidsforskydning mellem en førstegangslæsning (en dagbladsanmeldelse = fiktionskontrakt) og en andengangslæsning (Poul Behrendts egen fortolkning på baggrund af omfattende studier af forfatterens biografi = virkelighedskontrakt).

Dengang var ambitionen at forlænge den dobbeltkontraktlige læsning bagud i tid mod Søren Kierkegaard, Jens Baggensen og Johannes Ewald m.fl. Hvad er der blevet af denne tidsforskydning i dag? Og hvis det meste af dansk litteraturs historie er defineret af dobbeltkontrakter, hvad er så det særlige ved samtidens påståede ’bølge’ af autofiktion?

Når mange sikkert genkender Kirsten Thorups træthed ved at høre begrebet autofiktion – enten komisk udskreget eller belærende udpeget – som tidens åbenbaring i dansk litteratur skyldes det formentlig, at der simpelthen er al for megen uoriginal, slap og kedelig litteratur, som tildeles opmærksomhed i dagblade, på litteraturfestivaler, i radioen, på gymnasier og universiteter, bare fordi den indskriver sig i denne modestrømning.

Desuden ville det være synd for en forfatter som eksempelvis Madame Nielsen (tidligere kendt som Claus Beck-Nielsen og Das Beckwerk m.v.), et yndet studieobjekt for ’autofiktionsforskere’, hvis al opmærksomheden samlede sig om dennes biografiske omstændigheder på bekostning af bl.a. forfatterens skarpsindige kulturkritik, senest fremsat i Invasionen – en fremmed i flygtningestrømmen (2016).

Autofiktionen eller dobbeltkontrakten som læsebrille kan i nogle tilfælde virke som en forstørrelse af hidtil upåagtede forhold, det har Poul Behrendt udmærket demonstreret i Dobbeltkontrakten for ti år siden, men i andre tilfælde risikerer den at sløre det virkelig interessante i den samtidige litteratur.

Anders Juhl Rasmussen, ph.d., postdoc ved Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab og litteraturanmelder ved Kristeligt Dagblad.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu