Efter at have set stumfilmstjernen Asta Nielsens første film, Afgrunden, skrev den franske digter Apollinaire: »Det var en almindelig aften i Paris. Man satte sig i en biograf. Her så man første gang Asta Nielsen. Den næste dag lå hendes skygge over hele Paris.«
Nielsens kropsligt og mimisk udtryksfulde og dog diskrete spillestil revolutionerede skuespillet i filmens barndom, og hun overstrålede alle i Tyskland og det øvrige i Europa, mens man i Danmark rynkede på næsen, da hun sidst i 1930’erne flyttede hjem i afsmag for Hitlers regime. Ligeså lidenskabelig hun var på lærredet, ligeså nøgtern og tilbageholdende var hun, når det gjaldt privatlivet, og hendes gådefulde skygge har fascineret mange siden Apollinaire. I sin bog Astas skygge dokumenterer forfatteren Eva Tind sin egen fascination og sin udforskning af gåden om Asta.
Bogen falder i to dele, i første følger vi forfatterens alter ego, hvis interesse for Asta Nielsen vækkes, da hun ved et tilfælde flytter ind i dennes fødehjem i København samt hendes researcharbejde bestående af interviews og arkivstudier. I anden del lader Tind Asta tale selv, og giver plads til transskriberede telefonsamtaler mellem en aldrende Asta og hendes unge opvarter, antikvaren Frede Smidth, som Smidth optog i hemmelighed i 1950’erne. Som et bånd gennem begge dele løber et kombineret Eva-Asta-spor, der kronologisk ridser Astas Nielsens liv op via Tinds korte noter, dels prægnante sætninger løftet fra Nielsens selvbiografi Den tiende muse, og dels sætninger, Tind samler op og drømmer frem ud fra sin øvrige research.
Stædig selviscenesættelse
Det er ikke altid en fordel for en bog at være ventet, og jeg skal straks indrømme, at jeg havde glædet mig til Astas skygge. Tinds surreelt, kuldslåede rejseskildring HAN var en af de bedste romaner, jeg læste i 2014, og jeg mente at have en klar fornemmelse af den fascinationskraft, der lå i Asta-stoffet, og hvordan den passede med Tinds ligefremme tilgang til brugen af virkelighedens materiale i kunsten. Som noget, der altid allerede er iscenesat og desuden altid fysisk manipulerbart, både i historier og fotografisk materiale, helt ned i bogstaverne på siden, der kan manipuleres grafisk og i øvrigt i bogen som taktilt objekt, hvor Tind altid har udvist en rumlig formgivers sans for smukke bøger – ikke bare som luksus, men med originalitet i den materielle udformning.
Og der er også et interessant strukturelt slægtskab mellem den vandafvisende nordkoreanske iscenesættelse, som fortælleren i HAN må opgive at trænge igennem, og Asta Nielsens stædige selviscenesættelse, hvor de samme historier og anekdoter gentages og de samme informationer holdes tilbage, uanset hvilken synsvinkel, man anlægger. Men hvor de nordkoreanske kulisser i HAN blev gennemstukket af Tinds billedmættede drømmesprog, via hendes heftige, ambivalente investering i stoffet, er det som om, det i Astas skygge ikke for alvor vil lykkes for Tind at få kontakt til de billedskabende lag, hverken i Astas eller sine egne drømme.
Ikke fordi hun holder ’sandheden’ for sig selv, men måske fordi intensiteten i Tinds begejstring for hende ikke primært er sproglig – i hvert fald formidles den ikke ret intenst i sproget. Der er smukke passager i første del, hvor tiderne skrider sammen og billederne rykker på sig, og Asta-figuren er interessant på et væld af måder, men fordi Tinds fortæller hele tiden begynder forfra, og forlader de motiveringer og forsæt, hun netop har formuleret, bliver det svært at mærke, hvordan Asta er mere end en grille for Tind. De litterære tråde, hun trækker i, slipper for let, de får ikke rigtig fat, får ikke for alvor trævlet op i selve stoffet. Det samme gør sig overraskende nok gældende for Astas samtaler i anden del, som er pudsig læsning for deres sproglige bedagethed, men også bevæger sig i let kedsommelige cirkler. Under læsningen nåede jeg flere gange at ønske, at jeg sad med en af Tinds andre kilder i hænderne, f.eks. Astas egen selvbiografi eller den tyske filmhistoriske mursten om hende – og frem for alt med selve det filmiske materiale – og noget lignende tænker fortælleren undervejs, når hun mister troen på sit projekt, der ikke vil finde en form.
Asta Nielsens biograf
Når hun mod slutningen af første del selv spørger »Er jeg Asta Nielsens biograf?« kan jeg ikke lade være at ønske, at hun havde besvaret dette finurligt flertydige spørgsmål med et frygtløst, rungende »ja« i stedet for gang på gang at vige tilbage for opgaven i beskedenhed. For Tind vil egentlig både skrive Astas biografi og være hendes biograf – altså give hende den biografbevilling, hun aldrig fik, og som skulle have været hendes platform i den danske offentlighed – men forbliver ubeslutsom. Hun prøver lidt af det hele, interviews med folk der kendte hende, referat af hendes egen skrift, optryk af breve, beskrivelse af filmscener fra karrieren, autoiscenesættelse af sig selv som biografen, og transskription af samtalebåndene. Litterært vægelsind kan godt være søgende og smukt, som det er i Tinds tidligere digtbøger, eller det kan være intenst og flosset, som hos Hanne Viemose, men her forbliver det underligt tamt.
På et tidspunkt i sin research interviewer Tind to tyske filmhistorikere. »De har et andet perspektiv,« siger den ene om Tinds Asta-projekt, i relation til deres eget, filmhistoriske: »De har det her hus, det var sådan de fandt hende, det er en anden indgang.« Det forekommer mig en vigtig observation, dette i bund og grund rumlige udgangspunkt for Tinds fascination af Nielsen. Måske derfor virker den minimalistiske Asta Nielsen-gavludsmykning i Valby, som Tind har skabt, og som blev indviet sidste år, mere forløst end hendes bog, for den tager netop Asta ud i byrummet. Den bliver hendes biograf i den forstand, at den bøjer hendes navn i lys over byen – mens Astas skygge forbliver mere diffus.
