Baggrund
Læsetid: 8 min.

Da han var færdig med at slå ihjel, gik han ud for at brække sig

Hvad føler soldater, der pludselig gribes af fysisk afsky over at slå ihjel? Er det en iboende menneskelig moral, som pludselig gør opmærksom på sig selv gennem kroppen? Eller kan de voldsomme brækfornemmelser bare skyldes almindelig ubehag over at se noget grimt? En ph.d.-afhandling om afsky forsøger at komme svaret nærmere
Spørgsmålet er, om gerningsmændene får det dårligt, fordi de synes, at de har gjort noget forkert – og om den følelse i givet fald er udtryk for en medfødt, menneskelig aversion mod at dræbe, siger moralfilosof Ditte Marie Munch-Jurisic

Spørgsmålet er, om gerningsmændene får det dårligt, fordi de synes, at de har gjort noget forkert – og om den følelse i givet fald er udtryk for en medfødt, menneskelig aversion mod at dræbe, siger moralfilosof Ditte Marie Munch-Jurisic

Clara Bach/iBureauet

Kultur
7. april 2016

En mand i karrygult jakkesæt og blanke sko står på et hustag og mindes sin fortid:

»Jeg vidste, det var forkert, men jeg blev nødt til at gøre det,« siger han. Anwar Congo er gangster og tidligere bøddel for militærstyret i Indonesien. Nu er han vendt tilbage til det sted, hvor han i 1965 egenhændigt henrettede flere hundrede kommunister.

Uden at vise tegn på anger beretter han detaljeret om sin rolle i det historiske folkemord. Han er stolt af, hvad han har gjort, for det var nødvendigt, siger han.

Men så sker der pludselig noget.

Uden varsel skyller en serie af spontane brækfornemmelser igennem kroppen på ham. Hans fysiske reaktion er overvældende, også for ham selv.

Udmattet læner han sig op ad en mur for at sunde sig – men kort efter fortsætter han, hvor han slap. Han fortæller, at hans foretrukne henrettelsesmetode var at strangulere sine ofre med et stykke ståltråd, som han viklede om en pind.

Så sker det igen. Nye opkastningsreflekser, nye dybe støn. Det er, som om kroppen forsøger at udskille den ondskab, som har taget bolig i ham. Som om en indre menneskelighed gør oprør imod hans selvpåførte forråelse.

De fleste, der har set Joshua Oppenheimers prisbelønnede dokumentarfilm The Act of Killing fra 2012, har formentlig tænkt den samme tanke: Vi vil så gerne forstå Anwar Congos kvalme som et tegn på anger. Som et udtryk for godhedens protest over ondskaben.

Men forholder det sig nu også sådan? Er afsky vitterlig et medfødt instinkt, som kan vejlede os moralsk? Det er det spørgsmål, som moralfilosof Ditte Marie Munch-Jurisic fra Københavns Universitet undersøger i sin ph.d.-afhandling om Perpetrator Disgust (gerningsmands afsky, red.).

I afhandlingen, som hun netop har forsvaret, forsøger hun at forstå det fysiske ubehag, som nogle soldater og gerningsmænd kan føle efter at have deltaget i grusomme krigshandlinger og morderiske forbrydelser.

»Mit hovedspørgsmål er, om gerningsmændene får det dårligt, fordi de synes, at de har gjort noget forkert – og om den følelse i givet fald er udtryk for en medfødt, menneskelig aversion mod at dræbe,« siger Ditte Marie Munch-Jurisic.

’Hvad har jeg gjort?’

Der er rigeligt med eksempler at tage af, for Anwar Congo er langtfra alene om at have oplevet kvalme og svimmelhed i forbindelse med en forbrydelse.

SS-lederen Heinrich Himmler blev angiveligt svimmel og dårlig, da han i 1941 overværede nedskydningen af 100 jøder i Minsk, og Adolf Eichmann, en af bagmændene bag den praktiske udførelse af jødeudryddelsen, har selv fortalt, at han »rystede over hele kroppen«, da han i 1942 overværede gasningen af jøder i udryddelseslejren Chelmno i Polen.

Var det en indre moralsk stemme, som pludselig gav sig til at tale igennem de to naziledere? Fik de det dårligt, fordi de inderst inde godt vidste, at de havde gjort noget forkert?

Animalsk medlidenhed

Samme spørgsmål stillede den tyskfødte jødiske filosof Hannah Arendt sig, da hun i 1961 tog til Jerusalem for at dække retssagen mod Eichmann for The New Yorker. Arendt hæftede sig ved begrebet »ondskabens banalitet«. Tilsyneladende var der slet ikke brug for ontologisk ondskab for at skabe betingelserne for et folkemord; det var nok med et effektivt bureaukrati og en hadsk ideolog.

Og alligevel kunne Hannah Arendt ikke helt slippe tanken om, at de fysiske udbrud af afsky, som Eichmann og andre nazister udviste, var »instinktive reaktioner« eller en form for »animalsk medlidenhed«, som hun formulerede det.

»Det er interessant,« siger Ditte Marie Munch-Jurisic, »at selv sådan en som Hannah Arendt, der talte om ondskabens banalitet, fortolkede nazisternes emotionelle afsky som et udtryk for noget grundlæggende menneskeligt. Som en kropslig reaktion mod den perverterede fornuft.«

Samme tolkning lagde historikeren Christopher R. Browning for dagen, da han i 1992 analyserede den nazistiske reservepolitibataljon 101. Bataljonen, som bestod af såkaldt »almindelige mænd« fra Hamborg uden nævneværdig militærtræning, under krigen blev beordret til at slå jødiske kvinder og børn ihjel – og mange reagerede med opkast og mareridt.

I sin berømte bog Ordinary Men konkluderede Browning, at soldaternes afsky måtte være resultatet af en moralsk konflikt mellem deres egne »menneskelige instinkter« og det nazistiske regimes hadefulde ideologi.

Men da professor i statskundskab Daniel Goldhagen fire år senere i 1996 beskrev den samme bataljon, kom han frem til den stik modsatte konklusion. Soldaternes ubehag, mente Goldhagen, bundede ikke i en »moralsk afsky«, men skyldtes blot en »æstetisk afsky« over at blive konfronteret med noget grimt og ildelugtende.

Citroner og spædbørn

Så hvem havde ret: Browning eller Goldhagen? Er afsky en moralsk rettesnor eller blot resultatet af et æstetisk ubehag?

Personligt er Ditte Marie Munch-Jurisic meget skeptisk over for forestillingen om, at der skulle være en instinktiv natur, der taler til os igennem vores afsky.

»Men omvendt er der ingen tvivl om, at der ofte er tale om en psykosomatisk reaktion som er så ufrivillig og voldsom, at den for mange opleves og forstås som naturlig,« siger hun.

I virkeligheden kan det siges ret enkelt: På den ene side er vi født med en fysisk og biologisk evne til at føle afsky. Men det, vi konkret føler afsky over for, er formet af vores sociale, kulturelle og politiske opvækst.

»Vores afskyreaktioner fungerer som automatiske reflekser, men ender med at føles helt naturlige, selv om de er tillærte. De bliver reaktioner, som vi ikke selv er herrer over. Tænk på den spontane væmmelse, der skyller ind over os, når vi kommer til at tage en bid af et stykke muggent brød, eller kommer til at hælde sur mælk i vores kaffe. Det føles instinktivt og naturligt, men det er en tillært refleks,« siger hun.

Faktisk er det sådan, at hvis man fører en skive citron op til et spædbarn, vil barnet lave præcis den samme grimasse, som når et voksent menneske konfronteres med noget, han eller hun finder afskyeligt. Og alligevel kan barnet først selv udpege noget som afskyeligt, når det er to-tre år.

»Små børn lærer, hvad der er afskyeligt af deres forældre og af den kultur, der omgiver dem. Det første, vi lærer, er helt basale afskyreaktioner, som at det for eksempel ikke er smart at lege med sin egen afføring. Senere lærer vi, at afsky også kan handle om sociale koder: ’Lad være med at smaske’ eller ’lad være med at pille næse’ – og først senere endnu lærer vi, at visse overtrædelser af moralske kodeks også skal betragtes som afskyvækkende: For nogle er det umoralsk at spise kød, for andre gælder forbuddet homoseksualitet,« siger Ditte Marie Munch-Jurisic og fortæller, at en af hendes tidligere kolleger netop voksede op i 1950’erne i en kultur, hvor han lærte, at homoseksuelle var ulækre.

»Selv om han i dag går ind for homoseksuelles rettigheder og for beskyttelse af seksuelle minoriteter i enhver henseende, så kan han stadig få det fysisk dårligt, når han tænker på to mænd, der har sex,« siger hun og fremhæver endnu et eksempel fra samme boldgade:

»Da jeg var et år på University of Chicago, talte jeg med filosoffen Martha Nussbaum, som er en af de helt store inden for moderne afskyforskning. Og hun nævnte, hvordan hvide sydstatsfruer, der voksede op med raceadskillelse i Syden, havde ekstremt svært ved at lægge deres afsky fra sig, da de i 1960’erne gjorde op med deres baggrund og flyttede til New York og blev liberalt orienterede kosmopolitter. Pludselig kunne den gamle, kulturelt indlærte afsky over for sorte mennesker finde vej til dem på de mest ubelejlige tidspunkter,« siger hun.

Afskyens moralske potentiale

Man behøver altså ikke at være enig i den afsky, man føler. Som Anwar Congo kan man mene, at man gjorde det rigtige ved at slå ihjel – og alligevel føle afsky over sine gerninger. Og som hvid sydstatsfrue kan man mene, at sorte amerikanere er ligeværdige mennesker, der fortjener de samme rettigheder som alle andre – og alligevel føle ubehag i deres selskab.

»Følelsen af afsky ikke nogen konsistent moralsk rettesnor. Den kan have et progressivt moralsk potentiale, men den kan lige så vel være et levn fra en gammel moral, man siden har fjernet sig fra,« siger Ditte Marie Munch-Jurisic.

Af samme grund stiller hun sig stærkt skeptisk over for afskyens potentiale som moralsk vejleder. Der er ganske enkelt alt for mange eksempler på, at afsky er blevet brugt til at stigmatisere og undertrykke minoriteter.

»I visse samfund bruges afsky til at retfærdiggøre ekstremt undertrykkende praksisser. For eksempel vil religiøst højreorienterede amerikanere argumentere for, at den afsky, de føler over for homoseksuelle, er Guds måde at fortælle os alle, at homoseksualitet er en synd,« siger hun.

Endelig behøver følelsen af afsky ikke at føre til en forandring til det bedre. Ofte sker der tværtimod det stik modsatte: Vi forsøger enten at flygte fra vores afsky eller at overvinde den.

»Hvis man oplever et stærkt fysisk ubehag, vil man ofte være stærkt motiveret til at komme så hurtigt væk fra situationen som muligt. Og det er ret forbløffende, hvor let vi faktisk har ved at overvinde vores afsky. Mange af betjentene i politibataljon 101 følte i begyndelsen afsky, men allerede efter nogle få aktioner holdt de fleste helt op med at føle noget – og nogle følte lige frem en glædesrus ved at deltage i uhyrlighederne,« siger Ditte Marie Munch-Jurisic.

Men afsky kan føre noget godt med sig, understreger hun.

Tag eksempelvis Werner Herzogs dokumentarfilm Into the Abyss (2011), der blandt andre følger en ansat i et såkaldt Death House i Texas, som eksekverer statens dødsdomme.

Efter at en ny guvernør, Rick Perry, er kommet til, stiger antallet af dødsdømte voldsomt, og det påvirker ham. En aften, mens han sidder derhjemme og ser nyheder, ser han et billede af en kvinde, som netop er blevet henrettet. Pludselig begynder han at ryste, svede og græde, og kort efter træffer han en afgørende beslutning. Han siger sit job op, og i dag er han stærk fortaler for afskaffelse af dødsstraf.

Så hvor efterlader alt dette afskyen som filosofisk begreb? Ifølge Ditte Marie Munch-Jurisic var Christopher Browning formentlig for håbefuld, da han fortolkede afsky som et resultat af en urmenneskelig moral. Omvendt var Daniel Goldhagen sandsynligvis for pessimistisk, da han udelukkende så afsky som resultatet af et æstetisk ubehag.

»Følelser af afsky kan vidne om en indre moralsk konflikt, men det betyder ikke, at moralen er grundfæstet i noget særligt menneskeligt. Den er blot udtryk for en kulturel prægning, der lever videre i det bagerste af vores bevidsthed,« slår Ditte Marie Munch-Jurisic fast:

»Men det betyder ikke, at vores følelser af afsky er irrelevante eller noget, der pr. definition skal afvises blankt. Afskyen kan afsløre sider af os selv, som vi havde glemt, og som vi ikke længere identificerer os med. Andre gange kan den være det gennembrud, som får os til at indse, at vi har handlet forkert. «

Clara Bach/iBureauet

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Robert Ørsted-Jensen

Fantastisk emne at grave dybt i - dette er uhyre vigtigt

Jeg tror ikke vi har nogen medfødt moral eller vidsen om, hvad "det rigtige" er. Forsøget med, at almindelige mennesker skulle "give stød" til en skuespiller i en "elektrisk stol" når skuespilleren "svarede forkert", viser, at vi egentlig ikke har nogen særlig stor modstand mod at udføre bestialske handlinger, selv om vi ser konsekvensen på et levende, hjælpeløst menneske lige foran os.

Hende, der efterfølgende har brugt en stor del af sit liv på at få erstatning af DR, er kun fortørnet over at få udstillet på TV, hvad hun også rummer og ikke selve handlingen i sig selv.

En hypnotisør kan få folk til at gøre ting, som er grænseoverskridende, og propaganda kan måske betragtes som en slags "langsom hypnose". Når Himmler og Eichmann kaster op og får kvababbelser, er det fordi de har lært ét regelsæt, da de var børn og selv har udviklet og tillært sig et andet under Nazismen. Og når de to kolliderer, er resultatet det samme som for alle, der lever et dobbeltliv: Det kan gå så og så længe, men til sidst kollapser man.

Samtidig kan næsten alle slagteri-slagtere fortælle, at i løbet af de første dage som lærling, har også de prøvet pludselig at blive grebet af koldsved og kvalme/opkastninger, alene p.g.a. alt det meget blod og det absurde i at sætte døden sådan i system. Selv om de godt ved, at dyret dør omgående og uden nogen form for smerte og at også folk i byerne uden bondegård skal have mad.

Må vi stadig kalde soldater for 'mordere i uniform?' ...

Trond Meiring

Gør det nogen etisk/moralsk forskel, hvad for noget tøj morderen er iføret?

Niels Duus Nielsen

Trond Meiring: Det spurgte jeg også min etiklærer om i sin tid, og han smilede bare og sagde: Hvad synes du selv?

Hvorefter han holdt et lille foredrag om jura, og pointerede, at jura og etik ikke altid er kongruente størrelser.

Robert Ørsted-Jensen

Jan nej for soldater er soldater og bødler der myrder folk i fredstid er ikke soldater

Trond Meiring

Jan, nej, for jura og etik er ikke altid kongruente størrelser.

Den hykleriske spagat mellem etik og krigsførelse - tyskerne fører an.
At soldater også kan optræde som bødler har vi jo set bl.a. i Irak - tyskerne har helt forstået problematikken, de må nemlig ikke deltage i svineriet med mindre der ikke er tale om en krig efter internationale regler for, hvornår der er tale om krig eller fred og som ikke er i strid med deres egen grundlov - derfor har de i flere tilfælde sagt nej eller simpelthen opfundet nye betegnelser såsom krigslignende situationer, så de alligevel kunne sige ja og deltage i myrderierne og tilfredsstille deres alliancepartnere, primært USA - skillelinien er som altid: er de bevæbnede til eget forsvar eller ej, ligesom de blev i Irak ...

Niels Duus Nielsen

Jan Weis, det er ikke nemt. Selvforsvar hører under nødretten, og man har principielt altid ret til at forsvare sig selv.

Men så er der faktisk en gammel maxime, der siger, at "angreb er det bedste forsvar". Så at vi her fra Danmark medvirkede i angrebet mod Irak, kan sagtens udlægges som selvforsvar, og det bliver det skam også.

Hvis ikke jeg husker helt galt, var det samme begrundelse, Hitler gav for at invadere Sovjetunionen: Han ønskede at forsvare Europa mod de fæle asiatiske kommunister, inden de angreb os. Efter krigen fik amerikanerne samme ide, de kalder det blot "preemptive strike". Heldigvis for os europæere havde man i mellemtiden opfundet atombomben, så det blev for risikabelt at angribe russerne direkte.

Irakerne havde ikke nogen atombombe, så de var et legitimt (?!?) mål for en aggressiv forsvarskrig. Det krævede blot at man udskiftede hovedfjenden, som i det 20. århundrede var "kommunismen", med det 21. århundredes hovedfjende, "islamismen".

Gælder dog ikke Pakistan, de har en atombombe, så de er vore venner, selv om de er muslimer. Nordkorea er ikke vore venner, for de er kommunister, men de har også en atombombe. Og russerne er blevet rigtige kapitalister; af en eller anden grund kan vi alligevel ikke lide dem, men også de har en atombombe.

Som sagt, det er ikke nemt.

Robert Ørsted-Jensen

Ja Jan, og bødler kan blive soldater, diktatorer, presidenter, generalsekretærer og generalissimo, men at være soldat er stadig ikke det samme som at være bøddel i fredstid. Høre og krigsførsel er desværre stadig en nødvendighed, som bør anvendes som en sidste udvej og med omtanke, men vi burde alle være taknemlige for at der er folk der vil være soldater og lade være med at svine dem til som bødler

Så lad os da bare kalde dem - potentielle bødler ...

Robert Ørsted-Jensen

vi er alle, du iberegnet Jan, potentielle bødler. Man er ikke hverken mere eller mindre potentiel bøddel fordi man er soldat. Ironiosk nok er paciifister ofte dem der, med deres umoralske opfattelser, ender med at befordre bødler

Robert Ørsted-Jensen

“pacifism is objectively pro-fascist” George Orwell

Robert Ørsted-Jensen

moralsk uansvarlighed

Trond Meiring

Hvis det var en alvorlig ment påstand fra Orwell, og ikke en parole fra 1984, så presterede han selv en dobbeltplusgod newspeak.

Trond Meiring

Militarismen er i sin natur pro-fascistisk og autoritær.
Vi har brug for flere, der går ind for aktiv(-istisk) ikke-vold, og mindre militær.
Men, Rom blev jo ikke bygget på en dag, ej heller styrtet på en dag.

Trond Meiring

Et regimente stod på geled, og en sergent gik og inspicerede på pladsen.
Da siger en soldat fra et geled, "Militarismen fordummer menneskeheden."
"Hvem sagde det?", ville sergenten vide.
"Sokrates", sagde soldaten.
"Vil menig Sokrates træde et skrit frem?", sagde sergenten så.

Robert Ørsted-Jensen

Der er forskel på "militarisme" og "facisme" og så det at forholde sig realistisk til virkeligheden med den simple erkendelse at man bør være parat til som sidste udvej når det gælder om at forsvare medmennesker mod overgreb og sine egne, sit land og de værdier der er afgørende for retfærd og frihed

Robert Ørsted-Jensen

Trond det er ikke bare en påstand Orwell kom med det var fort ham en konstatering af fakta. Pacifismens imoralitet. Hvis du er i tvivl bør du læse hans biografier. Personligt var han altid rede til at anvende våben for at dæmme op for fascisme

Trond Meiring

Var Gandhi umoralsk? Nu og da er der situationer, hvor man bliver nødt til at kæmpe mod fascisterne, men har vi haft seriøse, langvarige forsøg med ikke-vold? Måske kan det lykkes, at dæmme op mod fascismen med vold, en smule bedre, end hvad "krigen mod terror" gør. Men den går som kendt ad helvede til. Man kan lykkes i, at stoppe fascisterne i en given situation, men gør man noget for freden?

Trond Meiring

Der er også forskel på militarisme og "moderne militærvæsen", og så geriljakrig, som Orwell var med på i Spanien. Fascismen er et iboende element i det første, men ikke i det andet. Og modstanden har grundlæggende den moralske ret.

Robert Ørsted-Jensen

VPN-serveren af Ghanis tankegang vil være umoralsk. Inter understreger dette bedre end hans brev til Adolf Hitler

Robert Ørsted-Jensen

VPN-serveren af Ghanis tankegang vil være umoralsk. Inter understreger dette bedre end hans brev til Adolf Hitler

Robert Ørsted-Jensen

Consequensen af

Robert Ørsted-Jensen

Gandhis ideer fungerer i situationer hvor der er en offentlighed men i alle andre situationer er set naivitet og en naivitet der fører til amoral

Trond Meiring

Gandhi var ikke den eneste der var naiv overfor Hitler inden krigen, men han boede også langt vekk og uden dagens medietilgang.
Takket være Gandhi var der relativt lidt af vold og drab under Indiens frigøring, til forskel fra de fleste andre (nu tidligere) kolonier. Uden ham ville det have set meget verre ud.

Robert Ørsted-Jensen

sandt - men hele dette spæktre sætte pacisfisme i perspektiv - det forekommer mig at det er kiorrekt at der er situationer hvor naivitet fører til umoral -