En film bør være som en sten i skoen

Da Lars von Triers Antichrist havde premiere på filmfestivalen i Cannes i maj 2009, blev mange mennesker stødt på manchetterne af den voldsomme film. Til det obligatoriske pressemøde ville en harmdirrende britisk journalist f.eks. have Trier til at forklare sig selv og retfærdiggøre filmen. Det ville Trier naturligvis ikke.

»I er alle mine gæster,« sagde han.

»Jeg arbejder for mig selv, og jeg har lavet denne lille film, som jeg er ret glad for. Jeg har ikke lavet den for dig eller for publikum, så jeg synes ikke, at jeg skylder nogen en forklaring.«

Og skal man sige noget sammenfattende om Trier, er det, at han altid er gået sine egne veje, uagtet publikums eller kritikernes smag. Dermed ikke være sagt, at han ikke gerne vil have et stort publikum – Trier tester f.eks. sine film, ikke for at lave om på slutninger og den slags, men for at være sikker på, at publikum forstår dem – men han forsøger for hver film, for hvert projekt, at udfordre sig selv og publikum med både de filmiske virkemidler og de historier, han fortæller.

»En film bør være som en sten i skoen,« siger instruktøren selv i metafilmen Epidemic (1987), der blandt andet beskriver den (destruktive og kannibalistiske) kunstneriske proces, og det credo har han fulgt lige siden. I morgen bliver Trier 60 år gammel, og det synes at være en god anledning til at se nærmere på et sjældent mangfoldigt og egensindigt værk, der fascinerer og frastøder biografgængere, kritikere og forskere verden over.

Brechts verfremdung

Lars von Trier laver ofte genrefilm, men som alt andet med ham, er de aldrig, hvad man forventer: Komedien Direktøren for det hele er ikke nogen almindelig komedie, men handler også om kunstens væsen. Krimien Forbrydelsens element, Triers første film, er ikke bare en krimi, men også en brutal fremtidsvision.

Spøgelsesserien Riget er også en institutionssatire. Og musicalen Dancer in the Dark ligner ikke nogen som helst andre musicals, man har set før, og er nærmest højnet melodrama.

Trier bruger ofte det, Bertolt Brecht kaldte verfremdungseffekter, altså gør publikum opmærksom på, at det sidder og ser en film, hvor instruktøren forsøger at manipulere det bedste, vedkommende har lært.

Alligevel lykkes det gang på gang Trier at få os til at falde for historien og leve os med i personernes skæbner, så vi rent glemmer den skamløst melodramatiske konstruktion i Breaking the Waves, at kulisserne blot er kridtstreger på et stort scenegulv i Dogville, at sangscenerne i Dancer in the Dark er optaget med 100 kameraer, og at Trier indimellem selv dukker op i Direktøren for det hele og kommenterer handlingen som et andet græsk kor.

Trier er filmverdenens svar på den legendariske, amerikanske baseballspiller Babe Ruth, der med battet i hånden pegede derhen, hvor han ville slå sine homeruns, hvorefter han med største selvfølgelighed sendte bolden ud af banen i præcis den retning.

Flere steder i Breaking the Waves kigger hovedpersonen, Bess, drilsk i kameraet som for at sige, »følger I med? Er I stadig med mig?« Der er en god del psykologi involveret i den form for bevidst drilleri, som kun de mest brillante illusionskunstnere kan slippe af sted med.

Tryllekunstneren Trier

Man kan nemlig også sammenligne den danske instruktør med en tryllekunstner, der begynder sin forestilling med at afsløre alle hemmelighederne for publikum for så alligevel at overraske og forbløffe med trick, der slet ikke er, som man havde forventet.

Forklaringen på, at det virker for Lars von Trier, er, at han nok er bevidst om sine virkemidler, og gerne vil skubbe publikum derhen, hvor det passer ham, men også at han tror på de historier, han fortæller, og de mennesker, han fortæller om. Hvis ikke han var oprigtig, og hvis ikke han var eminent til at få så nøgne og overbevisende præstationer ud af sine hovedrolleindehavere, især kvinderne, ville filmene ikke fungere, men i stedet afsløre sig som hule stiløvelser.

Jeg tror ikke, jeg nogensinde på film har oplevet noget så hjerteskærende som slutningen af Triers dogmefilm, Idioterne, hvor den sørgende Karen (Bodil Jørgensen), tager hjem til sin familie og hen over lørdagskaffen ’spasser’ i håbet om medfølelse og forståelse, men også for at frigøre sig fra familiens kvælende favntag. Scenen sætter de øvrige ’spasseres’ samfunds- og systemkritiske projekt i relief og understreger Triers empati med outsiderne.

Kvinderne fylder

Bodil Jørgensen spiller ikke i slutscenen – eller i resten af Idioterne – et menneske ved navn Karen. Hun er Karen på samme måde, som Emily Watson er Bess i Breaking the Waves, og den islandske sanger Björk er Selma i Dancer in the Dark. De tre film udgør Triers såkaldte Guldhjerte-trilogi, og det er umuligt ikke at blive påvirket af de tre films godhjertede og opofrende kvindeskikkelser.

I det hele tager fylder kvinderne meget i Lars von Triers verden efter de tre første, køligt formalistiske film, Europa-trilogien, Element of Crime, Epidemic og Europa, hvor instruktøren viste, hvad han kunne visuelt og filmteknisk.

Det er tre bemærkelsesværdige film, der viser Trier fra den politiske, humoristiske, legelystne og innovative side, som er blevet hans vigtigste varemærke – og de fangede med det samme den internationale filmverdens opmærksomhed. Men det er også tre forholdsvis følelseskolde film, der mere handler om billeder og teknik, end de handler om mennesker og historier.

Det ændrede sig med tv-serien Riget og ikke mindst Breaking the Waves, der blev Triers store, internationale gennembrud. Hvor han i begyndelsen af sin karriere var bange for skuespillere og ikke vidste, hvordan han skulle håndtere dem, lærte han at kommunikere med dem på Riget, og under optagelserne til Breaking the Waves var han anderledes afslappet og imødekommende.

Det er resulteret i en perlerække af umiddelbart væsensforskellige film, der alligevel har meget tilfælles: De eksperimenterer med filmmediet, kamerateknikker og visuelle effekter, bruger genrefilmens konventioner til at fortælle stærke historier på nye og overraskende måder og handler om mennesker – forfulgte, udstødte eksistenser, idealister – som insisterer på at gøre tingene på deres egen måde og må lide for det.

Som der står i Morten Piils Danske filminstruktører: »Næsten alle hans film handler tragisk om idealistens lidelse. De farlige idealer, der samtidig udtrykker den passion, uden hvilken livet ville være en fad rutines levende død. Lidenskabens livgivende nødvendighed og den lidenskabelige idealismes dødbringende tragedie er koblet sammen.«

Man kan kalde Triers film selvbiografiske i den forstand, at de beskæftiger sig med fænomener og ting, han er optaget af – sex, forholdet mellem kvinder og mænd, sindets irgange, kunst, fluefiskeri, samfundsstrukturer, undertrykkelse, frigørelse – og at hovedpersonerne i de fleste af dem, også kvinderne, er spejlinger af Trier som menneske og kunstner.

Han er selv en ’idiot’, der ’spasser’ i det gode filmselskab, og han er selv den grænsesøgende pige og siden kvinde, der uden tanke for eget helbred udforsker sin seksualitet og så prøver at chokere den mand, hun fortæller sin historie til, i den monumentale og stærkt erotiske Nymphomaniac.

Åbne for fortolkning

Guldhjerte-trilogien, der udforskede den grænseløse kærlighed, blev afløst af den ufuldendte Amerika-trilogi, hvor Lars von Trier i Dancer in the Dark og Dogville kaster et kritisk blik på det USA, han aldrig har besøgt, men som altid har fascineret ham, og med to kvinder i centrum endnu en gang fortæller sindsoprivende historier om forfølgelse og opofrelse.

Så kom Direktøren for det hele, der blandt andet handler om kunstnerens rolle i et uforstående samfund, og den blev efterfulgt af depressionstrilogien, som man vel også kan kalde farlige kvinder-trilogien, Antichrist, Melancholia og Nymphomaniac.

Hovedpersonerne i de tre film er kvinder, der alle forfølger deres behov og undervejs både knuser mænd, hele jordkloder og sig selv. Trier lider selv af depressioner, og det er ikke svært at se kvinderne som hans alter egoer, men også som forskellige sider af kvindekønnet, kunsten og mennesket mere generelt. En af de mest fascinerende ting ved hans film er netop, at man kan læse næsten hvad som helst ind i dem.

Drillepinden Trier

Meget afhænger af øjnene, der ser, som man siger, og filmene er blevet kaldt alt fra misogyne til feministiske manifester. I virkeligheden siger de voldsomme reaktioner på Triers film nok mere om os som publikum, end de siger om ham, hvilket bringer os tilbage til den vrede britiske journalist i Cannes.

Indimellem bliver man som kritiker – og som menneske – så anfægtet af et kunstværk, at man har brug for at tale om det og få det forklaret. Man mangler noget at holde fast i, fordi ens verdensbillede er blevet udfordret, og ens opfattelse af, hvordan alting hænger sammen, er blevet knust.

Ingen tvivl om, at den britiske journalist ville have Lars von Trier til at forklare sig, fordi han var så forarget over Antichrist. Han ville vide, hvad meningen var. Det er bestemt også en voldsom film, hvori to mennesker både fysisk og psykologisk gør skade på hinanden, blandt meget andet kastrerer Charlotte Gainsbourgs hovedperson sin mand, spillet af Willem Dafoe, på temmelig eksplicit vis.

Men bedst som man er allermest forarget eller chokeret over filmen, dukker der en ræv op og siger med dyb stemme, »chaos reigns.« Det er umuligt ikke at grine, og sådan er det også ofte med Triers film. De er ikke for sjov, men man skal samtidig passe på med at tage dem alt for alvorligt og bogstaveligt. Der er en mening med galskaben, men det er ikke altid lige indlysende, hvad den er.

Og det er vel en af kunstens fremmeste opgaver; at vække til eftertanke, stille spørgsmål, forvirre og være vanskelig på alle tænkelige måder – at være som en sten i skoen.

Trier kan godt lide at drille publikum, nogle gange mere åbenlyst end andre, og det er ikke mindst det, der gør hans film så fascinerende, frustrerende og ofte polariserende. Det er sjældent, at man bare trækker på skuldrene over en Trier-film. Som oftest reagerer man noget stærkere, enten med vrede eller begejstring.

Gennem sin karriere har Trier gerne ladet sig inspirere af andre kunstnere og filmskabere – Dreyer, Tarkovskij, Welles, Lynch, Scorsese, Sirk, Hitchcock og mange andre – men han er i høj grad sin egen. Om man så kan lide alle hans film eller ej, så er han en af den moderne filmkunsts mest originale og unikke skikkelser.

Lige nu skriver Trier på en ny film, The House that Jack Built, og jeg kan næsten ikke vente med på ny at skulle være hans gæst.