Læsetid 9 min.

’Flygtningestrømmen er en gave til Europa’

Det gamle Europa må dø. Og det nye Europa skal være i evig bevægelse – som flygtningestrømmen. Den er vores mulighed for at vågne op som politiske samfundsvæsner, mener Madame Nielsen, der i jagten på det historiske nu har vandret i flygtningenes fodspor hele vejen fra Hellas i Grækenland til ’The Land of DKay’
Madame Nielsens ’Invasionen’ handler om at gøre Europa og flygtningestrømmen synlig som fortælling og historie. Om at skildre det, der sker uden at være strategisk eller forsøge at pumpe det op, som hun synes, man gør i medierne.

Madame Nielsens ’Invasionen’ handler om at gøre Europa og flygtningestrømmen synlig som fortælling og historie. Om at skildre det, der sker uden at være strategisk eller forsøge at pumpe det op, som hun synes, man gør i medierne.

Sofie Amalie Klougart
2. april 2016
Delt 88 gange

Mandag den 7. september 2015 klokken 15:31 stiger Madame Nielsen om bord på toget i Berlin, der via Puttgarden-Rødby skal tage hende med til København.

Der er næsten ingen andre passagerer i togvognen mellem Berlin og Hamborg. Men på Hamborg Hauptbahnhof sker der noget. En strøm af mennesker, af flygtninge, vælter ind i kupeerne. De har billetter, men ingen pladsreservationer, og det bliver tæt og trængt i løbet af ingen tid.

Mange har rejst hele vejen fra Syrien, Iran eller måske Afghanistan op igennem Europa på få uger. Men ved den danske grænse bliver de pludselig tilbageholdt af politibetjente: De skal registreres, de skal udspørges, de skal undersøges.

Utålmodigt bryder først nogle, siden flere ud for til fods at fortsætte vandringen mod København eller Malmø langs motorvejen. Men ikke Madame Nielsen, hun kan ikke bare gå med. For man kan ikke sådan uden videre koble sig på de skæbnesvangre historisk øjeblikke.

»De havde vandret så langt og længe for at komme hertil. Så jeg kunne da ikke bare hoppe med her. Nej, jeg måtte selv gå den samme vej, igennem de samme strabadser og virkelig gribe det historiske nu for så at give det videre som fortælling – fortællingen om min egen vandring, om flygtningestrømmen, om hvad Europa var, er og bliver,« fortæller Madame og sætter sig til rette på bænken foran Fuchsia Drivhuset i Sorø med søen på den ene side og klosterkirken på den anden.

Vi er de eneste mennesker i parken, selvom solen skinner upåklageligt fra en klar himmel. Hun ligner ikke en vandringsmand i traditionel forstand, som hun sidder der på bænken og glatter sin nederdel over sine korslagte ben.

Hun er godt nok iført vandrestøvler, men hendes læber er knaldrøde, hendes nederdel går et godt stykke ned over knæene og den vinrøde alpehue sidder karakteristisk sirligt på skrå. Hun ligner nærmere – og påfaldende nok – en rigtig madame, et midaldrende fruentimmer.

Men ikke desto mindre gik hun altså fra Thessaloniki i Grækenland, gennem Makedonien, videre til Serbien, igennem Zagreb og Kroatien, Slovenien, Østrig og så hele vejen op gennem Tyskland for til sidst at ramme det europæiske kontinents nordlige tip, Danmark, hvad Madame Nielsen selv beskriver som »The Land of DKay«.

Det var en rejse, hun måtte gøre sig; en dannelsesrejse, der nu er mundet ud i dannelsesromanen Invasionen – en fremmed i flygtningestrømmen. Hun skriver i bogens prolog:

»Som i andre afgørende øjeblikke i min lille del af verdenshistorien – da Muren begyndte at smuldre, da Sovjetunionen imploderede, da den amerikanske hær gik ind i Irak, og da revolutionerne brød ud på Tahrir-pladsen i Kairo og Maidan i Kiev – følte jeg i en blanding af rædsel og fryd, at dette var skæbnesvangert, ikke blot for Europa, men også for mig.«

Også i sine tidligere liv, som Claus Beck-Nielsen, Das Beckwerk eller Den Navnløse, har Madame Nielsen haft en særlig evne og en trang til at være til stede i det historiske øjebliks sus, i det skæbnesvangre nu i Berlin, i Irak, i Egypten, i Ukraine. Og nu altså også i det meste af Europa.

»Jeg oplevede et stærkt behov for at gøre Europa og flygtningestrømmen til en livserfaring, en virkelig levet erfaring og ikke bare en medie- eller sprogerfaring,« fortæller hun.

Der sker noget ganske særligt i de her historiske undtagelsestilstande, der kræver et anderledes nærvær, mener Madame Nielsen: »Der stilles spørgsmål til alt, og der er ikke noget, der er sikkert. Menneskene mister deres selvsikkerhed, hvilket skaber en anden åbenhed.«

Og den åbenhed må hun altså korporligt befinde sig i og mærke med både krop og bevidsthed. Der skal en særlig levet erfaring til, som hverken den forfatter, der researcher indgående hjemmefra, eller den ærgerrige journalist, der rapporterer direkte fra kamppladsen, kan give form, mener Madame Nielsen.

For hende vil det til enhver tid være vigtigere virkelig at se, opleve og erfare noget frem for at mene, vide eller fælde dom.

»Bogen handler om at gøre Europa og flygtningestrømmen synlig som fortælling og historie. Om at skildre det, der sker uden at være strategisk eller forsøge at pumpe det op, som man gør i medierne. Den er en bog, der siger: Her er verden, se den!«

Og så er det en bog, der vil noget andet – og måske endda mere – end journalistikken. Det er med fuldt overlæg og nøje overvejelse, at genrebetegnelsen ’dannelsesroman’ optræder på forsiden, forklarer Madame Nielsen:

»For ved at gøre rejsen til en dannelsesroman, så bliver den nødvendigvis til noget andet. Ikke nødvendigvis noget sandere, men noget ofte mere facetteret og komplekst.«

Fruentimmeret

Hvis man kender bare lidt til Madame Nielsens mangefacetterede og komplekse karakter, så virker det næsten påfaldende naturligt, at netop hun skulle tage en dannelsesrejse op igennem Europa under efterårets såkaldte »flygtningekrise«. Hun er som flygtningestrømmen selv i evindelig og ganske uforudsigelig forandring: »Ja, jeg er jo nok et menneske, der er i mere bevægelse end de fleste andre,« påpeger hun selv.

Og eksempelvis at iklæde sig alpehue og dametøj skaber en anden åbenhed, siger hun: »Jeg har erfaret, at det fremprovokerer et andet og uforudset møde. Næsten alt, jeg gør, gør jeg som en ’antifluen-på-væggen’-karakter – ikke for at placere mig selv i centrum eller træde op på en scene, men for at møde andre mennesker med karakter. For når flygtningene og politibetjentene møder et fruentimmer som mig, der jo mest af alt ligner én, der skal ud og gå i Harzen, så opstår altså nogle nye og anderledes møder.«

For når man ikke uden videre kan kategorisere eller gennemskue et menneske, så kan man heller ikke uden videre afvise det, påpeger Madame Nielsen og beskriver en situation med en gruppe afghanske flygtninge:

»Normalt ville de tilslørede kvinder stå afventende bag mændene, men da mændene var usikre på, hvad Madame Nielsen var for en størrelse, så trak de sig alligevel tilbage fra deres beskyttende rolle og lod kvinderne træde frem – selvom de nok burde have holdt sig tilbage. Og den form for ødelæggelse af sociale og religiøse ordener er god,« fastslår hun og tilføjer, at alpehuen, læbestiften og dametøjet ikke alene er for flygtningenes eller politibetjentenes skyld. Det er også bare den, hun er:

»Jeg befinder mig godt som kvinde efter at have været et rimeligt mandligt væsen i mange år. Det er ikke en rolle, jeg tager på mig – det er bare sådan her, jeg godt kan lide at være.«

Og sådan, som den overraskende og for- anderlige karakter hun er, vandrede Madame Nielsen på en måneds tid i efteråret altså igennem Europa ad Balkanruten på jagt efter Europas, og også EUropas, karakter og fortælling.

– Og hvad fandt du så ud af? Hvad er Europa, eller EUropa med stort EU, egentlig?

»Det er stemninger. Det er noget, man bare kan mærke, som man nogle gange kan. En fornemmelse, som man ikke kan forudse, tænke eller læse sig til. Noget man må være til stede for at finde. Det er de steder ved de små veje i de øde landskaber, som nyhedsjournalisterne overser. Det er her, man får øje på de detaljer i nuet og det nærværende, der udgør ’det historiske nu’,« fortæller hun og beskriver en specifik situation i Zagreb i Kroatien, hvor fortællerstemmen pludselig bliver et diskuterende ’vi’, der afkræver Madame et svar på, hvordan hun kan mærke, at hun nu pludselig er i EUropa. »Og det er svært for hende at svare på,« forklarer Madame Nielsen fra bænken, »for det er nemlig nærmere en stemning end noget ganske konkret. Indtil hun altså kommer i tanke om et toiletbesøg i et tog!«

Hun slår op på det sted i bogen, hvor Madame altså forsøger at definere, hvad EU egentlig er:

»Nu kommer det: Jeg var på toilet i toget, jeg lod mit vand, lige så sagte, siger hun, og rakte ud, og dér, for første gang under hele min rejse fra Thessaloniki og op gennem Europa var der toiletpapir på toilettet. Toiletpapir! råber hun. Og så er der ikke mere at sige, den er god nok, det her må være EU.«

Madame Nielsen lægger bogen ned ved siden af sig på bænken og siger: »EU er altså toiletpapir i togene. Og den definition er jo helt sand, samtidig med at det jo heller ikke alene kan være det, der er definitionen på EU, vel? Men det er et typisk tegn på samfundsmæssig orden, ikke blot på borgerlig orden, men en reel samfundsorden i EU, at der er toiletpapir på offentlige toiletter, og at de er nogenlunde rene.«

Og det er altså den slags, man må vandre hundredvis af kilometer for at få øje på.

Europa må dø

Et sted mellem Østrig og Tyskland, hvor toiletpapiret igen kan tages for givet, drømmer den vandrende Madame Nielsen, at hun sammen med millioner af andre europæere med vinrøde pas er på flugt fra flygtningene. At europæerne er de sande flygtninge, at hun er Europa selv – og at Europa er døende, fuldstændig segnefærdig under vægten af undtagelsestilstandens love.

– Hvordan skal vi forstå det – er Europa død?

»Nej, det er nærmere et forsyn, en slags historisk fremtidsvision bestående af fortidens elementer – græske gudinder, myter og Moses’ lovtavler. Og så den vidunderligt absurde tanke om en nationalisme, der er så stærk, at den får os til at flygte fra flygtningene.«

At Europa skal dø i overført betydning, er ganske givet for Madame Nielsen:

»Det gamle Europa må hele tiden dø og forsvinde, ja. Hvis Europa vil være levende, så må det konstant forandre sig – og det kan ske på en fornuftig måde, hvis vi er bevidste om den europæiske historie og kultur.«

For Madame Nielsen er Europa både et abstrakt ideal og samtidig en ganske konkret størrelse – som eksempelvis toiletpapir i togene. »Det handler om modet til at leve med det komplekse og alle dets modsigelser,« siger hun.

»Jeg tror, at det eneste, der kan holde Europa sammen, er en fælles ansvarsfølelse, der både angår staten, men også har noget at gøre med medborgerskab, og hvordan man møder andre mennesker.«

Og skal det europæiske fællesskab og demokrati bestå, så må det holdes til ilden:

»Det er jo dybt banalt, men der er ingenting, der kan findes, hvis det ikke udvikler sig. Heller ikke Europa.« Og netop flygtningestrømmen har formået at afsløre, hvor stift, bureaukratisk og ubevægeligt EU i visse tilfælde er.

Derfor spiller flygtningestrømmen en afgørende rolle i Europa, og EUropa, i dag – og ikke som en opsplittende eller ødelæggende krisetilstand. Tværtimod. Flygtningestrømmen kan være med til at skabe et nyt, bevægeligt og demokratisk Europa, mener Madame Nielsen:

»Flygtningestrømmen er en bevægelse, der kræver, at det europæiske demokrati vågner. At den demokratiske medborger vågner, ikke som vælger i et kortsigtet politisk system, men som ansvarlig og politisk samfundsvæsen.«

Som den vandrende Madame Nielsen eftertænksomt konkluderer et sted i Serbien: »Europa går absolut under, ja – men ikke i flygtningestrømmen.«

En fin metafor

Fra bænken foran Fuchsia Drivhuset i Sorø bevæger samtalen sig i mange retninger. Til Hellas og de græske myter, til Dante, til 2. Verdenskrig, Auschwitz og en absurd nationalisme i Polen og flere andre steder i Europa. Europa har været mange steder, mange ting, og det er lige nu på vej mange steder hen. Steder, der ifølge Madame Nielsen er mildest talt bekymrende.

»Det ser ikke godt ud for Europa lige nu, synes jeg. Men der er samtidig ikke grund til at være helt pessimistisk: Jeg tror på de her krisesituationer. Man skal aldrig med vilje udsætte sig for dem, men når de kommer, så skal man også tage imod dem som gaver.« Enhver tid er fuld af åndssvage metaforer og samtidsdiagnoser. Men faktisk er flygtningestrømmen en ret fin metafor for, hvad der foregår i Europa lige nu, mener Madame Nielsen:

»Flygtningestrømmen er en bevægelse, ingen har planlagt, og som ingen hidtil har været i stand til at styre. Den er hele tiden i forandring og finder nye veje, når man forsøger at standse den. Og det er en medrivende bevægelse,« siger hun. En bevægelse, der er lige så dragende, spændende og vigtig som den er tragisk.

– Og hvad med dannelsen – har vandringen forandret dig?

»Det er klart, at sådan en vandring og flygtningestrøm har forandret mig.«

– Ligesom du måske har forandret den lidt?

»Ja,« nikker hun og retter lidt på alpehuen.

’Invasionen – en fremmed i flygtningestrømmen’ af Madame Nielsen, Gyldendal, 200 sider, 250 kroner.

Læs anmeldelsen her.

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv en gratis måned med uafhængig kvalitetsjournalistik

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Anders Jensen
Anders Jensen

Vrøvl!

Det er åbenlyst at samfundet er ved at splitte sig i to diametralt modsatte retninger.
Kan vi ikke allerede nu, dele boet? Fordi dem som mener at multikultur, nedbrydelen af nationalstatten og andet landskadeligvirksomhed er vejen frem kan umuligt forenes med dem af os der er konservative, liberalistiske og nationalistiske i vores tankegang.
Jeg mener ikke du kan forvise dem som mener de har historisk krav på området Danmark, om noget giver naturloven os retten til at blive boende. Derved må det være dem der vil multikulturen og europa der skal flytte sydpå. o/
Jeg for væmmelige associationer til tvangskonverteringen af Danerne tilbage i 1100 års tallet.

Gary Jensen, Martin Schou og Anders Barfod anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Helene Kristensen
Helene Kristensen

Jeg synes man skulle tilbyde Madame Nielsen at følge en sosu-hjælper, en skraldemand, en murerarbejdsmand, en jordog betonarbejder, en fabriksarbejderske en måned, inden hun forærer landet væk.

Brugerbillede for Philip B. Johnsen
Philip B. Johnsen

Fra artikel:
Som den vandrende Madame Nielsen eftertænksomt konkluderer et sted i Serbien: »Europa går absolut under, ja – men ikke i flygtningestrømmen.«

Er 1. maj arbejdernes internationale kampdag?

Nej 1. maj er dag 121 i året i den gregorianske kalender (dag 122 i skudår). Der er 244 dage tilbage af året.
Link: https://da.m.wikipedia.org/wiki/1._maj

Brugerbillede for odd bjertnes

Hende Claus lever et ret interessant liv :-)
Aah, en 'gave' er den nu ikke, 'flygtningestrømmen'. Gaven er ikke til Europa.
Men det drejer sig jo - her i Europa, det er anderledes i USA - om folk, der flygter fra de områder som har udviklet sig på islams præmisser igennem 1000 år. Gaven er naturligvis den relativt nemme vej ud der har åbnet sig for menigmand.
Europas udfordring er derfor at 'levere gaven, den tydeligvis intuitivt ønskede' - andre præmisser, islam-fri præmisser.
En lille del af flygtningestrømmen er ren trojansk hest for de selvsamme som skaber den. Den er eet problem, men det er det mindste. Ren jura.
Men en meget stor del af den fremturer med at de er 'muslimer'. Det er ærligt talt ren automatkodet identitet, det er noget man 'tror', det er en 'kultur' at sige at man er det - uden meget andet indhold end solidariteten med shariah som politisk sag. Burde simpelthen ignoreres af et videnssamfund. Måske problematiseres hvis det er årsag til samfunds-uro ?
Det interessante på individplan er jo ikke, om muslim x 'lægger afstand til'... at nu har islam igen markeret derude (negativ tilgang / stråmandsafdelingen). Det gør 'god-troende' naturer jo helt automatisk, muslim eller ej. Derimod er det ganske væsenligt - og ikke så lidt mere interessant - hvad det er 'muslim x' ser som sin fællesnævner med de der har islam-markeret igen derude ('dialog').

Brugerbillede for Herdis Weins

Lasse Reinhold - ja USA. Når folk slår ihjel derovre eller ryger i totterne på hinanden, sker det yderst sjældent på grund af kulturforskelle eller religion, skønt USA rummer stort set alle verdens afskygninger af religion og kultur. De tillader endda folk at dyrke deres "cultural heritage" i generationer, lige som de ikke blander sig i folks religion.

Brugerbillede for Mihail Larsen
Mihail Larsen

Herdis Weins

Hvilken planet lever du på? Om noget land i den vestlige verden slæber USA fortsat rundt med et kæmpe kulturelt problem - racismen - og her på det sidste har en person som Trump og hans tilhængere vist, at der i høj grad også eksisterer religiøs intolerance.

Dit skønmaleri af det harmoniske USA vil en ret stor del af den amerikanske befolkning nok protestere imod.

Brugerbillede for jonas eugen

@Herdis
Nu ved jeg selvsagt ikke, om du har været udsat for den glimrende øjenåbner at have rejst gennem USA med offentlige transportmidler fra øst til til vest, fra nord til syd, og desuden indlogeret dig steder hvor næppe en turist er at beskue i miles omkreds, at have talt med den rige som den fattige, med den sorte som den hvide, og ej at forglemme t have fået en snak med latinoerne?

Men jeg tror det næppe, for havde du det, ville du umuligt kunne have trukket USA ud af skuffen som bevis på et velfungerende multikulturelt samfund. Tværtimod er et hav af beboere i det store land gennemsyret af mistro mod de borgere, der ikke lige ligner dem selv ... hvilket i øvrigt security firmaerne lever fedt af. Angst og utryghed er nemlig en rigtig god forretning!

Brugerbillede for Herdis Weins

Jeg var fuldstændigt klar over , at de 2 ovenstående kommentarer ville komme - altså essensen i dem.
Har de religionskrige i USA eller borgerkrige ? Nej. Det var sådan set det, mit svar på, da en del DF'ere og andre ynder at mene, et flerkulturelt samfund uundgåeligt fører til borgerkrig.
Har de racemodsætninger, racisme etc. - ja det ved gud de har.
Hvilket ikke er det mindste underligt i et samfund, hvor de økonomiske forskelle er så store og hvor adgang til sygesikring, hospitalsbehandling og uddannelse er et spørgsmål om indholdet på ens konto.
Så længe amerikanerne ikke kan se, at deres samfundsindretning efterlader en stor del af borgerne i nød - og de ikke mener, der kan pilles ved denne - så skal man finde en anden forklaring på ens egen elendighed. Så er det "de andres" skyld, så er det dem, der stjæler kagen. Så fisker en Trump i rørt vande - og idioterne stemmer på ham.

Brugerbillede for Anne Eriksen

USA er et stort land og har længe haft et flerkulturelt samfund. Vi kan ikke sammenligne med vores lille land, men vi prøver så godt vi kan at følge efter.
Mest med ingen ret til "adgang til sygesikring, hospitalsbehandling og uddannelse er et spørgsmål om indholdet på ens konto"!

Brugerbillede for Mihail Larsen
Mihail Larsen

Herdis Weins

Nu har de altså faktisk haft en borgerkrig i USA, og mange historikere er enige om, at selv om slaveriet formelt blev afskaffet, så fortsatte racismen. Mange delstater - især i Syden - vedtog love, der opretholdt racistisk praksis, og der skulle gå hundrede år, indtil borgerrettighedsbevægelsen i USA fik ændret diskriminationen på det juridiske plan. Men ikke med samme vægt på det kulturelle.

"Strange fruits hanging from the trees", som Billy Holliday sang, ophørte ikke før 1968.

Men bortset fra det, så er der en afgørende forskel mellem traditionelle (europæiske) kulturnationer og nye (oversøiske) indvandrernationer.

De første kan med nogen ret forholde sig skeptisk til indvandring, især hvis indvandrerne er bærere af kulturelle normer, der væsentligt adskiller sig fra den eksisterende kulturs. Det kan endog forstærkes, hvis de værdier, indvandrerne repræsenterer, ligner nogle af dem, den eksisterende kultur har brugt årtier eller århundreder på at bekæmpe hos sig selv. Det klassiske eksempel er behandlingen af kvinder, men spektret er meget bredere, og handler i bund og grund i, om de nytilkomne vil respektere den europæiske oplysning. Det vil en del af dem tydeligvis ikke - og derfor er der ikke kun tale om 'gensidig forståelse', men om en trussel mod frihedsværdier, vi i Europa har brugt mindst 500 år på at erobre og stadfæste. Derfor er der også god mening i, at Europa insisterer på sin egen kulturarv som en 'Leitkultur'; andre kulturer er velkomne, men de må indordne sig under og reformulere deres værdier i forhold til denne kultur. (Det virker absurdt, at millioner af europæeres indsats gennem fem hundrede år pludselig skal ligestilles med de værdier, som en amorf mase af migranter bringer med sig.)

De oversøiske indvandrernationer kan af gode grunde ikke operere med en sådan polaritet. For dem er alle indvandrere og derfor lige. Bortset altså fra de folkeslag, de har ryddet af vejen for at tilrane sig deres territorium. Indvandrernes mentalitet er derfor til den ene side kynisk (i forhold til de indianere, de systematisk udsletter eller indhegner) og til den anden side pragmatisk (i forhold til de andre indvandrergrupper). Enhver er jo sig selv nærmest, men belært af religionskrigene i Europa for nogle århundreder siden, lader man enhver i 'fred med sin tro'.

Eller gør man?

Kennedy var katolik - det blev brugt imod ham. Nixon var quaker, og det blev brugt imod ham. Romney er mormon, det blev brugt imod ham. Og tro mig, Sanders er jøde - og det vil i den sidste ende blive brugt imod ham. Og Trump har til fulde trampet i dette bed ved at mistænkeliggøre alle muslimer.

Kratter man i overfladen af den amerikanske selvforståelse af en vellykket integration (oven på et forudgående på det nærmeste folkemord på den oprindelige befolkning), så er det åbenlyst, at den ikke er lykkedes. Smeltediglen er blevet erstattet af et kludetæppe.

Med den ideologisk vanvittige overrepræsentantion af amerikanske films i danske medier (også public service), der i rigt mål lever af disse modsætninger i det amerikanske samfund, er det forbløffende at læse, at USA er et vellykket eksempel på multikulturalisme. Omsæt den virkelighed, vi præsenteres for i disse films, til en europæisk virkelighed. Hvor 'vellykket' ville vi egentlig betragte den form for 'multikulturalisme' som?

Den bedste bog, der nogensinde er skrevet om demokratiet i USA er Tocquevilles bog af samme navn: "Demokratiet i Amerika".