Læsetid: 3 min.

Forfriskende dansefråseri

Black Box Dance Company byder på interessant dans om de syv dødssynder i ’7EVEN’ af den cypriotiske koreograf Fotis Nikolaou
8. april 2016

Øjnene misser. For hvad er det dog, der sker? En kvinde ligger slapt på gulvet, mens fire andre personer står og pirker til hende med lange, hvide stave.

Efterhånden får de hende til at holde fast rundt om stavene med armene, mens de slæber hende omkring – i hvert fald indtil de spidder hende gennem hendes kjolefolder. For hvad har kvinden da gjort? Og hvorfor tiltager de andre sig retten til at straffe hende?

Koreografien viser sig at skildre ’dovenskab’ som en af de syv dødssynder i 7EVEN med Black Box Dance Company fra Holstebro.

Koreografien er skabt af den 45-årige cypriotiske koreograf Fotis Nikolaou fra X-it Dance Theatre. Og det er herligt forfriskende at se, hvordan han ubekymret blander moderne dans med maskedans og streetdance – tilsat et rundhåndet stænk af positurerne fra de gamle, græske statuer. Det er virkelig dansefråseri!

I programmet kan man bagefter læse, hvordan de syv dansere hver har fået tillagt en dødssynd og en abnorm hovedmaske, der gør dem til mytiske væsener. ’Vreden’ har heftige kindstreger, og ’frådseriet’ har en glubsk mund – og så videre.

Men hvis jeg skal være ærlig, så holdt jeg hurtigt op med at bekymre mig om, hvilken dødssynd vi mon var nået til undervejs. Jeg nød bare Fotis Nikolaous opfindsomhed og idérigdom.

Hele tiden skiftede hans organiske bevægelser fra rul på gulvet og skæve drejevrid med hofteknæk til mere grafiske linjer. Og hele tiden blev kroppenes udtryksfuldhed sat i kontrast af den græske maskedesigner Martha Foka, hvis groteske kuglemasker tilførte danserne et forstørret følelsesmæssigt udtryk.

Hår for øjnene

Jeg var særligt vild med scenen for de tre kvinder, der kommer ind iført usynlige masker i form af ’omvendte parykker’. Lange, tynde fletninger vælter ned foran øjnene på dem – og når dem helt ned til knæene. Den ene kvinde er mørkhåret, den anden er sølvfarvet, og den tredje har hår som guld. Og de tripper ind på tæerne i hudfarvede strømper, som om de var græske muser på selvoptaget gennemrejse.

På kroppen har de ballekorte tunikaer i det yndigste, blafrende hvide plisséstof – designet af Charlotte Østergaard, der her igen viser sin suveræne evne til at skabe forvandlingskostumer. Og koreografen har da også tydeligvis ladet sig inspirere kraftigt af Charlotte Østergaards kostumer.

Musikken er af den danske komponist Christian Tronhjem. Han blander minimalistiske klavertoner med elektroniske soundscapes – nogle gange indlysende og intime, andre gange overlæssede. Musikken går i hvert fald i selvsving af og til; her kunne dramaturgen Kirstine Lilleør Christensen godt have været barskere.

Optisk bedrag

Danserne er dygtige og veltrænede. Særligt muskelstærk er den mandlige, franske danser Linoel Ah-Sou, der indleder forestillingen med så langt et skulderløft af den rødhårede, polske donna Zaneta Majcher, at min sidemand troede, at der var tale om et optisk bedrag!

Og den engelske danser Charlotte Anne Logan – der også har medvirket i Carmina Burana med Dansk Danseteater – er her vidunderligt udtryksfuld med en indadvendt og sørgende ugidelighed i rollen som dødssynden ’dovenskab’.

7EVEN er altså en veloplagt og frejdig danseforestilling i Black Box Dance Theatres repertoire. Siden 2013 har dette ungdomskompagni i Holstebro hvert år kunnet ansætte seks nyuddannede dansere og to dansepraktikanter under Marie Brolin-Tanis erfarne chefvinger.

Denne sæson består de otte håndplukkede dansere af to danskere og seks udlændinge fra en audition med 400 dansere; men bekymrende nok ingen fra den danske danseuddannelse.

I 7EVEN fremdanser disse dansere nogle mennesketyper, der virker som inspirerende myteindspark ud fra den græske skæbnetanke. For hvad nu, hvis vi vitterlig bare er sådan, som vi nu engang er?

’7EVEN’. Koreografi: Fotis Nikolaou. Musik: Christian Tronhjem.
Kostumer: Charlotte Østergaard. Lys: Anders Kjems. Dramaturgi: Kirstine Lilleør Christensen.
Black Box Dance Company fra Holstebro. Oplevet på Bora Bora i Aarhus. På turné næste sæson.
Spilles også i en forkortet teenageversion under Aprilfestival lørdag den 16. april kl. 12 og kl. 17.45 i Tre Falke Hallen på Frederiksberg

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu