Læsetid: 3 min.

Gavmild klavermusik

August Rosenbaum og Troels Abrahamsen går solo med to meget forskellige klaverplader. Førstnævnte er brillerende grænseløs. Sidstnævntes EXEC skriger af sideprojekt
Kultur
8. april 2016

Pianisten August Rosenbaum havde en kraftig finger med i spillet, da soulpopduoen Quadron i 2013 brød gennem lydmuren med hittet »Hey Love«.

To år efter sætter samme mand sig ned og laver en EP med smal, eksperimenterende kompositionsmusik. En dramatisk U-vending eller den naturligste ting i verden?

I dag må vi nok konstatere, at de to ting ikke udelukker hinanden. Det siger endda ikke så lidt om den måde, musik produceres og forbruges i dag, at man som musiker – og som forbruger – kan bevæge sig på kryds og tværs mellem genrer, der på ingen måde er adskilt med vandtætte skodder.

Der er intet til hinder for, at en musiker kan toppe hitlister den ene dag og nørkle med smal kompositionsmusik den næste. Man fristes endda til at udråbe August Rosenbaum indbegrebet af en postmoderne musiker, der ikke er begrænset af et modsætningsforhold mellem kommerciel musik og avantgarde, og som kan operere i spændingsfeltet mellem de to yderpoler.

Labyrintisk panik

Rhizome, som hans nye EP højpandet hedder, består af tre meget forfinede stykker. Klangbilledet befinder sig i en slags bermudatrekant mellem halvfjerdsernes kosmiske rock, frijazz og neoavantgarde-arven efter John Cage.

Sådan cirkus. Det er på den ene side et interessant farvand, hvor Rosenbaum kan slippe sin musikalitet fri. På den anden side er det også et hjemløst udtryk, der ikke modtages med åbne arme hverken på indiescenen, i jazzmiljøet eller inden for klassisk musik.

Fælles for de tre stykker er, at de tøvende nærmer sig et skitseagtigt motiv, men opløser sig selv, inden instrumenternes knagende, hørbare friktion opnår forløsende sammensmeltning.

EP’ens pièce de résistance er det elleve minutter lange titelnummer, der først klukker og pludrer i barnlig elektroakustisk dyreimitation under ledelse af den allestedsnærværende elektronist Mike Sheridan. (Anti)saxofonisten Lars Greve lader sit instrument rive med af en didgeridoofantasi, mens den altid interessante trommeslager Mads Forsbys ulmende rumsteren tilfører labyrintisk panik.

Smalheden til trods er Rhizome et både kompromisløst og gavmildt værk. Mine tæer krummer sig dog over Deleuze-referencen i titlen, der for mig at se er unødvendigt studentikos og egentlig også uselvstændig.

Et rhizom er en rodvækst, der ikke er organiseret hierarkisk oppefra og ned, men forgrener sig i et netværk uden centrum. Bevares, hvis man kniber øjnene – eller ørerne – sammen, kan man da godt godtage Rosenbaums abstraktioner som en parallel til den franske ’68-tænkers plantemetafor, som gør op med ideen om en højere, styrende logik bagved alle fænomener. Men det er altså ikke noget, jeg tilråder at lade lytteoplevelsen styre af.

Nøgenhedspostulat

En anden og mere moderat grænsegænger er den gode Troels Abrahamsen, der hovedsagelig kendes fra sin elektrorockentreprise Veto. Under navnet EXEC har han på udgivelsen sat sig alene bag klaveret.

Vi møder en alvorstynget musikersilhouet med lutter rynkede bryn og torsoen intenst krummet over klaviaturet. Resultatet er en samling forholdsvis enslydende pastorale lovsange, hvor Abrahamsens klagende malmrøst tapper af den åre af patos i popmusikken, som særligt Antony Hegarty introducerede for en del år tilbage.

EXEC, der så vidt jeg kan forstå er en fejlmelding i programmeringssprog, skriger af sideprojekt i den forstand, at der i mine ører er tale om en stramt disponeret stiløvelse med forholdsvis begrænsede udfoldelsesmuligheder.

Abrahamsen er her – undtagelsesvist – en hulkende crooner, der mopper sig selv op fra gulvet i en tårepøl. Og man savner en snert af ironisk selvundergravning, der hos eksempelvis Perfume Genius eller Father John Misty opvejer den tangentbaserede udpensling.

Teksterne blafrer mellem indre sortsind og ydre dystopisk technopessimisme. »Good friends, the singularity is near/good friends, I doubt that we will persevere,« klager han advarende på den moderigtigt apokalyptiske »Near Singular Experience«.

Betingelsen for at kunne værdsætte denne udgivelse er sandsynligvis, at man køber præmissen om ’det nøgne album’: Forestillingen om, at man kan skrælle de ydre lag væk og nå ind til et ’ægte’ og uforstillet kunstnerjeg. En bagvedliggende psyke, der skal forløses bag alle falbeladerne og fraseringerne.

Som man nok fornemmer, tillader jeg mig at forholde mig tvivlende over for, hvorvidt man virkelig forløser et mere ’sandt’ indre, når man er alene med sit instrument. For sæt nu, der ingenting er omme bagved, foruden atter en persona? Er Medina ikke ligeså banal, når hun optræder unplugged?

Hvorom alting er, så fornemmer man på The Limber Real en Abrahamsen i kærlig omfavnelse med klaveret. Og det er for så vidt beundringsværdigt. Men jeg synes ikke pladen når et punkt, hvor det også for lytterne bliver blodig alvor. Dertil er udtrykket for stiliseret, og pladen efterlader mig desværre upåvirket.

August Rosenbaum: ’Rhizome’ EP (Hiatus Label)

EXEC: ’The Limber Real’ (Tambourhinoceros). Er udkommet

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her