Læsetid: 11 min.

Gode læsere og gode forfattere

’Litteratur er fantasi. Fiktion er fiktion. At kalde en historie en sand historie er en fornærmelse mod både kunsten og sandheden. Alle store kunstnere er store bedragere, men det er naturen, den ærkesvindler, også.’ Sådan skriver Vladimir Nabokov i et essay fra samlingen ’Ulven kommer - litterære essays’, der nu er udkommet på dansk
Vladimir Nabokov.

Ullstein Bild

30. april 2016

»Hvordan man bliver en god læser« eller »Om at være god mod forfatterne« – noget i den retning kunne bruges som undertitel til disse forskellige gennemgange af forskellige forfattere, for jeg agter at behandle nogle europæiske mesterværker med kærlig hånd og at gå ømt og nænsomt i detaljen.

For hundrede år siden gjorde Flaubert følgende bemærkning i et brev til sin elskerinde: Comme l’on serait savant si l’on connaissait bien seulement cinq à six livres – »Hvor ville man vide meget, hvis man kendte bare fem, seks bøger godt.«

Når man læser, skal man lægge mærke til detaljerne og holde af dem. Der er intet i vejen med generaliseringens månelys, hvis blot det indtræffer efter, at bogens sollyse detaljer er blevet samlet kærligt ind. Hvis man begynder med en færdiglavet generalisering, begynder man i den gale ende og bevæger sig væk fra bogen, før man overhovedet er kommet i gang med at forstå den.

Intet er kedeligere eller mere urimeligt over for en forfatter end for eksempel at begynde på Madame Bovary med den forudfattede mening, at den er en anklage mod bourgeoisiet. Vi må altid huske på, at et kunstværk undtagelsesfrit er en nyskabt verden, og derfor er det første, vi bør gøre, at studere denne nye verden så indgående, vi kan, og behandle den som noget splinternyt, der ikke har nogen ligetil forbindelse med de verdener, vi kender i forvejen.

Når denne nye verden så er blevet indgående studeret, lad os da, og først da, undersøge, hvordan den er forbundet med andre verdener, andre arter af viden.

Et andet spørgsmål: Kan vi gå ud fra, at vi kan få information om tider og steder i en roman? Er der nogen, der kan være så naiv at tro, at han eller hun kan få noget at vide om fortiden i disse blomstrende bestsellere, som bogklubberne faldbyder under betegnelsen »historiske romaner«?

Men hvad så med mesterværkerne? Kan vi stole på Jane Austens billede af godsejernes England med alle dets agerjorder og baroner, når det eneste, hun reelt kendte til, var en dagligstue i en præstegård. Og Bleak House, denne fantastiske historie, som foregår i et fantastisk London, kan vi kalde den en tro gengivelse af London for hundrede år siden?

Aldeles ikke. Det samme gælder for de andre romaner i denne forelæsningsrække. Sandheden er, at store romaner er store eventyr – og romanerne i denne række er de største eventyr.

Tid og rum, årstidernes farver, bevægelserne i muskler og hjerner er for den geniale forfatter ikke almindelige småting (så vidt vi da kan gætte, og jeg tror, vi gætter rigtigt), som man kan låne i de vedtagne sandheders bogbusser, men en række enestående overraskelser, som kunstens mestre har lært at give udtryk på deres egen enestående facon.

Forskønnelsen af det hverdagsagtige kan overlades til de mindre forfattere: De gør sig ikke den ulejlighed at genopfinde verden; de prøver blot på lykke og fromme at vride et eller andet ud af tingenes vedtagne orden, af fiktionens traditionelle mønstre.

De forskellige kombinationer, de mindre forfattere er i stand til at frembringe inden for disse fastlagte rammer, kan være ganske underholdende på en let og luftig måde, fordi mindre læsere er glade for at få lejlighed til at gense deres egne forestillinger i en indbydende forklædning. Men den rigtige forfatter, ham der får planeterne til at snurre rundt og modellerer en sovende mand, mens han ivrigt fumler med hans ribben, denne forfatter har ingen forudfattede værdier til sin rådighed, han må skabe dem selv.

Kunsten at skrive er en temmelig nyttesløs affære, hvis den ikke først og fremmest indebærer kunsten at anskue verden i dens potentiale som fiktion. Stoffet i denne verden kan være virkeligt nok (så vidt virkeligheden rækker), men er overhovedet ikke til stede som nogen vedtagen enhed: Det er et kaos, og til dette kaos siger forfatteren: »Begynd!« og får verden til at skælve og samle sig.

Nu er den så genforenet i selve sine atomer, ikke bare på overfladen. Forfatteren er det første menneske, og det er ham, der kortlægger den og navngiver de naturfænomener, der findes i den. Bærrene dér er spiselige. Det plettede dyr, der sprang over stien dér foran mig, kan måske tæmmes. Søen mellem træerne dér kalder jeg Opalsøen eller måske mere kunstnerisk Mælkesøen. Denne tåge er et bjerg – og dette bjerg må erobres.

Op kravler mesterkunstneren ad uvejsomme skrænter og helt oppe, på en forblæst bjergkam, hvem tror I, han møder der? Den lykkeligt pustende læser, og dér omfavner de uvilkårligt hinanden og er evigt forbundet, så længe bogen varer evigt.

---

En aften på et fjerntliggende college, jeg ved et tilfælde dumpede ind i på en længere foredragsturne, lavede jeg en lille quiz – ti definitioner på en læser, og ud af disse ti skulle de studerende vælge fire, som tilsammen udgjorde en god læser. Jeg har mistet fortegnelsen, men så vidt jeg husker, var definitionerne nogenlunde som følger.

Vælg fire svar på spørgsmålet om, hvad en læser skal være for at være en god læser:

1. Læseren skal være medlem af en bogklub.

2. Læseren eller læserinden skal identificere sig med helten eller heltinden.

3. Læseren skal fokusere på den social-økonomiske indfaldsvinkel.

4. Læseren skal foretrække en historie med handling og dialog fremfor en uden.

5. Læseren skal have set filmatiseringen af bogen.

6. Læseren skal være en spirende forfatter.

7. Læseren skal have fantasi.

8. Læseren skal have hukommelse.

9. Læseren skal have en ordbog.

10. Læseren skal have en vis kunstnerisk sans.

De studerende hældede overvejende til den følelsesmæssige identifikation, handlingen og den social-økonomiske eller historiske vinkel. Som I har gættet, er den gode læser én, der har fantasi, hukommelse, en ordbog og en vis kunstnerisk sans – og denne sans prøver jeg at udvikle hos mig selv og andre, når jeg har lejlighed til det.

Forøvrigt bruger jeg ordet læser temmelig løsagtigt. Man kan ejendommeligt nok ikke læse en bog, man kan kun genlæse den. En god læser, en stor læser, en aktiv og kreativ læser er en genlæser. Og jeg skal fortælle jer hvorfor.

Når vi læser en bog første gang, er selve processen med møjsommeligt at flytte øjnene fra venstre til højre, linje efter linje, side efter side, dette komplicerede, fysiske arbejde med bogen, selve processen med at forstå, hvad bogen drejer sig om, udtrykt i tid og rum, dette kommer imellem os og den kunstneriske forståelse.

Når vi ser på et maleri, behøver vi ikke flytte vores øjne på nogen bestemt måde, selvom billedet, ligesom bogen, består af elementer af dybde og bevægelse. Elementet tid kommer ikke rigtigt i kontakt med et maleri. Når vi læser en bog, skal vi have tid for at lære den at kende. Vi har ikke noget fysisk organ (som vi har det i øjet i relation til et maleri), der kan tage hele billedet ind og så dvæle ved detaljerne.

Men ved den anden, eller tredje eller fjerde, gennemlæsning begynder vi faktisk at forholde os på samme måde til en bog som til et billede. Lad os imidlertid ikke blande det fysiske øje, evolutionens monstrøse mesterværk, sammen med hjernen, et endnu mere monstrøst produkt.

Ligegyldigt hvad en bog er – et fiktionsværk eller et videnskabeligt værk (og grænsen mellem disse to er ikke nær så skarp som normalt antaget) – appellerer den først og fremmest til forstanden. Forstanden, hjernen, det øverste af den dirrende rygmarv, er eller burde være det eneste apparatur, man anvender på en bog.

Lad os derfor overveje spørgsmålet om, hvorledes hjernen arbejder, når den formørkede læser konfronteres med den solrige bog. Allerførst smelter det mørke humør bort, og læseren begynder på godt og ondt at lege med. Den kraftanstrengelse, det er at begynde på en bog, især hvis den er anbefalet af nogen, som den yngre læser i al hemmelighed anser for at være gammeldags eller for alvorlig, denne kraftanstrengelse er ofte vanskelig at præstere; men er den først klaret, er belønningen rig og afvekslende. Eftersom mesterkunstneren har investeret sin fantasi i at skabe sin bog, er det både ret og rimeligt, at brugeren af bogen også investerer sin.

I læserens tilfælde er der imidlertid mindst to forskellige former for fantasi. Lad os derfor se, hvilken af disse to der er den rigtige at bruge, når man læser en bog. Først er der den relativt underordnede slags, som støtter sig til de mere usammensatte følelser og er af afgjort personlig art. (Der optræder forskellige undervarianter i denne første afdeling for følsom læsning).

En situation i en bog opleves intenst, fordi den minder os om et eller andet, der er sket for os selv eller nogen, vi kender eller har kendt. Eller også holder en læser særlig meget af en bog, fordi den fremkalder billedet af et land, et landskab eller en livsform, som minder ham om en del af hans egen nostalgiske fortid. Eller også – og det er det værste, en læser kan finde på – identificerer han sig med en af personerne i bogen. Denne laverestående form for fantasi vil jeg ikke anbefale nogen læser.

Hvad er så læserens virkelige værktøj? Det er distanceret fantasi og kunstnerisk begejstring. Jeg tror, at det, der skal etableres, er en harmonisk, kunstnerisk balance mellem forfatterens bevidsthed og læserens. Vi skal se det hele lidt fra oven, holde os en lille smule på afstand og glæde os derfra, mens vi samtidig glæder os oprigtigt – glæder os lidenskabeligt, glæder os med tårer og hellig gysen – over den indre vævning i det forhåndenværende mesterværk.

At være fuldkommen objektiv er naturligvis ikke muligt i et sådant tilfælde. Alt, hvad der er noget værd, er i et vist omfang subjektivt. For eksempel kan det, at I sidder her, blot være noget, jeg drømmer, og jeg kan være et mareridt, I har. Men det, jeg mener, er, at læseren må vide, hvor og hvornår han skal tøjle sin fantasi, og det bliver han i stand til ved at prøve at gøre sig klart, hvad det er for en særlig verden, forfatteren har stillet til hans rådighed.

Vi skal se tingene og høre tingene, vi skal visualisere os lokaliteterne, tøjet og manererne hos forfatterens personer. Farven på Fanny Prices øjne i Mansfield Park og møblementet i hendes lille, uopvarmede værelse er vigtige ting.

Vi er allesammen forskellige af natur, men jeg siger jer med det samme, at det bedste temperament, en læser kan have eller udvikle, er en kombination af et kunstnerisk og et videnskabeligt. Kun er den begejstrede kunstner tilbøjelig til at være for subjektiv i sin tilgang til en bog, og derfor vil en videnskabelig kølighed i bedømmelsen kunne svale den følelsesmæssige hede.

Hvis på den anden side en potentiel læser er fuldstændig blottet for lidenskab og tålmodighed – for kunstnerens lidenskab og videnskabsmandens tålmodighed – får han næppe nogen glæde af stor litteratur.

Litteraturen blev født, ikke den dag en dreng, der råbte ulven kommer, kom løbende ud af store Neanderdal med en grå ulv i hælene: Litteraturen kom til verden den dag, en dreng råbte ulven kommer, og der ikke var nogen ulv efter ham. At den stakkels lille dreng til sidst blev ædt af en rigtig ulv, fordi han løj for mange gange, er ligegyldigt.

Det vigtige er: Mellem ulven i den store dal og ulven i den store løgnehistorie er der et funklende mellemled. Dette mellemled, denne prisme, er den litterære kunst.

---

Litteratur er fantasi. Fiktion er fiktion. At kalde en historie en sand historie er en fornærmelse mod både kunsten og sandheden. Alle store kunstnere er store bedragere, men det er naturen, den ærkesvindler, også. Naturen snyder altid. Fra det simple bedrageri med forplantningen og til det fantastisk sofistikerede illusionsnummer med beskyttelsesfarver til fugle og sommerfugle er der et formidabelt system af svindel og humbug. Fiktionsforfatteren følger kun naturens eksempel.

Hvis vi et øjeblik går tilbage til den uldhårede lille unge, der råbte ulv, kan vi udtrykke det på denne måde: Det magiske i kunsten lå i hans forestilling om den ulv, han bevidst løj om, i hans drøm om ulven; på denne måde blev historien via hans trick til en god historie. Da han endte med at miste livet, tilføjedes hans historie i mørket omkring lejrbålet en nyttig lære. Men det var ham, der var den lille magiker. Det var ham, der fandt på det.

En forfatter kan betragtes ud fra tre synsvinkler: Han kan anskues som en fortæller, som en lærer og som en troldmand. En stor forfatter forener disse tre – fortælleren, læreren og troldmanden – men det er troldmanden i ham, der har forrangen og gør ham stor.

Til fortælleren vender vi os for at blive underholdt, for at få intellektuel spænding af den enkleste art, for følelsesmæssig medleven, for fornøjelsen ved at rejse til fjerne steder i tid og rum. En lidt anderledes, men ikke nødvendigvis bedre læser går efter forfatteren som lærer. Propagandist, moralist, profet – det er den opadstigende skala. Og til læreren kommer vi ikke kun for at få moralsk vejledning, men også for at få konkret viden, simple kendsgerninger.

Jeg har desværre truffet mennesker, hvis ide med at læse de franske og russiske romanforfattere var at få noget at vide om livet i det glade Paris eller i det sorgtunge Rusland. Det sidste og det vigtigste er, at en stor forfatter altid er en stor troldmand, og det er her, vi kommer til den rigtig spændende del: forsøget på at få fat i hans genis individuelle magi og studere stilen, mønsteret og billederne i hans romaner eller digte.

De tre facetter af den store forfatter – magi, fortælling, viden – har det med at gå i ét og give indtryk af én unik, samlet udstråling, eftersom kunstens magi kan være til stede i selve fortællingens skelet, i selve tankens marv. Der findes mesterværker af tørre, klare, organiserede tanker, som fremkalder en kunstnerisk skælven i os lige så stærk, som romanen Mansfield Park gør det, eller en hovedåre af sanselige, dickenske billeder.

Det forekommer mig, at en god opskrift på en afprøvning af en romans kvalitet er, i det lange løb, et sammenfald af digterisk nøjagtighed og videnskabelig intuition. For at kunne sole sig i denne magi læser en klog læser ikke den geniale bog med sit hjerte og heller ikke først og fremmest med sin hjerne, men med rygmarven.

Det er der, den afslørende skælven opstår, selvom vi skal se det lidt fra oven, holde lidt afstand, når vi læser. Og så skal vi med en glæde, der er båret af både følelser og intellekt, se kunstneren bygge et luftkastel af sine kort og se dette korthus blive til et slot af det smukkeste stål og glas.

Oversat af Henrik G. Poulsen.

Essayet stammer fra samlingen af Vladimir Nabokov: ’Ulven kommer - litterære essays’, som er udgivet på dansk af forlaget Tiderne Skifter. Trykt med tilladelse fra forlaget

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Maj-Britt Kent Hansen

Skal jeg vædde med mig selv om, at der ikke kommer en eneste kommentar til dette essay?

Og kun ganske få til resten af artiklerne i "Litteratur" og "Moderne Tider".

Så kunne jeg jo selv skrive kommentarer i begge sektioner, men det er afprøvet med ringe succes. Det fører sjældent nogen vegne overhovedet.

Man må til stadighed konstatere, at det gratis stof fra især den politiske andedam er det, der trækker.

Michael Kongstad Nielsen

Maj-Britt Kent Hansen:
Måske fordi meget af det er så forudsigeligt.
Og kredser omkring tidens herskende ånd.
Tidsånden er ofte som et biografmørke, hvor man er mest optaget af det lysende skilt i siden, hvor der står UD.
Som nu fx. i omtalen af Adelle Waldmans roman, hvor hun ville skabe en realistisk usympatisk mand.
Eller "Moderne Tiders": Brune mænd i swingerklubben.
Hvem gider engagere sig i sådan noget gylle.

Maj-Britt Kent Hansen

Michael - ja, en del af det er overflødigt. Den om de brune mænd - bestemt. Waldman har jeg ikke læst - endnu. Tidens herskende ånd - SUK - bestemt kun henvendt til helt unge. Men er den politiske del af artiklerne, Ritzau-nyhederne og debatten om begge meget mere interessant? Er der ikke en del, der minder om Clements "Debatten". Måske ikke helt så højtråbende, men dog så forudsigelig.

Michael Kongstad Nielsen

Jo, enig. Men for os politisk interesserede er det hver dag som lugten af savsmuld for cirkushestene, når artiklerne ankommer, man må ud i manegen. Måske er det lidt lige sådan for de litterært og kulturelt interesserede i weekenden. Men så kom endelig med jeres bidrag.