Læsetid: 7 min.

Grænsen mellem litteratur og autofiktion er en thriller

En fransk forfatter har opnået kæmpesucces med en roman, som måske er autofiktion, men helt sikkert diskuterer forfatterens overvejelser over virkelighed og fiktion, og som samtidig er en thriller
Delphine de Vigan skriver både om sin mor og sig selv i sine romaner. Hun får vist virkelighedens uhyggeligt svimlende eventyrlighed – og nedbrudt grænser mellem kunst og virkelighed.

Delphine de Vigan skriver både om sin mor og sig selv i sine romaner. Hun får vist virkelighedens uhyggeligt svimlende eventyrlighed – og nedbrudt grænser mellem kunst og virkelighed.

Peoples Press

16. april 2016

Da den franske forfatter Delphine de Vigans roman Alt må vige for natten udkom i 2011, spurgte den franske litterære presse atter engang til, hvad der egentlig er sket i forholdet mellem fiktion og virkelighed, roman og biografi.

Alt må vige for natten er både biografisk og selvbiografisk, »autofiktion«, som det nu hedder med et uskønt ord.

Delphine de Vigan beskriver i romanen, hvordan hun fandt sin mor, der havde begået selvmord, og hvordan hun derefter midt i sorgen satte sig for at skrive hendes historie. Det bliver et stort, dybdeborende portræt af den psykisk syge mor, men også af hele hendes familie.

Moren, Lucile, var del af en stor søskendeflok, der voksede op midt i Paris i halvtredserne med et karismatisk forældrepar. Hun var usædvanlig smuk og blev som barn brugt som model i reklamer. Men måske blev Lucile også i teenagealderen misbrugt af sin far.

De Vigan beskriver ikke alene, hvordan den senere sindssygdom, måske her finder sin årsag, men også om, hvor svært det er at skrive et portræt af sin mor. Kan man overhovedet nærme sig sandheden om et andet væsen?

»Min familie består af det mest larmende og spektakulære ved glæde, de dødes uendelige genlyd og katastrofens virkninger,« forklarer de Vigan. »I dag ved jeg også, at den også, som så mange familier, viser, hvordan både ord og tavshed kan ødelægge.«

Uden på bogen, der nu foreligger i paperback, kan man dels se et billede af den meget smukke mor, da hun er tidligt i tyverne, med lyst hår i let profil og en cigaret i hånden. Men man kan også, udover titlen, læse en temmelig forbavsende karakterisering af værket: »Roman«.

Knausgård-effekten

Delphine de Vigan skulle få sin første helt store succes med denne roman, som vandt hele fire store litterære priser. Men samme år i 2011 kunne man så konstatere, at en stor del af de ’romaner’, der løb med de store franske litterære priser, ret beset ikke var romaner. Det var sket tidligere, men aldrig så massivt.

Emmanuel Carrère vandt adskillige priser med en fortælling om den russiske politiker Limonovs liv. Prix Femina gik til Simon Liberatis Jayne Mansfield 1967 om Hollywood skuespillerinden Jayne Mansfields liv, og Mathieu Lindon løb med blandt andet Prix Medici for ’romanen’ Ce que aimer veut dire (Det som kærlighed betyder) – en beretning om hans egen fars kærlighedsforhold til Michel Foucault.

Som en kritiker noterede sig det i Le Nouvel Observateurs litteratursektion, var Goncourtprisen det år, den eneste pris, der hyldede noget »så banalt«, som at opfinde en fiktiv person, med Alexis Jennis roman L’art français de la guerre (Den franske krigskunst).

I Norden kan man kalde tendensen for ’Knausgård-effekten’. Kæmpeværket, Min kamp, som vel ret beset er en form for selvbiografi, blev udgivet som roman og satte dermed en ny standard. Det berettigede, ædle eller irriterende i en sådan navlebeskuende litteratur blev i 2015 diskuteret, da Mette Høegh i Weekendavisen langede ud efter især kvinders autofiktion.

Uden på 'Alt må vige for natten' kan man se et billede af Delphine de Vigans meget smukke mor, da hun er tidligt i tyverne, med lyst hår i let profil og en cigaret i hånden.

Peoples Press

Hun blev dog irettesat andetsteds med tørre konstateringer om, at mænd er mindst lige så autofiktive, og at det måske netop er noget af den moderne romans grundlag, selv hos de helt store forfattere som Proust og Joyce.

I Frankrig har autofiktion ligeledes været stærkt omdiskuteret, selvom den er del af en større tendens, hvor grænserne bevidst opløses.

Forlaget P.O.L har således helt opgivet at give bøgerne genrer, mens andre netop bruger romantitlen til at dække sig ind med. Når man skriver direkte om virkeligheden, kan det nemlig have juridiske konsekvenser. Kunsten er fortsat forholdsvis beskyttet, hvilket ikke forhindrer en sag som den, der i øjeblikket er rejst mod Regis Jauffrets roman La ballade de Rikers Island (Historien om Rikers Island).

Her beskriver Jauffrets, en unavngiven personage, der ligner den Internationale Valutafonds tidligere direktør Dominique Strauss Kahn så meget, at den stuepige, der voldtages, hedder Nafissatou Diallo.

Problemet er så, at hun i romanen vitterlig voldtages, og det blev aldrig slået fast i virkeligheden, eftersom Strauss Kahn indgik forlig med Diallo. Strauss Kahn har derfor lagt sag an mod Jauffret. Allerede i 2012 opnåede han, at en anden forfatter, Marcela Iacub, måtte betale 50.000 euro i bøde for romanen Belle et bête, der også slet skjult handler om Dominique Strauss Kahn. 

I Norden havde Knausgård trods kategoriseringen som ’roman’ taget forholdsregler for sagsanlæg ved at lade de romanimplicerede personer læse med inden udgivelsen – og fået deres skriftlige accept. Det havde sociologen Aydin Soei ikke i alle tilfælde, så der blev lagt en sag an mod ham for portrættet af den mand, hans far myrdede, i bogen Forsoning – en familiehistorie, som han dog vandt.

Vigans egen oplevelse

Men hvad har alt dette så med Delphine de Vigan at gøre? Det har det, fordi de Vigan atter i 2015 er braget gennem lydmuren med en roman, der stadig her i 2016 giver genklang i salget. Og som atter bliver belønnet med en række priser.

Denne gang hedder romanen, D’après une histoire vraie (Baseret på en sand historie) og handler i en slags mise en abyme om netop autofiktion. Mise en abyme var i øvrigt et begreb, som blev indført i dansk litteraturkritik netop for at beskrive selvrefererende elementer i André Gides forfatterskab, der skaber en svimmelhedseffekt. Det er så præcis, hvad de Vigan skaber.

Endnu engang handler det om hende selv som forfatter, denne gang om, hvordan hun oplevede tiden efter, at romanen om hendes mor udkom, hvor hun havde svært ved at skrive. Det skal indskydes, at Delphine de Vigan efterhånden har fået skabt sindrige lag i det, man kunne kalde autofiktion.

Hendes allerførste roman, Jours sans faim (Dage uden sult), udgav hun under pseudonym. Her beskriver hun en ung kvinde, der bliver indlagt med livstruende anoreksi, i øvrigt et portræt af en anoreksipatient, som med fordel kunne oversættes til dansk.

Siden er det kommet frem, at bogen beskriver de Vigans egen oplevelse, og at Jours sans faim i den forstand nærmest kan ses som et af de manglende kapitler i Alt må vige for natten og nu også i den nye roman.

I Baseret på en sand historie forstår vi, at de Vigan i tiden efter udgivelsen af Alt må vige for natten modtager en række bebrejdende maskinskrevne trusselsbreve fra anonyme medlemmer af sin familie, der er rasende over den måde, hun lukrerer på familiehistorien. Samtidig trækker hun sig mere og mere ind i sig selv, bortset fra omgangen med en helt ny veninde.

Denne veninde er på hendes egen alder og på mange måder alt det, de Vigan drømmer om at være. Hun er altid elegant, hendes hår og makeup sidder perfekt, og hun laver mad som en drøm. Det er med hende, at de Vigan romanen igennem fører store diskussioner om autofiktion.

Veninden er også forfatter, der skriver andre folks bøger og sender den ene »selvbiografi« om skuespillere ud efter den anden. Veninden, som man fra starten får en ildevarslende fornemmelse omkring, anonymiseres som »L«. Hun er vred over, at de Vigan atter vil skrive fiktion.

De Vigan har nemlig sat sig for at skrive en roman om en realitystjerne, der ikke kan finde ud af at leve uden for rampelyset. »L« vil stik modsat have hende til at fortsætte i det selvbiografiske spor.

Det er mellem de to, man får alle de diskussioner om autofiktion versus fiktion, man kan drømme om.

»Jeg overvejede at citere Jules Renards berømte sætning (’Så snart man når op over fem linjer, er det en roman’) men tog mig selv i det,« tænker Delphine, der er jeg’et i romanen.

Hun opgiver dog alligevel ikke at forklare »L«, hvorfor hun nu hellere vil skrive fiktion; »forstår du, for mig er fiktion, autofiktion eller selvbiografi aldrig noget, jeg rigtig bestemmer, forsvarer eller intenderer. Jeg tror ikke, jeg helt opfatter grænserne som klare. Mine fiktionsbøger er lige så personlige og intime som de andre.«

Hvordan det truende forhold mellem de Vigan og hendes insisterende veninde ender skal ikke afsløres her, det skal blot nævnes, at der bruges citater fra Stephen King-thrillere. At der indimellem referencer til Flaubert, Duras og Breton også er rottegift og øde sommerhuse, flugt og næsten et mord. Og at man med romanens sidste stjerne svimler temmelig meget.

Hvis alt over fem linjer er en roman eller fiktion, og de Vigan får vist virkelighedens uhyggeligt svimlende eventyrlighed, må det i al fald siges, at skellet mellem kunst og virkeligheden for længst er udslettet i Frankrig.

Mens Aydin Soei i Danmark fik lov at lade sin offerbeskrivelse stå i sin fortælling, ser det ikke nær så lyst ud for Regis Jauffrets Dominique Strauss Kahn-roman.

Den retlige præcedens gør det ikke spor sikkert at gemme sig i en roman. Marcela Iacub blev idømt en kæmpebøde, og det er blandt andre Christine Angot, Michel Houellebecq, Patrick Poivre d’Arvor og Philippe Bresson også blevet. Hvis virkeligheden er en roman, må romanen til gengæld ikke ligne virkeligheden for meget.

’Baseret på en sand historie’ udkommer på forlaget People’s Press 20. april

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Niels Duus Nielsen
Niels Duus Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu