Læsetid: 9 min.

Hvem skriver manuskriptet?

Ja, hvem har brug for en Shakespeare, hvis man har islandsk politik, hvem har brug for ’Borgen’, hvem har brug for ’House of Cards’, hvem har overhovedet brug for en digter, når Altingets reality-tv holder dig oppe på tæerne?
Statsminister Sigmundur Davíð Gunnlaugssons opstigning og fald danner en så smuk æstetisk totalitet, at det er lige før karmaloven lader sig måle lige så klart som tyngdeloven, skriver forfatterAndri Snær Magnason. Her demonstrerer islændingene foran parlamentet.

Spencer Platt

9. april 2016

I søndags sad befolkningen klistret til fjernsynet. Statsministeren sad nok så selvsikker og talte om opnåede resultater i genrejsningen af det økonomiske liv.

Så kommer spørgsmålet: »Hvad med off-shore-kontiene? Vedkender du dig dem?« Nej, han kender intet til den slags. »Hvad med Wintris?« Han bliver bleg, afbryder interviewet og forlader lokalet. Han ved ikke, at han stod på en liste blandt Panama-dokumenterne, verdens største lækageskandale.

Befolkningen går amok på de sociale medier. Om aftenen opfører man Njals Saga som skuespil på Reykjavik Stadsteater, men folk lader ikke til at være indstillet på at indleve sig i mere drama.

En skuespiller træder ind på scenen og siger: Lad os nu bare synge nationalsangen! Alle rejser sig og synger nationalsangen, på en melodi, som er så indviklet, at det kun er de færreste, der kan afsynge dette helt særlige digt, men de gør det vel mest ud fra et behov for udløsning eller i en søgen efter et fast holdepunkt. »En evighedsblomst, der i duggråd står og tilbeder dig og går ud.«

Folk var simpelt hen nødt til at foretage sig et eller andet. I den efterfølgende meningsmåling blev Piraternes tilslutning opgjort til 42 procent. Det gamle partisystem løber sin undergang i møde, de gamle magtpartier, som fordelte indflydelse, ressourcer og offentlige embeder imellem sig, opgøres til at få en forsvindende tilslutning. 

I stedet rejser sig et parti bygget op af datanørder, hackere og aktivister under påvirkning fra Naomi Klein og Chomsky og med nære forbindelser til Snowden og Wikileaks. Det snavsede vasketøj i verden bliver luftet offentligt, og her kommer der så en politisk kraft, som griber revolutionen og kan opfattes som i stand til at bemestre forandringerne i forening med samtidens vigtigste aktører.

Læs også: Piratpartiet: Målet er ikke magt, men at skabe forandringer

Til trods for en upopulær højreregering er en del af den gamle venstrefløj lammet og kan ikke finde fodfæste i diskursen. Piraterne er et ubeskrevet blad, men håbets gnist består i, at de partier, som har grebet utilfredsheden i Island, har været humanistiske partier: først Jón Gnarr og med ham Det Bedste Parti i Byen, og siden hen Piraterne på landsplan.

Opskrift på ulighed

Panama-dokumenterne viser os opskriften på uligheden og den uretfærdige fordeling af verdens goder.

I de kommende måneder vil vi få at se, hvordan penge er lækket ud af samfund over hele verden og ind i skattely og hemmelige konti. Vi vil få indblik i, hvordan 64 personer kunne tilegne sig større rigdomme end halvdelen af jordens befolkning tilsammen, og hvordan mange yder mindre, jo mere de ejer, eller hvordan de omvendt rager mere til sig, jo mere de i forvejen tager.

Der vil vise sig et system, som har svækket rygraden i undervisnings- og sundhedssystemerne og har forarmet middelklassen viden om i den vestlige verden, og som gør det muligt for korrupte kræfter at operere i ly af hemmeligholdelse. Og nu viser det sig så, at selveste Islands statsminister figurerer på listen.

På forsiderne af verdens aviser er der portrætter af »The Dirty Dozen«. Der er et billede af Assad, et af Putin, der er billeder af lederne af Ukraine og Saudi-Arabien, og så er der et velkendt ansigt i dette besynderlige selskab, Sigmundur, mine venners gamle skolekammerat.

Man famler sig vej over internettet, og næste nyhed lyder således: »Statsministeren tilbageviser oplysninger fra Richard Branson gående ud på, at hans hustru har købt sig en rejse ud i rummet.«

Og her er det så, at vi stirrer op mod himlen. Det er i denne situation, at man henter kikkerten for at skue bedre op i verdensrummet. Gud? The Truman Show? Jovist, jeg bor på en sagaø, men er det ikke snart nok?

Manuskriptforfatteren ville aldrig have kunnet finde på at lade formanden for et politisk parti bruge dæknavnet Icehot1, da utroskabssiden Ashley Madison sprang læk, og være ejer af et hemmeligt firma i skattely. Medmindre det altså drejede sig om en slags Monty Python-farce.

En ordentlig redaktør ville sige, at det var utroværdigt, et skoleeksempel på fordomme over for politikere til højre. Og end mere utrolig var den dag i 2010, hvor det lille pæne vulkanudbrud hørte op, netop som den såkaldte sorte rapport fra Altinget udkom. Dagen efter rapportens offentliggørelse rystede og skælvede jorden. Askeudbruddet i Eyjafjallajökull kom og standsede verden! Går forfatteren ikke en lille smule for langt, når han på denne måde sammenblander natur og politik?

Klar til kamp

Sigmundur Davíð Gunnlaugssons opstigning og fald danner en så smuk æstetisk totalitet, at det er lige før karmaloven lader sig måle lige så klart som tyngdeloven. Sigmundur havde held til at gribe vredesbølgen efter finanssammenbruddet.

Han så det nationale moment, da Brown nedkaldte terrorlovgivning over Island og Landsbankinn havnede på liste sammen med Zimbabwe, Sudan, Nordkorea og Al-Quaeda. Han var klar til kamp og oppe på tæerne, da englænderne krævede, at nationen tilbagebetalte de tabte indlån på konti i England, og han havde sin andel i, at aftalen med englænderne kom ud til folkeafstemning.

Han kom til magten med beslutsomhed, styrke og mod, dengang han kastede sig ud i kampen med bankernes kreditorer og selv talte om, hvordan vi var belejret af udenlandske ådselgribbe, skattely og hemmelige konti. Han ville genrejse Islands omdømme. Men nu opstår så denne besynderlige æstetiske totalitet.

Han havde selv fordringer i bankerne, alt imens han forhandlede med kreditorerne. Han lovpriste den islandske krone og mente ikke, at der var behov for at tage Euroen op som valuta, alt imens han selv gemte sine penge væk i udlandet. Præsidenten, som overlod ham ansvaret for regeringsdannelsen, giver ham nu endefuld på direkte tv.

Nu havner han selv på forsiderne af alverdens aviser, i et helt enestående uheldigt og måske urimeligt selskab. Cirklen er sluttet, og guderne er blevet underholdt, alt imens koret begræder sin triste skæbne.

En del af Sigmundurs rigdomme var et lån fra Landsbankinn, som blev brugt til at betale hans svigerfamilie for et bilagentur. Køberen var en skibsreder, som var gået fallit og fik afskrevet en gæld på, hvad der svarer til hundreder af millioner danske kroner. Landsbankinn synes at have benyttet Tortola-metoden som en af sine vigtigste opsparingsmåder for folk, som solgte deres firmaer for hvad der svarer til over 5 millioner danske kroner.

Læs også: Moral er ikke nok til at lave systemet om

Næsten alle rodfæstede familieforetagender i Island blev i årene op til finanssammenbruddet solgt på den måde. Alt imens nordmændene er rasende over sølle 20 enkeltpersoner i Panama-dokumenterne, har Island over 600 navne på listen, og her taler vi endda kun om én af tre banker.

Derfor er statsministerens og finansministerens sager kun toppen af isbjerget. Det moralske forfald i erhvervslivet både før og efter finanssammenbruddet springer i øjnene, det sår, som sammenbruddet forvoldte, er endnu en gang blevet åbnet på vid gab. Mens den jævne befolkning mistede alt, hvad den ejede og havde, fandtes der her i landet en stor gruppe, som fik skaffet alle sine penge af vejen, og disse penge er siden hen sivet tilbage i det økonomiske system.

Gamle magtkliker har anbragt sig i fordelagtige positioner, og man må frygte, at ingen har lært noget som helst. Bankfolk, som røg i fængsel, sidder for manges vedkommende i, hvad der skal forestille total isolation, men har adgang til både computer og telefon, og de genopbygger deres magt. Nu kan det forudses, at mange af disse penge igen bliver synlige, og at der venter et opgør, som folk frygter langtfra vil blive smertefrit.

Ny forfatning

Tilstanden efter finanssammenbruddet og kasserollerevolutionen i 2009 var i virkeligheden ret frugtbar. Alting lod til at være muligt, folk arbejdede sammen i tværfaglige grupper, og der opstod spontant gære af alle mulige slags. Der fandt en innovativ eksplosion sted, hvad enten det var inden for kunst, aktivisme, søgen efter ny ideologi eller i den teknologiske sektor.

Der skete bemærkelsesværdige samfundsmæssige eksperimenter som f.eks. folkemødet, hvor 1.000 islændinge blev kaldt sammen, tilfældigt udvalgt af folkeregisteret, for at diskutere deres værdier og deres fremtidsvisioner. Oven på dette arbejde blev der dannet en forfatningskommission, som lavede en ny forfatning, et virkelig smukt dokument og det mulige grundlag for en ny samfundspagt. I de senere år er det imidlertid, som om alle disse håb ét efter ét er bristet.

Forfatningen, som blev lagt ud til folkeafstemning, er blevet stillet i bero, rigmandsskatterne blev fjernet, afgifterne på udnyttelse af naturressourcer blev sat ned, og følelsen af ulige fordeling er taget til sammen med bekymringer for sundhedssektorens forfald efter mange års nedskæringer.

Folk havde efterhånden opgivet håbet om, at et nyt Island var muligt, det så ud som om mulighedernes vindue for altid var blevet lukket, og at forfatningen ville gå i glemmebogen og rådne op på en reolhylde. Folk frygter, at der fortsat vil blive faret hårdt frem mod Islands natur med dæmninger og kraftværker.

De sidste dages begivenheder bevirker dog, at alt igen synes at være muligt, såret er sprunget op på ny, men måske er der snarere tale om et benbrud, som voksede forkert sammen og må brydes op igen. Det er smertefuldt, men også uundgåeligt.

Island råder over kolossale ressourcer, muligvis alt for store. Islændingene fanger 1 procent af alle verdens fisk. Her i landet har man gennem kraftværker skabt vedvarende energi, som kunne drive et samfund, som var fem gange så stort. Her i landet fremstilles omkring 3 procent af hele verdens aluminium, og her findes varmt vand i jorden, som nærmest gratis opvarmer vores større og mindre byer.

Her er flere turister pr. mand end langt de fleste steder i verden. Hver og en af disse ressourcer burde være tilstrækkelig til at skabe stor velfærd og tryghed for et samfund på 300.000 mennesker. Næsten al mælk og alle kødprodukter fremstilles i landet selv.

Hvis Island var en by i Europa, på størrelse med Kiel, Aarhus eller Malmø, ville den være den vigtigste energiby, den betydeligste industriby, den mest fremtrædende turistby, og derudover ville den være den toneangivende kulturby med en kæmpemæssig og forunderlig nationalpark i baghaven. Alt kunne være i skinnende stand.

Men Panama-dokumenterne vil vise os, hvordan Island lækker, og hvorfor det går så dårligt for os med at få opført et nyt Rigshospital. Hvordan aluminiumsfirmaernes profit lækker ud af landet og forsvinder i et skattely, hvorefter vi kommer i bekneb for flere aluminiumsværker, hvordan skibsredernes fortjenester bare forsvinder, og det samme gør bankfolks penge.

Vi vil få at se, hvordan det gældsfinansierede salg af rodfæstede familieforetagender har ført store summer i skattely, alt imens gælden blev efterladt i Island og skattebyrden båret alene af den jævne befolkning. Der er dog et vist håb i alt dette. Hvis man holder rigtigt på kortene – er et nyt Island atter muligt.

Men ingen ved, hvem der skriver dette manuskript eller hvordan og hvor det engang vil havne. Jeg tænder for radioen. Dér er der lige nu et interview med Kári Stefánsson, direktør for islandsk genetisk analyse, om situationen. Han sidder på oplysninger om vores arvemasse i fortiden, og dem kan han bruge til at se ind i fremtiden. Han skriver litteratur i sin fritid, og han er enøjet ligesom Odin.

Redaktøren ville have sagt, at denne henvisning til Odin ville være at gå for langt. Det er også på sin plads at korrigere det med hustruen og hendes rejse ud i rummet. Det var præsidentens hustru, der ringede til Branson, og ikke statsministerens kone. Bare for at få det på det rene. Jeg kan mærke, at der er en eller anden, der hiver i mine harpestrenge. Jeg ved ikke, hvordan dette her slutter. Men én ting er sikker, det bliver interessant at følge.

Andri Snær Magnason er f. 1973 i Reykjavik. Han er forfatter og miljøaktivist. Er mest kendt for ’Drømmeland – selvhjælpsbog til en ængstelig nation’ om Island efter det økonomiske mirakel i Island og kollaps.

Oversat fra islandsk af Erik Skyum-Nielsen

© Andri Snær Magnason & Information

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • peter fonnesbech
  • Kurt Nielsen
  • Niels Duus Nielsen
peter fonnesbech, Kurt Nielsen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Runa Lystlund

En dansk ven har fået lov til at låne bloggen. Dette er hans forståelse af det islandske samfund.

Island er en nation af klaner. Det har Island været siden landnamstiden og videre efter at Island kom under dansk styre. Det er Island stadigvæk.
Den danske konges magtsystem med embedsmænd, så som amtmænd, biskopper, præster, lærde og andet godtfolk, fortsætter bare. Det er oprindelsen til den islandske adel/elite. Eliten har selvfølgelig udvidet medlemsskaren siden.

Selvfølgelig er det ikke danskernes skyld, men systemet er et levn, som lever i bedste velgående.

Fiskekongerne og stiftere af dampskibsselskaberne blev de nyrige, det kan man læse om i Salka Valka, en roman af Nobelspristageren Halldór Laxness. Den er værd at læse. Det siges, at han fik Nobelprisen for denne bog.

Senere fik Island, bankdirektørene og importkongerne, der importerede varer til Island. En af Islands statsministre var en kiksimportkonge. Island er afhængigt af en stor import.

Ud af denne importkongegruppe udspringer "útrásarvíkingarnir" (erobringsvikingerne), som de bliver kaldt i Island. Forretningsfolk, der købte firmaer i udlandet for "flyvende penge", som en af mine islandske venner kaldte det. Disse mennesker bragte Island på fallittens rand under finanskrisen, sammen med politikere, der havde siddet i 20 år ved magten. Vi ved alle at magt korrumperer, i Island som i Danmark og andre steder i verden.

Verdens økonomi er dypt korrumperet.

På bagrund af det nu skrevne har vi folket, det islandske folk, der er ekstremt flittigt, driftigt, hurtigt, sympatisk og veluddannet. Det er disse mennesker, der holder Island oppe. De kender til gengæld kun ordet arbejde. Mange islændinge har fundet sig i denne deling af magten i mange år. Vi kan håbe på at "folket" snart kræver sin ret. "Folket" kan være de arbejdende, fiskerne, folk i fiskeindustrien, håndværkere, de veluddannede, der ikke har magt kva neopotisme og mange andre.

For at ret skal være ret. Det var ikke statsministerens frue med sine 55 millioner kr. danske i skattely, der ville støtte multimillonæren Richard Branson, det var præsidentfruen, som er en meget velhavende kvinde. Hun er forretningskvinde og stammer ikke fra Island. Facebook er ikke altid til at stole på. Facebook er ofte ikke til at stole på.

Læs også en artikel af Einar Már Guðmundsson forfatter. Flere af hans bøger handler også om det jeg kommer ind på.

peter fonnesbech, Kurt Nielsen, Jørgen Steen Andersen og Trond Meiring anbefalede denne kommentar